Af admin. leder af CTIP, Michael Agerbo Mørch 

Tirsdag var en hektisk dag i politik. En uvildig undersøgelse af begrundelserne for dansk krigsdeltagelse på Balkan og i Afghanistan og Irak blev præsenteret på Københavns Universitet. Selvom Rasmus Mariager – den historiker, som har ledt undersøgelsesarbejdet – er en afdæmpet herre, så var det tydeligt, at der var fundet meget mistænkelige forhold omkring argumentationen for at gå ind i Irak. Enhver dansker ved vel, at Fogh og co. dansede beredvilligt efter Bush’ pibe, og selvom vi aldrig får ham til at indrømme det, virker det som en usagt sandhed, at Foghs egeninteresse var at sikre sig en god position til den kommende NATO-post. Det kan dokumenteres, at vigtige oplysninger om irakiske forhold enten blev strammet, fordrejet eller fortiet for at få framet debatten om krigsdeltagelse i retningen af et “ja”.

Tom retorik

Senere på dagen, nat dansk tid, gik Donald Trump på talerstolen til sin anden State of the Union-tale. I vanlig pompøs stil lagde han ud med at sige, at “we meet tonight at a moment of unlimited potential”. Ikke bare “great” eller måske “promising”, nej, han måtte sige “unlimited”. Det ord er naturligvis tom retorik, men Trump forsøgte at bakke synspunktet op ved at pege på to historiske begivenheder, der begge har jubilæum i år: D-Dag (1944) og Apollo 11-månelandingen (1969).

Hvor D-Dag er et vidnesbyrd om selvopofrelse og næsten grænseløst mod, er Apollo 11-ekspeditionen et vidnesbyrd om nysgerrighed, teknologisk innovation og nationalt team-work. Som Trump derfor også stolt sagde: “In the 20th century, America saved freedom, transformed science, redefined the middle class, and when you get down to it, there’s nothing anywhere in the world that can compete with America.”

Urent mel

Efter at have hyldet alle sine politiske mål i storladne vendinger ved at remse en masse statestik op (der nok bør gås ret kritisk efter) så faldt den ventede bombe: “An economic miracle is taking place in the United States – and the only thing that can stop it are foolish wars, politics or ridiculous partisan investigations. If there is going to be peace and legislation, there cannot be war and investigation.” Trump hentydede naturligvis til Muellers undersøgelse af Trump election campaign, hvor indtil 17 personer er under tiltale. Trump har konsekvent kaldt det en heksejagt og et politisk farvet projekt. Men selvom han har held med at italesætte det som en smædekampagne i dele af sit mest trofaste bagland, så er de fleste efterhånden overbeviste om, at Trump førte kampagnen med urent mel i den berømte pose.

Moralsk kvalitet og integritet

For et par uger siden interviewede jeg Paul Otto Brundstad til en artikel om lederskab. Han har skrevet flere vigtige bøger om kulturanalyse og lederskab fra et kristent perspektiv. Han hævdede, at moralsk kvalitet og integritet er nogle af de vigtigste ingredienser, når vi ønsker klogt lederskab. En leder må være tillidsvækkende, og det bliver man kun, hvis man er troværdig og holder ord.

Både Fogh og Trump er ledere, der er karismatiske og visionære. De drev og driver deres historiske partier i nye retninger og sætter nye rammer omkring vores fælles-politiske liv. Men de ser ud til begge to at have en moralsk brist: deres ord har ikke integritet. Efterhånden er det klart for efterforskere, journalister og befolkningerne, at de har løjet om centrale forhold i deres administration. Indtil nu formår de at holde skindet på næsen, men det er svært at se, hvordan det skal kunne blive ved. Moralsk integritet er bl.a., at man gør sit “ja” til et “ja” og sit “nej” til et “nej”, som Jesus sagde. I politik er det én af de vigtigste karaktertræk, man kan have. Og det er deres mangel på ærlighed, der gør, at Fogh og Trump formentlig vil bedømmes hårdt for deres embedsperioder i historiens lange lys.

Relateret

• 03. okt. 2018 - Venstrefløjens boykot er ildevarslende
• 10. jul. 2018 - Jeg mødte kristne, der støttede Trump og savnede apartheid

Find flere

Af admin.leder af CTIP, Michael Agerbo Mørch 

I går åbnede Folketinget en ny sæson, og vanen tro startede det med en gudstjeneste i Christiansborg Slotskirke. Kirkeminister Mette Bock (LA) havde inviteret den grundtvigske valgmenighedspræst, Morten Kvist, til at holde prædikenen. Kvist er kendt som en dygtig samfundsdebattør, der har siddet i Etisk råd i en årrække, og som desuden er kendt for krads kritik af islam.

