Af Kristian Mogensen, høgskolelektor i missiologi

Joh. 14,1-14 – Tredje søndag efter påske, anden tekstrække

Jesu selvpræsentation og troen på ham er centralt for søndagens evangelietekst. GT-teksten i 2 Mos 3:1-7, 10-14 og epistelteksten i ApG 4:7-12 har fokus på den autoritet og den legitimitet det giver at stå under og handle i Guds navn og i Jesu navn.

Temaet ”Jesu navn og legitimitet gælder enhver som tror på ham!” udfolder jeg i tre undertemaer.

Jesus sidestiller troen på Ham med troen på Gud

Når Jesus taler om sig selv, taler han meget om sin Far. Jesus taler flere steder om sig selv som Faderens udsending og tolk, sendt med Faderens autoritet til at gøre sin Faders vilje. (fx 8:13-14)

Forud for evangelieteksten, har Jesus fortalt disciplene, at han skal forrådes og dø. Det er anledning til at Jesus siger: ”Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud og tro på mig! Hermed sidestiller Jesus sig selv med Gud og troen på Ham med troen på Gud!

I undersøgelser af danskernes tro, angives tal, om at så og så mange danskere tror på Gud. Om det er Gud den Almægtige, en personlig forestilling om en gud eller en usynlig virkningskraft står hen i det uvisse. Tro på Jesus spørges der sjældent til.

Der er artikler, samtaler og taler, som omtaler Gud og troen på Gud som noget positivt. Men gudsbegreb og tro fortoner sig i abstraktioner og det upersonlige. Det kan være udtryk for et forsigtighedsprincip ikke at tale om Jesus.

Jesus efterlader ikke gudsbegrebet som en abstraktion eller tro på Gud som noget upersonligt. Jesus udfordrer personligt og siger: ”Tro på Gud og tro på mig!” Lidt efter siger Jesus: ”Den, der har set mig, har set Faderen” (v9)

På tempelpladsen råbte Jesus: ”Den, der tror på mig, tror ikke på mig, men på ham, som har sendt mig. Og den, der ser mig, ser ham, som har sendt mig.” (Joh 12:44-45) ”Den, der tager imod mig, tager imod ham, som har sendt mig.” (Joh 13:20)

Med andre ord: tro på Jesus er tro på Gud! Vores forhold til Gud afhænger af vores forhold til Jesus.

Relation med Gud går gennem relationen med Jesus

Jesus giver to afgørende grunde til at disciplene ikke skal forfærdes, når han dør og går bort fra dem. Han siger: ”når jeg er gået bort og har gjort en plads rede til jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er.” (v3)

Da Jesus siger, ”jeg går bort”, og tilføjer ”hvor jeg går hen, derhen kender I vejen” (v4), bliver Thomas forvirret og siger: Jesus, ”vi ved ikke hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?” (v5)

Thomas følger vores gps-logik. Først skal vi kende destinationsadressen, så taster vi den ind og finder vejen.

Jesus vender logikken om, og siger – først skal du kende vejen, så kommer du derhen, hvor jeg er.

Jesus giver et enkelt – men erkendelsesmæssigt omfattende – svar på, hvor han går hen, og hvordan Thomas – og vi – kan være, hvor han er. Jesus siger: ”Jeg er vejen, sandheden og livet!”

Jesus siger: Det er nok at du kender mig! Kender du mig, så kender du Vejen, Sandheden og Livet! For at understrege at det er tilstrækkeligt og afgørende at have fællesskab med ham, tilføjer Jesus: ”ingen kommer til Faderen uden ved mig.” (v6)

Det lærer Jesus sine disciple og os gennem sin korsdød og opstandelse – det vejstykke, som kun Jesus kunne gå. Det vejstykke hvor Jesus, den retfærdige, tog uretfærdiges synd, skyld og dødsdom på sig for ved sin død og opstandelse at åbne vejen for os til LIVS-fællesskab med Gud.

Jesus er mere end adgangen til Gud, og siger til Thomas: ”Kender I mig, vil I også kende min Fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.” (v7) Overfor Filip forklarer Jesus sin enhed med Faderen, og gør det klart, at Han er den mest håndgribelige relation vi kan have med Gud. (v10-11)

Enhver, der har fællesskab med Jesus, er hvor Jesus er og er genindsat i Guds familie i Guds hus.

Autoriteten i Jesu navn er eneste fuldgyldige legitimitet hos Gud

Vi forsøger med navnevalg og navneændringer, at tillægge individet en unik og uafhængig status. I jødisk og bibelsk forståelse, er det vigtig for en person at have legitimitet fra én med større autoritet end sig selv.

Det kommer frem i GT-læsningen (2 Mos 3). Guds navn var vigtig for Moses, for han vidste at israelitterne ville spørge: ’hvad er navnet på ham, der sender dig?’ Hvem har givet dig autoriteten til at udføre opgaven?

Da jeg skulle aftale tid til etiopisk køreprøve, fik jeg at vide at der var 2½ måneds ventetid. Men da jeg kørecentrets chef ændredes alt. Køreprøven var gennemført og bestået på to timer.

Jødernes ledere og ældste var overbeviste om, at en højere autoritet var årsag til at en lam mand var blevet helbredt. De spørger: ”Med hvilken magt og i hvilket navn har I gjort dette?” (ApG 4)

Peter og Johannes proklamerer frimodigt, at magten og autoriteten tilhører den, korsfæstede og opstandne Jesus Kristus. Det har skelsættende betydning, at få Jesu navn sat over sit liv og sin fremtid. For Gud har gjort Jesus til sit hus’ hovedhjørnesten! Derfor er ”Der ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved.”

I dåben og i troen på Jesus sætter Gud os under Jesu navns autoritet og legitimitet. Her kommer Jesus til os, for at vi skal være, hvor han er. Det er ved Jesu navn vi får retten til at blive Guds børn. (Joh 1:12) Og vi får plads med Jesus i det himmelske (Ef 2:6).

Lad os se op til den ophøjede Jesus, med hvem vi har bolig og adresse som Guds frie børn.

Den adresseret har vi ved frelsen, Jesus ved sin død og opstandelse gik bort for at gøre rede til os. Så kan vi altid være hos ham. For Jesu skyld er Gud vores hjemadresse midt i livets omstændigheder og vilkår – med Corona, sygdom, arbejdsløshed, rod i relationer og økonomi osv. Ved Jesus og hans navn er Gud vores bolig, også når vi fristes og falder. Ved Jesus og ved hans navn er oprejsning, håb og vej ud af synd og død.

NB: Grundtvigs salme, Jesus er navnet mageløst (nr. 56 i DDS) passer godt i sammenhængen.

Forrige

• 23. apr. - Til næste søndag
• 20. feb. - God teologi og dårlig teologi
• 17. feb. - Der sker jo ikke noget …
• 10. feb. - Spild ikke de betroede talenter!
• 20. dec. - 3 ting vi skal lære af Johannes Døber

Find flere

Af Peter Olsen, førsteamanuensis i systematisk teologi

Joh 10,22-30 – Anden søndag efter påske, anden tekstrække

Festen for genindvielsen af templet i Jerusalem blev afholdt sidst i december måned til minde om rensningen af templet i 165 f.Kr. Den syriske kong Antiokus Epifanes (175-163 f.Kr.) havde vanhelliget templet ved at opstille en Zeus-statue derinde. Men under ledelse af Makkabæerne slap jøderne af med Antiokus. Tempelindvielsesfesten var derfor en udpræget glædesfest. Den kaldes også Hannuka, eller med et kristent udtryk ’jødernes julefest’.

Tre kapitler før vores tekst hører vi om Løvhyttefesten (Joh 7), der foregår i sept.-okt. Der er altså gået en rum tid mellem kap.7 og kap.10. Hele dette afsnit ligner ellers én lang diskussion mellem Jesus og de ledende jøder i Jerusalem. Men Johannes har lavet en tematisk sammenstilling af begivenheder, der er adskilt i tid.

