Af admin. leder af CTIP, Michael Agerbo Mørch 

Jesus sagde de berømte ord til Satan: “Du må ikke udæske Herren din Gud.” (Matt 4,7) Vi må ikke sætte Gud på prøve, som om han var en Flaskens Ånd, vi kan tvinge til at lystre.

Jeg kom til at tænke på dette forbud, da jeg læste Silas F. Harrebyes lille bog, Sæt strøm til demokratiet. Når koma kræver chokterapi (Gyldendal 2019). Bogen handler om demokratiets krise, og hvordan vi kan få gang i demokratisk deltagelse og udvikling i Danmark og Vesten. Harrebye analyser mange forhold, der er interessante, men jeg snublede særligt over to begreber, der angav nogle poler:

Ungdommen i Danmark er delt i to. Den ene part lever med et enormt forventningspres fra sig selv og sine omgivelser. De kan næsten ikke følge med. Den gruppe får megen opmærksomhed fra medierne. Den anden part lever omvendt med en tung forventningsfattigdom. De forventer ikke noget af sig selv, og deres omgivelserne har ingen drømme på deres vegne. De kæmper med meningsløshed, udsigt til ensformige og hårde jobs og lav mulighed for selvudvikling.

Det er godt set, men i denne sammenhæng er det interessant at overveje, om de samme poler kan gøre sig gældende i vores forventninger til Gud.

På den ene side kan vi have et forventningspres: Gud skal manifestere sig på en bestemt og tydelig måde. Han skal gøre sig håndgribelig og genkendelig. Signs and wonders. Det er herlighedsteologiens grøft.

På den anden side kan vi have en forventningsfattigdom: Vi har opgivet troen på, at Gud handler aktivt i verden, i hvert fald med mig. Bibelens levende Gud er blevet til en passiv og fjern Gud, hvilket er det samme som en død Gud. Det er elendighedsteologiens grøft.

Nogle gange skal man køre i begge grøfter samtidig, når man forsøger at håndtere et teologisk problem. Andre gange skal man hurtigst muligt hoppe op og gå i midten. Det skal man her. Vi må have konkrete forventninger til Guds aktive handlen i verden, men det sker, hvor og når Gud vil det. Det er teologisk forventningsafstemning, som giver bønnen og erfaringen konkret plads på Guds mandat.

Relateret

• 10. jul. 2018 - Jeg mødte kristne, der støttede Trump og savnede apartheid

Find flere

Af admin. leder af CTIP, Michael Agerbo Mørch 

I mit kirkelige miljø bredt anskuet er der en klar aversion mod at gøre bøn til en remse. Undtaget er selvfølgelig Herrens egen bøn, den såkaldte Fadervor, som jo er remsen par excellence, men ellers ser folk det som et åndeligt svaghedstegn, hvis man forfalder til faste formuleringer. Det er et tegn på manglende indlevelse, på automatkristendom, på en mekanisk pligtrelation til Gud.

Min svigerfar beder vist nok et par gange dagligt. Gerne med en del faste formuleringer som skelet, som der så kan laves minimale variationer over. Grunden er naturligvis, at de ting, der i hans liv er værd at bede for, er værd at bede for dagligt, og så får de ligesom deres rette plads i bønnens rum. Det gør det også lettere at huske.

(Min svigermor afslørede så den sjove detalje, at svigerfar har to bønner – en morgenbøn og en aftenbøn. Selvsagt indeholder morgenbønnen noget om “tak for nattens hvile” og “bøn for en god dag”, mens aftenbønnen er “tak for dagen” og “bøn for natten”. Der kan så opstå lidt komisk forvirring, når svigerfar i træthedens stund får startet forkert på sin faste bøn og beder aftenbønnen kl. 06.00!)

Én fra min cellegruppe (som for den uindviede er en lille gruppe af ofte 6-8 personer, der mødes med en fast frekvens, hvor de læser i Bibelen, beder til Gud og taler om livet og troen) mindede mig for nyligt om en lille ungdomsbog af teologen Mikkel Vigilius. Den hedder Janusfred. I den bog følger vi den unge Janus, der kæmper med at finde en personlig tro efter en opvækst i et kristent hjem. En særlig detalje er, at Janus i begyndelse af bogen er frustreret over sin faders mekaniske og rutineprægede bøn. Han foragter den faktisk. Til sidst i bogen har han opdaget pointen: der er en slidstyrke i de faste bønner. De er hærdet og prøvet gennem et praktisk hverdagsliv, og de betyder faktisk noget. De er en maggieterning af det vigtigste, et menneske har at sige til Gud på daglig basis.

Den fromme modstand mod de faste bønner er ideologisk pjat. Bøn skal naturligvis have et personligt præg, men det er ikke i bønnernes kreativitet og stormomsuste liv, at det nødvendigvis findes. Den nære og varme relation til Gud kan ligeså findes i den bøn, der er bedt på daglig basis igennem meget lang tid.

