Af admin. leder af CTIP, Michael Agerbo Mørch 

Note: denne blog er hentet fra aandsfrihed.dk.

Identitetspolitikkens vilde opblomstring har allerede kastet vigtige debatter af sig, ligesom der pågår et vigtigt arbejde med overhovedet at definere begrebet. Væsentlige bidrag fra fx Francis Fukuyama og Göran Dahl har peget på, at identitetspolitikken er plastisk og uden større besvær lader sig inkorporere i politiske projekter på begge fløje.

Men indtil nu har et væsentligt perspektiv manglet i debatten: åndsfrihedens! Både højre- og venstrefløjens varianter af identitetspolitikken – og deres mange mellemformer – er nemlig i klar konflikt med den klassiske åndsfrihed, som vi hylder i Danmark. Åndsfrihed er frihed for alt det, der har med ’ånd’ at gøre. Det betyder, at enkeltpersoner og grupper har frihed til at have deres overbevisning i religiøse, politiske, livssynsmæssige og ideologiske spørgsmål. Og ikke kun at have disse overbevisninger, men også at udtrykke den, formidle den og handle i overensstemmelse med den. Alt det synes identitetspolitikken at presse.

Åndsfriheden bliver af nogle udlagt sådan, at den bliver en kamp for minoriteters rettigheder på bekostning af majoritetens rettigheder. Men diskussionen om identitetspolitikken viser, at det er nødvendigt med en præcisering. Identitetspolitikken er med sin kamp for minoriteter nemlig med til at knægte åndsfriheden. Deres forsøg på at lukke ned for bestemte politiske, religiøse eller ideologiske synspunkter er et katastrofalt angreb på en af de vigtigste ingredienser i et liberalt demokrati: den åndsfrie, offentlige samtale.

Åndsfrihed er noget andet end tolerance. Og den er et langt bedre alternativ end tolerance. Tolerancen kan forstås som det at tillade hinandens synspunkter med en gensidig aftale om at lade hinanden være i fred. Åndsfriheden derimod insisterer på, at vores synspunkter er så vigtige, at de gerne må krydse klinger. Mine synspunkter er vigtige for mig, derfor forsøger jeg at overbevise andre om dem. Og jeg forventer egentlig også, at andre forsøger at overbevise mig om deres særheder, uagtet at jeg er dybt uenig. Vi skal ikke ønske os et offentligt neutralt rum, for det er alligevel en illusion. I privaten kan man mene hvad som helst uden modstand, men træder man ind på offentlighedens arena, må man forvente modspil. Det skal vi både ønske og kræve af hinanden.

Intet i historien lærer os, at øget dialog øger enigheden. Men den offentlige samtale kan klargøre forskelle, udrydde misforståelser og præcisere argumenter, som filosoffen Nicholas Rescher så ofte påpegede det. Og det er meget værd!

I modsætning til identitetspolitikken, der vil isolere grupper i hermetiske enklaver, vil åndsfriheden stimulere en gensidig nysgerrighed mellem synspunkter. Grundlaget for det offentlige rum består nemlig i, at vi rent faktisk interesserer os for, hvad andre mener. I vores jagt på at forstå os selv, andre og verden bedre, udveksler vi synspunkter. Og den mest frugtbare udveksling sker på baggrund af nysgerrighed. Nysgerrighed er ikke et krav – de to ord kan ikke meningsfuldt fungere sammen – og meningsfuld diskussion kan sagtens foregå uden, men nysgerrighed er en dyd, der er værd at slås for, fordi den for mange mennesker er en animator for deltagelse i det offentlige rum.

Relateret

• 03. okt. 2018 - Venstrefløjens boykot er ildevarslende
• 06. jun. 2018 - Kristne er religionsforskrækkede!

Find flere

Gårsdagens indlæg om den omdiskuterede åbningsgudstjeneste sprang ud af mit eget engagement for åndsfrihed. Åndsfrihed handler om at give frihed til forskellighed, når det kommer til værdier, holdninger, ytringer, tro, fællesskaber osv. Jeg synes ikke, at de personer, der boykottede åbningsgudstjenesten, kunne argumenterer overbevisende for deres valg. Men mit indlæg var et politisk indlæg, og der var ikke meget reflekteret teologi i det.

