Af admin. leder af CTIP, Michael Agerbo Mørch 

Med min familie kommer jeg i to kristne fællesskaber: en LM-kreds i Kolding og en folkekirke i Fredericia. Den måde at bygge sin mødepraksis op på er blevet kaldt en “ellipsestruktur”, fordi man egentlig har to brændpunkter, man orienterer sig efter.

Jeg synes, der er fordele ved at have en ellipsestruktur, men også at der er flere fordele ved kun at have ét centrum, så man samler sig i en helmenighed.

Frivillig indsats giver ejerskab

En af de gode ting ved missionshuset er det høje frivillige engagement. Der sker som regel ikke det store, hvis der ikke er nogen, der smøger ærmerne op. Det giver både ejerskab og tilhørsforhold, når man får lov at hjælpe med. Det er også en god måde at bringe en større palet af nådegaver i spil, fordi der er brug for alle hænder, og vi er forskelligt udrustet.

Missionsbevægelserne, måske særligt LM, har altid været kendetegnet af “græsrodstankegangen”. Ideerne og initiativerne skal komme nedefra, og ledelsen er tilbageholdende med at udstikke alt for præcise kursmarkører. Der er meget godt at sige om det, for de fleste oplever et større drive, når man selv får lov at udvikle på ideerne.

Lønnet indsats sikrer kvalitet og stabilitet

Men der er også mininum to gode grunde til, at lønnet personale kan være en gave til en kirke. Mange folkekirker har også frivillige hjælpere, men der er alligevel en stor mængde opgaver, som varetages af lønnede.

1. Løn er med til at sikre kvalitet
   Der er ingen naturlov her, men det at få løn for et stykke arbejde, det tiltrækker de dygtigste. Et eksempel er lovsang: hvis der følger nogle kroner med, så er det lettere at få de dygtigste musikere og sangere til at bruge (ofte meget) tid på at forberede sig. Ikke kun musikalsk, men også liturgisk (se sig som en del af et større hele) og åndeligt (bøn). Man kan indvende, at vi ikke skal forsøge at skabe en perfekthedskultur i kirken, og det er jeg enig i, men omvendt er det rart for alle, at folk bliver tildelt de opgaver, hvor de har deres styrker. Og løn kan være ansporende for dette.
2. Løn er med til at sikre stabilitet
   Der er ingen naturlov her, men kirken er ligesom resten af samfundet ramt af mange afbud. Folk tager opgaver på sig, som de alligevel ikke kan overkomme; stress og jag udenfor kirken gør, at man melder fra sine opgaver, ofte i sidste øjeblik. Måske tager man principielt gerne en opgave på sig, men der kunne jo komme noget endnu mere spændende forbi …
   Uanset hvad man mener om lønnet arbejde i kirken, så virker det uomgængeligt, at løn er med til at forpligte folk på deres opgaver. Man møder op, forberedt og klar, og der skal meget til, før et afbud kommer på tale. Det er med til at sikre stabilitet, både i selve arbejdet, men også for de kirkegængere, som benytter sig af kirkens tilbud.

Det er disse to forhold, der gør, at selvom jeg er stor tilhænger af missionshuset, intiativer fra neden, frivilligt engagement, etc., så får jeg mere og mere blik for, at lønnet personale kan være en meget stor gave til kirken.

Relateret

• 09. maj. 2018 - En note mere om “en teologi om arbejde”

Find flere

Af admin. leder af CTIP, Michael Agerbo Mørch 

Så længe jeg kan huske, har temaet om “hverdagskristendom” været en del af samtalen i mine kirkelige kredse. Mange af os har en erfaring af, at menighedsliv bliver begrænset til søndag formiddag og måske en ugentlig hverdagsaften. Resten af ugen er på en eller anden uheldig måde noget andet, hvor vi mere aktivt skal forsøge at proppe Gud ind i vores hektiske liv.

Præget af en sekulariseret tid

Det skyldes jo, at vi lever stressede liv med meget lidt tid til fordybelse, andagt og lovsang. Det skyldes, at vi fylder vores liv med os selv, så vi ikke har tid til diakoni, mission og gæstfrihed. Og det skyldes, at vi er præget af en sekulariseret tid, hvor de kristne sandheder opleves troværdige og meningsfulde i kirkens rum, men når vi træder ud “i virkeligheden”, så er det lige pludselig ikke så overbevisende mere.

Vores kristenliv kommer til at minde om en toast. Pænt ordnet, lagdelt, uden at de forskellige dele går aktivt i forbindelse med hinanden. Faktisk er det en central pointe med en toast, at brødet, osten og skinken ikke blandes. Det er svært at forestille sig en appetitlig toast, der er blendet …

Men kristenlivet er ikke pænt ordnet og lagdelt. Det minder meget mere om kødsovs. Det består af flere forskellige ting, men det må mixes, og derved blive til en helhed. Modsat en toast, så vil en kødsovs være meget mærkelig, hvis den er pænt ordnet og lagdelt. Den skal blandes sammen.

Gud er allestedsnærværende

Han er overalt, også ved din side i din hverdag. Han er skaberen, der opretholder alle ting, så du kan se hans kraft og godhed i alt omkring dig. Han er Faderen, der lytter til dine bønner og suk, uanset hvor du er og hvad du har på hjerte. Han er Vejen, du kan gå på, når du ikke kan finde ud af at træffe beslutninger. Han er Frelseren, der tilgiver din daglige og konkrete synd.

