Af admin.leder af CTIP, Michael Agerbo Mørch 

I går åbnede Folketinget en ny sæson, og vanen tro startede det med en gudstjeneste i Christiansborg Slotskirke. Kirkeminister Mette Bock (LA) havde inviteret den grundtvigske valgmenighedspræst, Morten Kvist, til at holde prædikenen. Kvist er kendt som en dygtig samfundsdebattør, der har siddet i Etisk råd i en årrække, og som desuden er kendt for krads kritik af islam.

Men det faldt visse dele af venstrefløjen for brystet, at Kvist i 2008 kritiserede dansk “rettigshedsfundamentalisme”, hvor vi i stigende grad kræver og kræver. Det dengang aktuelle eksempel var homoseksuelles ønske om at adoptere børn. Kvist sagde, at det var udtryk for en mentalitet, hvor der for enden af den linje var et krav om, at også pædofile skal kunne adoptere.

Ligesom det ofte er uklogt at sammenligne ting med nazisme, er det oftest klogt at udelade pædofili fra sammenligninger. Det er trods alt en af de groveste former for kriminalitet, vi har. Men der er dog en del nuanceringer her, som hverken Mogens Jensen (S), Pelle Dragsted (E) eller Pia Olsen Dyhr (SF) har haft lyst til at forholde sig til:

• Morten Kvist har flere gange fortalt, at hans citater blev skævvredet af Politiken, og at han ikke har formuleret sig på den måde, som han er blevet gengivet. Den slags sker, og så må man lade folk udrede, hvad deres synspunkt faktisk er.
• Kvists pointe var ikke en sammenligning af homoseksuelle med pædofile. Pointen var, at rettighedshysteriet er en skrue uden ende, og der venter uhyrligheder for enden. Det er en klassisk borgerlig pointe, så essensen er slet ikke kontroversiel. Sammenligningen er uheldig, måske overgjort, men den er ikke kontroversiel.
• Kvist går rent faktisk ind for homoseksuelles rettigheder. Bl.a. vier han selv homoseksuelle, hvorfor udskamningen af ham virker helt fejlplaceret.

Hvad venter nu?

Men det mest bizarre ved venstrefløjens boykot er, at Kvist flere dage forinden havde garanteret, at hans prædiken ville være renset for politisk indhold. Nu ved vi, at han prædikede stærkt om Guds nåde ud fra “lignelsen om den fortabte søn” i Luk 15. Men venstrefløjen ville ikke være med alligevel. Det er ildevarslende, synes jeg. Hvorfor? Fordi deres begrundelse for et boykot var, at de ikke ville lytte til en person med så usmagelige holdninger – uagtet at han slet ikke ville tale om det emne!

Nogle husker måske, at Esben Lunde Larsen blev udskammet som ny forskningsminister, fordi han i et interview sagde, at han troede på en skabende Gud. Det var for meget for de kristendomskritiske lærde. Men igen var det overilet, for de havde endnu intet indtryk af, om Larsens synspunkter fik politiske konsekvenser. Og det er jo dét, det handler om. Folk må have de skøreste, mærkeligste, frastødende synspunkter, og de må gerne lade dem komme til orde. Får det konsekvenser for den måde, de udfører deres job på, så må det naturligvis diskuteres. Ligesom deres synspunkter må tåle at blive udsat for hån, spot og persiflage.

Og hvorfor var dét ikke venstrefløjens strategi? I stedet for at udskamme og boykotte burde de have givet en sønderlemmende, argumentationstung kritik af Kvist i stedet for at kræve forbud. Deres boykot er udtryk for, hvad én har kaldt “konsensussøgende argumentationsløs dansk debatkultur”. Vores lille land har en smal offentlighed, hvor der er visse synspunkter, der tilsyneladende ikke må luftes. Trist.

Hele smøren her er en frygt for, at vi nærmer os sindelagskontrol. Hvor man for at varetage offentlige opgaver skal have en renset holdningsprofil, så ingen krænkes af ens synspunkter. Uagtet om synspunkterne har relevans for den givne opgave! Ensretningen presses ned over hovedet på os og åndsfrihedens trues. Ellers tak!

