How do we rightly know God?

How does Scripture teach the Trinity? 1

How does Scripture teach the Trinity? 2

Eternal Subordination and Obedience of the Son 1

Eternal Subordination and Obedience of the Son 2

Language of the Church 1

Language of the Church 2

Language of the Church 3

Trinity and Atonement 1

Trinity and Atonement 2

Find flere

Del 3 af 3 af Michael Agerbo Mørchs oplæg ved åbningsreceptionen for CTIP.

Forkyndelse

A. Bibelsk analfabetisme – fornyet nysgerrighed

Vores post-kristne samfund er klart markeret ved en omfattende bibel-analfabetisme. Mange, mange mennesker ved stort set ingenting om Bibelen, og den ”viden” de går rundt med, er ofte så fragmentarisk (løsrevne begivenheder, personer ol.), at den ikke er meget bevendt.

I sig selv er der intet vundet ved at vide meget om Bibelen – heller ikke kulturelt set – men det giver en anderledes lytterskare for kirkerne. Du kan som forkynder i den brede folkekirke ikke antage, at folk ved noget som helst. Og slet ikke, at det, de tror, de ved, også er det, som du tror, at de ved. Måske er det rigtigt, at den ældre del af befolkningen stadig besidder en grund af viden gennem bibelfortællinger, men jeg tvivler efterhånden – det gælder i hvert fald ikke for pensionisterne på min egen boligvej!

Også i bibeltro miljøer fornemmes en stigende uvidenhed om Bibelens indhold, som gør, at undervisning er et stigende behov. Ikke for videns skyld, men fordi tro også er tilslutning til et læreindhold. Det skyldes måske en stigende lede ved at læse i det hele taget. Studier viser, at flertallet af voksne læser én bog om året. Læserflokken er sikkert større blandt højrefløjskristne, men næppe meget.

Bibel-analfabetismen har dog flere steder også resulteret i en mulighed: nysgerrighed. Ved en tidliger konference på Dansk Bibel-Institut har Lars Dahle netop peget på dette. ”De nysgerrige” udgør ikke en stor gruppe, men de er der: folk der har lyst til at deltage i ÅBS, Bibelmarathons, læsergrupper osv. med det specifikke formål at lære Bibelens indhold at kende.

Selvom apologetisk forkyndelse bestemt har sin berettigelse i Danmark i dag, og ganske givet fortjener en central og genkommen plads, så har forkynderen også et ansvar for at indføre lytterne i Bibelens indhold. Der gives simpelthen en mulighed for at åbne og udlægge mange vigtige bibelfortællinger for første gang. Det er en særlig glæde som underviser, og noget som med fordel kan dyrkes i alle kirkesamfund i Danmark.

B. Perfektionskultur – enestående ressourcer til rådighed

Dette punkt handler ikke om lytterne men om forkynderen selv.

Vores kultur hylder perfektion på en meget skamløs og omsiggribende måde. Folk skal excellere i alt, hvad de foretager sig og kun den optimale præstation kan godkendes. X-Factor og 12-talskultur er udtryk, der udpeger denne tendens.

For en forkynder er det dødbringende gift. Det kvæler totalt frimodigheden, hvis du skal bringe et budskab, der er dårskab for verden med et krav om succes. Hvis din løn som forkynder ikke er en skat i Himlen, men bifald og popularitet i dette mørke, så ender du som en fattig mand. Det er en eklatant udfordring for os yngre prædikanter, at vi vokser op i en tid, hvor kun det bedste accepteres, samtidig med at vi forsøger at bevare ydmyghed og integritet i forkyndelsen af evangeliet. Måske ligger den væsentligste årsag til manglen på unge prædikanter her: angsten for at fejle!?

