Gårsdagens artikel om åbningsgudstjenesten var et politisk indlæg. En læser har sendt en skarpsindig replik, som her bringes.
Margrethe Bang Rye Kofod,
Gårsdagens indlæg om den omdiskuterede åbningsgudstjeneste sprang ud af mit eget engagement for åndsfrihed. Åndsfrihed handler om at give frihed til forskellighed, når det kommer til værdier, holdninger, ytringer, tro, fællesskaber osv. Jeg synes ikke, at de personer, der boykottede åbningsgudstjenesten, kunne argumenterer overbevisende for deres valg. Men mit indlæg var et politisk indlæg, og der var ikke meget reflekteret teologi i det.
Netop det var årsagen til, at Ole Solgaard, redaktør på Luthersk Missions tidsskrift, Budskabet, sendte mig en replik pr. email i morges. Jeg synes, Ole har en klar sag, og jeg er i alt væsentligt enig med ham. Han korrigerer og nuancerer mig på nogle punkter, så det teologiske aspekt af sagen træder mere frem. Jeg spurgte derfor Ole, om jeg må bringe hans replik her, og det indvilligede han i.
Hej Michael
Jeg sætter generelt stor pris på dine refleksioner og skriverier her og der. Tak for din indsats!
Men da jeg læste dit indlæg på ctip.dk om folketingets åbningsgudstjeneste, må jeg indrømme, at jeg synes, der mangler noget fundamentalt i indlægget. Derfor får du lige en hurtig og spontan replik:
Set fra en politisk eller åndsfrihedsmæssig synsvinkel er dit indlæg sådan set fint nok. Du siger stort set det samme som Mette Bock og flere andre. Men nu skriver du jo som kristen teolog på ctip’s side, og derfor savner jeg den teologiske vinkel på sagen, der kunne vende hele problemstillingen på hovedet.
Nu er det muligt, at du opfatter åbningsgudstjenesten blot som en statslig ceremoni eller som et foredrag i forsamlingshuset. I så fald kan det være berettiget at fokusere på ytringsfriheden, rummeligheden osv., som du gør.
Men jeg synes ikke, man kan se bort fra, at det skulle forestille at være en kristen gudstjeneste. Og i så fald bør arrangementet vurderes efter andre kriterier.
Personligt ville jeg selv have haft svært ved at deltage i den gudstjeneste (ligesom i en del af de foregående års åbningsgudstjenester), men vel at mærke af andre grunde end Mogens Jensen m.fl.
Sagen er jo, at Morten Kvist – på trods af kritik for homofobi mv. – faktisk gerne vil vie homoseksuelle. Dermed har han – og størstedelen af folkekirkens præster og biskopper – en praksis, der legaliserer synd, og dermed forkynder han reelt “et andet evangelium”, uanset hvor mange pæne ord han kan sige om Guds nåde osv. Den slags forkyndere bør vi ikke lytte til eller bakke op om, hvilket flere kirkelige formænd (herunder ELN, IM, LM og DBI) i øvrigt i 2013 klart markerede i et fælles manifest i KD.
Sindelagskontrol …? tja, jeg ved ikke, hvad man kalder det. Men i hvert fald vil jeg mene, at der på en kristen prædikestol kun skal gives plads til den sunde lære (bibelsk forkyndelse i samklang med holdninger/etik/praksis, der svarer dertil). I det perspektiv skal man ikke i åndsfrihedens navn give plads på prædikestolen til dem, der i ord eller praksis forkynder noget andet. Derimod kan det være berettiget at boykotte visse prædikanter.
Hvis ikke vi fastholder de nævnte aspekter, risikerer vi nemt, at vi stiltiende begynder at affinde os med, at spørgsmålet om vielse af to af samme køn blot er en lille uenighed, og at de pågældende præster godt kan være sande evangelieforkyndere.
I forlængelse heraf er det i øvrigt interessant, hvad Anders Ellebæk Madsen i KD’s lederartikel siger om Morten Kvist: “Præsten siger selv, at han gerne vier homoseksuelle i dag. Han har altså ikke den fjendtlige holdning til homoseksuelle, som politikerne tillægger ham”. Deri ligger der en underforstået præmis om, at hvis han ikke ville vie homoseksuelle, kunne man med rette sige, at han var fjendtlig over for homoseksuelle. I din artikel formulerer du dig naturligvis ikke sådan. Men uden at ville det, kan du faktisk give anledning til, at folk kan læse det med den samme underforståede præmis, når du skriver: “Kvist går rent faktisk ind for homoseksuelles rettigheder. Bl.a. vier han selv homoseksuelle, hvorfor udskamningen af ham virker helt fejlplaceret” – altså: hvis han ikke ville vie homoseksuelle, kunne udskamningen af ham være relevant.
Nå, det er muligt at jeg har stirret mig blind på den manglende vinkel i dit indlæg. Under alle omstændigheder håber jeg, du bare vil opfatte min respons som en kærlig påmindelse – og en opmuntring til at fortsætte skriverierne med en tydelig teologisk brod.
De bedste hilsener
Ole Solgaard
URL: https://ctip.dk/replik-til-gaarsdagens-blog/