Det overordnede tema for denne sammenstilling er: Hvem siger Jesus selv, at Han er?

Vores tekst har tre pointer:

1. Jesus er Kristus og ét med Faderen.
2. Kun den, der tror på Ham, fatter, hvad Han taler om.
3. Den, der følger Ham, skal aldrig gå fortabt.

Jesus er Kristus og ét med faderen

De jødiske ledere spørger Jesus: ”Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud” (10,24). Jesus påstår, at det har Han skam svaret på, men at de jo alligevel ikke vil tro på, hvad Han siger. Men hvor og hvornår har Jesus sagt, at Han er Kristus?

Han tilføjer: ”De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig” (10,25). Jesus har altså talt ved hjælp af sine gerninger. Men det må man jo kalde indirekte tale.

Allerede i kap.5 har Jesus sagt, at der er tre forskellige instanser, der har vidnet for jøderne om, hvem Han er: 1. Johannes Døber vidnede om Jesus (5,33), 2. Jesu egne gerninger ”vidner om mig,” siger Han, ”at Faderen har udsendt mig” (5,36) og 3. De hellige Skrifter, ”netop de vidner om mig” (5,39), siger Jesus.

Men man kan så indvende, at dermed har Jesus ikke selv sagt… og i hvert fald ikke sagt ligeud, at Han er Kristus. Når Jesus peger på disse tre vidner, siger Han indirekte, hvem Han er.

Man kan sige det samme om en del af det, som Jesus siger direkte. Dét taler også indirekte om, hvem Han er.

• I kap.8,12 siger Han: ”Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørke, men have livets lys.”
• I 8,24 siger Han: ”Hvis I ikke tror, at jeg er den, jeg er, skal I dø i jeres synder.”
• I 8,58 siger Han: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Jeg er, før Abraham blev født.”

Det er et meget voldsomt selvvidnesbyrd. Der står da også: ”De tog sten op for at kaste dem på ham; men Jesus forsvandt” (8,59).

Sidst i kap.10 er den gal igen. Der står: ”Atter samlede jøderne sten op for at stene ham” (10,31). Problemet er, siger de, at Han gør sig selv til Gud (10,33). Det er fuldstændig korrekt. De har forstået det. Jesus siger om sig selv, at Han er Gud! De tror bare ikke på det.

Men jødernes spørgsmål lød jo egentlig: Er du Kristus? Det mener Jesus altså, at Han har svaret på. Når Jesus siger: Jeg er verdens lys, og jeg er den, jeg er, så besvarer Han deres spørgsmål. Pointen er, at den lovede Messias skulle være Herren selv! Gud ville selv komme til jorden og opfylde profetierne fra GT.

Men en sådan opfyldelse forventede de jødiske teologer ikke. De regnede med, at Kristus skulle være et menneske… og altså kun et menneske! Han skulle ikke være Gud.

De spørger: Er du Kristus? Og Han svarer: Ja, jeg er Gud! Derfor føler de ledende jøder, dels at Han spotter Gud, og dels at Han svarer i vest, når de spørger i øst.

I øvrigt har Jesus også svaret direkte på spørgsmålet, men kun for en begrænset kreds af tilhørere. Den samaritanske kvinde sagde til Jesus: ”’Jeg ved, at Messias skal komme’ … Jesus sagde til hende: ’Det er mig, den der taler til dig’” (4,25f).

Men denne samtale havde de jødiske teologer jo ikke hørt. De holdt sig nemlig langt væk fra Samaria.

Men det var nu heller ikke nødvendigt at høre denne samtale for at konkludere, at Jesus er Kristus. Man kunne bare lytte med åbent sind til, hvad Han i øvrigt sagde, og se på, hvad Han gjorde. Alt det vidnede tilstrækkeligt klart om Ham. Men de troede ikke på Ham.

Der er nemlig en nøje sammenhæng mellem tro og forståelse. Og det er tekstens 2. pointe. Den 1. var, at Jesus er Kristus og ét med Faderen.

Kun den, der tror på Jesus

… fatter, hvad Han taler om. Eller sagt paradoksalt: Du kan ikke tro på Jesus, før du tror på Ham! De jødiske ledere tror ikke på Jesus. Derfor kan de ikke tro på Ham.

Dette paradoks har at gøre med, at en rent intellektuel overbevisning ikke er den tro, som Jesus taler om. Tro er der først tale om, når vi er får, der kender Hyrdens røst og følger efter Ham i en erfaret tillid.

Jesus siger det sådan: ”I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får” (10,26). Bemærk dette! Det er den samme paradoksale formulering. At tro på Jesus er jo at være et af Hans får. Jesus siger altså: Man kan ikke være et af mine får, før man er det. Du kan ikke tro, før du gør det.

Det afslører, at vi må møde Ham, og det er i dette møde, at troen kan blive til. Han skaber nemlig vores tro. Det var tekstens 2. pointe. Nu ser vi på den 3. pointe:

Det får, der følger Hyrdens røst

… skal aldrig i evighed gå fortabt. Jesus lover i 10,28: ”Jeg giver dem evigt liv.” Det er et herligt løfte! Og så siger det igen noget om, hvem Jesus er, for et almindeligt menneske kan umuligt love at give andre mennesker evigt liv. Kun Gud kan love sådan noget.

Altså: Jesus er Gud! Og Han er kommet for at kalde os ind til det evige liv. Hvis vi hører Hans røst og følger efter Ham, så lover Han os, at vi aldrig i evighed vil gå fortabt.

Men dermed siger Han også, at der faktisk er nogle, der går evigt fortabt; nemlig dem, der ikke tror på Jesus og ikke følger efter Ham. Denne alvor findes også i dagens tekst. Eller sagt med Jesu ord i Joh 8,24: ”Hvis I ikke tror, at jeg er den, jeg er, skal I dø i jeres synder.”

Alligevel er tekstens hovedpointe ikke fortabelsen, men frelsen og det evige liv. Det kunne man evt. understrege ved at inddrage GT-læsningen, som er Sl 23: ”Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød (v.1)… Godhed og troskab følger mig, så længe jeg lever, og jeg skal bo i Herrens hus alle mine dage” (v.6).

Om den, der har Herren som hyrde, gælder det, at han skal bo i Herrens hus ikke bare alle sine dage, men også efter sine dage. Eller med Jesu ord: ”Jeg giver dem evigt liv.” Om det får, der følger hyrdens røst, gælder det: ”Ingen kan rive det ud af min faders hånd” (10,29).

1. Ved en prædiken over søndagens tekst kan man godt gøre mere ud af dette evighedshåb. Jesus vil være den gode hyrde for os ikke bare i dag, men alle dage og endda i evigheden!

Forrige

• 23. apr. - Til næste søndag
• 20. feb. - God teologi og dårlig teologi
• 17. feb. - Der sker jo ikke noget …
• 10. feb. - Spild ikke de betroede talenter!
• 20. dec. - 3 ting vi skal lære af Johannes Døber

Find flere

Fastelavnssøndag: Jesus forudsiger sin lidelse, død og opstandelse – og helbreder en blind mand.
Luk 18,31-43

Af lektor Torben Kjær

God og dårlig teologi

Teksten består af to dele: En lidelsesforudsigelse og en helbredelse. Teksten handler om teologi. Og som næsten altid, når vi taler om teologi, så er der både en dårlig teologi og en god teologi. Disciplene repræsenterer den dårlige teologi. Den blinde repræsenterer den gode teologi.

