Af admin. leder af CTIP, Michael Agerbo Mørch

En af de mest berømte europæiske forfattere netop nu er franske Michel Houellebecq. Det ulæselige efternavn udtales “u-el-bæk” med tryk på “-bæk”. Når man siger det hurtigt, lyder det som “well-beck”.

I sommers var han hovednavn ved Louisiana Literature, en årlig begivenhed afholdt af museet i Humlebæk. Her interviewede chefredaktør på Information, Rune Lykkeberg, den franske forfatter, og de talte om mange interessante ting. Interviewet kan både findes på Louisiana Channel og i Louisiana Magasin nr. 51/2019 (s. 64-72).

En god del af samtalen handlede om religion, fordi religion spiller en central rolle i flere af Houellebecqs bøger. I bogen Underkastelse bliver en muslim fx præsident i Frankrig, mens afkristningen er baggrundstæppe for megen dårligdom i andre bøger. Houllebecq er ikke selv troende, men går i kirke hver søndag og har blik for kristendommens værdier.

Her er en bunke kommenterede citater fra interviewet:

Når jeg læser Paulus, har jeg en fornemmelse af, at han befinder sig lige dér ved siden af mig, som om jeg næsten kan høre ham trække vejret.

Houellebecq deler erfaringen af, at de bedste forfattere kan skabe nærvær – selv over tid. Paulus står for ham som en af de mest intense forfattere, fordi han sætter sit eget liv og tro på spil i teksten.

… det er et faktum, at religion er det eneste, der kan skabe en fortælling, der giver mening og gør en forskel under omstændighederne ved et andet menneskes død.

Døden er livets triste endestation, den skarpe kant i verdens geografi. Det er ubærligt, og uden Gud har man intet håb ved gravens rand. Citatet fortæller stærkt om betydningen af håb ved dødsfald.

At møde Gud uden for hjernen

De næste tre citater hænger sammen, for der sætter Houellebecq ord på sin personlige tro eller mangel på samme. For mig er det en stærk påmindelse om, at hjernen ikke er det eneste sted, jeg kan møde Gud. Nogle mennesker sanser meget mere end jeg, og de gør sig andre erfaringer af Guds nærvær end mig. Thomas Frovin fra I Mesterens Lys skrev for nyligt (03.01) en kronik i Kristeligt Dagblad om netop det.

Jeg er meget modtagelig for kollektive følelser, men så snart jeg kommer ud af kirken, er troen forsvundet, og jeg får en nedtur, faktisk lidt ligesom efter man har taget stoffer.

Det er et ubestrideligt faktum, at byen skaber afstand til Gud, mens naturen bringer én tættere på Ham.

I modsætning til den glimrende Bernard-Henri Lévy (berømt fransk filosof, som Houellebecq har udgivet en brevveksling med, MAM) er jeg faktisk ikke intellektuel inderst inde. Det vil sige, at en teologisk argumentation er spildt på mig – jeg hører den simpelthen ikke til ende. Jeg har derimod brug for smukke ceremonier, smuk musik, smukke malerier på væggene, røgelse og kollektiv entusiasme, for at det virker på mig.

Det første citat er muligvis lidt mærkeligt, men det minder os om, at kirkens rum og det menneskelige fællesskab er reelle faktorer, der påvirker vores oplevelse af prædiken, nadver, lovsang og bøn. Det næste citat lyder næsten som et ekko af Magnus Malm, og det er meget tankevækkende. Det sidste citat slår netop på den streng, at intellektuel gymnastik ikke er den eneste kristne aktivitet, som vi kan bruge tid på.

Det er en lidt fortættet mosaik af overvejelser, men jeg synes de alle sammen sætter nogle refleksioner i gang, som for mig er interessante, da de kommer fra en person uden for det kristne fællesskab, men samtidig er let genkendelige og udfordrende for os kristne.

Bonus-citat

Er du nået til denne bitre ende, så får du et bonus-citat, som handler om noget helt andet; nemlig hvorfor vi læser bøger. Hvorfor bruger mange af os så megen tid på denne underlige aktivitet? Houellebecq svarer:

Mennesker har for det meste en hjerne, der er for kompliceret til det liv, de lever, hvilket gør, at en stor del af hjernekapaciteten er uuudnyttet. Her er ét liv ikke nok. Man er nødt til at leve parallelle liv for at kunne holde det ud, og derfor er læsning en livsnødvendighed.

Relateret

• 28. jun. 2019 - Andagtsliv som tvivler
• 14. dec. 2018 - Livstræets rod i graven
• 05. dec. 2018 - Advent = komme (på tre forskellige tidspunkter)

Find flere

Af admin. leder af CTIP, Michael Agerbo Mørch

Også julen har sine skygger. Skygger kan være venlige eller skræmmende. Når en skygge danser bagved een i høj sommersol, og børn optimistisk jagter den mærkelige udstrækning af dem selv, så er skygger hjertelige og varme. Når gadelampen kaster skyggen op langs smøgens væg, og den sorte kat kryber hvæsende langs væggen, så er skygger skræmmende og kolde.

Julens skygger er de minder, vi bringer ind i julen. Jul er en skør blanding af fortid og nutid. Jul er indbegrebet af hygge og nærvær, og de gives kun i nutid. Men jul er på grund af sin mættede stemning også et erindringsbillede, hvor brudte relationer og smertelige tab uundgåeligt fylder en del af billedet.

