Online Højskole i kristendom, tilbyder flere kurser for alle interesserede bibellæsere. Første år startede med læsning af Gammel Testamente for omkring 20 deltagere. Nu på 3. år køre der 3 sideløbende kurser og der er 105 tilmeldinger. Det er tydeligt, at der er et stort ønske og behov for bibelundervisning, hjælp til selvstudie og undervisning indenfor forskellige kristne emner i Dansk Bibel-Instituts bagland og blandt kristne i Danmark generelt. En stor styrke ved kurserne er det online element der sikrer, at DBI rykker tæt på ved at være tilgængeligt for alle med en computer eller smartphone til rådighed på tværs af Danmark.

CTIP vil i det kommende år udbygge sine online kurser med flere nye tilbud til bibellæsere, og der vil også blive kurser der specielt målrettes prædikanter og præster.

Desuden ønsker DBI gennem CTIP at styrke religionspædagogik og har indledt et samarbejde med de to religionspædagoger Ninna Vestergaard Braüner og Birgitte Kjær, og det er muligt at indgå aftaler om foredrag, kurser og undervisningsforløb for interesserede skoler, menigheder eller forældregrupper. De to religionspædagoger tilknyttes også gerne i konsulent forløb.

Relateret

• 17. jan. 2020 - Lidt om Michel Houellebecq og troen
• 28. jun. 2019 - Andagtsliv som tvivler
• 31. okt. 2018 - Kære bagland, kan I få begge dele?
• 11. okt. 2018 - En lille TV-reklamehistorik – og kirken (!)
• 10. jul. 2018 - Jeg mødte kristne, der støttede Trump og savnede apartheid

Find flere

Af admin. leder af CTIP, Michael Agerbo Mørch

TV-reklamer er en guilty pleasure for mig. TV-reklamer er det perfekte vindue ind til tidsånden, hvor firmaer nødtvunget afslører deres forståelse af vores begær og længsler, så de kan stimulere os og lokke os til at købe deres produkter.

Derfor er det også sjovt at se, hvordan reklamebranchen løbende er i udvikling. Gennem de sidste 100 år har der været fire store klumper af tendenser inden for reklamemarkedet, som spejler samfundets udvikling.

I 20’erne var en reklame en forbrugeroplysning. Man forsøgte at sælge sit program ved at oplyse om alle produktets fremtrædende effekter, og hvorfor netop denne dims kunne lige det man manglede.

I 50’erne bliver associationen med en kendis det nye. Produkter sælges som en adgangsbillet til at ligne en bestemt person og få del i denne persons succes. Identitet som kulturelt begreb er i fremgang.

I slutningen af 60’erne og starten af 70’erne kommer seksuelle reklamer til at betyde meget. Et produkt sælges på sin sex appeal, og ideen er jo, at hvis du køber produktet bliver du attraktiv, ja, næsten uimodståelig. Særligt sanseprodukter som fx parfume, der jo er svært at sælge visuelt, lever stærkt på denne appel.

De seneste årtier har særligt to temaer været centrale: humor og hygge. Humoren er en stærk kraft, der appellerer umiddelbart til os. Mange af de mest elskede og mindeværdige reklameserier er bygget op omkring humor: Toms chokolade, Harry og Bahnsen, Kaj og Bøje osv. osv. Hygge som stemning er også en magnet. Særligt alkohol, mad og interiør sælger på stemninger, hvor hygge er i højsædet. Tag fx alkohol, hvor enten festen eller nærværet er afgørende. Grunden er naturligvis, at vi ikke kan teste produktet (ved at smage), men vi kan misunde den kontekst, som alkoholen skaber: venskabeligt nærvær eller intens fest.

Det er ikke sådan, at den enkelte type reklame afløser den anden, for i dag eksisterer alle fire ‘måder’ samtidigt, men nogle tilgange er mere i medvind end andre.

Kirkens reklamestation

Måske er kirkens selvforståelse som TV-reklamernes omskiften. I forskellige historiske epoker og kontekster spiller vi på forskellige elementer ved vores fællesskab, som vi finder særligt appellerende: interessante gudstjenester, nærværende fællesskab, rummelighed, missional identitet, ro og hellighed osv.

Kirken skal jo ikke sælge sig selv, men uundgåeligt vil vi fokusere på delelementer af kirkens egenart. Det er klogt at være bevist om, så man ved, hvad man signalerer som fællesskab, og hvad der måske skal justeres.

