Af admin. leder af CTIP, Michael Agerbo Mørch 

Note: denne blog er hentet fra aandsfrihed.dk.

Identitetspolitikkens vilde opblomstring har allerede kastet vigtige debatter af sig, ligesom der pågår et vigtigt arbejde med overhovedet at definere begrebet. Væsentlige bidrag fra fx Francis Fukuyama og Göran Dahl har peget på, at identitetspolitikken er plastisk og uden større besvær lader sig inkorporere i politiske projekter på begge fløje.

Men indtil nu har et væsentligt perspektiv manglet i debatten: åndsfrihedens! Både højre- og venstrefløjens varianter af identitetspolitikken – og deres mange mellemformer – er nemlig i klar konflikt med den klassiske åndsfrihed, som vi hylder i Danmark. Åndsfrihed er frihed for alt det, der har med ’ånd’ at gøre. Det betyder, at enkeltpersoner og grupper har frihed til at have deres overbevisning i religiøse, politiske, livssynsmæssige og ideologiske spørgsmål. Og ikke kun at have disse overbevisninger, men også at udtrykke den, formidle den og handle i overensstemmelse med den. Alt det synes identitetspolitikken at presse.

Åndsfriheden bliver af nogle udlagt sådan, at den bliver en kamp for minoriteters rettigheder på bekostning af majoritetens rettigheder. Men diskussionen om identitetspolitikken viser, at det er nødvendigt med en præcisering. Identitetspolitikken er med sin kamp for minoriteter nemlig med til at knægte åndsfriheden. Deres forsøg på at lukke ned for bestemte politiske, religiøse eller ideologiske synspunkter er et katastrofalt angreb på en af de vigtigste ingredienser i et liberalt demokrati: den åndsfrie, offentlige samtale.

Åndsfrihed er noget andet end tolerance. Og den er et langt bedre alternativ end tolerance. Tolerancen kan forstås som det at tillade hinandens synspunkter med en gensidig aftale om at lade hinanden være i fred. Åndsfriheden derimod insisterer på, at vores synspunkter er så vigtige, at de gerne må krydse klinger. Mine synspunkter er vigtige for mig, derfor forsøger jeg at overbevise andre om dem. Og jeg forventer egentlig også, at andre forsøger at overbevise mig om deres særheder, uagtet at jeg er dybt uenig. Vi skal ikke ønske os et offentligt neutralt rum, for det er alligevel en illusion. I privaten kan man mene hvad som helst uden modstand, men træder man ind på offentlighedens arena, må man forvente modspil. Det skal vi både ønske og kræve af hinanden.

Intet i historien lærer os, at øget dialog øger enigheden. Men den offentlige samtale kan klargøre forskelle, udrydde misforståelser og præcisere argumenter, som filosoffen Nicholas Rescher så ofte påpegede det. Og det er meget værd!

I modsætning til identitetspolitikken, der vil isolere grupper i hermetiske enklaver, vil åndsfriheden stimulere en gensidig nysgerrighed mellem synspunkter. Grundlaget for det offentlige rum består nemlig i, at vi rent faktisk interesserer os for, hvad andre mener. I vores jagt på at forstå os selv, andre og verden bedre, udveksler vi synspunkter. Og den mest frugtbare udveksling sker på baggrund af nysgerrighed. Nysgerrighed er ikke et krav – de to ord kan ikke meningsfuldt fungere sammen – og meningsfuld diskussion kan sagtens foregå uden, men nysgerrighed er en dyd, der er værd at slås for, fordi den for mange mennesker er en animator for deltagelse i det offentlige rum.

Relateret

• 03. okt. 2018 - Venstrefløjens boykot er ildevarslende
• 06. jun. 2018 - Kristne er religionsforskrækkede!

Find flere

Af admin.leder af CTIP, Michael Agerbo Mørch 

I går åbnede Folketinget en ny sæson, og vanen tro startede det med en gudstjeneste i Christiansborg Slotskirke. Kirkeminister Mette Bock (LA) havde inviteret den grundtvigske valgmenighedspræst, Morten Kvist, til at holde prædikenen. Kvist er kendt som en dygtig samfundsdebattør, der har siddet i Etisk råd i en årrække, og som desuden er kendt for krads kritik af islam.