Konkret forudsigelse af lidelse

Tidsmæssigt er vi på den sidste vandring mod Jerusalem. Vi er mellem Peters bekendelse og indtoget i Jerusalem. I denne periode er der tre store lidelsesforudsigelser. Jesus har tidligere forudsagt sin lidelse men ofte i lidt mere indirekte form, men her får vi tre tydelige forudsigelser af lidelse, død og opstandelse.

Lidelsesforudsigelserne sætter tonen for denne vandring. De er som en mørk skygge over vandringen mod Jerusalem. Noget ubehageligt. Noget man ikke kan slippe af med, fordi Jesus bliver ved med at gentage det. Så det er ikke, fordi lidelsesforudsigelsen rammer disciplene uforberedt. De har hørt den tidligere.

De burde ikke være uforberedte. De burde ikke være overraskede. De burde have accepteret og forstået det. Men det sker ikke. Vi hører det egentlige mærkelige. De fattede det ikke. Ordene var skjulte for dem. De forstod ikke det, Jesus sagde.

Disciplene forstod ikke Jesus

Det var ellers klar tale. Det var helt tydeligt, hvad Jesus sagde. Så de forstod ikke, fordi de ikke ville forstå. Vi ser ofte i evangelierne, at folk ikke forstår Jesus, fordi de har deres egen opfattelse af, hvordan en messias skal være. Så støder de sig på Jesus, forstår ham ikke og forkaster ham.

Vi ser ofte i evangelierne, at disciplene ikke forstår Jesus. De har også deres opfattelse af, hvem Jesus er, men deres opfattelse svarer ikke til hvem, Jesus virkelig er. Deres opfattelse er som et filter, som hindrer dem i, at de ser ham rigtigt, så de forstår ham rigtigt. På grund af det filter bliver Jesus fremmed for dem. Han bliver en fjern Jesus. Han bliver en uforståelig Jesus.

Vi forstår ikke altid Jesus

Det samme sker i dag. Folk – og måske også vi – har deres forståelse af Jesus, og så støder de sig på den virkelige Jesus. Folk – og måske også vi – har nogle filtre, som gør Jesus fremmed, fjern og uforståelig. Og så lever de med en fjern og fremmed Jesus, og ham er der ikke frelse i, fordi de holder ham borte. Eller folk lever med et vrangbillede af Jesus, og ham er der ikke frelse i, for så er han ikke den som skulle dø og opstå for vores skyld.

Omvendelse er for dem – og måske os – at få nedbrudt deres falske forståelseskategorier. Det er at få gennembrudt deres snævre forståelsesfiltre, så de kan se Jesus, som han er, så han bliver virkelig, kommer nær og kan træde ind i deres liv som frelseren.

Hvorfor var det Guds plan, at Jeusu skulle lide og dø?

I lidelsesforudsigelser hører vi, at Jesus skal lide, dø og opstå. Vi hører, hvorfor han skal lide, dø og opstå. Det er Guds plan. Men vi hører ikke, hvorfor det er Guds plan. I de synoptiske evangelier er der forholdsvis få steder, som kaster perspektiv over Jesu død. Der er ordet om, at Jesus er kommet for give sit liv som løsesum for mange.

Der er nadverordet, hvor han taler om sit legeme, som gives for jer. Og om blodet, pagtsblodet, som udgydes for jer. De ord fortæller, at Jesu død er et sonoffer for vores synder. Døden er soning. Døden er udslettelsen af vores synder. Soningen er befrielsen, og det eneste, som kan befri os fra synd, død og dom.

Det er altså ikke klogt at distancere sig fra Jesu, som han virkelig er. Da distancerer vi os fra det offer, som alene kan bringe os nær Gud. Det var lidelsesforudsigelsen. Tekstens ene del.

Den blinde har en god teologi

Den anden del er en helbredelse af en blind. Den blinde repræsenterer den gode teologi. Det er en minimalistisk teologi, og han har sikkert ikke forstået det med Jesu to naturer, det indviklede forhold i den treenige Gud mellem de tre personer, og næppe heller alle aspekter i den stedfortrædende døds betydning.

Det handler om barmhjertighed

Han har næppe styr på de klassiske forsoningsteorier. Men den teologi, han har, er god. Den blinde har forstået det grundlæggende i forholdet til Jesus. Og det er barmhjertighed. Han har hørt nok til, at han ved, at Jesus helbreder af barmhjertighed. Ikke fordi et menneske har fortjent det. På samme måde frelser Jesus os fra synd, død og dom af barmhjertighed. Ikke fordi vi har fortjent det. Basisteologien er god nok.

Det handler om en helbredelse af en blind, og så kan vi forkynde om helbredelse. Gud kan gribe ind og helbrede i dag. Eller Gud helbreder på opstandelsesdagen. Vi kan også læse den slags beretninger paradigmatisk, for de beskriver også det grundlæggende forhold mellem os mennesker og Gud/Jesus. Og når det gælder frelsen, har vi ikke andet at påkalde end Guds barmhjertighed.

Lige så uværdig den blinde var, er vi. Lige så fattig i økonomisk forstand den blinde var, er vi fattige i forhold til Gud. Lige så afhængig af andre den blinde var, er vi afhængig af Jesus. Lige så prisgivet andre menneskers barmhjertighed den blinde var, er vi prisgivet Guds barmhjertighed.

Og det er godt. For når vi forstår det, hindrer det, at vi bliver alt for selvglade. Og så er der ikke noget mere sikkert i denne verden end Guds barmhjertighed.

Den blindes teologi var god nok. Minimalistisk men god. Nu skal det ikke forstås sådan, at vi skal blive der. Vi må godt udvikle os og få styr på teologien. Bare vi ikke glemmer det basale, at vores forhold til Gud beror på barmhjertighed fra først til sidst.

Amen

Forrige

• 23. apr. - Til næste søndag
• 20. feb. - God teologi og dårlig teologi
• 17. feb. - Der sker jo ikke noget …
• 10. feb. - Spild ikke de betroede talenter!
• 20. dec. - 3 ting vi skal lære af Johannes Døber

Find flere

Af Børge Haahr Andersen, rektor

Sexagesima søndag. Mark 4,26-32

Jeg husker fra min barndom på landet, hvordan såtiden om foråret og høsttiden i august-september var en travl tid. Ind imellem var der den lange ventetid fra maj-august, hvor kornet groede i fire måneder, og hvor man over tid kunne se en forskel. Man behøver ikke kende livets og vækstens hemmelighed for at kunne se, at kornet gror. Selv om vi i dag ved meget om celledeling og arveanlæg, har vi det lidt ligesom bønderne på Jesu tid. Vi er tilskuere til noget, vi ikke forstår.

Automatæ – af sig selv

Sådan var det også med Jesus og hans virke. Han viste en flok mennesker i Galilæa i Nordisrael, hvad Guds herredømme går ud på. Det var noget småt og beskedent. En jødisk rabbiner. Nogle tusinder mennesker, når de var flest. Lidt snak, lidt helbredelser, lidt samtale og så en dramatisk afslutning i Jerusalem. Bagefter gik årene, og en kristen kirke bredte sig over hele verden. Ifølge pålidelige tal skulle der i dag blive ca. 63.000 nye kristne pr. dag på verdensplan.

Som kornet vokser af sig selv – automatæ hedder det i den græske tekst – sådan breder Guds rige sig i verden ved, at nye mennesker og folkegrupper begynder at tro på Jesus og følge ham. Og én dag kommer Kristus igen som dommer og frelser og indleder en evighed sammen med os på en nyskabt jord.

At vente tålmodigt

Enhver forkynder og formidler af den kristne tro kan tage lignelsens pointe til sig. Timotheus mor og mormor havde fortalt bibelhistorie for en dreng. Det var ikke noget særligt, blot lidt kvindesnak hjemme i køkkenet. Men Timotheus blev fra barn overbevist om, at Jesus var Messias, opfyldelsen af det Gammel testamentlige håb. Sammen med Paulus kom han til at ændre verden. Det så særdeles småt ud. Timotheus kunne mangle frimodighed og var tilsyneladende ikke så udfarende som Paulus. Men det budskab, han spredte, havde en iboende kraft til at skabe tro og efterfølgere af Kristus. Da Paulus døde cirka år 65, var kirken plantet i store dele af den daværende verden.