Omvendt har teknologien sikret os en helt enestående række af hjælpemidler til vores forkynderarbejde. Enhver passage kan findes kommenteret på nettet, der er didaktiske virkemidler få klik væk, der er fora, som støtter og udfordrer til arbejdet osv. Samlet set har vi vel aldrig haft så gode muligheder for at gøre vores del af forkynderarbejdet så godt som nu. Det betyder, at vi dels må fly og afsky perfektionskulturens dræbende pres, men samtidig frimodigt anvende alle forhåndenværende hjælpemidler til at producere så god og perspektivrig en forkyndelse som muligt.

For mange prædikanter er Joh 3,30 (”Han skal blive større, jeg skal blive mindre.”) en central bøn – og det er den bedste medicin i nutidens kultur. Men videre giver Paulus også Timotheus den opmuntring, at hans fritagelse fra omverdens pres ikke må føre til slendrian (1 Tim 4,11-16: ”Det skal du påbyde og lære. Lad ingen ringeagte dig, fordi du er ung, men vær et forbillede for de troende i tale, i adfærd, i kærlighed, i troskab, i renhed. Indtil jeg kommer, skal du tage vare på skriftlæsningen, formaningen og undervisningen. Forsøm ikke den nådegave, som du fik i kraft af profetier og under håndspålæggelse af ældsterådet. Tag dig af alt dette, lev i det, så alle kan se, at du gør fremskridt. Giv agt på dig selv og på den undervisning, du giver, hold fast ved det; for når du gør det, bliver du til frelse både for dig selv og for dem, der hører på dig.”). Gud i centrum er teologens ståsted, trofasthed i nådegaver og kald er teologens arbejdsopgave.

C. Forkyndelse på nettet (minus kirke) – evangelisationens front

Internettets dominans i vores liv har også betydet, at vi har adgang til uanede mængder forkyndelse fra nogle af verdens dygtigste prædikanter. Særligt amerikanske reformerte er blevet populære i Danmark. Jeg kender endnu kun til få eksempler på folk, som helt er stoppet med at komme i kirke, fordi de foretrækker online-forkyndere, men de findes, og jeg tror, vi skal forvente, at det bliver en stigende udfordring i de kommende år. Det er selvfølgelig også en udfordring, som vi må tage på os: at gøre vores arbejde så godt som overhovedet muligt. Men her vil vi alligevel dvæle lidt ved online-udfordringen.

Måske er det primært et spørgsmål om retorik. Måske er det et spørgsmål om, at de taler et andet sprog end vores eget, som både åbner vores ører for budskabet på ny og skaber en lille – i mine øjne ikke så heldig – distance i forhold til tiltalen. Måske er det et spørgsmål om at ville slippe for det provinsielle Danmark og føle sig som en del af noget større. Måske … Dygtige forkyndere skal man jo takke for, men samtidig må vi overveje, om vi er tjent med at outsource netop denne tjeneste og ydelse. Jeg tror det næppe. Kirke er måske nok noget man er, og ikke noget man går til eller i, men det er altså ikke noget, man er alene. Forkyndelse hører til i menigheden, dvs. i det forpligtende fællesskab, der samles til tilbedelse og lovprisning til ære for Jesus, vores frelser. Forkyndelse kan og bør eksistere uden for gudstjenestens rum, men den har sit primat i søndagsfejringen.

Muligheden består så i, at også vi må opfordres til at være tilstede online. At gøre ressourcer tilgængelige og gøre dem værd at se og høre. Alle undersøgelser viser, at folk tilfredsstiller deres religiøse nysgerrighed online, og derfor skal vi virkelig lægge os i selen her. Både men hensyn til mission, men også med hensyn til at styrke og bevare vores egne. At bruge både tid og penge på at være tilstede online er ikke længere et valg, men et kald. Det kan ske på mange måder, men det er afgørende, at det sker nu. Succesraten for hjemmesider som Adam&Eva, Film&Tro, Jesusnet, kristendom.dk osv. er meget høj, og det er med at overveje, hvordan genuin bibelsk teologi kan komme endnu mere i spil på nettet.

