Af admin. leder af CTIP, Michael Agerbo Mørch 

Det kan nok lyde lidt krukket, at der skulle være én hændelse, der aftvang min respekt for Jens Ole Christensen. Det er det sikkert nok, for hvem har ikke respekt for højrefløjens stjernedebattør, der igennem årtier har bidraget med velskrevne indlæg til den offentlige samtale krydret med visdom, humor og nuancer? Det står klart, at højrefløjens mulighed for at blive hørt i den offentlige debat ofte hviler på få mænds skuldre, så der er al mulig grund til taknemmelighed over for essayisten fra Ryesgade.

Når jeg alligevel ikke falder på halen, så skyldes det to ting: (1) For mig har JOC bare altid været der. Jeg blev interesseret i den teologisk debat i gymnasiet round about 2006, og allerede da var han synonym med højrefløjens indspark i polemikken. Det er naturligvis ikke JOCs skyld, at han har formået at holde sig ved bålet i så mange år, men det betyder, at jeg er forvænt. Og det forventlige sætter man ofte ikke pris på.

(2) Den anden grund er, at jeg generelt ikke har den store benovelse for teologer, der primært debatbidrager i Kristeligt Dagblad. KD er jo en fin avis, og der er også brug for opråb og klare udtryk her, men det er et internat for kirkefolk, som almindelige danskere stort set ikke orienterer sig ind. Heller ikke de lærde. Derfor er der bare en vis tryghed ved at vælge den arena som sin kampplads modsat de mere kradse slagmarker som Politiken og Information.

Jeg ved ikke, om JOC har prøvet, eller om han blot har sit kald som kirkekæmper i KDs spalter. Men jeg ville selv være mere opstemt, hvis han – eller andre kompetente – kastede sig ud i samfundskampen. Altså reelt på udebane.

Da respekten kom

Hvornår kom den postulerede respekt så? Den kom sidste år. JOC og jeg skulle til redaktionsmøde i Logos Media (Luthersk Missions forlag), og vi havde en god togtur foran os mellem KBH og Fredericia. Men toget var proppet, så vi kom til at sidde i forlængelse af hinanden, og jeg begravede mig efter sædvane strax i et stykke medbragt lekture. Efter en rum tid skulle jeg besørge mig, men da jeg rejste mig, fik jeg er lettere chok: Jens Ole sad og bad! Altså midt i kupéen! Foran ham, på det dersens lille DSB-klapbord, lå en åben bibel og ved siden af den lå Timothy Kellers Bøn. Manden holdt sin andagt!

Jeg var lamslået. Dér gik det op for mig, at manden jo mener, hvad han siger. At han ikke først og fremmest udfylder en bestemt position eller repræsenterer en bestemt kirkefraktion i den offentlige debat, men at han forsvarer sin tro og sit håb.

Selv har jeg indbygget åndelig blufærdighed i hjertekulen, så blot det at defilere forbi ham på vej mod toilettet virkede grænseoverskridende. Jeg kunne næste mærke folks blikke, der sagde, “vi ved, du kender ham!”. Men jeg var også stolt og glad. Stolt, fordi et af mine forbilleder stod frimodigt ved sin tro og insisterede på, at det skal være normalt at tage sin tro med ud i offentligheden. Glad, fordi det giver mig tro på, at troen faktisk kan være “derude” – uden at man dør af det. Og så aftvang det altså også genuin respekt. Den slags respekt som ikke primært kalder på hyldest og beundring, men som er et stærkt kald til efterligning.

Find flere

Af admin. leder af CTIP, Michael Agerbo Mørch 

Det følgende er en lille refleksion over Matt 5,37: “Men i jeres tale skal et ja være et ja og et nej være et nej. Hvad der er ud over det, er af det onde.”

Jævnligt deler jeg en udfordring med venner og kolleger: jeg har det svært med integritet. Jeg er flov ved det, men i praksis må jeg konstatere, at jeg ofte bøjer mine synspunkter og holdninger for at undgå slidsomme diskussioner – eller (værre) for at øge min chancer for at bevare min popularitet.

Én, jeg delte tankerne med, sagde, at hans job som sognepræst jævnligt satte ham i situationer, hvor hans integritet blev testet. Ofte var der modsatrettede forventninger fra en rimelig konservativ kernemenighed, en løsere, kulturkristen jeg-går-i-kirke-engang-imellem-gruppe og så byens almene borgere, som ikke går i kirke, men som alligevel har skarpe holdninger til, hvad præsten må sige. Jeg kan levende forestille mig, at ens ord ofte kræver lange overvejelser, så man forhåbentlig får sagt, hvad man mener uden samtidig at skubbe folk unødigt væk.

En anden, jeg delte tankerne med, arbejder i politik. Han var også splittet, særligt når nogle kristne har meget bestemte holdninger til, hvilke synspunkter han bør fremme – synspunkter han mestendels er enige i – og samtidig vidende, at han ikke kun repræsenterer denne mindretalsgruppe, men alle sine vælgere – og forhåbentlig endnu flere efter næste valg. Alligevel sagde han det meget rammende: “Jeg øver mig virkelig på ikke at sige ét i en sammenhæng og noget andet i en anden”.

Den lille bøjning mod slapheden

I den interessante bog How to think af den kristne kulturkritiker Alan Jacobs fortæller forfatteren om en episode, hvor han er blevet tilbudt at bidrage med en artikel til Harper’s Magazine om kristendommens status i USA. Ved du lidt om amerikansk kultur, så ved du, at Harper’s er et af de mest prestigefyldte magasiner overhovedet, og at kristent indhold ikke fylder nævneværdigt meget (læs: markant, sekularistisk blad). Jacobs var både henrykt og smigret, men samtidig ulmede frygten. Selvom han var blevet bedt om at give sin personlige vinkel på problemstillingen, så var han nervøs for, at han ikke ville turde at fortælle alt, han havde på hjerte, i frygt for at hans ikke-troende redaktør ville aflyse projektet. Men han besluttede sig for at give sin version uindskrænket og ikke foretage den skadelige, lille bøjning mod slapheden, som gør for mange katte grå og mister bid og kraft.

Jacobs kunne gå på kompromis med sin integritet mod at få sit navn i et anerkendt tidsskrift, men han valgte at stå ved sine holdninger og gå planken ud. Hans tekst blev trykt, og nu kunne han med større glæde modtage anerkendelse for sin flotte præstation.

Går vi på kompromis med vores integritet, så kan vi få nogle lettere sejre og hurtigere adgang til parnasset (i hvilken kontekst vi så end befinder os, for parnasser findes der mange varianter af). Men sejrene vil smage dårligere og frimodigheden vil langsomt knægtes.

Relateret

• 07. nov. 2018 - Da Jens Ole Christensen for alvor vandt min respekt

Find flere