Det med at tro på ordets iboende virkekraft og så vente tålmodigt – det er en udfordring i vores tid, hvor ting skal gå hurtigt, og hvor handlingsplaner og konkrete målbare resultater sniger sig langt ind i kirken. Men i Jesu lignelse ligger en motivation til tålmodigt at vente på, at ordet virker og skaber frugter. Selv i den hårde sekulariserede jordbund i Danmark har ordet denne egenskab.

Ja, det ser småt ud

Den anden lignelse tilføjer et andet element. Sennepsfrøet var kendt for sin ubetydelige størrelse. Ligesom man sagde: Hvid som sne, sagde man: Småt som et sennepsfrø, hvad enten det var svigerfars pengepung eller nabodrengens muskler. Det var også kendt, at et lille sennepsfrø kunne blive en flere meter høj køkkenhaveurt, og at dens rødder kunne sprede sig, sådan at et frø blev til en kæmpe beplantning.

Dette billede bruger Jesus for at understrege: Ja, det ser småt ud, hans virke i verden. Nogle ord, nogle tegn, en kort virkeperiode i en afkrog af det romerske rige. Og det ser stadig småt ud. Guds rige i verden. Ganske vist vokser kirken rundt om i verden – nogle steder eksplosivt. Men med 6-7 milliarder mennesker er menighederne hele tiden oppe imod en talmæssig overmagt af nye børn og voksne, som har brug for at høre evangeliet. Ja, det ser småt ud.

Men det bliver stort

Men det skal fuldendes i herlighed, hvor menigheden på ”den store palmesøndag” skal stå som en stor og utallig skare fra alle folkeslag og sproggrupper og prise Gud og lammet. Det startede så småt, men det slutter i herlighed og glæde. Måske sidder der et par kvinder og snakker med et barn om Jesus, sådan som Timotheus mor og mormor talte med en dreng i sin tid. Men Bibelens ord skulle redde Timotheus og menighederne gennem forfølgelsestider og forførelse fra falsk lære og skabe den verdensomspændende kirke, som i tidens fylde skal modtage Kristus, når han kommer i herlighed.

Det er rigtigt. Der sker ikke noget, og det ser så småt ud. Men tag ikke fejl. Det fuldendes i herlighed. Tænk på sædekornets iboende spirekraft. Tænk på sennepsfrøet evne til at spire, vokse og sprede sig.

Forrige

• 23. apr. - Til næste søndag
• 20. feb. - God teologi og dårlig teologi
• 17. feb. - Der sker jo ikke noget …
• 10. feb. - Spild ikke de betroede talenter!
• 20. dec. - 3 ting vi skal lære af Johannes Døber

Find flere

Refleksioner over Søndag septuagesima Matt 25,14-36. Af lektor Carsten Elmelund Petersen

1. Talenter gives efter evne

Lignelsen om de betroede talenter har en vis alvor over sig. Det er en lignelse om Himmeriget. Han, der rejste væk og kom igen, er vor Herre Jesus Kristus! Han steg til himmels og kommer igen for at dømme levende og døde. Så bliver det regnskabsdag, hvor der gøres status. Alle de nævnte tjenere i lignelsen kalder ham Herre! Flere af lignelserne om Himmeriget handler om frafaldet blandt dem, som regner sig som Guds børn. Det gælder manden uden bryllupsklædning (Matt 22,1-14), de 5 brudejomfruer uden olie på lampen (Matt 25,1-13) og lignelsen om manden, der spildte sin talent (Matt 25,14-30).

Troslivets basis er, at vi har fået troen, syndernes forladelse og kærligheden givet. Når det er sket, skal vi ikke kede os resten af livet. Herren har opgaver til os. Vi skal forvalte hans formue. Tjenerne fik ikke lige meget, men de var alle betroet noget, som de skulle forvalte. En fik 5 talenter, en fik 2 talenter og en fik blot 1 talent. Talent var den gang en møntenhed, men er nu et billede på alt det, som vi har fået betroet, og som Gud med rette holder os ansvarlig for forvaltningen af.

En formulering i lignelsen går på, at tjenerne fik talenter: ”enhver efter hans evne”. Herren sætter ingen af os på større opgaver, end vores evner og nådegaver rækker til. Når vi har modtaget syndernes forladelse og lever i tro på Jesus, ønsker han, at vi skal være til rådighed for ham i tjeneste, og her gælder det så at tjene på en realistisk måde.

1. Den store revisor på regnskabsdagen

Troen er en gave, men derefter følger troslivet, hvor der skal kæmpes for at troen kan blive bevaret. Kærligheden er en gave, men derefter følger kampen for at kærligheden kan blive bevaret. Talenterne er gaver og opgaver, som der skal kæmpes for at forvalte på den gode måde. Der skal ikke lægges for meget i tallene 5, 2 og 1 talent. Det afgørende er, hvad de gjorde ved talenterne.

I parallellignelsen om de betroede pund (Luk 19,11-27) er der 10 tjenere, der får et pund hver. Ved regnskabsaflæggelsen er der kun nævnt tre eksempler på tjenere. En tjener fået ti pund ud af det oprindeligt ene pund, en anden tjener har fået fem pund ud af det, og den sidste tjener har ikke sat sit pund i omløb, men gemte det i et klæde, og det mistede værdi pga. inflation. De 7 sidste tjenere, som måske fik et pund til at blive 8, 4 eller 3 yderligere pund, hører vi ikke om.

Talenter bliver givet og skal bruges med ansvar. Og det ansvar skal forvaltes med regnskabsdagen for øje. Hvilke talenter har vi fået givet af Herren, livet, troen, kærligheden, evnerne, nådegaverne, mulighederne? Det blev givet, for vi kunne ikke selv tage det.

Nogle gange er det folk med talent, der bliver mobbet og holdt nede. Janteloven er ofte udtryk for skævvredet beundring og misundelse. Det værste er, når det opleves blandt kristne. Jesu disciple havde det problem med misundelsen og magtkampen. Sådan burde det ikke være. Jesus siger, at man ikke skal stræbe efter magt, men efter at tjene (Luk 22,24-30).

1. Forvaltningen af talenterne her i tiden får betydning for livet i saligheden

Tjenerne blev lovet løn i himmelen. De kunne ikke fortjene frelsen. Den fik de som gave ved tro på Jesus. Men der er alligevel en sammenhæng mellem livet her og livet efter opstandelsen. Der er mange vidnesbyrd om kontinuitet mellem livet og tjenesten her på jorden og livet og tjenesten i evigheden.

Af lignelsen kan vi se, at de fem talenter, som gives i tilgift til den meget talentfulde mand på regnskabsdagen, får betydning for hans liv og tjeneste efter at være gået ind til Herrens glæde.

Til to af tjenerne siges: ”Godt du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde!” (Matt 25,21). De har i deres liv og tjeneste her samlet skatte i himmelen (Matt 6,19-21). Frelsen og troen fik de som ren gave, men deres liv brugte de godt i tjeneste.

Lignelsen er en afspejling af, at vi skal bruge vores liv og tjeneste til at tjene Gud og mennesker, og når Jesus kommer igen for at dømme levende og døde, så adskiller han frelste fra fortabte. De frelste skal gå ind til den evige glæde, men der skal være forskel på opgaverne i den evige salighed. Hvordan vi har forvaltet vores ansvar her i tiden, vil få betydning for, hvor store opgaver vi bliver sat på i det evige liv.

