Af admin. leder af CTIP, Michael Agerbo Mørch

Den seneste tid har jeg været lidt optaget af C.S. Lewis. Dels har jeg læst en biografi om ham, dels har jeg læst lidt i hans egne bøger. Han var en fascinerende figur! Særligt spændende er hans omvendelse fra ateisme til kristentro og den formidable formidlingsevne han havde, så han kunne sætte forståelige ord og indtagende billeder på livet og særligt livet med Gud.

Mens jeg har læst disse ting, har jeg også forberedt undervisning til et par bibelcamps, som løber af stabelen de kommende uger. Begge steder skal jeg undervise om discipelskab, fordi jeg har skrevet en lille bog om netop det emne sammen med et par venner (Jesus uden filter. Discipelskab i hverdagen). Når jeg tænker på discipelskab, så tænker jeg på mange ting. Discipelskab kan siges at være et synonym for “at leve som kristen”, så det indeholder naturligvis mange forskellige elementer.

Et centralt element er jo mission: At vi er sendt i Kristi sted for at vidne om frelsen i Jesu navn. Hvis ikke mennesker hører og kommer til tro, så er de fortabt. Derfor er der intet vigtigere.

Selvom jeg ved det – og har hørt det tusindvis af gange – så ramte det mig alligevel som et lyn fra en klar himmel, da C.S. Lewis sætter det helt på spidsen i slutningen af Det er kristendom: 

På samme måde eksisterer kirken kun for at drage mennesker ind i Kristus. Hvis den ikke gør det, er alle katedralerne, hele præsteskabet, alle missionsselskaberne, alle prædikenerne, ja, Bibelen selv, simpelt hen spild af tid. Det var Guds eneste formål med at blive menneske. (s. 182)

(Det oprindelige citat fra bogen Mere Christianity lyder: “In the same way the Church exists for nothing else but to draw men into Christ, to make them little Christs. If they are not doing that, all the cathedrals, clergy, missions, sermons, even the Bible itself, are simply a waste of time. God became Man for no other purpose.” (s. 167))

Jeg synes, det er værd at overveje, nu hvor vi går ind i en måned uden megen kirkelig aktivitet. Hvad er egentlig meningen med livet? Hvorfor er vi her? Hvorfor er kirken her? Hvorfor kom Guds søn til jorden? Lewis peger os i den rigtige – og udfordrende – retning.

Relateret

• 29. aug. 2018 - Måske sku’ jeg bli’ mormon?
• 01. aug. 2018 - En kritik af mig selv (del 1)
• 06. jun. 2018 - Kristne er religionsforskrækkede!

Find flere

Af admin. leder af CTIP, Michael Agerbo Mørch

Jeg har lyst til at benytte dagens blogpost til at give et par dryp fra Carsten Hjort Pedersens bog Respekt – om åndsfrihed i dag (LogosMedia 2013). Faktisk ikke fordi bogen er rigtig, hvilket den er, eller fordi jeg selv er ivrig fortaler for åndsfrihed, hvad jeg er, eller fordi jeg har (med)stiftet en forening for åndsfrihed, hvad jeg har (aandsfrihed.dk), men fordi der er nogle sætninger rundt omkring i bogen, som mere generaliseret kan handle om at være kristen i verden.

Duk nakken!

Måske skyldes det bare galopperende sekularisme, hvor vi i efterhånden mange år har fået at vide, at vi skal holde vores tro og overbevisninger i privatlivets lønkammer. Måske skyldes det, at vi har mistet noget af tilliden til, at Helligånden går med og virker, når vi sætter ord på vores tro over for vores mennesker. Måske skyldes det almindelig frygt for andre respons.

Uanset, så virker det som om, at jeg ikke er ene om alt for ofte at dukke nakken, når jeg erfarer modstand mod kristendommen. Men det er ikke kun reaktivt. Også proaktivt kan det være svært: de mangler jo ikke Gud i deres liv, kan vi fejlagtigt tænke. Og så undviger vi “at bringe Gud på banen”.

