Af admin. leder af CTIP, Michael Agerbo Mørch

TV-reklamer er en guilty pleasure for mig. TV-reklamer er det perfekte vindue ind til tidsånden, hvor firmaer nødtvunget afslører deres forståelse af vores begær og længsler, så de kan stimulere os og lokke os til at købe deres produkter.

Derfor er det også sjovt at se, hvordan reklamebranchen løbende er i udvikling. Gennem de sidste 100 år har der været fire store klumper af tendenser inden for reklamemarkedet, som spejler samfundets udvikling.

I 20’erne var en reklame en forbrugeroplysning. Man forsøgte at sælge sit program ved at oplyse om alle produktets fremtrædende effekter, og hvorfor netop denne dims kunne lige det man manglede.

I 50’erne bliver associationen med en kendis det nye. Produkter sælges som en adgangsbillet til at ligne en bestemt person og få del i denne persons succes. Identitet som kulturelt begreb er i fremgang.

I slutningen af 60’erne og starten af 70’erne kommer seksuelle reklamer til at betyde meget. Et produkt sælges på sin sex appeal, og ideen er jo, at hvis du køber produktet bliver du attraktiv, ja, næsten uimodståelig. Særligt sanseprodukter som fx parfume, der jo er svært at sælge visuelt, lever stærkt på denne appel.

De seneste årtier har særligt to temaer været centrale: humor og hygge. Humoren er en stærk kraft, der appellerer umiddelbart til os. Mange af de mest elskede og mindeværdige reklameserier er bygget op omkring humor: Toms chokolade, Harry og Bahnsen, Kaj og Bøje osv. osv. Hygge som stemning er også en magnet. Særligt alkohol, mad og interiør sælger på stemninger, hvor hygge er i højsædet. Tag fx alkohol, hvor enten festen eller nærværet er afgørende. Grunden er naturligvis, at vi ikke kan teste produktet (ved at smage), men vi kan misunde den kontekst, som alkoholen skaber: venskabeligt nærvær eller intens fest.

Det er ikke sådan, at den enkelte type reklame afløser den anden, for i dag eksisterer alle fire ‘måder’ samtidigt, men nogle tilgange er mere i medvind end andre.

Kirkens reklamestation

Måske er kirkens selvforståelse som TV-reklamernes omskiften. I forskellige historiske epoker og kontekster spiller vi på forskellige elementer ved vores fællesskab, som vi finder særligt appellerende: interessante gudstjenester, nærværende fællesskab, rummelighed, missional identitet, ro og hellighed osv.

Kirken skal jo ikke sælge sig selv, men uundgåeligt vil vi fokusere på delelementer af kirkens egenart. Det er klogt at være bevist om, så man ved, hvad man signalerer som fællesskab, og hvad der måske skal justeres.

Relateret

• 27. sep. 2018 - Dem, der griber os, bliver dem, vi stoler på
• 29. aug. 2018 - Måske sku’ jeg bli’ mormon?
• 10. jul. 2018 - Jeg mødte kristne, der støttede Trump og savnede apartheid
• 04. jul. 2018 - Bør man gå i kirke dagen efter sit eget bryllup?
• 21. jun. 2018 - Lutheranere, skam jer!

Find flere

Af admin. leder af CTIP, Michael Agerbo Mørch 

For et par uger siden havde en ung mand et indlæg i Kristeligt Dagblad. Manden er praktiserende homoseksuel og fortalte kort sin historie: efter at være blevet brændt af af en pige, opsøgte han det homoseksuelle miljø, som modsat det kristne miljø tog imod ham med åbne arme. Han sluttede artiklen med en udfordring til kristne sammenhænge ved at skrive: “Dem, der griber os, bliver dem, vi stoler på”.

Jeg ved ikke, om citatet betyder, at kristne fællesskaber ukritisk bør omfavne alle, uanset om de bevidst lever i åbenlys synd. Men jeg vælger at se det som en reel udfordring til faktisk at være Kristi legeme på jord: at leve sådan som Mesteren levede.

