Af admin. leder i CTIP, Michael Agerbo Mørch

Kirketugt. Sikken et øv-ord. Hvorfor har vi overhovedet et sammensat navneord, der består af “kirke” og “tugt”. Burde de ikke være adskilt som øst fra vest? Jeg mener, Jesus var jo en magnet for folk, der var udstødte af det etablerede samfund, så hvorfor er kirkens porte ikke åbne på vid gab?

Jeg ved godt, Bibelen siger, at Gud tugter den, han elsker, så kirkens praksis på den måde spejler Guds væsen, men det føles bare så forkert, svært og bøvlet.

Flere steder i Bibelen er kirketugt omtalt – dog er ordet selv ikke nævnt. Matt 18 og 1 Kor 5 er nok de steder, flest tænker på. Så det er altså ikke til at komme udenom, uanset om det føles træls eller ubehageligt. Men, når det nu er uundgåeligt, hvordan får vi så en god praksis omkring kirketugt?

Tal om det før branden

Jeg har mange gange undervist om kirketugt for menigheder. Stort set hver gang er et centralt modargument, at vi bør undgå at drive kirketugt, fordi vi risikerer, at mennesker vender ryggen til Gud pga. vores hårdhjertethed. Til det er der flere ting at sige:

1. I udgangspunktet er det ikke vores hårdhjertethed, for kirketugt er ikke vores idé, men Guds forordning. Den kan forvaltes hårdhjertet, men i sin essens er den ikke hårdhjertet, når det kommer fra vores kærlige og nådige Gud.
2. Synspunktet indebærer implicit den påstand, at vi ved bedre end Gud, hvad der holder mennesker i Guds rige. Gud mener, der er en bestemt praksis, som skal anvendes i kirken, men vi mener nu, at der er en anden vej, der bringer mere velsignelse. Når man sådan skriver det ud, virker det overmodigt, synes jeg.

Men jeg tror, der er et problem ved vores generelle måde at tale om kirketugt på, som bærer en stor del af skylden for rigets tilstand. Alt, alt for ofte så kommer kirketugt på dagsordenen, når der er mennesker, der er kommet så langt ud i bevidst, åbenlys synd, at menigheden ikke kan sidde det overhørigt længere. Men hvis vi først begynder at tale om, hvad kirketugt er, og – ikke mindst – hvordan det skal praktiseres, når skaden er sket, så er det ikke kun langt sværere at finde en god fremgangsmåde; risikoen for hårdhjertethed er overhængende.

Min klare anbefaling er derfor, at vi skal tale om kirketugt i fredstid. Hvis vi løbende får undervisning i, hvad Bibelen lærer om kirketugt, og vi sikrer os, at alle i menigheden kender til vores syn og praksis, så er det langt lettere at applicere, når der opstår ubehagelige situationer. Så kan man langt enklere henvise til det, som alle parter ved i forvejen, og det er nemmere at klargøre, hvorfor kirken gør, som den gør.

Derfor: sæt kirketugt på programmet og gør det løbende. Tal med hinanden i menigheden, i smågrupper, over kaffen, på løbeturen osv. På den måde er vi med til at fremme en sundere og mere bibelsk menighedskultur, og vi garderer os imod at skulle træffe meget svære og ubehagelige beslutninger på et uafstemt grundlag.

Find flere

Af ph.d.-studerende og adm. leder af CTIP Michael Agerbo Mørch

Jeg er litterært omnivor (altædende). Det er ikke en bekendelse. Jeg konsumerer så megen tekst som muligt, og jeg kan fuldt følge Umberto Eco, der engang sagde, at hvis siderne var vandafvisende, så ville han også læse under bruseren (indtil videre er det jo lykkeligt nok, at den eneste (?) bog på dansk, der er vandafvisende, er Bibelen (= det terrængående testamente).

Men hvad er læsning egentlig? Og hvordan bør det gøres?

Læsning er samtale

Læsning er en samtale mellem to parter, der ikke er fysisk tilstede sammen. Når jeg fx læser en bog af Martin Luther, så taler vi sammen om teologi. Klart nok, han kan ikke besvare mine udredende spørgsmål, og han kan ikke sikre sig, at jeg fanger alle dybderne i hans pointer, men ikke desto mindre så er samtalen levende. Bøger er nemlig indspil til refleksion, fordybelse, horisontudvidelse m.m., ligesom samtaler er det. De kan i øvrigt også underholde, begejstre, opmuntre, lindre, irritere, udmatte m.m., ligesom samtaler kan det (hvem husker ikke Præd 12,12?).