Gud er selv trofast, og han ønsker, at vi skal være lige så trofaste, som det så smukt siges i ”Én ting har Gud sagt, to ting har jeg hørt: Hos Gud er der magt, og: Hos dig, Herre, er der troskab. For du vil gengælde enhver efter hans gerninger” (Sl 62,12-13).

Talenterne er ikke privilegier. Det er en tjeneste, der ikke blev udført her i tiden, men som er vigtig, og som skal udføres i evighedens tid. Gud vil have, at alle tjenesterne udføres. Men han fordeler dem over flere. Gud tildeler tjeneste individuelt, og der er graduering i forhold til evner og ressourcer. Her skal vi lægge mærke til, hvor ofte ordet tjener og tjeneste er brugt i lignelsen.

1. Synet på Gud spiller ind på forvaltningen

Kristne menneskers syn på Gud spiller ind på tjenesten. Tjeneren med det ene talent gik ikke gik ud i tjenesten. Han betragtede ikke Herren som en Herre! Hans egenrådighed udviklede et forvrænget billede af Gud som streng og ond. Det billede af Gud udvikles ofte blandt folk, der var kommet til tro, men som faldt fra. Det er en helt urimelig beskyldning, han kommer med. Tjeneren var vred over det, han mødte i verden, og var slet ikke taknemmelig over det, han havde fået givet. Men herren havde jo netop sået rigeligt ved at give talenter til forvaltning efter enhvers evne. Herren svarer så: OK, når du mener det, så burde du have sat pengene i banken, så der i det mindste var trukket renter, men det har du heller ikke gjort. Denne tjener får at vide: ”Du dårlige og dovne tjener”. Han var passiv og initiativforladt.

Denne tjener opfattede Gud som kærlighedsløs og uretfærdig. Hans billede af Gud var fejlagtigt. Hvis nogen har det billede af Gud i dag, så kommer billedet næppe fra forkyndelsen. Den understreger Guds kærlighed og generøsitet og fører let til det modsatte problem, at man ikke kan forestille sig Gud som en retfærdig dommer.

I NT-læsningen til Søndag septuagesima hjælper Paulus os. På Areopagus konfronterede han diskussionspartnerne med, at der skulle komme en opstandelse og retfærdig dom, og derfor var det nødvendigt at omvende sig, mens det var muligt (ApG 17,22-34). Kristne kan møde meget uretfærdighed i verden, men må hvile i, at Gud er retfærdig på dommens dag. Gud skal nok holde regnskab med lønnen i himmelen. I mødet med verdens ondskab er det en trøst, at Gud er en retfærdig dommer.

1. Forsømmelse og svigt i tjenesten koster

Tjeneren med det spildte talent er et advarende eksempel på, at forsømmelighed og svigt i liv og tjeneste får negativ betydning på regnskabsdagen og det, der følger efter. Sagen er jo, at Gud gør sig afhængig af os mennesker i forvaltning af formuen. Så er det også rimeligt, at han tager os alvorligt og møder os med forventninger og krav.

Kierkegaard har i sine notater fra 1852 forestillet sig en fjerde tjener, der ligesom de to første investerede sit talent, men investeringen gik tabt. Det kan ske på finansmarkedet, og så finder denne tjener nåde. Den forestilling kan komme fra Paulus, der mener, at regnskabsdagen skal være en ildprøve, hvor frelsen er grundvolden, Jesus Kristus. Derefter skal ilden prøve, hvordan hver enkelt persons arbejde er. ”Hvis det, han har bygget, bliver stående, skal han få løn, men hvis hans arbejde går op i luer, skal han gå glip af lønnen, men selv blive frelst, dog som gennem ild” (1 Kor 3,10-15).

Det eksempel fjerner imidlertid fokus fra, at lignelsen opfordrer til seriøsitet i tjenesten. Den, som startede med 5 talenter, endte med at have 11. Tjenesten er aldrig nyttesløs, selv om det nogle gange kan se sådan ud. Men ligegyldighed eller svigt med betroede talenter får konsekvenser.

Kierkegaards tankeeksperiment er ikke gennemtænkt til ende, for hvis det var andre på finansmarkedet, der var skyld i, at tjenerens investering blev ødelagt, hvad så? Det ligger uden for lignelsens horisont – men indenfor Mattæusevangeliets horisont – at bedømme det. Der er mennesker, som med onde handlinger ødelægger og forkorter andres tjeneste. Det sker med chikane, forfølgelse og martyrium. Til sådanne ofre har Jesus et trøstens ord: ”Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer. (Matt 5,11). Det er også en trøst, at den retfærdige dommer holder de skyldige ansvarlig.

Det har betydning, om man fremmer eller hindrer sin egen eller andres tjeneste. Tjenesten for Gud og medmenneske bliver målestok for gudsforholdet. Det fremgår af Jesu ord: ”Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig” (Matt 25,40, 45).

Sammenfatning

Vi tror på et liv før døden, og vi tror på et liv efter døden. Der vil være opgaver begge steder. Som kristne tror vi på et meningsfyldt og opgaveorienteret kristenliv både før og efter døden. Kristenlivet og tjenesten her i livet må ses som en forskole til livet og tjenesten i evigheden. Troskab i tjenesten her fører til større opgaver og ansvar i den evige salighed. På den måde kan man samle skatte i himlen (Matt 6,19-21).

Forrige

• 23. apr. - Til næste søndag
• 20. feb. - God teologi og dårlig teologi
• 17. feb. - Der sker jo ikke noget …
• 10. feb. - Spild ikke de betroede talenter!
• 20. dec. - 3 ting vi skal lære af Johannes Døber

Find flere

Refleksioner over 4. søndag i advent Joh 3,25-36. Af Børge Haahr Andersen

Johannes Døber fylder meget her i adventstiden. Det ved man, hvis man har læst Flemming Baatz Kristensens nyeste bog På pilgrimsrejse i kirkeåret. Adventstiden er præget af tekster, der beskriver Messiastiden, og det vil i nytestamentligt lys sige både Jesu første komme, Jesu komme gennem nådemidlerne og Jesu genkomst i herlighed. Disse begivenheder sammentænkes og beskrives under et i profetierne om Messias,

Johannes Døber er herolden

Han er den, der baner vej. Han er røsten i ørkenen, som profeten taler om. Han er den, der er kommet i Elias ånd og kraft, som en ny Elias, der skal kalde til omvendelse og tro på Messias.

Som den, der baner vej, og som peger på en anden, er Johannes et lysende eksempel for den tjeneste, der skal øves efter pinse. Vi skal også døbe, vi skal også kalde til bod og omvendelse, vi skal også pege på Guds lam, og endelig – vi er ikke selv hovedpersoner, men skal bane vej for ham, som er hovedperson.

Jakkesæt eller sømandstrøje

Det med at acceptere sin rolle som biperson, sådan som Johannes gør, det er et klart kald og en klar udfordring til os.

Lad mig illustrere det med et eksempel, som jeg selv synes, er lidt underholdende. Da min kone og jeg for 40 års siden blev gift, havde min svigerfar ikke så mange penge. Det var 4. datter, der skulle giftes bort, så vi holdt en lille eksklusiv fest i deres stue på Fur. Jeg var også en fattig studerende, som havde fået en lille lejelejlighed på Christianshavn uden varme og varmt vand. Jeg havde til anledningen lejet alt mit tøj, inklusive sko, sådan at jeg fremtrådte præsentabelt ved brylluppet, selv om jeg personligt syntes, det var en udfordring med slips og jakkesæt i den senkapitalistiske periode …

Efter brylluppet holdt vi fri en uges tid, og da arrangerede mine forældre et efterbryllup på Hotel Skjern. Problemet var bare, at jeg havde afleveret mit bryllupstøj til nogle af vores venner fra København. Jeg havde nogle lidt slidte cowboybukser og en nydelig sømandstrøje. Min bror, som er 15 måneder ældre end mig, havde lige investeret i et nyt jakkesæt. Han var åbenbart ikke klar over, at jakke og slips var et symbol på storkapitalen -! Aftenen igennem med mine forældres familie og venner blev min kone jo gratuleret … og så min bror, som man antog for at være brudgommen. Så han fik den ufrivillige opgave, at han skulle vise bort fra sig selv og sige: Jeg er ikke brudgommen, jeg er kun brudgommens bror.