Afslutning

CTIP vil være en akademisk håndsrækning til det kristne Danmark, så vi bedre kan stå imod tidens udfordringer og gribe tidens muligheder. Der er nok at tage fat på, for der er nok at blive bekymret over. Og skal vi bekymre os om netop denne dags plage, så må vi også være bevidste om de muligheder, som dagen rummer. Da alt er muligt for Gud, er der ingen tendens i tidsånden, som – udover at være en udfordring eller måske direkte en fjende – ikke også er en mulighed.

Læs del 1 og del 2

Støt DBIs Center for Teologi i Praksis nu!

Forrige

• 13. apr. - Udfordringer og muligheder ved tidens strømninger, del 3
• 11. apr. - Udfordringer og muligheder ved tidens strømninger, del 2
• 09. apr. - Udfordringer og muligheder ved tidens strømninger, del 1
• 05. apr. - Livsforvandlende bibellæsning

Find flere

Del 2 af 3 af Michael Agerbo Mørchs oplæg til åbningsreceptionen for CTIP.

Lederskab

A. Individualistisk autonomi – higen efter stærke autoriteter

I år markeres – jeg siger bevidst ikke ”fejres” – 50-året for studenteroprøret. Det var en omfattende revolution af vores samfund med implikationer på ethvert tænkeligt niveau af samfundet fra familie til stat. Individet kom i centrum, og selvom det store ideologiopgør først kom i 1989 med kommunismens sammenbrud, så markerede den vordende egocentrisme nok klarere overgangen mellem dengang og nu for folk flest i Vesten. Frihed som nøgleterm skiftede karakter og gik fra at være en frihed fra tyranniserende statsmagter og samfundsindstanser til at være frihed til snart sagt hvad-som-helst. Fri pornografi (herunder børnepornografi) og fri abort realiserede nogle af kulturradikalismens drømme, men fra et kristent perspektiv var det et samfund, der eroderede ud i promiskuitet og overlagte mord på ufødte børn.

I alt dette mistede lederskabet sin status. Man så skævt til folk med magt og indflydelse og bad sig fri fra herredømmet. Den individualistiske autonomi var nu norm og mål.

De seneste tyve år har der så været en begyndende modbølge, hvor vi ser en stærkere og stærkere higen efter autoriteter. En hjælp til at få vist vejen frem. Problematisk ser vi det i populismen, hvor sort-hvide svar søges på komplicerede spørgsmål.

Set fra kirkens side er det en udfordring, at vi står i en tid, hvor autoriteter stadig betragtes med skepsis, men det er en mulighed, at vi nu samtidig har en fremvækst af tiltro til autoriteter. Eller i hvert fald et mere markeret behov for dem.

Et eksempel fra mit eget liv: I 2010-2013 var jeg ansat i LMU, og jeg husker tydeligt, da vi på en generalforsamling skulle diskutere muligheden for en fusion af LMU og LM-Kids. Flere LMU-formænd var frustrerede over, at Landsstyrelsen ikke var tilstede. Mens Landsstyrelsen blev forbløffede over denne frustration i deres egen 68’er-logik.

B. Tribalisme – Bevægelse

Opløsningen af ideologierne har selvsagt ikke frataget behovet for fællesskaber. Vi er skabt som sociale væsener. Men der ser ud til at være en stigende tendens til tribalisme, hvor individerne finder sammen i små stammefællesskaber med dem, de er mest enige med og ligner mest. Klubberne bliver smallere og smallere i profil. Gudstjenesterne målrettes til smallere og smallere grupper. Ekkokamrene på SoMe samler folk i marginale grupper osv. Tribalismen udgør en stor udfordring for en kirke, der ikke kender den slags grænser (Gal 3,27: ”Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus.”).