Netop det var årsagen til, at Ole Solgaard, redaktør på Luthersk Missions tidsskrift, Budskabet, sendte mig en replik pr. email i morges. Jeg synes, Ole har en klar sag, og jeg er i alt væsentligt enig med ham. Han korrigerer og nuancerer mig på nogle punkter, så det teologiske aspekt af sagen træder mere frem. Jeg spurgte derfor Ole, om jeg må bringe hans replik her, og det indvilligede han i.

Replik fra Ole Solgaard

Hej Michael

Jeg sætter generelt stor pris på dine refleksioner og skriverier her og der. Tak for din indsats!

Men da jeg læste dit indlæg på ctip.dk om folketingets åbningsgudstjeneste, må jeg indrømme, at jeg synes, der mangler noget fundamentalt i indlægget. Derfor får du lige en hurtig og spontan replik:

Set fra en politisk eller åndsfrihedsmæssig synsvinkel er dit indlæg sådan set fint nok. Du siger stort set det samme som Mette Bock og flere andre. Men nu skriver du jo som kristen teolog på ctip’s side, og derfor savner jeg den teologiske vinkel på sagen, der kunne vende hele problemstillingen på hovedet.

Nu er det muligt, at du opfatter åbningsgudstjenesten blot som en statslig ceremoni eller som et foredrag i forsamlingshuset. I så fald kan det være berettiget at fokusere på ytringsfriheden, rummeligheden osv., som du gør.
Men jeg synes ikke, man kan se bort fra, at det skulle forestille at være en kristen gudstjeneste. Og i så fald bør arrangementet vurderes efter andre kriterier.

Personligt ville jeg selv have haft svært ved at deltage i den gudstjeneste (ligesom i en del af de foregående års åbningsgudstjenester), men vel at mærke af andre grunde end Mogens Jensen m.fl.

Sagen er jo, at Morten Kvist – på trods af kritik for homofobi mv. – faktisk gerne vil vie homoseksuelle. Dermed har han – og størstedelen af folkekirkens præster og biskopper – en praksis, der legaliserer synd, og dermed forkynder han reelt “et andet evangelium”, uanset hvor mange pæne ord han kan sige om Guds nåde osv. Den slags forkyndere bør vi ikke lytte til eller bakke op om, hvilket flere kirkelige formænd (herunder ELN, IM, LM og DBI) i øvrigt i 2013 klart markerede i et fælles manifest i KD.

Sindelagskontrol …? tja, jeg ved ikke, hvad man kalder det. Men i hvert fald vil jeg mene, at der på en kristen prædikestol kun skal gives plads til den sunde lære (bibelsk forkyndelse i samklang med holdninger/etik/praksis, der svarer dertil). I det perspektiv skal man ikke i åndsfrihedens navn give plads på prædikestolen til dem, der i ord eller praksis forkynder noget andet. Derimod kan det være berettiget at boykotte visse prædikanter.

Hvis ikke vi fastholder de nævnte aspekter, risikerer vi nemt, at vi stiltiende begynder at affinde os med, at spørgsmålet om vielse af to af samme køn blot er en lille uenighed, og at de pågældende præster godt kan være sande evangelieforkyndere.

I forlængelse heraf er det i øvrigt interessant, hvad Anders Ellebæk Madsen i KD’s lederartikel siger om Morten Kvist: “Præsten siger selv, at han gerne vier homoseksuelle i dag. Han har altså ikke den fjendtlige holdning til homoseksuelle, som politikerne tillægger ham”. Deri ligger der en underforstået præmis om, at hvis han ikke ville vie homoseksuelle, kunne man med rette sige, at han var fjendtlig over for homoseksuelle. I din artikel formulerer du dig naturligvis ikke sådan. Men uden at ville det, kan du faktisk give anledning til, at folk kan læse det med den samme underforståede præmis, når du skriver: “Kvist går rent faktisk ind for homoseksuelles rettigheder. Bl.a. vier han selv homoseksuelle, hvorfor udskamningen af ham virker helt fejlplaceret” – altså: hvis han ikke ville vie homoseksuelle, kunne udskamningen af ham være relevant.

Nå, det er muligt at jeg har stirret mig blind på den manglende vinkel i dit indlæg. Under alle omstændigheder håber jeg, du bare vil opfatte min respons som en kærlig påmindelse – og en opmuntring til at fortsætte skriverierne med en tydelig teologisk brod.

De bedste hilsener
Ole Solgaard

Find flere