Men det faldt visse dele af venstrefløjen for brystet, at Kvist i 2008 kritiserede dansk “rettigshedsfundamentalisme”, hvor vi i stigende grad kræver og kræver. Det dengang aktuelle eksempel var homoseksuelles ønske om at adoptere børn. Kvist sagde, at det var udtryk for en mentalitet, hvor der for enden af den linje var et krav om, at også pædofile skal kunne adoptere.

Ligesom det ofte er uklogt at sammenligne ting med nazisme, er det oftest klogt at udelade pædofili fra sammenligninger. Det er trods alt en af de groveste former for kriminalitet, vi har. Men der er dog en del nuanceringer her, som hverken Mogens Jensen (S), Pelle Dragsted (E) eller Pia Olsen Dyhr (SF) har haft lyst til at forholde sig til:

• Morten Kvist har flere gange fortalt, at hans citater blev skævvredet af Politiken, og at han ikke har formuleret sig på den måde, som han er blevet gengivet. Den slags sker, og så må man lade folk udrede, hvad deres synspunkt faktisk er.
• Kvists pointe var ikke en sammenligning af homoseksuelle med pædofile. Pointen var, at rettighedshysteriet er en skrue uden ende, og der venter uhyrligheder for enden. Det er en klassisk borgerlig pointe, så essensen er slet ikke kontroversiel. Sammenligningen er uheldig, måske overgjort, men den er ikke kontroversiel.
• Kvist går rent faktisk ind for homoseksuelles rettigheder. Bl.a. vier han selv homoseksuelle, hvorfor udskamningen af ham virker helt fejlplaceret.

Hvad venter nu?

Men det mest bizarre ved venstrefløjens boykot er, at Kvist flere dage forinden havde garanteret, at hans prædiken ville være renset for politisk indhold. Nu ved vi, at han prædikede stærkt om Guds nåde ud fra “lignelsen om den fortabte søn” i Luk 15. Men venstrefløjen ville ikke være med alligevel. Det er ildevarslende, synes jeg. Hvorfor? Fordi deres begrundelse for et boykot var, at de ikke ville lytte til en person med så usmagelige holdninger – uagtet at han slet ikke ville tale om det emne!

Nogle husker måske, at Esben Lunde Larsen blev udskammet som ny forskningsminister, fordi han i et interview sagde, at han troede på en skabende Gud. Det var for meget for de kristendomskritiske lærde. Men igen var det overilet, for de havde endnu intet indtryk af, om Larsens synspunkter fik politiske konsekvenser. Og det er jo dét, det handler om. Folk må have de skøreste, mærkeligste, frastødende synspunkter, og de må gerne lade dem komme til orde. Får det konsekvenser for den måde, de udfører deres job på, så må det naturligvis diskuteres. Ligesom deres synspunkter må tåle at blive udsat for hån, spot og persiflage.

Og hvorfor var dét ikke venstrefløjens strategi? I stedet for at udskamme og boykotte burde de have givet en sønderlemmende, argumentationstung kritik af Kvist i stedet for at kræve forbud. Deres boykot er udtryk for, hvad én har kaldt “konsensussøgende argumentationsløs dansk debatkultur”. Vores lille land har en smal offentlighed, hvor der er visse synspunkter, der tilsyneladende ikke må luftes. Trist.

Hele smøren her er en frygt for, at vi nærmer os sindelagskontrol. Hvor man for at varetage offentlige opgaver skal have en renset holdningsprofil, så ingen krænkes af ens synspunkter. Uagtet om synspunkterne har relevans for den givne opgave! Ensretningen presses ned over hovedet på os og åndsfrihedens trues. Ellers tak!

Relateret

• 23. jan. 2019 - Identitetspolitikken er ikke åndsfri
• 12. sep. 2018 - Sandheden gør dig blind
• 10. jul. 2018 - Jeg mødte kristne, der støttede Trump og savnede apartheid
• 06. jun. 2018 - Kristne er religionsforskrækkede!