Men den rummer måske også en mulighed. En mulighed, som kun forstærkes af vores post-kristne samfundsudfordring. For når vi er tvunget ud i en situation, hvor kirken ikke længere automatisk kan identificeres med det danske folk, så går kirken tilbage i en præ-konstantisk position, hvor kirken bliver en bevægelse. En bevægelse ledes mest optimalt ved at sikre et stærkt centrum – her med Bibelen og Bekendelserne som fundament – hvorfra man kan tillade en mere løs periferi. En klub eller en forening har mere klare rammer (inde/ude), men en bevægelse er nødt til at acceptere en mere smidig struktur. Ledelsen skal besidde integritet, og de valgte skal stå klippefast på indholdet. Men der skal samtidig sikres en åbenhed, så de, der ikke øjeblikkeligt kan tilslutte sig hele indholdet, ikke skubbes væk.

Tribalismen sætter skotter imellem grupper, mens en bevægelse markerer et klart centrum, men åbner op for, at alle kan blive en del af bevægelsen. Ideelt set centripetalt ved at folk langsomt drages mod centrum og kerne.

C. Anerkendelsesbegær – anerkendelsesbehov

De sociale medier har på ca. ti år totalt erobret verdensherredømmet. Med foruroligende hast omlægger vi vores liv, så de tilpasses indholdsdesignet på diverse platforme. Da Axel Honneth i 1992 udgav Kampen om anerkendelse, var internettet ikke engang udbredt (i 1996 brugte 88% af danskerne ikke internet!). Alligevel påpegede han, at mennesket grundlæggende er et anerkendelsessøgende væsen.

Så vidt jeg kan se, har vores informationsteknologier trykket denne pedal helt i bund. Vi udsætter nu hinanden for et anerkendelsesbegær, som konstant skal fodres. Fx er Facebooks algoritmer jo ikke primært designet til at trække data ud, som kan sælges til lyssky selskaber, men netop for at kortlægge vores begærsmønstre, så vi kan udsættes for mere detailstyrede påvirkninger. Hele infrastrukturen på Facebook er lavet til, at vi skal få maksimal anerkendelse instantly og af så mange som muligt. Og den tilfredsstillelse, det giver, afføder kun nye behov.

Det begær kan ikke opfyldes. For begær er jo en stærk trang til at have noget, og anerkendelse er ikke noget man har, men noget man momentant tildeles, og derfor kan den ikke ejes for good. Det er vores mellemmenneskelige vilkår.

Set fra en kirkelig vinkel må vi anfægte begæret efter anerkendelse. Det er en afgud, der ikke giver, hvad den lover. Men det ændrer jo ikke ved, at vi stadig er anerkendelsessøgende. Også det er et menneskeligt vilkår. Som ledere står vi dermed med en god mulighed for dels af udfordre et meget usundt element ved vores tidsånd, dels at erstatte det med en mere sund og naturlig anerkendelse, som den, der naturligt bør forefindes i rigt mål i kirken.

Læs del 1 og del 3.

Støt DBIs Center for Teologi i Praksis nu!

Forrige

• 13. apr. - Udfordringer og muligheder ved tidens strømninger, del 3
• 11. apr. - Udfordringer og muligheder ved tidens strømninger, del 2
• 09. apr. - Udfordringer og muligheder ved tidens strømninger, del 1
• 05. apr. - Livsforvandlende bibellæsning

Find flere

Første del af Michael Agerbo Mørchs oplæg ved Center for teologi i praksis’ åbningsreceptionen 04. april 2018 om udfordringer og muligheder ved tidens strømninger.

Vi vil være en akademisk håndsrækning

CTIP vil gerne være en akademisk håndsrækning til det kirkelige Danmark. Vi ønsker at styrke den praksisorienterede og hverdagsnære teologi på DBI, så vores arbejde kommer til gavn for endnu flere rundt omkring. At omsætte akademisk teologi til hverdagsnær ditto kan være en udfordring, men det er også en muskel, som skal trænes.

