Af admin. leder af CTIP, Michael Agerbo Mørch 

Tirsdag var en hektisk dag i politik. En uvildig undersøgelse af begrundelserne for dansk krigsdeltagelse på Balkan og i Afghanistan og Irak blev præsenteret på Københavns Universitet. Selvom Rasmus Mariager – den historiker, som har ledt undersøgelsesarbejdet – er en afdæmpet herre, så var det tydeligt, at der var fundet meget mistænkelige forhold omkring argumentationen for at gå ind i Irak. Enhver dansker ved vel, at Fogh og co. dansede beredvilligt efter Bush’ pibe, og selvom vi aldrig får ham til at indrømme det, virker det som en usagt sandhed, at Foghs egeninteresse var at sikre sig en god position til den kommende NATO-post. Det kan dokumenteres, at vigtige oplysninger om irakiske forhold enten blev strammet, fordrejet eller fortiet for at få framet debatten om krigsdeltagelse i retningen af et “ja”.

Tom retorik

Senere på dagen, nat dansk tid, gik Donald Trump på talerstolen til sin anden State of the Union-tale. I vanlig pompøs stil lagde han ud med at sige, at “we meet tonight at a moment of unlimited potential”. Ikke bare “great” eller måske “promising”, nej, han måtte sige “unlimited”. Det ord er naturligvis tom retorik, men Trump forsøgte at bakke synspunktet op ved at pege på to historiske begivenheder, der begge har jubilæum i år: D-Dag (1944) og Apollo 11-månelandingen (1969).

Hvor D-Dag er et vidnesbyrd om selvopofrelse og næsten grænseløst mod, er Apollo 11-ekspeditionen et vidnesbyrd om nysgerrighed, teknologisk innovation og nationalt team-work. Som Trump derfor også stolt sagde: “In the 20th century, America saved freedom, transformed science, redefined the middle class, and when you get down to it, there’s nothing anywhere in the world that can compete with America.”

Urent mel

Efter at have hyldet alle sine politiske mål i storladne vendinger ved at remse en masse statestik op (der nok bør gås ret kritisk efter) så faldt den ventede bombe: “An economic miracle is taking place in the United States – and the only thing that can stop it are foolish wars, politics or ridiculous partisan investigations. If there is going to be peace and legislation, there cannot be war and investigation.” Trump hentydede naturligvis til Muellers undersøgelse af Trump election campaign, hvor indtil 17 personer er under tiltale. Trump har konsekvent kaldt det en heksejagt og et politisk farvet projekt. Men selvom han har held med at italesætte det som en smædekampagne i dele af sit mest trofaste bagland, så er de fleste efterhånden overbeviste om, at Trump førte kampagnen med urent mel i den berømte pose.

Moralsk kvalitet og integritet

For et par uger siden interviewede jeg Paul Otto Brundstad til en artikel om lederskab. Han har skrevet flere vigtige bøger om kulturanalyse og lederskab fra et kristent perspektiv. Han hævdede, at moralsk kvalitet og integritet er nogle af de vigtigste ingredienser, når vi ønsker klogt lederskab. En leder må være tillidsvækkende, og det bliver man kun, hvis man er troværdig og holder ord.

Både Fogh og Trump er ledere, der er karismatiske og visionære. De drev og driver deres historiske partier i nye retninger og sætter nye rammer omkring vores fælles-politiske liv. Men de ser ud til begge to at have en moralsk brist: deres ord har ikke integritet. Efterhånden er det klart for efterforskere, journalister og befolkningerne, at de har løjet om centrale forhold i deres administration. Indtil nu formår de at holde skindet på næsen, men det er svært at se, hvordan det skal kunne blive ved. Moralsk integritet er bl.a., at man gør sit “ja” til et “ja” og sit “nej” til et “nej”, som Jesus sagde. I politik er det én af de vigtigste karaktertræk, man kan have. Og det er deres mangel på ærlighed, der gør, at Fogh og Trump formentlig vil bedømmes hårdt for deres embedsperioder i historiens lange lys.

Relateret

• 03. okt. 2018 - Venstrefløjens boykot er ildevarslende
• 10. jul. 2018 - Jeg mødte kristne, der støttede Trump og savnede apartheid

Find flere

Af admin. leder af CTIP, Michael Agerbo Mørch 

Det følgende er en lille refleksion over Matt 5,37: “Men i jeres tale skal et ja være et ja og et nej være et nej. Hvad der er ud over det, er af det onde.”

Jævnligt deler jeg en udfordring med venner og kolleger: jeg har det svært med integritet. Jeg er flov ved det, men i praksis må jeg konstatere, at jeg ofte bøjer mine synspunkter og holdninger for at undgå slidsomme diskussioner – eller (værre) for at øge min chancer for at bevare min popularitet.

Én, jeg delte tankerne med, sagde, at hans job som sognepræst jævnligt satte ham i situationer, hvor hans integritet blev testet. Ofte var der modsatrettede forventninger fra en rimelig konservativ kernemenighed, en løsere, kulturkristen jeg-går-i-kirke-engang-imellem-gruppe og så byens almene borgere, som ikke går i kirke, men som alligevel har skarpe holdninger til, hvad præsten må sige. Jeg kan levende forestille mig, at ens ord ofte kræver lange overvejelser, så man forhåbentlig får sagt, hvad man mener uden samtidig at skubbe folk unødigt væk.

En anden, jeg delte tankerne med, arbejder i politik. Han var også splittet, særligt når nogle kristne har meget bestemte holdninger til, hvilke synspunkter han bør fremme – synspunkter han mestendels er enige i – og samtidig vidende, at han ikke kun repræsenterer denne mindretalsgruppe, men alle sine vælgere – og forhåbentlig endnu flere efter næste valg. Alligevel sagde han det meget rammende: “Jeg øver mig virkelig på ikke at sige ét i en sammenhæng og noget andet i en anden”.

Den lille bøjning mod slapheden

I den interessante bog How to think af den kristne kulturkritiker Alan Jacobs fortæller forfatteren om en episode, hvor han er blevet tilbudt at bidrage med en artikel til Harper’s Magazine om kristendommens status i USA. Ved du lidt om amerikansk kultur, så ved du, at Harper’s er et af de mest prestigefyldte magasiner overhovedet, og at kristent indhold ikke fylder nævneværdigt meget (læs: markant, sekularistisk blad). Jacobs var både henrykt og smigret, men samtidig ulmede frygten. Selvom han var blevet bedt om at give sin personlige vinkel på problemstillingen, så var han nervøs for, at han ikke ville turde at fortælle alt, han havde på hjerte, i frygt for at hans ikke-troende redaktør ville aflyse projektet. Men han besluttede sig for at give sin version uindskrænket og ikke foretage den skadelige, lille bøjning mod slapheden, som gør for mange katte grå og mister bid og kraft.

Jacobs kunne gå på kompromis med sin integritet mod at få sit navn i et anerkendt tidsskrift, men han valgte at stå ved sine holdninger og gå planken ud. Hans tekst blev trykt, og nu kunne han med større glæde modtage anerkendelse for sin flotte præstation.

Går vi på kompromis med vores integritet, så kan vi få nogle lettere sejre og hurtigere adgang til parnasset (i hvilken kontekst vi så end befinder os, for parnasser findes der mange varianter af). Men sejrene vil smage dårligere og frimodigheden vil langsomt knægtes.

Relateret

• 07. nov. 2018 - Da Jens Ole Christensen for alvor vandt min respekt

Find flere