Relateret

• 27. sep. 2018 - Dem, der griber os, bliver dem, vi stoler på
• 29. aug. 2018 - Måske sku’ jeg bli’ mormon?
• 10. jul. 2018 - Jeg mødte kristne, der støttede Trump og savnede apartheid
• 04. jul. 2018 - Bør man gå i kirke dagen efter sit eget bryllup?
• 21. jun. 2018 - Lutheranere, skam jer!

Find flere

Af admin. leder af CTIP, Michael Agerbo Mørch 

I slutningen af juni var jeg til et ph.d.-seminar i Holland, hvor jeg er indskrevet. Vi var ca. 20 ph.d.-studerende til stede, som fremlagde projekter og diskuterede styrker, muligheder og svagheder ved hvert projekt. Når man sidder isoleret i saltminen og dagligt arbejder på sine små nørklerier, er det en sval oplevelse at erfaringsudveksle med ligesindede.

Om aftenen spiste vi en god middag og derefter var der smalltalk og mørk, belgisk øl. Jeg endte i en snak med tre andre gutter: en amerikaner, en canadier og en sydafrikaner. Vi talte en del om teologi, om kirkeliv, om familieliv, om hobbies, men også ganske meget om politik. Fire perspektiver på verdens sande tilstand er jo ikke så ringe, så vi kløede på med spørgsmål og refleksioner.

En kristen præsident?

Jeg måtte jo spørge, hvordan Mark fra Texas oplevede Donald Trump som præsident. Jeg lod ham forstå, at fra en gennemsnitlig dansk synsvinkel er han skurken, og at det er meget svært at finde positiv omtale af ham i medierne. Mark var forundret. For ham var Trump en aldeles glimrende præsident. En præsident som tager immigrationsproblemer alvorligt, som udpeger konservative højesteretsdommere, som forsvarer retten til at bære våben, som skaber forbedrede forhold for industrien og landmænd. “Men”, som jeg flere gange prøvede at indvende, “er han ikke moralsk uegnet som regeringsleder qua sine voldsomme og nedgørende udtalelser? Ikke i følge Mark. Han var kritisk over for den del, men for ham vejede Trumps lange liste af positive indsatser op og befordrede en forhøjet tolerance overfor Trumps egne eskapader.

Apartheid – set gennem den hvide mand

Vi kom også til Schalk. Schalk er en hvid sydafrikaner. Et meget venligt og afdæmpet væsen, som var svær at bringe ud af balance. Jeg måtte bare spørge ind til situationen i Sydafrika, for reportagerne siger jo, at hvide har det enormt svært. Fra Schalks hvide synsvinkel var der kun bekræftelse: de sorte diskriminerede de hvide i omfattende grad. Både fra ANC (Mandelas gamle parti, der stadig har regeringsmagten) og fra almindelige sorte. Særligt slemt går det udover hvide landmænd, fordi de har jordbesiddelse, som, de sorte mener, tilhører the blacks. Men da det ikke er let bare at tage jorden fra de hvide (måske også pga. de katastrofale erfaringer, som Zimbabwe gjorde sig under Mugabe!), griber sorte til selvjustits og terrorisme. Marker bliver brændt, maskiner ødelagt, mennesker dræbt eller skræmt. Set fra Schalks hvide perspektiv var der mange fordele ved apartheid. Ganske vist ikke i den gamle variant, hvor sorte blev undertrykket (dog ikke!), men en mere juridisk adskillelse mellem sorte og hvide så han som uundgåelig, hvis Sydafrika skulle have nogen fremtidig for begge parter.

Hvad gør kirken?

Det er en heftig diskussion, om og hvordan kirken skal agere politisk. Men både Mark og Schalk var enige om, at kirken må gøre noget. For dybest set ændrer folks verdensbillede sig først, når evangeliet får magt over hjerterne. Skal tilgivelse, forsoning, gensidig anerkendelse, håb m.m. finde rodfæste i en kultur, så må evangeliet komme til.

Det kan næsten virke surrealistisk, at evangeliet, som er et budskab om fred med Gud, skal have afgørende politisk betydning i et splittet Amerika og et næsten borgerkrigsramt Sydafrika. Men fra to lokale kristne var medicinen klar: freden skal bedes frem.

I Danmark oplever vi også en større og større politisk splittelse og en fundamental uenighed om, hvad vores politiske projekt er. Blokkene smuldrer, og Folketinget fremstår som en rodebutik. Hvad er løsningen for os, når vi tænker på splittelse mellem land og by, konservative versus progressive, nationalister versus globalister, kristne versus ateister versus muslimer, osv.? Ingen sorthvide svar herfra, men en betonet opfordring til at bede freden frem. Det var, hvad jeg en sen aften i en hollandsk skov blev mindet om af en Trump-tilhænger og en moderat apartheid-sympatisør.