Derfor er det for mig meget glædeligt, at vi nu binder nogle DBI-ressourcer til at intensivere vores ønske om at drive hverdagsnær teologi. Mit korte oplæg her skal omhandle ét af de vigtige områder, når det kommer til hverdagsnær teologi: tidens strømninger. Og det er et fuldstændig svulmende emne. Tidens strømninger er så mangfoldige og facetterede, at en så kortfattet behandling som her, næsten kan virke mere forvirrende end opklarende.

Hvad presser kirken i dag?

Mit greb skal her være at udpege forskellige former for pres, som sætter ind mod kirken i forskellige kontekster i dag. Presset kan opstå som et ”ydre pres” fra samfundet og som et ”indre pres”, hvor udfordringer fra tidens strømninger er blevet internaliseret af kirkens medlemmer.

Det er altså ikke en stribe konkrete anbefalinger eller missionstiltag, som jeg vil udfolde, men en tur i helikopteren, som samtidig skal udpege nogle områder, hvor jeg mener, at vi fordelagtigt kan overveje at sætte ressourcer ind.

Jeg vil ikke her diskutere muligheden for overhovedet at identificere tidens strømninger. Sagen er kompliceret og en udtømmende kortlægning er næppe mulig. Omvendt har vi ikke noget valg. Vi er kun til i vores egen tid, og det er den, vi må forholde os til for at kunne tjene netop den. Jeg har tidligere arbejdet på at lave et framework – som snart kommer som artikel i Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke (DTTK) – der kan hjælpe kortlægningen en smule.

Listen ser således ud:

1. Sociale forhold
   1. Filosofiske forhold
   2. Sociologiske og psykologiske forhold
   3. Sociale medier
   4. Politiske forhold
2. Individuelle forhold
   1. Sekulært betragtet
   2. Religiøst betragtet

Fordelen ved at lave et mere finmasket grid er, at det bliver muligt at spotte nogle tendenser, som ikke er de mest larmende, men dog alligevel er massivt tilstede. I det følgende vil jeg sige noget om tidstendenser med fokus på ledelse og forkyndelse. Det valg er ikke truffet, fordi andre dele af mit framework er uvæsentlige, men fordi disse to områder er særlige fokuspunkter i mit eget kirkearbejde.

Fokus på ledelse og forkyndelse

Det er to meget interessante områder, da de begge hævdes at være i bekneb grundet postmodernismen. ”Postmodernisme” er et fluffy begreb, for meget få vil påtage sig prædikatet ”postmodernist”, men det anvendes i stor stil og står i hvert fald for et opgør med ”store fortællinger” og dermed universelle sandhedsprætentioner. Det får konsekvenser for ledere, der vil vise Vejen og for forkyndelse, der peger på Sandheden i evangeliet. Hvert område får i det følgende tilskrevet tre punkter, som både angiver en udfordring og en mulighed. Selvom jeg ikke giver udtømmende løsninger på problemerne, kan de måske være med til at åbne perspektiver og igangsætte nogle væsentlige diskussioner.

Læs del 2 og del 3.

Støt DBIs Center for Teologi i Praksis nu!

Forrige

• 13. apr. - Udfordringer og muligheder ved tidens strømninger, del 3
• 11. apr. - Udfordringer og muligheder ved tidens strømninger, del 2
• 09. apr. - Udfordringer og muligheder ved tidens strømninger, del 1
• 05. apr. - Livsforvandlende bibellæsning

Find flere

Jens Bruun Kofoeds foredrag i anledning af åbningen af DBIs Center for teologi i praksis onsdag den 4. april 2018.

»Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere« (Mark 1,17). Sådan beskrev Jesus sin mission, da han kaldte sine disciple og gjorde dem til showcases for alle andre efterfølgere.  Og igen og igen lyder det fra Jesus, i hans mange møder med mennesker, “Følg mig!” 