Men det faldt visse dele af venstrefløjen for brystet, at Kvist i 2008 kritiserede dansk “rettigshedsfundamentalisme”, hvor vi i stigende grad kræver og kræver. Det dengang aktuelle eksempel var homoseksuelles ønske om at adoptere børn. Kvist sagde, at det var udtryk for en mentalitet, hvor der for enden af den linje var et krav om, at også pædofile skal kunne adoptere.

Ligesom det ofte er uklogt at sammenligne ting med nazisme, er det oftest klogt at udelade pædofili fra sammenligninger. Det er trods alt en af de groveste former for kriminalitet, vi har. Men der er dog en del nuanceringer her, som hverken Mogens Jensen (S), Pelle Dragsted (E) eller Pia Olsen Dyhr (SF) har haft lyst til at forholde sig til:

• Morten Kvist har flere gange fortalt, at hans citater blev skævvredet af Politiken, og at han ikke har formuleret sig på den måde, som han er blevet gengivet. Den slags sker, og så må man lade folk udrede, hvad deres synspunkt faktisk er.
• Kvists pointe var ikke en sammenligning af homoseksuelle med pædofile. Pointen var, at rettighedshysteriet er en skrue uden ende, og der venter uhyrligheder for enden. Det er en klassisk borgerlig pointe, så essensen er slet ikke kontroversiel. Sammenligningen er uheldig, måske overgjort, men den er ikke kontroversiel.
• Kvist går rent faktisk ind for homoseksuelles rettigheder. Bl.a. vier han selv homoseksuelle, hvorfor udskamningen af ham virker helt fejlplaceret.

Hvad venter nu?

Men det mest bizarre ved venstrefløjens boykot er, at Kvist flere dage forinden havde garanteret, at hans prædiken ville være renset for politisk indhold. Nu ved vi, at han prædikede stærkt om Guds nåde ud fra “lignelsen om den fortabte søn” i Luk 15. Men venstrefløjen ville ikke være med alligevel. Det er ildevarslende, synes jeg. Hvorfor? Fordi deres begrundelse for et boykot var, at de ikke ville lytte til en person med så usmagelige holdninger – uagtet at han slet ikke ville tale om det emne!

Nogle husker måske, at Esben Lunde Larsen blev udskammet som ny forskningsminister, fordi han i et interview sagde, at han troede på en skabende Gud. Det var for meget for de kristendomskritiske lærde. Men igen var det overilet, for de havde endnu intet indtryk af, om Larsens synspunkter fik politiske konsekvenser. Og det er jo dét, det handler om. Folk må have de skøreste, mærkeligste, frastødende synspunkter, og de må gerne lade dem komme til orde. Får det konsekvenser for den måde, de udfører deres job på, så må det naturligvis diskuteres. Ligesom deres synspunkter må tåle at blive udsat for hån, spot og persiflage.

Og hvorfor var dét ikke venstrefløjens strategi? I stedet for at udskamme og boykotte burde de have givet en sønderlemmende, argumentationstung kritik af Kvist i stedet for at kræve forbud. Deres boykot er udtryk for, hvad én har kaldt “konsensussøgende argumentationsløs dansk debatkultur”. Vores lille land har en smal offentlighed, hvor der er visse synspunkter, der tilsyneladende ikke må luftes. Trist.

Hele smøren her er en frygt for, at vi nærmer os sindelagskontrol. Hvor man for at varetage offentlige opgaver skal have en renset holdningsprofil, så ingen krænkes af ens synspunkter. Uagtet om synspunkterne har relevans for den givne opgave! Ensretningen presses ned over hovedet på os og åndsfrihedens trues. Ellers tak!

Relateret

• 23. jan. 2019 - Identitetspolitikken er ikke åndsfri
• 12. sep. 2018 - Sandheden gør dig blind
• 10. jul. 2018 - Jeg mødte kristne, der støttede Trump og savnede apartheid
• 06. jun. 2018 - Kristne er religionsforskrækkede!

Find flere

Af admin. leder af CTIP, Michael Agerbo Mørch 

I slutningen af juni var jeg til et ph.d.-seminar i Holland, hvor jeg er indskrevet. Vi var ca. 20 ph.d.-studerende til stede, som fremlagde projekter og diskuterede styrker, muligheder og svagheder ved hvert projekt. Når man sidder isoleret i saltminen og dagligt arbejder på sine små nørklerier, er det en sval oplevelse at erfaringsudveksle med ligesindede.