Ikke alle bøger er skabt lige

De fleste mennesker tager en bog ned fra hylden og læser den fra A til Z over en rum tid. De bruger én tilgang til læsningen og har som regel ét bestemt formål. Enten vil man underholdes, eller oplæres. Men ligesom samtaler kan antage mange forskellige former, så bør læsning det optimalt set også. Man kan small talke, catche up, relationsbygge, diskutere, skændes osv. på samme måde som man kan angribe en bog på mange forskellige måder.

Ligesom mennesker ikke er skabt lige, sådan er bøger det heller ikke. Det er ikke meningen, at alle bøger skal behandles ens. Et simpelt eksempel er, at et leksikon ikke skal læses som en roman. Men det gælder egentlig alle bøger. Langt fra alle bøger er din tid værd. Så du må overveje din tilgang. Jeg bruger selv fire tilgange, som du kan lade sig inspirere af.

Fire måder at læse på

1. Snuselæsning. Her bladrer jeg lidt rundt i en bog for at finde ud af, hvad den handler om. Det er en slags rekognoscering, hvor jeg scanner et nyt terræn for spændende materiale. Ofte supplerer jeg ved at læse anmeldelser, som kan give mig et indtryk af bogens indhold, formål, vigtighed osv.
2. Skimmelæsning. Her læser jeg store dele af bogen, men det går hurtigt. Jeg har trænet det i årevis, fordi Nicolai Techow engang anbefalede, at man skulle sætte tid på, hvor lang tid man ville give en bog. Ofte giver jeg 1-2 timer til at skimme. Som regel understreger jeg de vigtigste ting i bogen, så jeg kan vende tilbage og studere det grundigere, hvis det er virkelig godt.
3. Frisk læsning. Her læses hele bogen, men det gøres uden notater eller grundige studier. Det er mejetærskertilgangen, hvor marken flås for sine frugter. Hvis der er ting, jeg ikke forstår, så går jeg bare videre. Så kan jeg altid vende tilbage, hvis det er vigtigt.
4. Grundig læsning. Her læses bogen med pincet. Det går langsomt, der tages noter, og jeg tjekker citater og krydshenvisninger. Det er omstændeligt, men også nødvendigt at arbejde sådan engang i mellem. Udover at få en bog kigget efter i sømmene, så er det også denne tilgang, der for alvor lærer dig at tænke: er argumenterne gode? er strukturen klar og logisk? er den anvendelig, og hvordan?

Mange mennesker nænner ikke at droppe en bog, måske fordi en bog er som et menneske (eller har et menneske bag). Men hvor det er uhøfligt bare at gå fra en samtale, så er det ikke uhøfligt at kassere en bog, fordi den er kedelig, dårligt skrevet, ligegyldig eller løgn. Du er ansvarlig for, hvordan du bruger dit liv, og nogle gange er det en næsten from handling at droppe en bog efter fem minutter, hvis du kan mærke, at der ikke er noget at hente for dig i denne bog.

Faglitteratur vs. skønlitteratur + Bibelen

Det er mest ligetil at læse fagbøger vha. disse tilgange, men det er også muligt med skønlitteratur. Men da de fleste læser skønlitteratur for nydelsens skyld, så er de første to tilgange ikke så anvendelige.

Jeg læser også Bibelen på disse fire måder. Man kan øve sig ved at tage fx Esajas’ bog som eksempel. En dag kan du sidde og bladre lidt, snuse og fornemme hvad bogen handler om. En anden dag kan du skimme hele bogen, selvom du muligvis ikke kan huske så meget. Men dine øjne har set teksten og langsomt lagrer der sig et billede af det store framework, som kan være svært at lære, hvis man læser de 66 kapitler meget langsomt. Andre dage kan du gå mere grundigt til værks og bruge kommentarer og diverse remedier.

Tag og læs!

Tolle lege, sagde drengen til Augustin, tag og læs. Læsning former sind og tanker, så vi må læse klogt og varieret. Ikke alle bøger er lige gode samtalepartnere, og ikke alle bøger fortjener din tid.

Relateret

• 21. nov. 2018 - Glemmer vi Bibelen midt i vores religiøse frihed?
• 02. nov. 2018 - Bibellæseplan uge 45

Find flere