Tæt på Jesus

I indledningen til det berømte kapitel 15 i Lukasevangeliet står en ret interessant bemærkning: “Alle toldere og syndere holdt sig nær til Jesus for at høre ham”. Vi får ikke meget at vide om denne gruppe. Vi kender ikke deres historie, og vi ved faktisk heller ikke, hvorfor de valgte at holde sig tæt på Jesus. Men jeg tror, det skyldes, at Jesus ikke bare forkyndte om menneskets værdi; han viste den. Han proklamerede ikke bare Guds kærlighed, han inkarnerede det.

Der er himmelvid forskel. Ord kan gøre gavn eller skade, men ofte må der mere end ord til for at læge. Der må konkret fællesskab til. Tolderne og synderne var ildesete, fordi de levede et liv på kant med god moral. Men Jesus skubbede dem ikke væk, men valgte fællesskabet med dem.

Et gribende fællesskab

“Se, hvor de elsker hinanden!” Sådan omtalte man åbenbart de første kristne. Deres indbyrdes kærlighed var et vidnesbyrd for verden. Men ikke nok med, at de internt elskede hinanden, de elskede også dem, de var iblandt. I NT er der talrige tekster, der taler om at elske. Ikke klistret eller kunstigt, men praktisk og reelt. En spændende tekst er Brevet til Filemon, hvor slaveejeren Filemon af Paulus bliver udfordret på at vise sin bortløbne slave, Onesimos, nåde og kærlighed. Hvorfor? Fordi han nu er en kær bror i Kristus! (v.16)

Men ikke bare brødrene skal elskes. Guds kærlighed omfattede hele verden (Joh 3,16), og nu er vi sendt i hans sted med samme opgave (Joh 20,21). Det er en udfordrende tjans, for den har ingen ende. Menneskelivet er nemlig risky business, hvor vi alle sammen plumper i mudderpølen fra tid til anden. Og der har vi brug for et gribende fællesskab, som tør investere i andre menneskers liv, så nød og smerte ikke får de sidste ord. Har du og dit fællesskab nok i jer selv eller tør i række ud, som I har lært det af Mesteren selv?

Relateret

• 29. aug. 2018 - Måske sku’ jeg bli’ mormon?
• 22. aug. 2018 - Lars Lilholts løgn
• 13. jun. 2018 - Facebook og mig
• 23. maj. 2018 - Kirkens største udfordring er kolonihaven!

Find flere

Af admin. leder af CTIP, Michael Agerbo Mørch

I foråret havde jeg over fire formiddage besøg af et par evangeliserende mormoner. Begge var amerikanere, der havde lært dansk på et seksugers intensivt kursus, og nu forsøgte de så at overbevise mig om, at Mormons bog var den endegyldige åbenbaring fra Gud. Mormonerne har den lære, at hvis man blot beder om Guds vejledning i sandheden, så vil han også åbenbare den for én, og derfor lød den gentagne opfordring til mig: bed over det.

Jeg fik også et eksemplar af Mormons bog, som jeg læste lidt i, og jeg læste også lidt i nogle andre værker, der forholdt sig kritisk til mormonismen. Indrømmet, jeg overvejede ikke et øjeblik at konvertere. Men jeg ku’ alligevel ikke lade være med at tænke over det hele tiden. For hvorfor egentlig ikke? Hvorfor overvejede jeg ikke, om de faktisk havde fat i sandhedens lange ende?

Omvendelsens mulige konsekvenser

Det skyldes minimum to ting: (1) når jeg læste Mormons bog og andre af mormonismens skrifter, så var det bare ikke overbevisende. I mine øjne er det en ad hoc-tro, dvs. at de usammenhængende dele af den åbenbarede lære hele tiden bliver reddet på målstregen af en ny åbenbaring. Først går man ind for polygami. Så bliver det forbudt i USA, og der kommer en ny åbenbaring fra Gud om, at polygami er en paradisisk idealtilstand, som alligevel ikke gælder på jorden.

