Af adm. leder af CTIP, Michael Agerbo Mørch

Facebook er et socialt medie. Det er en platform, hvor ca. alle og enhver kan oprette en profil og derigennem være i kontakt med venner og bekendte. Flere milliarder menneske over hele verden har en profil på Facebook, og tallet ville sandsynligvis være højere, hvis ikke lande som Rusland og Kina aktivt forhindrede befolkningens brug af mediet på forskellig vis.

I hele mit netværk, som tæller en større portion gode mennesker, er der næsten ingen, som ikke er på. På stående fod kender jeg vel en lille håndfuld, som er sluppet ud af buret, men det er forsvindende få.

Min afsked

Jeg fik en profil i slutningen af gym-tiden, ca. 2008. De efterfølgende år vekslede mit engagement på Facebook betragteligt. I nogle perioder var jeg ret aktiv med opdateringer og deltagelse i debatter, men i længere perioder havde jeg trykket un-follow på alle venner, så jeg ingen opdateringer fik overhovedet. Facebook fungerede i den periode som en udvidet kalender og eventplanlægger, samt en god chatmulighed via Messenger.

På et tidspunkt satte jeg mig ned og overvejede, hvorfor jeg egentlig ikke var så meget på som andre. Jeg kunne opliste en række gode grunde og en række mindre smigrende grunde. Her er en mixet liste:

1. Alt, alt, alt, alt for mange opslag var totalt ligegyldige, og jeg følte mit liv smuldrede ud af hænderne på mig, når jeg scrollede ned over telefonen for alene at konstatere, hvad folk havde spist eller lignende. Alt i mig skreg bare: Du spilder dig liv!
2. Jeg oplevede det som anfægtende at se på folks liv udefra i den fremstillede og polerede form, som det har på Facebook. Selvom jeg er ganske tilfreds med mig selv og mit liv, så blev jeg pludseligt ked af det og følte, at jeg manglede noget. Sjældent hjalp det mig at sige til mig selv, at det jo bare var et udsnit af deres liv, eller at det var opstillet. Derfor måtte jeg skære denne glædesdræber fra.
3. Jeg oplevede, at når jeg sad alene og tjekkede mit feed, så følte jeg mig tit ensom. Selvom jeg er velsignet med gode venner, så blev jeg pludselig Palle, fordi jeg sad der alene med min skærm. Hvilken løgn at lade leve i sit liv!
4. Jeg fandt ud af, at jeg ikke gik glip af noget vigtigt. Jeg fastede fra FB i en måned, og jeg oplevede intet behov. Ingen trang, ingen FOMO. Kun frihed.
5. Jeg fandt ud af, at jeg ikke manglede nogen informationer i mit liv. Tværtimod er jeg fyldt op af indtryk udefra, og jeg har ikke brug for mere larm. Jeg læser to aviser, tjekker nyheder på fem sites og ser programmer i TV. Facebook var et meningsløst ad-on for mig.
6. Debatterne på Facebook kunne være interessante, men der blev længere og længere mellem dem. De samme få folk kaprede alle de gode snakke, og fronterne blev skarpe og uforsonlige. Nogle gange talte jeg selv over mig, og jeg måtte slippe tastaturet og bekende min synd for Gud – og sende en undskyldning i en privat besked efterfølgende.
7. Når jeg selv en sjælden gang postede noget på min væg, så gik der like-hunt i den. Det var ikke troværdigt eller autentisk, det var en jagt på anerkendelse. Jeg kunne ikke acceptere det behov hos mig selv, og så måtte jeg hugge armen af.
8. Jeg er ikke vidende på området, og jeg er ikke idealist, men jeg finder det usmageligt, at vi alle deler vores private oplysninger med firmaer som Facebook, Google, Instagram, Twitter osv. Når jeg tænker på, at Google eller Facebook kan søge i min kalender, tjekke mine ruter på maps, læse mine beskedtråde og mails m.m. så vender det sig i mig. Lad os dog bekæmpe det klamme fusk!

Min længsel

Men mens måneder går, og jeg lever i min Facebook-løse tilværelse, så konstaterer jeg ikke sjældent, at jeg faktisk længes efter at vende tilbage af mange af de samme årsager, som jeg forlod det!!! Jeg vil da gerne ses, hyldes, likes, tilbedes, omfavnes, tiljubles, rygklappes, inviteres og hædres. Jeg vil da gerne, at folk snakker om mine opslag, mit liv, mine valg, mine rejser, mine karakterer, mine projekter, mine billeder osv. Jeg ved ikke hvorfor, for jeg ved jo fra tidligere, at jeg oplever det som et rottehul, når jeg er der. Men der er en længsel …

Hvis du stadig læser med, så undrer du dig måske over, hvad CTIP-vinklen lige er. Men den er jo glasklar: jeg søger stadig min anerkendelse andre steder end hos Gud! Jeg er stadig ikke tilfreds med, hvad jeg har hos ham, så derfor søger jeg stadig hen imod bekræftelsen online. Jeg ved, det er tomme kalorier, men jeg længes efter at blive fyldt.

Selvom jeg ganske givet er den eneste i kristendanmark, der kæmper med disse spørgsmål, så vil det i hvert fald for mig være godt, hvis behovet var noget, vi talte om. Hvis vi turde være ærlige om vores længsel efter anerkendelse og kunne hjælpe hinanden til at fylde vores liv med mere varig mening og fællesskab. Kirkens evangelium er rummeligt, for enhver synder er inviteret ind – på trods af hvem vi er. Facebook er ikke et nådigt fællesskab, det er krævende. Derfor skal kirken være en modpol, for jeg tror, vi har et skrigende, stigende behov.

Relateret

• 11. okt. 2018 - En lille TV-reklamehistorik – og kirken (!)
• 27. sep. 2018 - Dem, der griber os, bliver dem, vi stoler på
• 29. aug. 2018 - Måske sku’ jeg bli’ mormon?
• 10. jul. 2018 - Jeg mødte kristne, der støttede Trump og savnede apartheid
• 04. jul. 2018 - Bør man gå i kirke dagen efter sit eget bryllup?

Find flere