Menneskesynet i Suits

Der er noget underliggende, der udfordrer mit kristne menneskesyn i den populære TV-serie Suits om det konkurrenceprægede advokatliv i New York. Den giver indtryk af, at mennesker er begærlige, egenkærlige, griske og kyniske.

Christian Canu Højgaard,  

Af admin. leder af CTIP, Michael Agerbo Mørch 

Mens konen og jeg venter på sidste sæson af den fremragende koldkrigsserie, The Americans, fortaber vi os i den noget mere joviale Suits. I Suits følger vi advokaten Harvey Spector og hans assistent Mike Ross gennem deres op- og nedture på et fashionabelt bureau i New York. Magtkampe, intriger og karrieredrømme udgør dramaets underholdende nerve.

Som vi kender det fra amerikanske produktioner, der handler om advokatliv eller Wall Street-miljøet, så skildes mennesker som egoistiske. Drivkraften er dyrisk, og når folk hjælper hinanden, er der en egennyttig dagsorden bag. Bag den hjælpsomme gerning er der et krav om alliancer ved næste afstemning om forfremmelser og lignende. Suits giver også indtryk af, at det er den slags usmagelige træk ved mennesket, der styrer os og er motoren i vores beslutninger og drømme.

Men seriens plot afslører alligevel, at der er en komponent i mennesket, som ligger dybere end det: vi ændrer os ikke. Igen og igen viser det sig, at den gruppe af advokater, som vi som seere skal holde med, løser de indviklede retssager ved at grave i modstandernes fortid. Og har de snydt, løjet, stjålet eller dræbt før, så vil de uundgåeligt gøre det igen, hvorfor de ud fra den indsigt kan regne modstanderens træk ud.

Pointen: Vi er ubehjælpeligt låst fast i vores laster.

Pro et contra

Så vidt jeg kan se, kan man vurdere dette grundsyn som korrekt eller ukorrekt, alt efter hvad man måler det op imod.

Det er korrekt, at vores samvittighed ikke er statisk, men plastisk. Desværre er elastikken mest løs ud mod forhærdelsen. Hvis man én gang har stukket en hvid løgn overfor sine forældre, så er det lettere at gøre igen. Eller som man siger: det første bedrageri er det sværeste. Ad denne åre har Suits klart fat i den lange ende.

Omvendt er det ukorrekt, hvis man gør grundsynet absolut. For vi kan jo godt forbedre os. Jeg er – heldigvis skulle jeg hilse at sige – ikke, som jeg var for ti år siden. Der er ændret en masse ting i min væremåde, min psykologi, min omgangsform osv., som for det meste er til det bedre. Men ikke nok med, at jeg kan forbedre mig, der er også en overnaturlig kraft, som kan – og vil. Når et mennesker ved troen får Helligånden som gave, så rykker en overnaturlig kraft ind i menneskets inderste og ændrer det indefra. Det er, hvad vi teologisk kalder helliggørelse. Helliggørelsen er gradvis igennem livet og fuldendes først i herligheden på den nye jord. Men allerede nu er væksten synlig – i hvert fald for andre.

Derfor tror jeg i sidste ende ikke, at Suits har fat i den lange ende. Mennesket er ikke statisk, og en ødelagt samvittighed kan heles igen. Hvis altså Gud får lov at virke det.

URL: https://ctip.dk/menneskesynet-i-suits/