Det er her, Pedersens kommentarer gør godt. Selvom de udfordrer. Tillad mig at opkaste tre perler:

Citat-potpouirri

“Det alvorlige er, at vi svigter vores medmennesker, hvis vi ikke tør konfrontere dem. Ingen af os kan nemlig udvikle sig sandt eller sundt uden indimellem at blive konfronteret med en god formaning, en advarsel, en iagttagelse eller en modsigelse” (s. 41)

“Vi må lære at bære krænkelser uden at jamre unødigt. Vi må lære at leve med, at nogen mener, jeg er dum, intolerant, uvidende eller bedrevidende. Sådan er livet!” (s. 94)

“Hvis nogle så hævder, at de bliver krænket, fordi deres religion krænkes, må de have at vide, at de så skal blive lidt mere hårdhudede.” (s. 97)

Det er okay

Jeg synes, citaterne rammer plet med en balance mellem indsigt og udfordring. Menneskelivet er komplekst, og vi kan altså ikke udvikle os som mennesker, hvis vi kun stryges med hårene. Vi skal ikke “intimisere” hinanden (for nu at bruge et af Pedersens yndlingsudtryk), men vi skal omvendt bestemt heller ikke desertere – trække os tilbage.

Vi må selv turde at lade folk udfordre os. Og vi skal selv turde at udfordre. Nogen vil finde os dumme og trælse. Fred med det. Sådan er livet. Alvoren er, at hvis vi dropper konfrontationen, så svigter vi.

Bonus:

I dag skrev Timothy Keller følgende på twitter, som underbygger Pedersens pointer rigtig godt. No way around guys!:

All criticism cuts. So is all criticism abuse? Of course not. There is constructive and destructive criticism, and true friends cut to heal. To say it’s abuse is at best naïve, and at worst encouraging a life without correction.

Relateret

• 29. aug. 2018 - Måske sku’ jeg bli’ mormon?
• 01. aug. 2018 - En kritik af mig selv (del 1)
• 06. jun. 2018 - Kristne er religionsforskrækkede!

Find flere

Af admin. leder af CTIP, Michael Agerbo Mørch

I foråret havde jeg over fire formiddage besøg af et par evangeliserende mormoner. Begge var amerikanere, der havde lært dansk på et seksugers intensivt kursus, og nu forsøgte de så at overbevise mig om, at Mormons bog var den endegyldige åbenbaring fra Gud. Mormonerne har den lære, at hvis man blot beder om Guds vejledning i sandheden, så vil han også åbenbare den for én, og derfor lød den gentagne opfordring til mig: bed over det.

Jeg fik også et eksemplar af Mormons bog, som jeg læste lidt i, og jeg læste også lidt i nogle andre værker, der forholdt sig kritisk til mormonismen. Indrømmet, jeg overvejede ikke et øjeblik at konvertere. Men jeg ku’ alligevel ikke lade være med at tænke over det hele tiden. For hvorfor egentlig ikke? Hvorfor overvejede jeg ikke, om de faktisk havde fat i sandhedens lange ende?

Omvendelsens mulige konsekvenser

Det skyldes minimum to ting: (1) når jeg læste Mormons bog og andre af mormonismens skrifter, så var det bare ikke overbevisende. I mine øjne er det en ad hoc-tro, dvs. at de usammenhængende dele af den åbenbarede lære hele tiden bliver reddet på målstregen af en ny åbenbaring. Først går man ind for polygami. Så bliver det forbudt i USA, og der kommer en ny åbenbaring fra Gud om, at polygami er en paradisisk idealtilstand, som alligevel ikke gælder på jorden.

(2) jeg kunne ikke overskue de sociale konsekvenser. Dette andet punkt bekymrede mig væsentligt mere, for hvor tungtvejende er det lige? Men det er alligevel sådan, det er. Mit arbejdsliv på DBI, mit engagement i Sct. Michaelis Kirke i Fredericia og i Kolding LM, mit engagement i forskellige frivillige sammenhænge, store dele af mit netværk og ikke mindst min familie er tæt forbundet til min tro på Gud. Hvis jeg blev mormon, ville jeg miste mit arbejde og min uddannelse som teolog ville være mindre relevant. Jeg ville stoppe i kirke, missionshus og formentlig hovedparten af det frivillige arbejde. Mit netværk vil uundgåeligt blive ændret markant, og det ville formentlig blive akavet at være med i familien.

Det bekymrer mig helt reelt, om min tro primært er en social sikkerhedsbillet.

Kirkens rolle

For mig var det tilmed en vigtig lektie. Jeg er selv optaget af, at flere må tro på Jesus som verdens frelser. Men jeg har sjældent erkendt så klart, hvilke mulige konsekvenser det ville have for mine medmennesker, hvis de tager imod evangeliet. Det er blevet klart for mig, at kirken som et stærkt fællesskab – med stærke lighedstræk med en familie – ikke kun er afgørende for den erfarne kristne, men måske primært er til for den nye i troen. Simpelthen fordi de sociale mønstre vil ændre sig så markant, at der er brug for et stærkt fællesskab til at støtte op om den nye i troen.