Eller modsat. Julens nærvær kan være frustrerende, fordi man skal bruge tid med mennesker, man helst vil undgå. Slipset føles som en galge, og man kæmper med at synke risalamanden med en passende grimasse. Og julens fortid kan også være nostalgisk og hjertevarm, fordi man mindes de stunder, hvor livet rummede en særlig fortættet glæde og velsignelse. Et klimaks, som man stadig leder efter en gentagelse af.

Uanset om din juls skygger bærer gode eller dårlige toner med sig, så ønsker jeg dig en glædelig jul. Jeg ønsker konsekvent folk en glædelig jul og ikke en god jul. For jeg synes at have lært, at julen ikke nødvendigvis er god, men den er altid glædelig. Glædelig, fordi Jesus kom – og fordi han kommer!

Livstræet forbinder

Min egen jul er skyggefuld. Gode og dårlige minder (fortid), lykke, håb og stress (nutid) skaber en sælsom blanding af følelser, som synes at leve sit eget liv. Vi må se, hvordan dagene bliver …

Men i mit liv er der en særlig skygge, som kaster et ambivalent lys over julen. Min far døde for to år siden i en ung alder, og jeg savner ham stadig meget. Det gør hele min familie. Men vi mindes ham med glæde, og længes efter gensyn, og det er stærke følelser, der ofte afviser mismod og sorg ved porten. Det er godt at være sammen i savnet, også når det er jul.

1. søndag i advent satte vi bl.a. et lillebitte juletræ på fars grav. Han skal jo være med i julefejringen. Det var for hyggens skyld og for erindringens skyld. Vi har ikke glemt ham, og vi ønsker at bære ham med i vores fællesskab. Siden har jeg dog tænkt på, at netop juletræet i år bærer en særlig betydning med sig for mig. Men hvorfor har vi egentlig det der mærkelige nåletræ stående i stuen med pynt og lys? En ret spøjs tradition, sku’ man mene.

Juletræet repræsenterer Livets træ. Det træ, som stod i Edens have, og som Adam og Eva ikke måtte spise af, efter de havde syndet. De måtte ikke leve evigt som syndige, for så var relationen til Gud endegyldigt ødelagt. Nu er vi i den lange periode mellem paradis 1 og paradis 2. I paradis 2 (den nye jord) skal Livets træ igen være i vores midte, og vi skal spise af det, så vi lever evigt hos Gud.

Det er, hvad juletræet symboliserer. Jesus kom til jorden for at frelse mennesket. Og derfor kan vi have håb om, at vi endda skal spise af Livets træ.

1. søndag i advent sang vi “Vær Velkommen, Herrens år”. I vers to hedder det: “Påskemorgen, da Herren opstod, da livstræet fæsted i graven rod.” Det suser i mit hjerte, når jeg læser det! Da Jesus stod op af graven, plantede han endegyldigt sit Livets træ midt i graven, så enhver, der tror på ham, ikke skal blive i graven, men opstå til Liv. Juletræet på fars grav er en hån mod døden. Som om den har vundet; no way! Døden har tabt, og dødens Herre går sin egen undergang i møde. For Livstræet har fæsted sin rod i graven, og her i julen får vi lov til at gå syngende og dansende rundt om Træet, fordi sejren allerede endegyldig er vundet.

Det giver julens skygger deres mange nuancer: savn og håb, sorg og glæde. Sådan vandrer vi gennem livet, også i julen, men vi ved, hvor det ender: lykkelige og salige, retfærdige og frikøbte, tilgivne og lovsyngende ved Livets træ i evighedernes evigheder i fællesskab med den Gud, der kom til vores jord for at vinde os tilbage.

Relateret

• 05. dec. 2018 - Advent = komme (på tre forskellige tidspunkter)

Find flere

Af admin. leder af CTIP, Michael Agerbo Mørch 

I sidste uge skulle jeg foreberede en prædiken om adventstiden. Da jeg læste lidt op på emnet, gik det op for mig, at jeg faktisk havde misset en helt essentiel pointe, som er common sense i kirkehistorien: Jesu komme forstås ikke kun som julenat for to tusind år siden, eller den endnu ukendte dag, hvor han kommer igen i herlighed. Nej, der er også en “kommen til hjertet” på den troende, som vi åbenbart bruger adventstiden til at trygle om.

Som sagt er det common sense, når man læser salmer eller tekster om advent, men jeg havde ikke fanget den pointe. Den er ellers glasklar, når man læser en salme som “Tak og ære være Gud”. De første to vers handler om det første komme, om det glædelige i, at Guds løfter nu opfyldes, og at håbet endeligt bryder frem på jord. De næste to vers handler så om Guds komme til os; vi beder om, at Gud må gøre vores hjerte til sin ejendom. De sidste to vers handler om genkomsten, om at vi må få lov til at stå retfærdige for Guds ansigt, når Jesus skal krones med herlighed og ære.

Jeg synes, denne treklang mætter adventstiden med en intensitet, som jeg virkelig finder frugtbar. Adventstiden bliver en kombination af taknemmelighed, bod og håb.

Midt i al ræset kan det måske være svært at dvæle ved boden og håbet, for julen er i dansk kultur primært forbundet med taknemmelighed. Derfor har jeg besluttet, at jeg dagligt i denne adventstid beder Sl 139,23-24. Du kan jo overveje at gøre det samme.

“Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte, prøv mig, og kend mine tanker, se efter, om jeg følger afgudsvej! Led mig ad evighedsvej.”

Relateret

• 14. dec. 2018 - Livstræets rod i graven

Find flere