af admin. leder af CTIP, Michael Agerbo Mørch
Som nævnt i sidste uge brugte jeg bl.a. sommerferien på et serviceeftersyn af mit eget sind. Det var måske den lette udgave, men det er heller ikke nemt at komme ud i krogene – og ikke særlig rart. Godt nok siger Paulus, at menneskets egen ånd ved, hvad der bor i mennesket (1 Kor 2,11), men let er det nu stadig ikke.
Én af de tanker, som fyldte en del, var tilgivelsens natur. Jeg synes, det er svært at tilgive, og når jeg føler mig virkelig trådt ned i sølet, så kan både bitterhed og nag sidde som igler i hjertekulen. Men det er slet ikke konsekvent, for jeg har ret let ved at tilgive mig selv! Faktisk har jeg så let ved det, at jeg ofte tilgiver mig selv på forhånd. Så har jeg lidt tilgivelse i hånden, når jeg med fuld bevidsthed gør noget dumt. Hvorfor er der denne larmende diskrepans mellem tilgivelsen af andre og tilgivelsen af mig selv?
Det er lettere at tilgive sig selv
Johannes Møllehave, det aldrende snakkehoved, skrev engang om netop det forhold. Jeg tror nok, at det var i den udbredte samtalebog, Det skal mærkes at vi lever, hvor Møllehave – og indimellem også Benny Andersen … – taler ivrigt om alt og intet. Møllehave kommer her ind på pointen med, at det er lettere at tilgive sig selv end andre. Det er meget menneskeligt og kan ofte føles som det eneste rigtige. Men Møllehave har den pointe, at det egentlig burde være omvendt: At være let at tilgive andre og sværere at tilgive sig selv. Selvpineri er ikke noget ideal, heller ikke for Møllehave, men spejlet i de bibelske tekster kan der være noget om det: Jesus fortæller, at vi skal tilgive vores broder 77 gange (Matt 18,22) og se efter bjælken i vores eget øje (Luk 6,41-42), mens Paulus supplerer, at vi skal ransage os selv (2 Kor 13,5) og altså ikke ransage vores næste.
Problemet er mangelfuld forståelse af evangeliet
Problemet er ikke bare, at det er dårlig stil at behandle sig selv bedre end andre. Eller at det er uhøfligt eller dårlig etikke. Nej, det teologiske problem er, at min praksis bunder i en mangelfuld forståelse af evangeliet! At være hurtig til at tilgive er en naturlig refleks for det hjerte, der er købt fri i Kristus. Paulus skriver de udfordrende ord i Ef 4,31-32: “Al forbitrelse og hidsighed og vrede og råb og spot skal ligge jer fjernt, ja, al ondskab; men vær gode mod hinanden, vær barmhjertige og tilgiv hinanden, ligesom Gud har tilgivet jer i Kristus.”
Ordet “ligesom” fanger hele pointen. Deri ligger forbilledet. Gud har tilgivet mig totalt, selvom jeg ikke har fortjent det. Det er målestokken for, hvordan jeg skal omgås andre.
Mange vil nok her tilføje ord om, at det ikke må blive naivt, at man ikke skal lade sig udnytte, at der er tekster, der nuancerer og supplerer osv. Sikkert! Men her vil jeg lade udfordringen stå til mig selv: stræber jeg efter at praktisere en så skødesløs og omfattende tilgivelse, som den jeg selv har modtaget?
Må det ord få magt over mit hjerte!
