Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Jeg mødte kristne, der støttede Trump og savnede apartheid

Med en blanding af gru og nysgerrighed lyttede jeg til deres aparte, politiske positioner, og jeg forsøge at forstå mit eget farvede udsyn.

Jeg mødte kristne, der støttede Trump og savnede apartheid

Af admin. leder af CTIP, Michael Agerbo Mørch 

I slutningen af juni var jeg til et ph.d.-seminar i Holland, hvor jeg er indskrevet. Vi var ca. 20 ph.d.-studerende til stede, som fremlagde projekter og diskuterede styrker, muligheder og svagheder ved hvert projekt. Når man sidder isoleret i saltminen og dagligt arbejder på sine små nørklerier, er det en sval oplevelse at erfaringsudveksle med ligesindede.

Om aftenen spiste vi en god middag og derefter var der smalltalk og mørk, belgisk øl. Jeg endte i en snak med tre andre gutter: en amerikaner, en canadier og en sydafrikaner. Vi talte en del om teologi, om kirkeliv, om familieliv, om hobbies, men også ganske meget om politik. Fire perspektiver på verdens sande tilstand er jo ikke så ringe, så vi kløede på med spørgsmål og refleksioner.

En kristen præsident?

Jeg måtte jo spørge, hvordan Mark fra Texas oplevede Donald Trump som præsident. Jeg lod ham forstå, at fra en gennemsnitlig dansk synsvinkel er han skurken, og at det er meget svært at finde positiv omtale af ham i medierne. Mark var forundret. For ham var Trump en aldeles glimrende præsident. En præsident som tager immigrationsproblemer alvorligt, som udpeger konservative højesteretsdommere, som forsvarer retten til at bære våben, som skaber forbedrede forhold for industrien og landmænd. “Men”, som jeg flere gange prøvede at indvende, “er han ikke moralsk uegnet som regeringsleder qua sine voldsomme og nedgørende udtalelser? Ikke i følge Mark. Han var kritisk over for den del, men for ham vejede Trumps lange liste af positive indsatser op og befordrede en forhøjet tolerance overfor Trumps egne eskapader.

Apartheid – set gennem den hvide mand

Vi kom også til Schalk. Schalk er en hvid sydafrikaner. Et meget venligt og afdæmpet væsen, som var svær at bringe ud af balance. Jeg måtte bare spørge ind til situationen i Sydafrika, for reportagerne siger jo, at hvide har det enormt svært. Fra Schalks hvide synsvinkel var der kun bekræftelse: de sorte diskriminerede de hvide i omfattende grad. Både fra ANC (Mandelas gamle parti, der stadig har regeringsmagten) og fra almindelige sorte. Særligt slemt går det udover hvide landmænd, fordi de har jordbesiddelse, som, de sorte mener, tilhører the blacks. Men da det ikke er let bare at tage jorden fra de hvide (måske også pga. de katastrofale erfaringer, som Zimbabwe gjorde sig under Mugabe!), griber sorte til selvjustits og terrorisme. Marker bliver brændt, maskiner ødelagt, mennesker dræbt eller skræmt. Set fra Schalks hvide perspektiv var der mange fordele ved apartheid. Ganske vist ikke i den gamle variant, hvor sorte blev undertrykket (dog ikke!), men en mere juridisk adskillelse mellem sorte og hvide så han som uundgåelig, hvis Sydafrika skulle have nogen fremtidig for begge parter.

Hvad gør kirken?

Det er en heftig diskussion, om og hvordan kirken skal agere politisk. Men både Mark og Schalk var enige om, at kirken må gøre noget. For dybest set ændrer folks verdensbillede sig først, når evangeliet får magt over hjerterne. Skal tilgivelse, forsoning, gensidig anerkendelse, håb m.m. finde rodfæste i en kultur, så må evangeliet komme til.

Det kan næsten virke surrealistisk, at evangeliet, som er et budskab om fred med Gud, skal have afgørende politisk betydning i et splittet Amerika og et næsten borgerkrigsramt Sydafrika. Men fra to lokale kristne var medicinen klar: freden skal bedes frem.

I Danmark oplever vi også en større og større politisk splittelse og en fundamental uenighed om, hvad vores politiske projekt er. Blokkene smuldrer, og Folketinget fremstår som en rodebutik. Hvad er løsningen for os, når vi tænker på splittelse mellem land og by, konservative versus progressive, nationalister versus globalister, kristne versus ateister versus muslimer, osv.? Ingen sorthvide svar herfra, men en betonet opfordring til at bede freden frem. Det var, hvad jeg en sen aften i en hollandsk skov blev mindet om af en Trump-tilhænger og en moderat apartheid-sympatisør.