Relateret

• 10. jul. 2018 - Jeg mødte kristne, der støttede Trump og savnede apartheid

Find flere

Af admin. leder af CTIP, Michael Agerbo Mørch 

I slutningen af juni var jeg til et ph.d.-seminar i Holland, hvor jeg er indskrevet. Vi var ca. 20 ph.d.-studerende til stede, som fremlagde projekter og diskuterede styrker, muligheder og svagheder ved hvert projekt. Når man sidder isoleret i saltminen og dagligt arbejder på sine små nørklerier, er det en sval oplevelse at erfaringsudveksle med ligesindede.

Om aftenen spiste vi en god middag og derefter var der smalltalk og mørk, belgisk øl. Jeg endte i en snak med tre andre gutter: en amerikaner, en canadier og en sydafrikaner. Vi talte en del om teologi, om kirkeliv, om familieliv, om hobbies, men også ganske meget om politik. Fire perspektiver på verdens sande tilstand er jo ikke så ringe, så vi kløede på med spørgsmål og refleksioner.

En kristen præsident?

Jeg måtte jo spørge, hvordan Mark fra Texas oplevede Donald Trump som præsident. Jeg lod ham forstå, at fra en gennemsnitlig dansk synsvinkel er han skurken, og at det er meget svært at finde positiv omtale af ham i medierne. Mark var forundret. For ham var Trump en aldeles glimrende præsident. En præsident som tager immigrationsproblemer alvorligt, som udpeger konservative højesteretsdommere, som forsvarer retten til at bære våben, som skaber forbedrede forhold for industrien og landmænd. “Men”, som jeg flere gange prøvede at indvende, “er han ikke moralsk uegnet som regeringsleder qua sine voldsomme og nedgørende udtalelser? Ikke i følge Mark. Han var kritisk over for den del, men for ham vejede Trumps lange liste af positive indsatser op og befordrede en forhøjet tolerance overfor Trumps egne eskapader.

Apartheid – set gennem den hvide mand

Vi kom også til Schalk. Schalk er en hvid sydafrikaner. Et meget venligt og afdæmpet væsen, som var svær at bringe ud af balance. Jeg måtte bare spørge ind til situationen i Sydafrika, for reportagerne siger jo, at hvide har det enormt svært. Fra Schalks hvide synsvinkel var der kun bekræftelse: de sorte diskriminerede de hvide i omfattende grad. Både fra ANC (Mandelas gamle parti, der stadig har regeringsmagten) og fra almindelige sorte. Særligt slemt går det udover hvide landmænd, fordi de har jordbesiddelse, som, de sorte mener, tilhører the blacks. Men da det ikke er let bare at tage jorden fra de hvide (måske også pga. de katastrofale erfaringer, som Zimbabwe gjorde sig under Mugabe!), griber sorte til selvjustits og terrorisme. Marker bliver brændt, maskiner ødelagt, mennesker dræbt eller skræmt. Set fra Schalks hvide perspektiv var der mange fordele ved apartheid. Ganske vist ikke i den gamle variant, hvor sorte blev undertrykket (dog ikke!), men en mere juridisk adskillelse mellem sorte og hvide så han som uundgåelig, hvis Sydafrika skulle have nogen fremtidig for begge parter.

Hvad gør kirken?

Det er en heftig diskussion, om og hvordan kirken skal agere politisk. Men både Mark og Schalk var enige om, at kirken må gøre noget. For dybest set ændrer folks verdensbillede sig først, når evangeliet får magt over hjerterne. Skal tilgivelse, forsoning, gensidig anerkendelse, håb m.m. finde rodfæste i en kultur, så må evangeliet komme til.

Det kan næsten virke surrealistisk, at evangeliet, som er et budskab om fred med Gud, skal have afgørende politisk betydning i et splittet Amerika og et næsten borgerkrigsramt Sydafrika. Men fra to lokale kristne var medicinen klar: freden skal bedes frem.

I Danmark oplever vi også en større og større politisk splittelse og en fundamental uenighed om, hvad vores politiske projekt er. Blokkene smuldrer, og Folketinget fremstår som en rodebutik. Hvad er løsningen for os, når vi tænker på splittelse mellem land og by, konservative versus progressive, nationalister versus globalister, kristne versus ateister versus muslimer, osv.? Ingen sorthvide svar herfra, men en betonet opfordring til at bede freden frem. Det var, hvad jeg en sen aften i en hollandsk skov blev mindet om af en Trump-tilhænger og en moderat apartheid-sympatisør.

Relateret

• 07. okt. 2019 - Forventningsfattigdom
• 13. feb. 2019 - Et forsvar for bøn som remse
• 06. feb. 2019 - Trump, Fogh og moralsk integritet
• 11. okt. 2018 - En lille TV-reklamehistorik – og kirken (!)
• 03. okt. 2018 - Venstrefløjens boykot er ildevarslende

Find flere