Find flere

Af ph.d.-studerende og adm. leder af CTIP Michael Agerbo Mørch

De fleste er enige om, at danskere ved mindre og mindre om kristendommen. Religionsundervisningen i folkeskolen er begrænset, og de færreste går ud af skolen med en grundig viden om kristendommens tro, liv og historie. Endnu færre bliver oplært i den kristne tro hjemme, og desværre møder forsvindende få mennesker med en autentisk, klassisk kristendomstro. Hvilke konsekvenser har det?

Hvem ser spøgelser?

Sidste tirsdag var jeg til en konference: Kirkeligt samråd for åndsfrihed hed det. Det var CTIP’s gode venner i Kristent Pædagogisk Institut, der stod som tovholder. Dagen samlede 42 deltagere fra et meget bredt kirkeligt netværk, som alle havde det til fælles at kæmpe for den klassiske åndsfrihed ud fra et kristent ståsted.

Et af oplæggene forsøgte at identificere “åndsfrihedens situation” i dag. Ét af de fremhævede karakteristika er, at åndsfriheden er presset, fordi danskere bredt forstået har for ringe kendskab til religion. De er simpelthen religionsforskrækkede. Derfor ser fx vi en lang række tiltag omkring lovgivning, som mere eller mindre direkte er rettet mod religiøs praksis: maskeringsforbud, ønske om at forbyde omskæring af drengebørn, forbud mod bøn og andagtsliv på studiesteder, indskrænket ytringsfrihed for religiøse forkyndere, særlige kurser i demokrati for religiøse ledere osv.

Den egentlige udfordring er måske slet ikke andres religionsforskrækkelse, men kristnes!

Det var jo til at blive deprimeret af, og det er let at svælge i tidens dårligdom. Men den egentlige udfordring er måske slet ikke andres religionsforskrækkelse, men kristnes! Det blev i hvert fald anført af Mikael Wandt Laursen, der er generalsekretær i FrikirkeNet. Han påpegede i den efterfølgende drøftelse på, at religionsforskrækkelse faktisk ofte kun er inde i kristnes hoveder. Hans påstand var, at de fleste danskere ved så lidt om tro, at de faktisk har et fundamentalt nysgerrigt forhold til mennesker, der er dybt troende. Det er altså ikke så meget ikke-troende, der ser en fundamentalist på hvert gadehjørne, som det er kristne, der ser en forfølger i hver en skygge.

En mulighed for mission

Selvom man kan begræde, at mange mennesker i dag ikke ved noget om kristendommen – på trods af, at vi hævdes at være et kristent land – så var Laursens opfordring, at vi i stedet ser det som en mulighed for at fortælle mennesker om vores tro. Og altså ikke lade os begrænse af, at vi tror, at folk er arrige modstandere af kirken.

Tonny Jacobsen, der er pinsepræst i Vejle, bakkede helt op og fortalte anekdotisk, at hvis han i 1980’erne fortalte tilfældige, at han var præst, så døde samtalen dér, men hvis han gør det samme i dag, så bliver det ofte til meget interessante og dybe samtaler. Tidens strømning går faktisk imod større åbenhed overfor evangeliet!

Selvfølgelig er der genuin modstand mod kristendommen i dagens Danmark, som der er til alle tider og alle steder, men vi skal ransage os selv, så det ikke er spøgelser, vi bekæmper. Vi skal droppe antagelsen, at mennesker er religionsforskrækkede, og i stedet frimodigt gå på Jesu ord: “Høsten er stor, men arbejderne få. Bed derfor høstens herre om at sende arbejdere ud til sin høst.”

Relateret

• 23. jan. 2019 - Identitetspolitikken er ikke åndsfri
• 03. okt. 2018 - Venstrefløjens boykot er ildevarslende
• 20. sep. 2018 - Andre må gerne tænke jeg er dum
• 29. aug. 2018 - Måske sku’ jeg bli’ mormon?
• 01. aug. 2018 - En kritik af mig selv (del 1)

Find flere