Relateret

• 07. okt. 2019 - Forventningsfattigdom
• 13. feb. 2019 - Et forsvar for bøn som remse
• 06. feb. 2019 - Trump, Fogh og moralsk integritet
• 11. okt. 2018 - En lille TV-reklamehistorik – og kirken (!)
• 03. okt. 2018 - Venstrefløjens boykot er ildevarslende

Find flere

af admin. leder af CTIP, Michael Agerbo Mørch 

I lørdags var jeg til globryllup. En helt igennem god begivenhed, som den slags så ofte er det. Søndag morgen var jeg i samme kirke, nu til almindelig højmesse. Hverken brudeparret eller deres familier var at se på kirkebænkene. Det var ikke overraskende. Formentlig havde de festet til langt ud på natten og fejret et nystartet livsprojekt, og den slags kræver en god formiddagslur dagen derpå.

Bør eller kan

Men under salmesangen (ja, sorry!) kom jeg til at reflektere over, hvad jeg mon ville have tænkt, hvis brudeparret og deres familier rent faktisk var kommet i kirke. Ville jeg ikke have oplevet det lidt ekstremt? Jeg mener, det er naturligvis let at besvare overskriftens “bør” med et nej, for kristne går ikke i kirke på lovens præmisser, og derfor bør kristne ikke gå i kirke for at få deres kryds – slet heller ikke efter en af livets vigtigste begivenheder. Men hvad nu, hvis spørgsmålet ændres til et “kan”? Kan man gå i kirke dagen efter sit eget bryllup? Ville det overhovedet være gangbart i vores danske kristendom, eller ville det blive opfattet som radikalt? Som i “slap nu lige af med den der pligtskyldige seriøsitet. Hvorfor skal du være så ekstrem, at du ikke bare kan nyde formiddagen efter dit eget bryllup?”.

Nu er brylluppet kun en case. Hvad vigtigere er: hvad siger min refleksion egentlig om mit eget syn på kirke, prioriteringer o.l.?

Hvornår kirke?

For min refleksion førte mig lidt videre. For hvis jeg virkelig ikke mener, at man kan gå i kirke dagen efter sit eget bryllup, hvad er så egentlig kriterierne for, hvornår man kan? Hvor vigtig skal en begivenhed eller en omstændighed være, før man tager fri? Når man først har besluttet, at man uden problemer kan holde fri, fordi ens eget bryllup har forkørselsret, så har man relativeret søndagens førsteprioritet, og det er nu til fri forhandling, hvad der gælder som vigtigst.

Hvad med et dødsfald i familien? Hvad med min egen runde fødselsdag? Champions League-finale? Klargøring til ferie? Træthed efter en hård uge? Hygge?

Selv synes jeg, jeg kan finde mange eksempler, som klart kan tilsidesætte kirkegang, netop fordi kirkegang ikke er et krav, men en nådig invitation. Men alligevel; kirke er jo også forpligtelse på hinanden, en higen efter Guds nærvær, et ønske om at modtage velsignelsen og tilgivelsen i nadveren og meget andet. Hvorfor skulle man ønske at lade alt det gå forbi én?

Kirkefri juli?

Vi har nu taget hul på juli, hvilket for mange betyder en hel måned uden kirkegang. Fx pga. ferie, bibelcamping, dovenskab eller noget fjerde. Jeg kunne håbe, at vi, når vi mødes rundt omkring, får en god snak om, hvad kirkegang egentlig er, hvor vigtigt det er, og hvor højt det skal prioriteres. Uden at give hinanden unødvendig dårlig samvittighed, men med ønsket om at finde gode rammer for vores kirkegang.

Relateret

• 11. okt. 2018 - En lille TV-reklamehistorik – og kirken (!)
• 10. jul. 2018 - Jeg mødte kristne, der støttede Trump og savnede apartheid
• 21. jun. 2018 - Lutheranere, skam jer!
• 13. jun. 2018 - Facebook og mig
• 23. maj. 2018 - Kirkens største udfordring er kolonihaven!