Der er 3 ting, vi skal lære af Johannes Døber:

1. Vi er bipersoner

Det var let nok for Johannes at være biperson, mens han var centrum for hele Israels opmærksomhed. Men udfordringen kom, da Jesus begyndte at stjæle billedet. Og da Johannes blev fængslet og sad ensom og forladt ved Makærusborgen, da var det ikke så enkelt at sige: Han bør vokse, og jeg blive mindre. Sådan er det også for os. Det er Gud, som skal have al æren. Vores arbejdsliv vil måske være præget af hæder og ros – du gør det godt. Du er flittig. Men også af tider, hvor du kan føle dig glemt og overset. Det er alt sammen ligegyldigt.

Pointen er, at du og jeg er blot bipersoner. Vi er blot pegefingre, der skal gøre opmærksom på en anden. Og måske vælger Gud i perioder, at vores tjeneste i menigheden ikke skal være særlig synlig og ikke særlig velset. Da skal vi hvile i, at vi ikke er hovedpersonen. Vi er til for at gøre opmærksom på en anden.

2. Jesus bryder dødens magt

Det andet, jeg vil fremhæve, det er, at Jesus er ovenfra i den forstand, at han kommer fra Guds verden for at give mennesker evigt liv. Det er selve det at bryde dødens magt, som er Jesu ærinde i verden. Vi får en del julekort fra mennesker, som har mistet en ægtefælle eller nær ven. Det kan fylde meget i julefejringen, fordi den tomme plads bliver mere tydelig og skrigende i julen. Men julens budskab er en solopgang fra det høje for at lyse for dem, som sidder i mørke og dødens skygge. Som Brorson skriver: Knuste hjerter føler bedst, hvad denne store frydefest, for glæde har at bringe.

3. Vi skal sætte Jesus i centrum

Det tredje, jeg vil fremhæve, det er, at Johannes gør sig umage for at bringe Jesus i centrum: Nej, jeg er ikke misundelig, selv om Jesus samler flere mennesker end jeg. Det går jo, som det skal. Jesus skal i centrum, for han er Guds lam, han er ovenfra, han er den, som kan give evigt liv. I julen kan forbrugsræset komme i centrum, eller de menneskelige relationer. Det er godt med menneskelige relationer, men det vigtigste er, at Jesus, Messias, kommer i centrum. Det sker gennem Guds ord, gennem salmer og tekster knyttet til julen. Stilheden, eftertanken, kan gøre os og vores hjerter til et bolig for hans nærvær.

Opsummering

Der er altså 3 ting, vi skal lære af Johannes Døber:

1)     At acceptere, at vi selv er bipersoner i forhold til ham, som er hovedpersonen, brudgommen.

2)     At Guds søn kom til os fra Guds evige verden for at bryde dødens magt og give evigt liv. Derfor skriver Brorson, at knuste hjerter føler bedst.

3)     At vores julefejring skal have hovedpersonen og ikke alle andre biting i centrum.

Forrige

• 28. maj. - Gammel testamente kursus i dit tempo
• 25. jan. - DBI’s Center for Teologi i Praksis udvider sine aktiviteter
• 14. jun. - Ny undervisningsassistent i CTIP
• 11. jan. - Hvordan bruger jeg GT-tekster i gudstjeneste og forkyndelse?
• 04. dec. - Den teknologibevidste familie. En interviewanmeldelse

Find flere

Om søndagens tekst af Peter Olsen, førsteamanuensis i systematisk teologi

Zakarias’ lovsang

Luk 1,67-80. Den gamle præst, Zakarias, havde været stum i ni måneder. Da han endelig kunne tale igen, brød han ud i lovsang. Der står, at han blev fyldt med Helligånden. Det var Guds Ånd, der virkede på ham, at han sang denne lovsang. Det er noget, som vi møder flere gange i Bibelen. Jøderne var kendt med fænomenet, selv om det vel ikke skete hver dag. Hvis der indtraf noget særligt glædeligt, kunne man bryde ud i spontan lovsang. De komponerede en sang, der passede til anledningen.

Moses’ og Miriams lovsang

Efter udvandringen fra Egypten bryder Moses ud i lovsang: ”Jeg vil synge for Herren, for han er højt ophøjet, heste og ryttere styrtede han i havet” (2 Mos 15,1). Lidt senere synger hans søster, Mirjam, en lignende sang: ”Syng for Herren, han er højt ophøjet, heste og ryttere styrtede han i havet” (v.21). Det virker som om, hun er inspireret ikke bare af Helligånden, men også af sin lillebror, Moses. Det svarer i øvrigt til de fleste tilfælde af inspiration i Bibelen: Helligånden og mennesker går hånd i hånd. Det er ikke enten Helligånden eller mennesker, der er ophav til disse tekster. Guds Ånd virker normalt sådan på de bibelske forfattere, at de spontant, af egen vilje komponerer den sang eller den tekst, som Guds Ånd vil, at de skal komponere.

Hannas lovsang

I 1 Sam 2 er det profetens Samuels mor, Hanna, der spontant, men drevet af Guds Ånd, giver sig til at synge: ”Mit hjerte fryder sig over Herren, Herren har løftet mit horn … for jeg glæder mig over din frelse” (2,1). Anledningen er, at Hanna efter mange barnløse år endelig har fået Samuel.

Davids lovsang

Davids salmer blev til på en lignende måde: Han var glad, eller han var nedtrykt, og så virkede Helligånden sådan på ham, at han af egen vilje og ud af egne oplevelser skrev en sang, der indeholdt lige netop det, som Helligånden ville. Var det så David eller Helligånden, der forfattede den? Nej, det var både David og Helligånden, og de leverede ikke 50% hver. De udtryk, som David frit og spontant valgte, og som passede til hans egen sindsstemning, var præcis de udtryk, som Helligånden ville, at David spontant skulle vælge.

Dette er Bibelens primære forståelse af inspiration. Den kommer særligt tydeligt til udtryk i bibelsk poesi.

Marias lovsang

Endnu et eksempel på dette har vi i Marias lovsang. Hun havde ganske vist ikke været barnløs i mange år som Hanna og som Zakarias, men hun var blevet gravid på en overraskende måde, og så sang hun: ”Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde” (Luk 1,46-48).

Lige ind i sjælen

Efter middelalderlig tradition kalder vi disse lovsange med indledningsordet fra deres latinske udgave i Vulgata. Hannas lovsang hedder Exultavit, ’det hopper el. fryder sig’; nemlig mit hjerte fryder sig. Marias lovsang hedder Magnificat, ’den ophøjer’; nemlig min sjæl ophøjer Herren. Og Zakarias’ lovsang, som er prædiketeksten på søndag, hedder Benedictus, ’lovet være Herren.’

Vi ser den stolte far lige ind i sjælen. Vi mærker hans følelser. Men samtidig er det Helligånden, der taler til os i denne sang. Han siger: Nu bliver løfterne opfyldt! ”Nu kom han, patriarkers håb”, som Martin Luther synger i ”Det kimer nu til julefest” (DDS 94,8). Det svarer til, hvad Zakarias og Helligånden siger i Luk 1,70: ”sådan som han fra gammel tid har forkyndt ved sine hellige profeters mund.” Alt det med Jesus skete ”ifølge Skrifterne” (NC).

