Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Da Jens Ole Christensen for alvor vandt min respekt

Højrefløjens stjernedebattør vandt min respekt på en togtur. En respekt, der udfordrer til at handle.

Da Jens Ole Christensen for alvor vandt min respekt

Af admin. leder af CTIP, Michael Agerbo Mørch 

Det kan nok lyde lidt krukket, at der skulle være én hændelse, der aftvang min respekt for Jens Ole Christensen. Det er det sikkert nok, for hvem har ikke respekt for højrefløjens stjernedebattør, der igennem årtier har bidraget med velskrevne indlæg til den offentlige samtale krydret med visdom, humor og nuancer? Det står klart, at højrefløjens mulighed for at blive hørt i den offentlige debat ofte hviler på få mænds skuldre, så der er al mulig grund til taknemmelighed over for essayisten fra Ryesgade.

Når jeg alligevel ikke falder på halen, så skyldes det to ting: (1) For mig har JOC bare altid været der. Jeg blev interesseret i den teologisk debat i gymnasiet round about 2006, og allerede da var han synonym med højrefløjens indspark i polemikken. Det er naturligvis ikke JOCs skyld, at han har formået at holde sig ved bålet i så mange år, men det betyder, at jeg er forvænt. Og det forventlige sætter man ofte ikke pris på.

(2) Den anden grund er, at jeg generelt ikke har den store benovelse for teologer, der primært debatbidrager i Kristeligt Dagblad. KD er jo en fin avis, og der er også brug for opråb og klare udtryk her, men det er et internat for kirkefolk, som almindelige danskere stort set ikke orienterer sig ind. Heller ikke de lærde. Derfor er der bare en vis tryghed ved at vælge den arena som sin kampplads modsat de mere kradse slagmarker som Politiken og Information.

Jeg ved ikke, om JOC har prøvet, eller om han blot har sit kald som kirkekæmper i KDs spalter. Men jeg ville selv være mere opstemt, hvis han – eller andre kompetente – kastede sig ud i samfundskampen. Altså reelt på udebane.

Da respekten kom

Hvornår kom den postulerede respekt så? Den kom sidste år. JOC og jeg skulle til redaktionsmøde i Logos Media (Luthersk Missions forlag), og vi havde en god togtur foran os mellem KBH og Fredericia. Men toget var proppet, så vi kom til at sidde i forlængelse af hinanden, og jeg begravede mig efter sædvane strax i et stykke medbragt lekture. Efter en rum tid skulle jeg besørge mig, men da jeg rejste mig, fik jeg er lettere chok: Jens Ole sad og bad! Altså midt i kupéen! Foran ham, på det dersens lille DSB-klapbord, lå en åben bibel og ved siden af den lå Timothy Kellers Bøn. Manden holdt sin andagt!

Jeg var lamslået. Dér gik det op for mig, at manden jo mener, hvad han siger. At han ikke først og fremmest udfylder en bestemt position eller repræsenterer en bestemt kirkefraktion i den offentlige debat, men at han forsvarer sin tro og sit håb.

Selv har jeg indbygget åndelig blufærdighed i hjertekulen, så blot det at defilere forbi ham på vej mod toilettet virkede grænseoverskridende. Jeg kunne næste mærke folks blikke, der sagde, “vi ved, du kender ham!”. Men jeg var også stolt og glad. Stolt, fordi et af mine forbilleder stod frimodigt ved sin tro og insisterede på, at det skal være normalt at tage sin tro med ud i offentligheden. Glad, fordi det giver mig tro på, at troen faktisk kan være “derude” – uden at man dør af det. Og så aftvang det altså også genuin respekt. Den slags respekt som ikke primært kalder på hyldest og beundring, men som er et stærkt kald til efterligning.