Der kan siges meget om Jesu opfordring til tro og efterfølgelse. Om hvem, det er, der kommer med opfordringen. Om hvad, der opfordres til. De græskkyndige kan udbrede sig om hvad det betyder, at Jesus ifølge Markus sagde δεῦτε ὀπίσω μου, da han opfordrede Simon og Andreas til at blive disciple (Mark 1,17) mens han brugte udtrykket ἀκολούθει μοι, da han gav samme opfordring til tolderen Levi (Mark 2,14). Gammeltestamentlerne kan udbrede sig om hvordan Gud tilbage i dommertiden oprejste den kejthåndede Ehud som frelser for sit folk, og at Jesu opfordring “Følg mig!” selvfølgelig har sin forløber eller prototype i Ehuds opfordring til israelitterne: »Følg mig […] for Herren har givet jeres fjender moabitterne i jeres hånd« (Dom 3,28). Men sagen er jo, at vi – uanset hvor meget, vi kan kloge os på teksten – har misforstået den, hvis ikke den omsættes til handling. “Hvad nytter det, mine brødre,” skriver Jakob, “hvis et menneske siger, han har tro, men ikke har gerninger? Kan den tro måske frelse ham?” (Jak 2,14).

Sådan er det med troen, fortsætter Jakob på sin karakteristiske, spidsformulerende måde, “i sig selv, uden gerninger, er den død” (Jak 2,17). Eller endnu mere sat på spidsen af den engelske puritaner William Perkins (1558-1602), der levede i ortodoksiens tidsalder, og som viede sit eget liv til at forfægte den reformerte rettroenhed overfor den protestantiske, men som ikke desto mindre havde samme forståelse som Jakob for hvor gold og død rettroenheden er, hvis den udelukkende består i viden om Jesus, om troen. I så fald, skriver han, er den intet andet end “a fiction of the brain” – en fiktion, der udelukkende eksisterer i vores hjerne!

Troen kan ikke være levende, hvis ikke den har forbindelse til, får konsekvenser for og kan iagttages i det levede liv! Det ville svare til, hvis vi skal opdatere William Perkins’ formulering fra det 16. århundrede, at vi gjorde som i cyberspace, hvor man kan simulere situationer fra det virkelige liv for at træne, analysere eller forudsige, hvad der sker, hvis man foretager en bestemt handling, men hvor man altid kan gøre simuleringen om, hvis den ikke forløber som ønsket eller planlagt. Hvor nyttigt det end kan være for vores handlinger i virkeligheden, så er og bliver simulationen væsensforskellig fra virkeligheden, hvor vores valg altid har konsekvenser; valg, der som regel ikke kan gøres om; konsekvenser, som ofte ikke kan ændres, og som vi derfor bliver nødt til at leve med.  

Somme tider kunne man godt ønske sig simulationens mulighed for at omgøre sine valg. Hvem kender ikke til det? Alligevel er det befriende, at den kristne tro ikke er en simulator eller et tankeeksperiment men en livsretning; at Jesus ikke er en abstraktion, en filosofisk tanke, et universelt princip – men et menneske af kød og blod; at Jesu opfordring “Følg mig!” ikke bare henvender sig til vores hjerne eller sjæl, men til vores hjerte og krop. Og faktisk er det jo noget af det mest værdifulde ved at være menneske, at vi er ansvarlige; at vores liv ikke bare er en simulation, der kan gøres om, men at vores valg – alt dét, der gør os til dem, vi er – har den allerstørste betydning for vores liv, for hvem, vi er. Guds mission – som vi tydeligst ser den og forstår i Jesus Kristus – består altså i bund og grund i at skabe liv og give livsretning.  