I salmeverset lige før synger Luther: ”Og ret som midnatshanen gol, blev Jakobs stjerne til en sol” (DDS 94,7). Indrømmet: Salmen er mere Grundtvig end Luther! Der er tale om en meget fri gengivelse af Luthers ”Vom Himel hoch da kom ich her.” Men derfor er det nu sandt nok alligevel: Da det så mørkest ud i Israels historie, da kun få troede på det, da kom han. Zakarias og Helligånden formulerer det sådan: ”solopgangen fra det høje vil besøge os og lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge” (Luk 1,78f).

For de syge, trætte og døende

Julen er evangelium for de syge og trætte og for dem, der skal dø. Gud kommer selv til dem og forkynder frelsens to aspekter. For nu igen at citere Zakarias og Helligånden:

Han kommer til os, for at vi skal lære at kende frelsen i vore synders forladelse (1,77). Det er frelsens første aspekt. Vore synder står mellem os og Gud, de skjuler hans ansigt for os, så han ikke kan høre os (Es 59,2). Frelsen består deri, at Gud selv tager vore synder væk, så de ikke længere skiller os fra ham. Som en konsekvens af dette kommer frelsens andet aspekt. Med Zakarias’ og Helligåndens ord: Han skal ”frelse os fra vore fjender” (Luk 1,71). Hvem er vore fjender? Det er synden, døden og Djævelen. Vore fjender kan også være mennesker, men de værste fjender er nu synden, døden og Djævelen. Dem besejrer Jesus for os.

1. Frelsens første aspekt er, at han fjerner syndens skyld.

2. Frelsens andet aspekt er, at han fjerner syndens magt og dermed også den magt, som døden og Djævelen har. Ved sit andet komme fjerner han syndens magt.

I adventstiden ser vi både tilbage og frem. Vi ser tilbage på Jesu første komme, hvor han fjernede den synd, der stod mellem Gud og os. Derfor kan vi nu træde frimodigt frem for Jesu Far og vores Far. Vi ser frem mod Jesu snarlige genkomst, hvor han for altid vil fjerne den magt, som synden, døden og Djævelen har i vores verden.

Det er den julefest, som det nu kimer til …

Forrige

• 28. maj. - Gammel testamente kursus i dit tempo
• 25. jan. - DBI’s Center for Teologi i Praksis udvider sine aktiviteter
• 14. jun. - Ny undervisningsassistent i CTIP
• 11. jan. - Hvordan bruger jeg GT-tekster i gudstjeneste og forkyndelse?
• 04. dec. - Den teknologibevidste familie. En interviewanmeldelse

Find flere

Af Børge Haahr Andersen

På det gamle DBI ved Kultorvet sad de hjemmeløse på gaden eller i gården, hvor jeg parkerede min cykel. Nogle gange var det svært at gå forbi dem, fordi Jesu lignelse trak i en anden retning. I dag i vores nye lokaler møder jeg ikke så mange hjemløse på vej på arbejde. De sidder sikkert stadig i den indre by, men jeg møder dem ikke. Men bare jeg går gennem kaffestuen, kan jeg møde et medmenneske, der har brug for et lyttende øre. En studerende kan også falde mellem røvere eller på anden måde have brug for hjælp.

Åbn hjertets øje

Min første pointe handler imidlertid ikke om medmennesket, men om Jesus. “Salige er de øjne, der ser det, I ser”, siger Jesus. Det er det første og vigtigste, at vi ser Jesus. I dag kan vi ikke møde ham fysisk, som da han vandrede på jorden, men vi har det portræt i Bibelen, som apostle og profeter har tegnet. Vi skal ”se” Jesus, ikke blot sådan, at vi intellektuelt forstår Bibelens Jesus. Men sådan, at vi se betydningen af hans komme – hans død åbner himlen, hans opstandelse betyder, at vores grav er en port til legemlig opstandelse og evigt liv. Paulus beder en bøn om, at menigheden må få hjertets øjne åbnet. Det er det første og vigtigste for os, at vi ser Jesus, sådan at vi sætter vores lid til ham for tid og evighed.

At se og at handle på det, vi ser

Punkt to er, at vi ser vores næste, vores medmenneske. Levitten og præsten ”så” den nødstedte mand, men de handlede ikke på det, de så. De gik forbi. Sådan skal vi også se den enkelte, vi møder på vores vej. Jeg møder måske flere hundrede mennesker på min cykeltur indtil DBI. Den guddommelige strategi og anbefaling i Jesu lignelse er at se én af dem og så handle på det. Hvem som helst kan blive vores næste, vores nærmeste. Men vores kald er at se én i vores nærhed og så give ham eller hende den samme grundige hjælp, som samaritaneren udviser. Nogle gange er ham eller hende, vi skal se, den studerende, der sidder og sumper i kaffestuen, andre gange kan det være hende, vi har været gift med i mange årtier, og atter andre gange kan det være et vildfremmed menneske, som vi møder på vores vej.

Jesus er vores barmhjertige samaritaner

Punkt tre er en indirekte pointe, der også ligger i lignelsen. Jesus svarer på to spørgsmål i sammenhængen: Hvad godt skal jeg gøre for at arve evigt liv? Og – Hvem er min næste? Det sidste spørgsmål har vi set på. Jesu pointe er, at den, vi mindst venter det, kan vise sig at være vores næste. Når det gælder spørgsmålet om at leve det gode liv, sådan at man vinder evigt liv – et klassisk spørgsmål for jøderne og farisæerne – så er Jesu indirekte pointe: Den, som I mindst venter det, kan vise sig at være den, som giver jer evigt liv. Jo mere vi gennemtænker spørgsmålet om, hvad næstekærlighed er i praksis, jo mere finder vi ud af, at vi ikke lever det gode liv. Vi er afskåret fra det gode liv og det evige liv, og hvem skal vi råbe til og sætte vores lid til, når det handler om at få evigt liv. I konteksten er det Jesus selv, der indtager rollen som den barmhjertige samaritaner. Han ser, han ynkedes, han viser barmhjertighed, han handler. De verber, der er brugt om den barmhjertige samaritaner, bruges igen og igen om Jesus selv, og bruges i GT om Gud ser. Så det dybe lag i denne beretning er, at Jesus er vores næste, vores nærmeste, når det handler om at give os evigt liv og hjælpe os ud af de røverhænder, vi selvforskyldt eller uforskyldt er havnet i.

Forrige

• 23. apr. - Til næste søndag
• 20. feb. - God teologi og dårlig teologi
• 17. feb. - Der sker jo ikke noget …
• 10. feb. - Spild ikke de betroede talenter!
• 20. dec. - 3 ting vi skal lære af Johannes Døber

Find flere

Refleksioner over prædiketeksten til 1. søndag efter påske: Joh 20,19-31
Børge Haahr Andersen

Judas holdt sig borte fra Jesus

Judas tilhørte den inderkreds af apostle, som på en særlig måde blev udvalgt og udrustet af Jesus. Men han bliver et tragisk og advarende eksempel på frafald, forræderi, forførelse og forhærdelse. Judas’ messiasforventninger gik i en anden retning end Jesu vej til lidelse og død i Jerusalem. Han forføres af Satan til at forråde Jesus og gennem et discipelkys afslører han for vagtmandskabet, hvem det er, de skal tage til fange.

Da Jesus lider og dør, blev Judas dybt ulykkelig. Han vil ikke bruge de penge, han har tjent på forræderiet, han hænger sig selv og bliver et eksempel på forbandelsen i skriftens ord om, at en hængt er en Guds forbandelse. Han vil sone sin skyld ved at give sit eget liv, men forbliver ifølge evangelierne et eksempel på, at hvis ikke man vender sig til Jesus og kommer til ham med sin skyld, så er man fortabt.

Peter fik talt ud med Jesus

Peter er den, som på alles vegne og i fuld offentlighed lover at kæmpe og dø sammen med Jesus. Men da det brænder på, sviger han på fejeste vis Jesus i fuld offentlighed, og et hanegal og et blik fra Jesus afslører ham.