Vi skal missionere med fuld frimodighed, fordi vi går med sandhedens evangelium. Men vi må som fællesskab være klar til at påtage os den arbejdsopgave, der følger med, når mennesker kommer til tro.

Relateret

• 05. jul. 2019 - Det, der gør hele forskellen
• 27. mar. 2019 - Aktuelle udfordringer i bibelsk lys
• 11. okt. 2018 - En lille TV-reklamehistorik – og kirken (!)
• 27. sep. 2018 - Dem, der griber os, bliver dem, vi stoler på
• 20. sep. 2018 - Andre må gerne tænke jeg er dum

Find flere

Af admin. leder i CTIP, Michael Agerbo Mørch

En ferie er et afbræk fra rutinen, dagligdagen, med muligheden for at gøre andet – enten mere eller mindre – end man plejer. Feriens konstruktive slutprodukt, særligt hvis den har indeholdt en rejse ud af landet, er hjemveen, som fordrer en fornyet glæde over hverdagen.

I en ferie kan man også tage sig tid til at tænke, måske ansporer afbrækket ligefrem tanker, fordi hverdagen sættes i et nyt lys. I år oplevede jeg selv en fornyet trang til at gå mig selv efter i sømmene og lige lave en gennemskanning af prioriteringer, værdier, drømme, fejl og mangler. Udtømmende? Næppe, men nok alligevel sundt og givende. Særligt fordi vi mennesker har en skør trang til at retfærdiggøre os selv, så vi forsvarer ukonstruktive mønstre i vores eget liv.

De næste uger vil jeg dele tre refleksioner fra min egen selvkritik. Udfaldet kan enten anvendes til at more sig over, hvor mange mine shortcommings er eller man kan bruge det som et spejl eller en affyringsrampe til at tænke over mønstre i sit eget liv, som måske trænger til et eftertjek.

I lyset af ordet

Selvkritik har sin rod i selvet, der kritisk ransager sig selv. Det er jo fint, men som kristne ved man også, at det bedste ransagende blik kommer fra Skaberen. Fx “Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte, prøv mig, og kend mine tanker, se efter, om jeg følger afgudsvej! Led mig ad evighedsvej” (Sl 139,23-24). Guds ransagelse er god, fordi hans mål er godt: frelsen. Det er også godt, fordi Gud kender hjertet, og derfor bliver han ikke overrasket over, hvad der findes derinde. I stedet kalder han til omvendelse og forsoning. Så “selvkritik” her er egentlig en “refleksiv kritik”, hvor jeg dels ønsker at tænke over mit eget liv og dels ønsker at gøre det i lyset af Guds ord.

1: Hold ikke det gode i skjul

Jeg har altid haft det svært med mission. Jeg synes, det er udfordrende at skulle tale med andre om noget, de ikke efterspørger. I lang tid har jeg tænkt, at jeg holder min tro for mig selv, og hvis så folk tilfældigt skulle bringe Gud på banen – hvad der jo er en kæmpe sandsynlighed for (…) – så vil jeg svare. Den opfattelse fik et hug, da jeg læste Sl 40,11: “Jeg holder ikke din retfærdighed skjult inde i mit hjerte, jeg taler om din trofasthed og frelse; jeg tier ikke stille med din godhed og troskab i den store forsamling.”

Stilhed.

David, der har skrevet salmen, var ikke nogen perfekt mand. Hans tro var nok stærk, men hans karakter var også svag på visse punkter. Hans salmer vidner om en mand, der både er succesrig og marginaliseret. Ofte føler han sig forfulgt og truet. Men David kender Guds tilgivelse. Han kender Guds nådige blik. Og han kan ikke holde det for sig selv.

En kristen, der har smagt Guds nåde og set sin synd sonet på korset, han ønsker at dele sit vidnesbyrd med andre. Andre må bare møde den Gud, jeg tror på! Korset kan give frimodighed, men gør det ikke nødvendigvis. Men korset skaber en trang, en urolighed, til at ville dele ud.

Første ferielektie

Min første ferielektie blev, at det ikke er korrekt at holde Guds retfærdighed skjult i sit hjerte, som en lille fetich man kan tage frem, når man vil trøstes eller styrkes. Guds retfærdighed, kærlighed og nåde vil råbes fra tagene, og jeg – og enhver troende – er blevet kaldet til det.