Johannes introducerer i begyndelsen af sit evangelium Jesus som Ordet. “I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud […] Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed” (Joh 1,1;14). Et af budskaberne i Johannes’ beskrivelse af Jesus som “Ordet” er (hvis vi nu tager den baglæns), at hvis Jesus inkarnerer “Ordet,” så må det betyde, at “inkarnationen” – gudsmennesket Jesus – viser os, at vi skal forstå “gudsordet” – i dets bogstavelige betydning – som noget, der skal “inkarneres,” og at enhver lytten til eller læsning af Guds ord derfor må være livsforvandlende, hvis det skal virke efter intentionen. På samme måde, som Kristus inkarnerede Gud, må vi “inkarnere” Guds ord! Derfor kan Paulus også kalde de kristne i Korinth for “et Kristus-brev, der er blevet til ved vores tjeneste, ikke skrevet med blæk, men med den levende Guds ånd, ikke på tavler af sten, men i hjerter, på tavler af kød og blod” (2 Kor 3:3). 

“Performativer” er indenfor sprogvidenskaben en betegnelse for udsagn, der ved at blive sagt udfører den handling, udsagnsordet angiver. Og det er faktisk en fantastisk beskrivelse af dét, som forfatteren til Hebræerbrevet udtrykker, når han skriver, at “Guds ord er levende og virksomt” (Heb 4,12). Eller som apostlen Peter udtrykker det, når han om Guds “levende og blivende ord” skriver at det er et ord, der genføder os (1 Pet 1:23)! En læsning af Guds ord må, hvis den skal være tro mod intentionen og virke efter hensigten, være en “performativ” læsning, hvor ordene “skaber, hvad de nævner,” fordi der er en “organisk” eller “inkarneret” forbindelse mellem ordene og Ordet! Af samme grund er det derfor helt i tråd med intentionen, som den kan udledes af indledningen til Johannesevangeliet, når vi ikke bare læser f.eks. Johannes’ beretning i Joh 8,1-11 om kvinden, der af de skriftkloge og farisæerne blev grebet i hor og fremstillet strafskyldig for Jesus, som en beretning om kvinden og om Jesus, men læser den som ord, der griber os i hor og skaber den samme strafskyldighed i vores samvittighed, så vi kan høre Jesu ord til kvinden, “heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere,” som ord, der forkynder det samme for os! 

Denne forbindelse mellem ordene og Ordet slutter så også ringen tilbage fra livet til læren, fra hjertet til hjernen, fra kroppen til sjælen. For uden ordene, Guds ord, ville vi, der lever efter Kristi himmelfart, ikke kende Ordet, men være overladt til vores egne ord; vores egne spekulationer. Ordet, Jesus, kender vi fordi Gud har talt; fordi Gud har åbenbaret, hvem Ordet er. Og derfor er det også intentionen i ordene, i Guds ord, at vi gennem dem – ved at fordybe os i dem; ved at studere dem – skal nå frem til erkendelse af hvem inkarnationen af Ordet, Jesus er.  

I brevet til de kristne i Kollosæ skriver Paulus: “Jeg vil nemlig have, at I skal vide, hvor svær en kamp jeg må kæmpe for jer og for dem i Laodikea og for alle andre, der ikke har truffet mig, for at de skal trøstes i deres hjerte og knyttes sammen i kærlighed og nå til den fulde rigdom på vished og indsigt, nå til erkendelse af Guds hemmelighed, Kristus, i hvem alle visdommens og kundskabens skatte er skjult” (Kol 2,1-3). Og “det siger jeg,” fortsætter Paulus, “for at ingen skal besnære jer med forførerisk tale. For selv om jeg ikke er personligt til stede, så er jeg dog i ånden hos jer, og jeg glæder mig over den orden, jeg ser hos jer, og over fastheden i jeres tro på Kristus” (Kol 2,4-5).  

“[I]ngen anden end Guds ånd [ved], hvad der bor i Gud,” skriver Paulus til de kristne i Korinth (1 Kor 2:11). Og den erkendelse af “Guds hemmelighed i Kristus, som Paulus taler om,” forudsætter derfor, at Gud har talt; den forudsætter Guds ord. Ellers bliver den netop et tankeeksperiment – og et “forførerisk” af slagsen. Men den forudsætter ikke, at dén, der har lagt pen til Guds ord – i dette tilfælde Paulus – er fysisk til stede. For på samme måde, som Paulus kunne være tilstede i Kollosæ “i ånden,” er han det også hos os, der læser hans ord i dag. Men endnu vigtigere, så gælder det jo ikke bare, at den inspirerede, menneskelige forfatter, Paulus, kan være tilstede i ånden, men at også Inspiratoren, Gud, som inspirerede Paulus, er tilstede i Ånden!