Find flere

Af administrerende leder i CTIP, Michael Agerbo Mørch 

I går skete det igen, og nu føler jeg efterhånden, tendensen er bekræftet: jeg sad og snakkede med en gruppe fra apostolsk kirke, og mens de frimodigt og klart fortalte mig, at barnedåben er falsk og ubibelsk, blev jeg underligt passiv og udglattende. Jeg mener jo sådan set, at barnedåben stemmer klart bedst overens med det samlede bibelske vidnesbyrd, så hvorfor veg jeg udenom?

Det skyldes sikkert, at jeg er mere konfliktsky, end jeg egentlig ønsker. Det er lettere at undgå de svære emner og blot bøje af. Men det skyldes måske også, at jeg er mindre stolt af min teologiske arv end dem, og måske endda at den manglende stolthed også præges af en selvudslettende kultur i vores miljøer.

I hvert fald har jeg oplevet, at når jeg og andre lutheranere taler med baptister, pinsevenner, apostoler o.l. så bliver lutheranerne passive, mens frikirkefolkene frimodigt banker på. Deres teologiske selvforståelse er mere ekspliciteret, og de har mere lyst til at markere den. Det misunder jeg dem.

Lad os prøve på ny

Men det er ikke deres skyld, at jeg klapper i. Alle snakke har været broderlige og gode. Nej, det skyldes mig selv, og måske – som sagt – den selvudslettende kultur, jeg er en del af. Selvkritikken har i hvert fald gode kår, synes jeg. Folk fra ledelsen i IMU fortalte mig for nyligt, at når Luther bliver nævnt i forkyndelsen, så gaber folk. Leif Andersen skriver i Kroppen og Ånden bd. 1 om det mærkelige i, at folk ikke længere læser Luthers tekster selv – men de kritiserer ham gerne. Flere i KFS har med begejstring fortalt om Magnus Malms bog Som om Gud ikke findes, hvor han har 10-12 siders skarpt opgør med Luthers teologi. Osv.

Uholdbar forstillelse

Da jeg mener, at Luther indtil videre er den teolog, der har udlagt Bibelen mest i sync med teksterne selv, kalder jeg mig gerne lutheraner. Kirkehistorien har gjort, at vi ikke kan undgå den slags prædikater, og derfor glæder jeg mig inderst inde over at være luthersk. Men åbenbart mindre, når det er over for andre …

Selvkritik kan være sundt. Teologisk selvbesindelse er vel også en dyd. Men den form for forstillelse, som jeg taler om her, tror jeg, hverken er menneskeligt eller teologisk holdbar. Skal vi fremme gode, økumeniske samtaler – og det hepper jeg virkelig på – så må vi også turde stå sundt og klart på vores. Ellers er der slet ikke konstruktiv samtale, men kun slapt sjask, der ikke stimulerer os i vores jagt på forståelsen af Guds ord.

Relateret

• 11. okt. 2018 - En lille TV-reklamehistorik – og kirken (!)
• 10. jul. 2018 - Jeg mødte kristne, der støttede Trump og savnede apartheid
• 04. jul. 2018 - Bør man gå i kirke dagen efter sit eget bryllup?
• 13. jun. 2018 - Facebook og mig
• 23. maj. 2018 - Kirkens største udfordring er kolonihaven!

Find flere

Af adm. leder af CTIP, Michael Agerbo Mørch

Facebook er et socialt medie. Det er en platform, hvor ca. alle og enhver kan oprette en profil og derigennem være i kontakt med venner og bekendte. Flere milliarder menneske over hele verden har en profil på Facebook, og tallet ville sandsynligvis være højere, hvis ikke lande som Rusland og Kina aktivt forhindrede befolkningens brug af mediet på forskellig vis.

I hele mit netværk, som tæller en større portion gode mennesker, er der næsten ingen, som ikke er på. På stående fod kender jeg vel en lille håndfuld, som er sluppet ud af buret, men det er forsvindende få.

Min afsked

Jeg fik en profil i slutningen af gym-tiden, ca. 2008. De efterfølgende år vekslede mit engagement på Facebook betragteligt. I nogle perioder var jeg ret aktiv med opdateringer og deltagelse i debatter, men i længere perioder havde jeg trykket un-follow på alle venner, så jeg ingen opdateringer fik overhovedet. Facebook fungerede i den periode som en udvidet kalender og eventplanlægger, samt en god chatmulighed via Messenger.

