Af admin. leder af CTIP, Michael Agerbo Mørch 

For et par uger siden havde en ung mand et indlæg i Kristeligt Dagblad. Manden er praktiserende homoseksuel og fortalte kort sin historie: efter at være blevet brændt af af en pige, opsøgte han det homoseksuelle miljø, som modsat det kristne miljø tog imod ham med åbne arme. Han sluttede artiklen med en udfordring til kristne sammenhænge ved at skrive: “Dem, der griber os, bliver dem, vi stoler på”.

Jeg ved ikke, om citatet betyder, at kristne fællesskaber ukritisk bør omfavne alle, uanset om de bevidst lever i åbenlys synd. Men jeg vælger at se det som en reel udfordring til faktisk at være Kristi legeme på jord: at leve sådan som Mesteren levede.

Tæt på Jesus

I indledningen til det berømte kapitel 15 i Lukasevangeliet står en ret interessant bemærkning: “Alle toldere og syndere holdt sig nær til Jesus for at høre ham”. Vi får ikke meget at vide om denne gruppe. Vi kender ikke deres historie, og vi ved faktisk heller ikke, hvorfor de valgte at holde sig tæt på Jesus. Men jeg tror, det skyldes, at Jesus ikke bare forkyndte om menneskets værdi; han viste den. Han proklamerede ikke bare Guds kærlighed, han inkarnerede det.

Der er himmelvid forskel. Ord kan gøre gavn eller skade, men ofte må der mere end ord til for at læge. Der må konkret fællesskab til. Tolderne og synderne var ildesete, fordi de levede et liv på kant med god moral. Men Jesus skubbede dem ikke væk, men valgte fællesskabet med dem.

Et gribende fællesskab

“Se, hvor de elsker hinanden!” Sådan omtalte man åbenbart de første kristne. Deres indbyrdes kærlighed var et vidnesbyrd for verden. Men ikke nok med, at de internt elskede hinanden, de elskede også dem, de var iblandt. I NT er der talrige tekster, der taler om at elske. Ikke klistret eller kunstigt, men praktisk og reelt. En spændende tekst er Brevet til Filemon, hvor slaveejeren Filemon af Paulus bliver udfordret på at vise sin bortløbne slave, Onesimos, nåde og kærlighed. Hvorfor? Fordi han nu er en kær bror i Kristus! (v.16)

Men ikke bare brødrene skal elskes. Guds kærlighed omfattede hele verden (Joh 3,16), og nu er vi sendt i hans sted med samme opgave (Joh 20,21). Det er en udfordrende tjans, for den har ingen ende. Menneskelivet er nemlig risky business, hvor vi alle sammen plumper i mudderpølen fra tid til anden. Og der har vi brug for et gribende fællesskab, som tør investere i andre menneskers liv, så nød og smerte ikke får de sidste ord. Har du og dit fællesskab nok i jer selv eller tør i række ud, som I har lært det af Mesteren selv?

Relateret

• 29. aug. 2018 - Måske sku’ jeg bli’ mormon?
• 22. aug. 2018 - Lars Lilholts løgn
• 13. jun. 2018 - Facebook og mig
• 23. maj. 2018 - Kirkens største udfordring er kolonihaven!

Find flere

Af admin.leder af CTIP, Michael Agerbo Mørch

Måske er det et cheap shot at anfægte Lars Lilholts teologiske standpunkter, når hans berømte sang om kærlighedens ubegribelighed næppe er tænkt som andet end en hyldest til mellemmenneskelig kærlighed. Men alligevel. Vi kan jo faktisk godt sige noget om kærligheden. Der findes faktisk ord, som dækker det, selvom de er umulige at fatte i dybden.

Gud er kærlighed

“Gud er kærlighed” skriver Johannes i 1. Johannesbrev 4,16b. Kærlighed er altså en person. Dog: kærlighed er ikke Gud, men Gud er kærlighed. Det er ikke en tautologi, hvor begge udtryk betyder det samme. Hvis kærlighed var gud, så var den upersonlig. Måske er kraft eller en energi i verden. Men det er en person, som vi kan have et forhold til. En person, som endda er tre-i-en, så at Guds kærlighed både er en indre kærlighed mellem Faderen, Sønnen og Ånden (Joh 3,35. 14,31), og en ydre kærlighed til skabningen (Joh 3,16).

Korset er kærlighed

Samme Johannes skriver en my tidligere: “Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som en sonoffer for vores synder” (4,10). Gud er ikke bare kærlighed, han handler også i og ved sin kærlighed. Kærligheden bliver manifest; den kan betragtes, tros og tilbedes. Hvis Gud lod sin kærligheden forblive i den indre, trinitariske relation, så ville vi ikke kende den, og vi ville ikke kende Gud. Men Gud lader sin kærlighed rette ud mod mennesker, og i sin kærlighed genopretter han den brudte relation mellem Gud og mennesker ved at sone vores synd på korset.

Det er ikke bare en kærlighedshandling eller en heroisk gerning. Nej, der gives slet ikke nogen større kærlighed end at gå i døden for sine venner, siger Jesus (Joh 15,13).

Kærligheden udfordrer

Guds kærlighed må vi tage imod som en gave. Den rækkes os på trods af, hvad vi har gjort, og vi må leve og hvile i Guds frelsende kærlighed. Derudover udfordrer kærligheden os til at række den videre. Som Gud lod sit kærlighedsvæsen få konkrete aftryk, sådan kaldes vi også til at lade vores kærlighed få konkrete aftryk. For “vi elsker, fordi han elskede os først” (1 Joh 4,19). Gud elsker os, det sætter os fri til at kunne elske, og det skal være kendetegnet på os, som er disciple af kærlighedens ophav: “Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden. Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.” (Joh 13,34-35)

Find flere