(2) jeg kunne ikke overskue de sociale konsekvenser. Dette andet punkt bekymrede mig væsentligt mere, for hvor tungtvejende er det lige? Men det er alligevel sådan, det er. Mit arbejdsliv på DBI, mit engagement i Sct. Michaelis Kirke i Fredericia og i Kolding LM, mit engagement i forskellige frivillige sammenhænge, store dele af mit netværk og ikke mindst min familie er tæt forbundet til min tro på Gud. Hvis jeg blev mormon, ville jeg miste mit arbejde og min uddannelse som teolog ville være mindre relevant. Jeg ville stoppe i kirke, missionshus og formentlig hovedparten af det frivillige arbejde. Mit netværk vil uundgåeligt blive ændret markant, og det ville formentlig blive akavet at være med i familien.

Det bekymrer mig helt reelt, om min tro primært er en social sikkerhedsbillet.

Kirkens rolle

For mig var det tilmed en vigtig lektie. Jeg er selv optaget af, at flere må tro på Jesus som verdens frelser. Men jeg har sjældent erkendt så klart, hvilke mulige konsekvenser det ville have for mine medmennesker, hvis de tager imod evangeliet. Det er blevet klart for mig, at kirken som et stærkt fællesskab – med stærke lighedstræk med en familie – ikke kun er afgørende for den erfarne kristne, men måske primært er til for den nye i troen. Simpelthen fordi de sociale mønstre vil ændre sig så markant, at der er brug for et stærkt fællesskab til at støtte op om den nye i troen.

Vi skal missionere med fuld frimodighed, fordi vi går med sandhedens evangelium. Men vi må som fællesskab være klar til at påtage os den arbejdsopgave, der følger med, når mennesker kommer til tro.

Relateret

• 05. jul. 2019 - Det, der gør hele forskellen
• 27. mar. 2019 - Aktuelle udfordringer i bibelsk lys
• 11. okt. 2018 - En lille TV-reklamehistorik – og kirken (!)
• 27. sep. 2018 - Dem, der griber os, bliver dem, vi stoler på
• 20. sep. 2018 - Andre må gerne tænke jeg er dum

Find flere

Af adm. leder af CTIP, Michael Agerbo Mørch

Facebook er et socialt medie. Det er en platform, hvor ca. alle og enhver kan oprette en profil og derigennem være i kontakt med venner og bekendte. Flere milliarder menneske over hele verden har en profil på Facebook, og tallet ville sandsynligvis være højere, hvis ikke lande som Rusland og Kina aktivt forhindrede befolkningens brug af mediet på forskellig vis.

I hele mit netværk, som tæller en større portion gode mennesker, er der næsten ingen, som ikke er på. På stående fod kender jeg vel en lille håndfuld, som er sluppet ud af buret, men det er forsvindende få.

Min afsked

Jeg fik en profil i slutningen af gym-tiden, ca. 2008. De efterfølgende år vekslede mit engagement på Facebook betragteligt. I nogle perioder var jeg ret aktiv med opdateringer og deltagelse i debatter, men i længere perioder havde jeg trykket un-follow på alle venner, så jeg ingen opdateringer fik overhovedet. Facebook fungerede i den periode som en udvidet kalender og eventplanlægger, samt en god chatmulighed via Messenger.

På et tidspunkt satte jeg mig ned og overvejede, hvorfor jeg egentlig ikke var så meget på som andre. Jeg kunne opliste en række gode grunde og en række mindre smigrende grunde. Her er en mixet liste:

1. Alt, alt, alt, alt for mange opslag var totalt ligegyldige, og jeg følte mit liv smuldrede ud af hænderne på mig, når jeg scrollede ned over telefonen for alene at konstatere, hvad folk havde spist eller lignende. Alt i mig skreg bare: Du spilder dig liv!
2. Jeg oplevede det som anfægtende at se på folks liv udefra i den fremstillede og polerede form, som det har på Facebook. Selvom jeg er ganske tilfreds med mig selv og mit liv, så blev jeg pludseligt ked af det og følte, at jeg manglede noget. Sjældent hjalp det mig at sige til mig selv, at det jo bare var et udsnit af deres liv, eller at det var opstillet. Derfor måtte jeg skære denne glædesdræber fra.
3. Jeg oplevede, at når jeg sad alene og tjekkede mit feed, så følte jeg mig tit ensom. Selvom jeg er velsignet med gode venner, så blev jeg pludselig Palle, fordi jeg sad der alene med min skærm. Hvilken løgn at lade leve i sit liv!
4. Jeg fandt ud af, at jeg ikke gik glip af noget vigtigt. Jeg fastede fra FB i en måned, og jeg oplevede intet behov. Ingen trang, ingen FOMO. Kun frihed.
5. Jeg fandt ud af, at jeg ikke manglede nogen informationer i mit liv. Tværtimod er jeg fyldt op af indtryk udefra, og jeg har ikke brug for mere larm. Jeg læser to aviser, tjekker nyheder på fem sites og ser programmer i TV. Facebook var et meningsløst ad-on for mig.
6. Debatterne på Facebook kunne være interessante, men der blev længere og længere mellem dem. De samme få folk kaprede alle de gode snakke, og fronterne blev skarpe og uforsonlige. Nogle gange talte jeg selv over mig, og jeg måtte slippe tastaturet og bekende min synd for Gud – og sende en undskyldning i en privat besked efterfølgende.
7. Når jeg selv en sjælden gang postede noget på min væg, så gik der like-hunt i den. Det var ikke troværdigt eller autentisk, det var en jagt på anerkendelse. Jeg kunne ikke acceptere det behov hos mig selv, og så måtte jeg hugge armen af.
8. Jeg er ikke vidende på området, og jeg er ikke idealist, men jeg finder det usmageligt, at vi alle deler vores private oplysninger med firmaer som Facebook, Google, Instagram, Twitter osv. Når jeg tænker på, at Google eller Facebook kan søge i min kalender, tjekke mine ruter på maps, læse mine beskedtråde og mails m.m. så vender det sig i mig. Lad os dog bekæmpe det klamme fusk!

Min længsel

Men mens måneder går, og jeg lever i min Facebook-løse tilværelse, så konstaterer jeg ikke sjældent, at jeg faktisk længes efter at vende tilbage af mange af de samme årsager, som jeg forlod det!!! Jeg vil da gerne ses, hyldes, likes, tilbedes, omfavnes, tiljubles, rygklappes, inviteres og hædres. Jeg vil da gerne, at folk snakker om mine opslag, mit liv, mine valg, mine rejser, mine karakterer, mine projekter, mine billeder osv. Jeg ved ikke hvorfor, for jeg ved jo fra tidligere, at jeg oplever det som et rottehul, når jeg er der. Men der er en længsel …

Hvis du stadig læser med, så undrer du dig måske over, hvad CTIP-vinklen lige er. Men den er jo glasklar: jeg søger stadig min anerkendelse andre steder end hos Gud! Jeg er stadig ikke tilfreds med, hvad jeg har hos ham, så derfor søger jeg stadig hen imod bekræftelsen online. Jeg ved, det er tomme kalorier, men jeg længes efter at blive fyldt.

Selvom jeg ganske givet er den eneste i kristendanmark, der kæmper med disse spørgsmål, så vil det i hvert fald for mig være godt, hvis behovet var noget, vi talte om. Hvis vi turde være ærlige om vores længsel efter anerkendelse og kunne hjælpe hinanden til at fylde vores liv med mere varig mening og fællesskab. Kirkens evangelium er rummeligt, for enhver synder er inviteret ind – på trods af hvem vi er. Facebook er ikke et nådigt fællesskab, det er krævende. Derfor skal kirken være en modpol, for jeg tror, vi har et skrigende, stigende behov.

Relateret

• 11. okt. 2018 - En lille TV-reklamehistorik – og kirken (!)
• 27. sep. 2018 - Dem, der griber os, bliver dem, vi stoler på
• 29. aug. 2018 - Måske sku’ jeg bli’ mormon?
• 10. jul. 2018 - Jeg mødte kristne, der støttede Trump og savnede apartheid
• 04. jul. 2018 - Bør man gå i kirke dagen efter sit eget bryllup?