På et tidspunkt satte jeg mig ned og overvejede, hvorfor jeg egentlig ikke var så meget på som andre. Jeg kunne opliste en række gode grunde og en række mindre smigrende grunde. Her er en mixet liste:

1. Alt, alt, alt, alt for mange opslag var totalt ligegyldige, og jeg følte mit liv smuldrede ud af hænderne på mig, når jeg scrollede ned over telefonen for alene at konstatere, hvad folk havde spist eller lignende. Alt i mig skreg bare: Du spilder dig liv!
2. Jeg oplevede det som anfægtende at se på folks liv udefra i den fremstillede og polerede form, som det har på Facebook. Selvom jeg er ganske tilfreds med mig selv og mit liv, så blev jeg pludseligt ked af det og følte, at jeg manglede noget. Sjældent hjalp det mig at sige til mig selv, at det jo bare var et udsnit af deres liv, eller at det var opstillet. Derfor måtte jeg skære denne glædesdræber fra.
3. Jeg oplevede, at når jeg sad alene og tjekkede mit feed, så følte jeg mig tit ensom. Selvom jeg er velsignet med gode venner, så blev jeg pludselig Palle, fordi jeg sad der alene med min skærm. Hvilken løgn at lade leve i sit liv!
4. Jeg fandt ud af, at jeg ikke gik glip af noget vigtigt. Jeg fastede fra FB i en måned, og jeg oplevede intet behov. Ingen trang, ingen FOMO. Kun frihed.
5. Jeg fandt ud af, at jeg ikke manglede nogen informationer i mit liv. Tværtimod er jeg fyldt op af indtryk udefra, og jeg har ikke brug for mere larm. Jeg læser to aviser, tjekker nyheder på fem sites og ser programmer i TV. Facebook var et meningsløst ad-on for mig.
6. Debatterne på Facebook kunne være interessante, men der blev længere og længere mellem dem. De samme få folk kaprede alle de gode snakke, og fronterne blev skarpe og uforsonlige. Nogle gange talte jeg selv over mig, og jeg måtte slippe tastaturet og bekende min synd for Gud – og sende en undskyldning i en privat besked efterfølgende.
7. Når jeg selv en sjælden gang postede noget på min væg, så gik der like-hunt i den. Det var ikke troværdigt eller autentisk, det var en jagt på anerkendelse. Jeg kunne ikke acceptere det behov hos mig selv, og så måtte jeg hugge armen af.
8. Jeg er ikke vidende på området, og jeg er ikke idealist, men jeg finder det usmageligt, at vi alle deler vores private oplysninger med firmaer som Facebook, Google, Instagram, Twitter osv. Når jeg tænker på, at Google eller Facebook kan søge i min kalender, tjekke mine ruter på maps, læse mine beskedtråde og mails m.m. så vender det sig i mig. Lad os dog bekæmpe det klamme fusk!

Min længsel

Men mens måneder går, og jeg lever i min Facebook-løse tilværelse, så konstaterer jeg ikke sjældent, at jeg faktisk længes efter at vende tilbage af mange af de samme årsager, som jeg forlod det!!! Jeg vil da gerne ses, hyldes, likes, tilbedes, omfavnes, tiljubles, rygklappes, inviteres og hædres. Jeg vil da gerne, at folk snakker om mine opslag, mit liv, mine valg, mine rejser, mine karakterer, mine projekter, mine billeder osv. Jeg ved ikke hvorfor, for jeg ved jo fra tidligere, at jeg oplever det som et rottehul, når jeg er der. Men der er en længsel …

Hvis du stadig læser med, så undrer du dig måske over, hvad CTIP-vinklen lige er. Men den er jo glasklar: jeg søger stadig min anerkendelse andre steder end hos Gud! Jeg er stadig ikke tilfreds med, hvad jeg har hos ham, så derfor søger jeg stadig hen imod bekræftelsen online. Jeg ved, det er tomme kalorier, men jeg længes efter at blive fyldt.

Selvom jeg ganske givet er den eneste i kristendanmark, der kæmper med disse spørgsmål, så vil det i hvert fald for mig være godt, hvis behovet var noget, vi talte om. Hvis vi turde være ærlige om vores længsel efter anerkendelse og kunne hjælpe hinanden til at fylde vores liv med mere varig mening og fællesskab. Kirkens evangelium er rummeligt, for enhver synder er inviteret ind – på trods af hvem vi er. Facebook er ikke et nådigt fællesskab, det er krævende. Derfor skal kirken være en modpol, for jeg tror, vi har et skrigende, stigende behov.

Relateret

• 11. okt. 2018 - En lille TV-reklamehistorik – og kirken (!)
• 27. sep. 2018 - Dem, der griber os, bliver dem, vi stoler på
• 29. aug. 2018 - Måske sku’ jeg bli’ mormon?
• 10. jul. 2018 - Jeg mødte kristne, der støttede Trump og savnede apartheid
• 04. jul. 2018 - Bør man gå i kirke dagen efter sit eget bryllup?