Relateret

• 23. jan. 2019 - Identitetspolitikken er ikke åndsfri
• 12. sep. 2018 - Sandheden gør dig blind
• 10. jul. 2018 - Jeg mødte kristne, der støttede Trump og savnede apartheid
• 06. jun. 2018 - Kristne er religionsforskrækkede!

Find flere

Af admin. leder af CTIP, Michael Agerbo Mørch 

Vurderet fra min stol har vi netop nu den glæde, at den danske musikscene rummer nogle ekstremt talentfulde sangskrivere. Fælles for dem er, at de skriver på dansk. Jeg tænker på navne som Søren Huss, Bisse, Simon Kvamm, Mikael Simpson, Nikolaj Nørlund, Carl-Emil Petersen, Niels Brandt osv. (glemt her er jo så alle de dygtige kvinder, rapperne, de gamle koryfæer m.m.).

Over dem stråler dog Peter Sommer. Manden fra Skanderborg, der blander ironi, melankoli og anekdoter, så de mange ordspil opleves vedkommende. En dygtig sanger er han godt nok ikke, men melodierne er fængende, teksterne skarptskårne og backing-bandet Tiggerne afsindigt groovende.

Hans seneste plade, Elskede at drømme, drømmer om at elske, har sat en ny standard i dansk musik, og pladen er lige dels slidstærk og popaktuel. Kæmpe præstation.

Sandheden gør mig blind

På skivens næstsidste nummer, Mission, åbner Sommer sangen med følgende linjer:

Sandheden gør mig blind
For hva’ andre ser

Næste alle Sommers sange foregår i et univers, hvor kærligheden enten vindes eller tabes. Derfor er sandheden i denne sammenhæng relateret til den “sandhed”, parforholdet har fra jegets side, som altså ikke er hele virkeligheden, men som gang på gang trumfer perspektiverne og gør forholdet skrøbeligt.

Den slags linjer får dog de små grå til at snurre hos mig. For skal vi mosle lidt med linjerne, hvad er det så egentlig for et syn på sandhed, der pibler frem her? Kan sandheden gøre én blind? Giver det overhovedet mening at sige?

Måske skal man fortolke det sådan, at det er min sandhed, der gør mig blind. At sandheden afhænger af perspektivet, og sandheden derfor per definition kan tage sig forskellig ud alt efter position. Det kan også være, ideen er, at sandheden får nuancer, alt efter hvorfra man ser, og at problemet opstår, hvis man tager sin egen nuance som det fulde billede?

Sandheden gør mig fri

Alligevel kommer det ikke helt i mål. Det lyder måske víst, men det er forkrøblet. Sandheden, endda markeret som en bestemt form, sandheden, er ikke perspektivafhængig. Sandhed betyder, at noget stemmer overens med virkeligheden. Sådan definerer ordbogen det:

Sandhed: det at indholdet i et udsagn eller en tankegang stemmer overens med virkeligheden eller tingenes virkelige væsen.

Så giver det ikke mening at sige, at sandheden gør mig blind. Så gør sandheden mig seende.

I Bibelen er sandheden både en person og en række udsagn. Jesus er selv sandheden (Joh 14,6) og hans ord er sandhed (Joh 17,17). Prøv evt. at slå ordet “sandhed” op i Bibelen. Der er ekstremt mange udsagn knyttet til det ord.

Jesus selv er sandheden. Sandheden gør mig seende, og derfor er sandhed tæt knyttet til metaforen “lys”. Det er vel også derfor, Jesus kan sige om sig selv: “Jeg er verdens lys” (Joh 8,12). At følge Jesus er at være i lyset, som leder på vejen frem. Det gælder jo også for hans ord (Sl 119,105). Derfor kunne man også indsætte “sandheden” i stedet for “Sønnen” i Joh 8,36, så verset ville lyde: “Hvis altså Sandheden får gjort jer frie, skal I være virkeligt frie”, for der er et 1:1-forhold mellem Sandheden og Sønnen (jf. også Joh 8,32).

Vi kristne kan desværre hovmode os, så vi bliver ukærlige, arrogante eller selvtilstrækkelige overfor dem, der endnu ikke kender Sandheden. Det må vi bekende og lave om på. Men det er ikke sandhedens skyld, for den gør os ikke blinde, men seende. Sandheden låser os ikke fast, men gør os frie.

Find flere