Find flere

Af ph.d.-studerende og adm. leder af CTIP Michael Agerbo Mørch

Pinsedag var jeg til familiefødselsdag i en københavnsk kolonihave. Det gik næppe manges solcremesindsmurte næser forbi, at vejret var sommerligt. Solen bragede ned, og luften var tyk af afslapning og velvære. Men mens jeg slentrede hen ad den smalle grussti, slog det mig: det er kolonihaven, der er kirkens største udfordring i dag!

Kirke er krævende

Uagtet alle mulige mellemregninger så repræsenterede kolonihaven denne dag hygge i højeste potens, og netop hyggen har en magnetisk effekt på os. “Hygge is a feeling you can’t translate”, har jeg engang set på en stofpose, ja, der er noget særligt dansk over hygge, og hvis det er rigtigt, så er det måske den væsentligste, kulturelle udfordring, vi har som kirke. Vi møder store udfordringer fra intelligensiaen, der kalder på gennemtænkt apologetik. Vi møder store udfordringer fra karriereræset, der lover “money and fame”. Men mest af alt møder vi en udfordring fra hyggen, som ikke synes, det er besværet værd at gå i kirke. Kirke er nemlig krævende og udfordrende, for der er mennesker, som er krævende og udfordrende.

Kolonihaven er det sted, hvor man kan isolere sig med sin egen klan og henslænge en eftermiddag fri fra verdens traurighed. Den fremtræder som en boble, der er symbol på det ideelle, bekymringsfrie liv. Kirken er en kontrast hertil, hvor man må investere noget af sig selv for at få udbytte – og hvor ens eget udbytte ikke er i førersædet, for man er i kirke for at tilbede Gud og tjene sin næste.

Den amerikanske forfatter, Brett McCracken, udgav sidste år bogen Uncomfortable, hvor han begrunder, hvorfor kirken er og bør være en besværlig udfordring. For her er alle mennesker inviteret indenfor til meningsfuldt (men ikke problemfrit!) fællesskab – stik modsat kolonihaven.

Danskerne forstår sig ikke på fællesskab

I mange år har lektor i praktisk teologi ved KU, Hans Raun Iversen, påstået, at danskerne ikke forstår sig på ekklesia, dvs. på fællesskab. Det er hovedgrunden til, at folk ikke bakker kontinuerligt op om kirken. Derfor må kirken slippe sine forventninger til regelmæssig deltagelse og i stedet glæde sig over den hyppige brug af kirkens tilbud ved livets overgange.

Danskerne forstår sig ikke på ekklesia, men de forstår sig på kolonihaven. Det var helt tydeligt søndag eftermiddag, hvor næsten alle kolonihaver havde deres ejere gæstende. Hvad kirke ikke formår at lokke med, leverer kolonihaven i overvældende grad. Det blivende spørgsmål er så, hvordan kirken formår at vække folk af denne slummer, så de på trods af magelighed vælger at engagere sig i kirkens fællesskab …

Spild ikke livet

Den amerikanske teolog, John Piper, skrev for mange år siden en bog, der er oversat til dansk med titlen Spild ikke livet. Bogen er et opråb til de mange kristne, som drømmer om kolonihaven og ikke indser, at livet her på jorden er givet til den største tjeneste af alle: at vidne om frelsen i Jesu navn. Bogen er fyldt af Ånd og enormt berigende trods sine ligefremme udfordringer (så læs den i hængekøjen i kolonihaven eller hvor du ellers slapper af med en god bog).

Pointen er, at selvom hygge og afslapning er godt og sabbat-stuff, så er det netop hviledagsaktivitet og ikke en livsform, vi skal stræbe efter. På samme måde må vi engagere os i menneskers liv, så vi kan kalde dem ud af “pensionslivets døs” og ind i det kærlighedsfællesskab, som kirken i sin essens er.

Relateret

• 11. okt. 2018 - En lille TV-reklamehistorik – og kirken (!)
• 27. sep. 2018 - Dem, der griber os, bliver dem, vi stoler på
• 29. aug. 2018 - Måske sku’ jeg bli’ mormon?
• 10. jul. 2018 - Jeg mødte kristne, der støttede Trump og savnede apartheid
• 04. jul. 2018 - Bør man gå i kirke dagen efter sit eget bryllup?

Find flere