Find flere

Af ph.d.-studerende og adm. leder af CTIP Michael Agerbo Mørch

Pinsedag var jeg til familiefødselsdag i en københavnsk kolonihave. Det gik næppe manges solcremesindsmurte næser forbi, at vejret var sommerligt. Solen bragede ned, og luften var tyk af afslapning og velvære. Men mens jeg slentrede hen ad den smalle grussti, slog det mig: det er kolonihaven, der er kirkens største udfordring i dag!

Kirke er krævende

Uagtet alle mulige mellemregninger så repræsenterede kolonihaven denne dag hygge i højeste potens, og netop hyggen har en magnetisk effekt på os. “Hygge is a feeling you can’t translate”, har jeg engang set på en stofpose, ja, der er noget særligt dansk over hygge, og hvis det er rigtigt, så er det måske den væsentligste, kulturelle udfordring, vi har som kirke. Vi møder store udfordringer fra intelligensiaen, der kalder på gennemtænkt apologetik. Vi møder store udfordringer fra karriereræset, der lover “money and fame”. Men mest af alt møder vi en udfordring fra hyggen, som ikke synes, det er besværet værd at gå i kirke. Kirke er nemlig krævende og udfordrende, for der er mennesker, som er krævende og udfordrende.

Kolonihaven er det sted, hvor man kan isolere sig med sin egen klan og henslænge en eftermiddag fri fra verdens traurighed. Den fremtræder som en boble, der er symbol på det ideelle, bekymringsfrie liv. Kirken er en kontrast hertil, hvor man må investere noget af sig selv for at få udbytte – og hvor ens eget udbytte ikke er i førersædet, for man er i kirke for at tilbede Gud og tjene sin næste.

Den amerikanske forfatter, Brett McCracken, udgav sidste år bogen Uncomfortable, hvor han begrunder, hvorfor kirken er og bør være en besværlig udfordring. For her er alle mennesker inviteret indenfor til meningsfuldt (men ikke problemfrit!) fællesskab – stik modsat kolonihaven.

Danskerne forstår sig ikke på fællesskab

I mange år har lektor i praktisk teologi ved KU, Hans Raun Iversen, påstået, at danskerne ikke forstår sig på ekklesia, dvs. på fællesskab. Det er hovedgrunden til, at folk ikke bakker kontinuerligt op om kirken. Derfor må kirken slippe sine forventninger til regelmæssig deltagelse og i stedet glæde sig over den hyppige brug af kirkens tilbud ved livets overgange.

Danskerne forstår sig ikke på ekklesia, men de forstår sig på kolonihaven. Det var helt tydeligt søndag eftermiddag, hvor næsten alle kolonihaver havde deres ejere gæstende. Hvad kirke ikke formår at lokke med, leverer kolonihaven i overvældende grad. Det blivende spørgsmål er så, hvordan kirken formår at vække folk af denne slummer, så de på trods af magelighed vælger at engagere sig i kirkens fællesskab …

Spild ikke livet

Den amerikanske teolog, John Piper, skrev for mange år siden en bog, der er oversat til dansk med titlen Spild ikke livet. Bogen er et opråb til de mange kristne, som drømmer om kolonihaven og ikke indser, at livet her på jorden er givet til den største tjeneste af alle: at vidne om frelsen i Jesu navn. Bogen er fyldt af Ånd og enormt berigende trods sine ligefremme udfordringer (så læs den i hængekøjen i kolonihaven eller hvor du ellers slapper af med en god bog).

Pointen er, at selvom hygge og afslapning er godt og sabbat-stuff, så er det netop hviledagsaktivitet og ikke en livsform, vi skal stræbe efter. På samme måde må vi engagere os i menneskers liv, så vi kan kalde dem ud af “pensionslivets døs” og ind i det kærlighedsfællesskab, som kirken i sin essens er.

Relateret

• 11. okt. 2018 - En lille TV-reklamehistorik – og kirken (!)
• 27. sep. 2018 - Dem, der griber os, bliver dem, vi stoler på
• 29. aug. 2018 - Måske sku’ jeg bli’ mormon?
• 10. jul. 2018 - Jeg mødte kristne, der støttede Trump og savnede apartheid
• 04. jul. 2018 - Bør man gå i kirke dagen efter sit eget bryllup?

Find flere