Om aftenen spiste vi en god middag og derefter var der smalltalk og mørk, belgisk øl. Jeg endte i en snak med tre andre gutter: en amerikaner, en canadier og en sydafrikaner. Vi talte en del om teologi, om kirkeliv, om familieliv, om hobbies, men også ganske meget om politik. Fire perspektiver på verdens sande tilstand er jo ikke så ringe, så vi kløede på med spørgsmål og refleksioner.

En kristen præsident?

Jeg måtte jo spørge, hvordan Mark fra Texas oplevede Donald Trump som præsident. Jeg lod ham forstå, at fra en gennemsnitlig dansk synsvinkel er han skurken, og at det er meget svært at finde positiv omtale af ham i medierne. Mark var forundret. For ham var Trump en aldeles glimrende præsident. En præsident som tager immigrationsproblemer alvorligt, som udpeger konservative højesteretsdommere, som forsvarer retten til at bære våben, som skaber forbedrede forhold for industrien og landmænd. “Men”, som jeg flere gange prøvede at indvende, “er han ikke moralsk uegnet som regeringsleder qua sine voldsomme og nedgørende udtalelser? Ikke i følge Mark. Han var kritisk over for den del, men for ham vejede Trumps lange liste af positive indsatser op og befordrede en forhøjet tolerance overfor Trumps egne eskapader.

Apartheid – set gennem den hvide mand

Vi kom også til Schalk. Schalk er en hvid sydafrikaner. Et meget venligt og afdæmpet væsen, som var svær at bringe ud af balance. Jeg måtte bare spørge ind til situationen i Sydafrika, for reportagerne siger jo, at hvide har det enormt svært. Fra Schalks hvide synsvinkel var der kun bekræftelse: de sorte diskriminerede de hvide i omfattende grad. Både fra ANC (Mandelas gamle parti, der stadig har regeringsmagten) og fra almindelige sorte. Særligt slemt går det udover hvide landmænd, fordi de har jordbesiddelse, som, de sorte mener, tilhører the blacks. Men da det ikke er let bare at tage jorden fra de hvide (måske også pga. de katastrofale erfaringer, som Zimbabwe gjorde sig under Mugabe!), griber sorte til selvjustits og terrorisme. Marker bliver brændt, maskiner ødelagt, mennesker dræbt eller skræmt. Set fra Schalks hvide perspektiv var der mange fordele ved apartheid. Ganske vist ikke i den gamle variant, hvor sorte blev undertrykket (dog ikke!), men en mere juridisk adskillelse mellem sorte og hvide så han som uundgåelig, hvis Sydafrika skulle have nogen fremtidig for begge parter.

Hvad gør kirken?

Det er en heftig diskussion, om og hvordan kirken skal agere politisk. Men både Mark og Schalk var enige om, at kirken må gøre noget. For dybest set ændrer folks verdensbillede sig først, når evangeliet får magt over hjerterne. Skal tilgivelse, forsoning, gensidig anerkendelse, håb m.m. finde rodfæste i en kultur, så må evangeliet komme til.

Det kan næsten virke surrealistisk, at evangeliet, som er et budskab om fred med Gud, skal have afgørende politisk betydning i et splittet Amerika og et næsten borgerkrigsramt Sydafrika. Men fra to lokale kristne var medicinen klar: freden skal bedes frem.

I Danmark oplever vi også en større og større politisk splittelse og en fundamental uenighed om, hvad vores politiske projekt er. Blokkene smuldrer, og Folketinget fremstår som en rodebutik. Hvad er løsningen for os, når vi tænker på splittelse mellem land og by, konservative versus progressive, nationalister versus globalister, kristne versus ateister versus muslimer, osv.? Ingen sorthvide svar herfra, men en betonet opfordring til at bede freden frem. Det var, hvad jeg en sen aften i en hollandsk skov blev mindet om af en Trump-tilhænger og en moderat apartheid-sympatisør.

Relateret

• 07. okt. 2019 - Forventningsfattigdom
• 13. feb. 2019 - Et forsvar for bøn som remse
• 06. feb. 2019 - Trump, Fogh og moralsk integritet
• 11. okt. 2018 - En lille TV-reklamehistorik – og kirken (!)
• 03. okt. 2018 - Venstrefløjens boykot er ildevarslende

Find flere