Peter fik nogle mørke og fortvivlede dage frem til påskedag. Var opstandelsen en god nyhed for Peter, eller ville den opstandne møde ham med dom? Dette fik Jesus og Peter talt ud om påskedags eftermiddag, hvor Peter bliver en af de første opstandelsesvidner. Senere bliver han i de andre apostles nærvær genindsat som apostel.

Det vidnesbyrd, han aflægger i sit første brev om, at Jesu død er en offerdød, og at der er soning og tilgivelse forbundet med Jesu blod – det vidnesbyrd er født ud af den mørke nat, Peter oplevede mellem torsdag og søndag i påskeugen.

Thomas bekendte Jesus som Herre og Gud

Sjælens mørke nat blev en uge længere for Thomas. Han har hørt Maria Magdalenes vidnesbyrd om, at hun mødte den opstandne. Senere, at Jesus var set af kvinderne, af Peter, af hele apostelgruppen, af de to Emmausvandrere. Det strømmede ind med begestrede vidnesbyrd om, hvordan disciplene gik fra den dybeste sorg til den største glæde.

Men Thomas forbliver i sorgen. Han kan ret og slet ikke tro og rumme, at de forfærdelige billeder af Jesus, der lider og dør ved en offentlig henrettelse, bliver efterfulgt af andet end død og sorg og uendelig smerte. Han sætter ord på det umulige: Med mindre den opstandne viser sig så håndgribeligt for mig, at jeg kan se og røre ved sårene efter torturen, så vil jeg ikke tro. Tydeligvis ligger det uden for Thomas’ fantasi, at noget sådant kan ske, og denne kategoriske bemærkning kan måske lukke munden på de emsige venner, der vil bilde ham ind, at den døde er lyslevende.

Men så kommer den opstandne i kød og blod og viser ham sårmærkerne. Thomas er overvældet: En jøde vil aldrig kalde en mand med naglemærker for ”Herre og Gud”, men Thomas kommer med denne unikke bekendelse. Tvivleren og skeptikeren bliver den, som i Johannesevangeliets kontekst kommer med den dybeste og klareste bekendelse af Jesus som Herre og Gud.

I sammenhængen binder Jesus Thomas og alle vi andre til en anden vej end overbevisning. Den opstandne kunne i perioden mellem påskedag og himmelfartsdagen finde på at vise sig i synlig skikkelse, når og hvor han ville. Han lavede en senere undtagelse med Paulus, som på den måde blev en del af opstandelsesvidnerne. Men hans normale måde at overvinde vores tvivl på sker gennem apostlenes vidnesbyrd og det ord, der indeholder opstandelsens kræfter.

Tre vigtige pointer

• Særbehandling: Jesus var villig til at give en skeptiker og tvivler som Thomas specialbehandling. Han tager sig på en særlig måde af ham, som han tog sig af Peter, af Maria Magdalene – og som han på særlig vis tager sig af os.
• Gennem Guds ord: Den normale måde at overvinde tvivlen i os på er ikke ved åbenbaringer og syner, men gennem Jesu ord, sådan som det er gengivet af apostlene. Den samme styrke, som Gud brugte til at opvække Kristus af graven, bruger Gud til at levendegøre troen i os.
• Tro og tvivl side om side: Denne proces fra tvivl til tro kan ske i et nu, eller den kan ske som en livslang kamp. Matt 28,16 viser, at der var flere af apostlene, som tvivlede. Ligesom synden er en virkelighed, så længe vi lever, er tvivlen det. Tro og tvivl er sideordnede faktorer i en discipels liv.

Forrige

• 23. apr. - Til næste søndag
• 20. feb. - God teologi og dårlig teologi
• 17. feb. - Der sker jo ikke noget …
• 10. feb. - Spild ikke de betroede talenter!
• 20. dec. - 3 ting vi skal lære af Johannes Døber

Find flere

Af Peter Olsen

Matt 21,1-9: Jesu to rideture (Palmesøndag)

Jesu indtog i Jerusalem, ridende på et æsel, indleder Hans sidste påskefejring, som jo ender med, at Han dør og opstår. Men i kirkeåret læser vi beretningen både som indledning til påske og som indledning til advent. I påsken ser vi tilbage på Hans første komme. I adventstiden ser vi frem mod Hans genkomst.

Matt 21 minder os om, at da Jesus kom første gang, var det sagtmodig og ridende på et æsel. Ganske vist er det den himmelske konge, der kommer til os. Derfor var det også berettiget, at skarerne hyldede Ham med et ”Hosianna!” Det er hebraisk og betyder ”Frels dog!” Skarerne råbte på Israels konge og bad Ham redde dem ud af deres nød. Men deres konge kom til dem sagtmodig og ridende på et æsel. Det virker ikke særlig kongeligt, og Jesus kom da heller ikke for at oprette et rige med udvortes magt og herlighed. Han kom for at lide og dø!

Normalt vil en konge ride på en høj, hvid hest, og både kongen og hesten vil knejse med nakken. Hér er der ingen sagtmodighed. Anderledes var det, da Israels konge kom første gang. Hans indtog i Jerusalem Palmesøndag og Hans udgang fra Jerusalem Langfredag svarer til hinanden. Begge gange ser vi en svag og ydmyg konge.

Jeg har givet min prædiken overskriften: Jesu to rideture.

Vi har nemlig i NT to beretninger om, at Jesus foretager en ridetur. Den ene er Palmesøndag. Den anden er ikke, som man måske tror, flugten til Egypten, hvor Josef og Maria reddede den nyfødte Jesus fra kong Herodes (Matt 2,13-15). I den beretning hører vi nemlig intet om, at de rider. Der står bare, at de drog til Egypten.

Jesu anden ridetur hører vi om i Åb 19. Johannes beretter, at han så en hvid hest. Rytteren på denne hest red ud til krig. Vers 13 siger: ”Hans navn er Guds ord.”

Den samme Johannes indleder sit evangelium med beskrivelsen af en person, som er Gud, men som også er Guds Ord, og som ”blev kød og tog bolig iblandt os” (Joh 1,1 og 14). Det er Jesus.

Det er netop Ham, vi møder på en ridetur i Åb 19. Vers 16 kalder Ham for ”Kongernes Konge og Herrernes Herre.” I Åbenbaringsbogen møder vi Jesus som en konge, der rider ud fra sejr til sejr. Hér er der ingen ydmyghed eller sagtmodighed. Derfor ser vi Jesus på en hvid hest, ikke på et æsel.

De to rideture i Matt 21 og i Åb 19 symboliserer Jesu to ankomster: Første gang for 2.000 år siden kom Han sagtmodig og ridende på et æsel som Herrens lidende tjener, der skulle dø for vore synder. Anden gang kommer Jesus i åbenlys herlighed for at lægge alle fjender under sine fødder (1 Kor 15,25). Dette viser NT os billedligt ved at lade Jesus ride på en hvid hest.

Endnu er Jesus her som den sagtmodige, der kalder alle mennesker ind til sig. Han ønsker at redde os fra ”den kommende dom” (ApG 24,25). Han kalder os til sig, før det bliver for sent. Lige nu er det nådetid (Sl 69,14; Hebr 3,13), men denne tid går mod sin afslutning. Når Jesus kommer igen, ridende på en hvid hest, er nådetiden forbi. Da kommer Han for at dømme levende og døde (ApG 10,42). Vi må vende om til Ham inden da!

Forrige

• 23. apr. - Til næste søndag
• 20. feb. - God teologi og dårlig teologi
• 17. feb. - Der sker jo ikke noget …
• 10. feb. - Spild ikke de betroede talenter!
• 20. dec. - 3 ting vi skal lære af Johannes Døber

Find flere