Relateret

• 20. sep. 2018 - Andre må gerne tænke jeg er dum
• 29. aug. 2018 - Måske sku’ jeg bli’ mormon?
• 16. aug. 2018 - En kritik af mig selv (del 3)
• 08. aug. 2018 - En kritik af mig selv (del 2)
• 06. jun. 2018 - Kristne er religionsforskrækkede!

Find flere

Af ph.d.-studerende og adm. leder af CTIP Michael Agerbo Mørch

De fleste er enige om, at danskere ved mindre og mindre om kristendommen. Religionsundervisningen i folkeskolen er begrænset, og de færreste går ud af skolen med en grundig viden om kristendommens tro, liv og historie. Endnu færre bliver oplært i den kristne tro hjemme, og desværre møder forsvindende få mennesker med en autentisk, klassisk kristendomstro. Hvilke konsekvenser har det?

Hvem ser spøgelser?

Sidste tirsdag var jeg til en konference: Kirkeligt samråd for åndsfrihed hed det. Det var CTIP’s gode venner i Kristent Pædagogisk Institut, der stod som tovholder. Dagen samlede 42 deltagere fra et meget bredt kirkeligt netværk, som alle havde det til fælles at kæmpe for den klassiske åndsfrihed ud fra et kristent ståsted.

Et af oplæggene forsøgte at identificere “åndsfrihedens situation” i dag. Ét af de fremhævede karakteristika er, at åndsfriheden er presset, fordi danskere bredt forstået har for ringe kendskab til religion. De er simpelthen religionsforskrækkede. Derfor ser fx vi en lang række tiltag omkring lovgivning, som mere eller mindre direkte er rettet mod religiøs praksis: maskeringsforbud, ønske om at forbyde omskæring af drengebørn, forbud mod bøn og andagtsliv på studiesteder, indskrænket ytringsfrihed for religiøse forkyndere, særlige kurser i demokrati for religiøse ledere osv.

Den egentlige udfordring er måske slet ikke andres religionsforskrækkelse, men kristnes!

Det var jo til at blive deprimeret af, og det er let at svælge i tidens dårligdom. Men den egentlige udfordring er måske slet ikke andres religionsforskrækkelse, men kristnes! Det blev i hvert fald anført af Mikael Wandt Laursen, der er generalsekretær i FrikirkeNet. Han påpegede i den efterfølgende drøftelse på, at religionsforskrækkelse faktisk ofte kun er inde i kristnes hoveder. Hans påstand var, at de fleste danskere ved så lidt om tro, at de faktisk har et fundamentalt nysgerrigt forhold til mennesker, der er dybt troende. Det er altså ikke så meget ikke-troende, der ser en fundamentalist på hvert gadehjørne, som det er kristne, der ser en forfølger i hver en skygge.

En mulighed for mission

Selvom man kan begræde, at mange mennesker i dag ikke ved noget om kristendommen – på trods af, at vi hævdes at være et kristent land – så var Laursens opfordring, at vi i stedet ser det som en mulighed for at fortælle mennesker om vores tro. Og altså ikke lade os begrænse af, at vi tror, at folk er arrige modstandere af kirken.

Tonny Jacobsen, der er pinsepræst i Vejle, bakkede helt op og fortalte anekdotisk, at hvis han i 1980’erne fortalte tilfældige, at han var præst, så døde samtalen dér, men hvis han gør det samme i dag, så bliver det ofte til meget interessante og dybe samtaler. Tidens strømning går faktisk imod større åbenhed overfor evangeliet!

Selvfølgelig er der genuin modstand mod kristendommen i dagens Danmark, som der er til alle tider og alle steder, men vi skal ransage os selv, så det ikke er spøgelser, vi bekæmper. Vi skal droppe antagelsen, at mennesker er religionsforskrækkede, og i stedet frimodigt gå på Jesu ord: “Høsten er stor, men arbejderne få. Bed derfor høstens herre om at sende arbejdere ud til sin høst.”

Relateret

• 23. jan. 2019 - Identitetspolitikken er ikke åndsfri
• 03. okt. 2018 - Venstrefløjens boykot er ildevarslende
• 20. sep. 2018 - Andre må gerne tænke jeg er dum
• 29. aug. 2018 - Måske sku’ jeg bli’ mormon?
• 01. aug. 2018 - En kritik af mig selv (del 1)

Find flere