Kirkens rum er et festlokale, hvor vi jubler over frelsen og priser Gud for hans godhed. Men ligesom Jesus ikke blev på bjerget, hvor Peter ellers ville bygge ham en hytte, sådan kan vi heller ikke blive i festlokalet. Gud er en dagligdagsgud, en hverdagsgud, der holder mere af hverdagen, end Dan Turell gjorde. Gud går med i det daglige, for Gud ved, at kristenlivet er som kødsovs: det hele må integreres for at det kan blive rigtig godt.

Relateret

• 09. maj. 2018 - En note mere om “en teologi om arbejde”

Find flere

Af ph.d.-studerende og adm. leder af CTIP Michael Agerbo Mørch

For nogle uger siden skrev jeg en blog, hvor jeg oplistede en lang række spørgsmål, som jeg mener, det er nødvendigt at reflektere over, hvis man gerne vil skabe en teologisk forståelse af “arbejde”. Siden da har særligt én tanke rumsteret i baghovedet: skal kristne stræbe efter at måle sig med de bedste?

Slip dine små ambitioner

Indtil 2.g. interesserede skolen mig ikke det mindste, men nærmest som dag afløser nat begyndte jeg at fatte interesse for bøgernes verden. Min nu afdøde far var en nysgerrig mand, der havde et fint, lille hjemmebibliotek, og efterhånden fik jeg gennemset hans hylder så mange gange, at jeg vidste hvor hver enkel bog stod. Så da vi en dag talte om udfordringen ved at finde den rette balance mellem arbejde og hvile, vidste jeg spontant, hvilken bog han snuppede en central pointe fra …

Min far var en både dygtig og arbejdsom mand. Han arbejdede meget og var god til det, han lavede. Jeg tror nok, at han udefra set kunne forstås som et karrieremenneske. Men da vi en dag stod og havde ovennævnte snak, sagde han pludselig: “Nogle gange må man slippe sine små ambitioner, fordi man tjener en sag, der er større end en selv!”

Min far havde slippet titlen på Michael Griffiths‘ bog fra 1978 ind i samtalen (Slip dine små ambitioner, Credo Forlag 1978). Hermed afslørede han, at karrieren ikke var det vigtigste, for arbejdet i Guds rige er altid vigtigere.

Men hvad med excellencen?

Men der kan jo også være et fromt ønske om at dygtiggøre sig, så man får indflydelse og dermed mulighed for at påvirke samfund og kultur. Sådan lærte jeg i hvert fald i min gymnasietid i KFS, hvor vi løbende blev opfordret til at gøre os gældende på alle mulige platforme, så kristendommen ikke bliver et isoleret artefakt i dagens DK.

Og så er vi fremme ved pointen, som nås ved at kombinere de to: kan vi både stræbe efter at måle os med de bedste og leve et liv med de rette prioriteringer i kald og stand?

Udfordringen er, at de bedste blandt denne verdens børn både er virkelig dygtige og bruger enorme mængder tid på det, de er dygtige til. Tag min egen branche: teologisk ph.d.-studerende. Flere af mine kolleger bruger 50, 60, 70 og enkelte 80 timer om ugen på deres fag. Selvom jeg – i en kombination af arv og miljø – nyder at arbejde meget, så er det umuliggjort for mig, når jeg først og fremmest skal være ægtemand og far, men også hverdagsmissionær, ven og almindeligt livsdueligt menneske.

Det samme gør sig gældende i andre brancher. Jeg har nogle venner, som tog uddannelse på CBS, og de oplevede den ekstreme konkurrence fra dag et: arbejd eller dø! I den anden ende af stigen hørte jeg engang Ban Ki-Moon sige i et foredrag, at han som FNs generalsekretær maksimalt sov fire timer hver nat – som regel i et fly (Helle Thorning-Schmidt fortalte noget lignende, da hun var statsminister). Der var ganske enkelt ikke tid til mere. David Budtz Pedersen, der er forskerspire med kometkarriere, fortalte engang, at han arbejdede 80 timer om ugen i Videnskabsministeriet – og forskede lidt ved siden af. Glenn Riddersholm (tidl. superligatræner for FCM og AGF) sagde engang til mig, at man som fodboldspiler kun kunne få fri, hvis man skulle til begravelse – vel at mærke sin egen!

Og listen kunne fortsætte og fortsætte og fortsætte. Branche for branche, fag for fag, liv for liv …

Hvordan balancere?

Hvis det virkelig er rigtigt, at vi skal stræbe efter excellence, kan vi så gøre det på “verdens præmisser”? Eller må vi bare acceptere, at vi ikke kan følge med, fordi vi slipper vores egne ambitioner og arbejder for en større sag, hvor det alligevel i sidste ende handler om Guds kraft og magt og ikke mine evner? Og at mit afsæt her på jorden i form af opnåede resultater kun er en sidegevinst overfor det langt større at kende Gud og gøre ham kendt?

Endnu engang må jeg melde, at jeg ikke er i mål med refleksionerne, men har du indspil, så byd gerne ind.

Relateret

• 06. feb. 2019 - Kristenlivet er mere kødsovs end toast

Find flere