Jesus forberedte eksplicit sine følgere på den situation, hvor han ikke længere fysisk kunne være tilstede: “[j]eg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid […] Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer (Joh 14:16; 26). Dét gør Helligånden, lærer vi af Paulus i hans andet brev til Timoteus, ved at gøre “ethvert skrift” θεόπνευστος, “åndet” eller “indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed, så at det menneske, som hører Gud til, kan blive fuldvoksent, udrustet til al god gerning” (2 Tim 3:16–17). Og fordi “ethvert skrift” har denne livsforvandlende karakter, er det en logisk konsekvens for Paulus, at det er “ethvert skrift,” at det er Guds ord, som må stå i centrum, hvis et menneskes livsretning skal forandres, hvis et menneskes liv skal forvandles: “Jeg indskærper dig [Timoteus] for Guds ansigt og for Kristus Jesus, der skal dømme levende og døde, så sandt som han kommer synligt og opretter sit rige: Prædik ordet, stå frem i tide og utide, overbevis, irettesæt, forman, tålmodigt og med stadig undervisning! (2 Tim 4:1-2). 

Jeg nævnte før, at denne forbindelse mellem ordene og Ordet slutter ringen tilbage fra livet til læren. Og i en vis forstand er og bliver kristenlivet en ringslutning, hvor gudsordet skaber, hvad det nævner i den kristnes liv, og hvor den kristnes liv lader sig informere og korrigere af gudsordet. Men ligesom vi indenfor fortolkningslæren taler om, at en forståelse aldrig er en cirkel, hvor vi altid vender tilbage til udgangspunkt, men en spiral, hvor vi gennem fortolkningen udvikler vores forståelse af teksten og får en ny forståelse, som så giver mulighed for en ny fortolkning, der giver sig udslag i en ny forståelse osv., sådan er arbejdet med gudsordet også en spiral, der ikke fører os tilbage til udgangspunktet, men til ny erkendelse og til nyt liv. Når “ethvert skrift” er nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse, så er det jo med henblik på at øge vores kundskab, forståelse, overbevisning og trosforsvar, så vi bliver fuldvoksne og rustet til al god gerning. Når det gælder, hvad Gud har gjort for os i Kristus, så kan vi med rette tale om noget objektivt og statisk, som eksisterer uafhængigt af os, og som ikke forandrer sig, men når det gælder den betydning, det har for os, og den virkning det har i os, må vi i høj grad tale om noget subjektivt og dynamisk. Når troen griber om, hvad Gud har gjort for os i Kristus, gør Helligånden den gerning i os, som Jesus beskrev for sine disciple, og som Paulus netop knytter til “ethvert skrift,” til gudsordet. Det får os til, som Jesus selv formulerer det forud for sine ord om Talsmanden, at elske ham og holde hans bud. Ikke som et tankeeksperiment, men som noget, der forvandler vores liv. Og som gennem vores liv også forandrer andres liv. 

Det er dét, vi gerne vil med Center for Teologi i Praksis! Give kristne forsamlinger og menigheder hverdagsnær og bibeltro teologisk hjælp og sparring til at elske Jesus og holde hans bud. Derfor er det en stor glæde og med stor forventning, at jeg hermed – altså med løfterne om livsforvandlende bibellæsning – kan erklære Center for Teologi i Praksis for åbent! 

Relateret

• 14. jun. 2021 - Ny undervisningsassistent i CTIP
• 31. okt. 2018 - Kære bagland, kan I få begge dele?
• 21. mar. 2018 - Hvorfor hverdagsnær teologi?

Find flere