Af admin. leder af CTIP, Michael Agerbo Mørch 

Hermed sidste omgang af snapshots fra ferietidens selvkritik. Jeg har delt tanker om min manglende lyst til at bekende min tro og tanker om min mangel på lyst til at tilgive andre end mig selv. Begge dele har jeg forsøgt udfordret af Guds ord og af Guds radikale kærlighed, som har kræften til at ændre sindet. Denne sidste gang skal det handle om meningen med livet.

Verdens centrum

Her i sommers blev en af mine nære venner gift. Skøn dag, skøn fest, skønt samvær.

Min ven er et forbillede for mig, fordi han tænker og praktiserer en sund og Jesuscentreret tro. Vi chatter ofte sammen, og det er en glæde, for han pumper guldkorn ud. En dag skrev vi sammen om udfordringen ved at se ud over egen næsetip og løfte blikket op mod Gud og ud mod verden. Ordknapt – men sylespidst – skrev han:

I en kristen sammenhæng er der få ting, jeg frygter, men den ene er på dommens dag at få at vide, at jeg har brugt mit liv på mig selv …

Jeg synes, det er stærkt skrevet. Og udfordrende. Tænk, at have den slags ambitioner for sit liv. Det er kun et frisat menneske, der kan tænke sådan! Af natur falder jeg nok hurtigt i den fælde, at jeg ser mig selv som verdens centrum. Det michaelocentriske verdensbillede. Oppe i hovedet ved jeg godt, det ikke holder, men det kommer bare så umiddelbart til mig. Derfor var min gode vens ord så slående, for det er netop de ord, der kan lyde til mig på dommens dag, hvis jeg ikke passer på.

Meningen med livet

For år tilbage læste jeg en amerikansk værdiundersøgelse, som viste, at op mod 3/4 af amerikanske kristne krydsede af ved “leder stadig efter meningen med livet”. Altså selvom de markerede sig som bekendende kristne. Afkrydsningsskemaer er notorisk vanskelige at tyde med sikkerhed, for der er alskens vilkårligheder på spil. Men alligevel.

Jeg har tænkt over det så mange gange siden. Leder jeg ikke også efter meningen med livet? Jagter jeg ikke også lykken “derude”. Alle mine mange tanker om, hvad jeg gerne vil arbejde med, hvem jeg gerne vil hænge ud med, hvor jeg gerne vil rejse hen, hvad jeg gerne vil bruge mine penge på, osv. osv., er det ikke blot en snurren omkring den jagt, jeg har på lykken og meningen?

Lykken er

I det perspektiv er det udfordrende at læse Bibelens ord om lykke. Lykken er “at leve Gud nær”. Der er faktisk så godt hos Gud, at det er bedre at være en dag i Guds forgård, end tusind dage hvor jeg selv har valgt (Sl 84,11). Eller omskrevet: det er bedre at leve een dag med Gud, end overleve et helt liv uden – uanset hvad du så fylder i det.

Derfor kan Jesus også sige, at der egentlig kun er ét fornødent: at kende ham. For søger vi først hans rige og hans retfærdighed, så skal alt andet gives i tilgift. Meningen med livet er at leve Gud nær, at elske og frygte ham, så vi ser vores liv i lyset af hans skaberkraft og frelserkærlighed, og så vi rækker evangeliet videre til vores medmennesker, som bare må få lov at opleve, at livet har den grundlæggende mening, vi allesammen jagter: i Guds nærhed!

Relateret

• 01. aug. 2018 - En kritik af mig selv (del 1)

Find flere

af admin. leder af CTIP, Michael Agerbo Mørch

Som nævnt i sidste uge brugte jeg bl.a. sommerferien på et serviceeftersyn af mit eget sind. Det var måske den lette udgave, men det er heller ikke nemt at komme ud i krogene – og ikke særlig rart. Godt nok siger Paulus, at menneskets egen ånd ved, hvad der bor i mennesket (1 Kor 2,11), men let er det nu stadig ikke.

Én af de tanker, som fyldte en del, var tilgivelsens natur. Jeg synes, det er svært at tilgive, og når jeg føler mig virkelig trådt ned i sølet, så kan både bitterhed og nag sidde som igler i hjertekulen. Men det er slet ikke konsekvent, for jeg har ret let ved at tilgive mig selv! Faktisk har jeg så let ved det, at jeg ofte tilgiver mig selv på forhånd. Så har jeg lidt tilgivelse i hånden, når jeg med fuld bevidsthed gør noget dumt. Hvorfor er der denne larmende diskrepans mellem tilgivelsen af andre og tilgivelsen af mig selv?

Det er lettere at tilgive sig selv

Johannes Møllehave, det aldrende snakkehoved, skrev engang om netop det forhold. Jeg tror nok, at det var i den udbredte samtalebog, Det skal mærkes at vi lever, hvor Møllehave – og indimellem også Benny Andersen … – taler ivrigt om alt og intet. Møllehave kommer her ind på pointen med, at det er lettere at tilgive sig selv end andre. Det er meget menneskeligt og kan ofte føles som det eneste rigtige. Men Møllehave har den pointe, at det egentlig burde være omvendt: At være let at tilgive andre og sværere at tilgive sig selv. Selvpineri er ikke noget ideal, heller ikke for Møllehave, men spejlet i de bibelske tekster kan der være noget om det: Jesus fortæller, at vi skal tilgive vores broder 77 gange (Matt 18,22) og se efter bjælken i vores eget øje (Luk 6,41-42), mens Paulus supplerer, at vi skal ransage os selv (2 Kor 13,5) og altså ikke ransage vores næste.

Problemet er mangelfuld forståelse af evangeliet

Problemet er ikke bare, at det er dårlig stil at behandle sig selv bedre end andre. Eller at det er uhøfligt eller dårlig etikke. Nej, det teologiske problem er, at min praksis bunder i en mangelfuld forståelse af evangeliet! At være hurtig til at tilgive er en naturlig refleks for det hjerte, der er købt fri i Kristus. Paulus skriver de udfordrende ord i Ef 4,31-32: “Al forbitrelse og hidsighed og vrede og råb og spot skal ligge jer fjernt, ja, al ondskab; men vær gode mod hinanden, vær barmhjertige og tilgiv hinanden, ligesom Gud har tilgivet jer i Kristus.”

Ordet “ligesom” fanger hele pointen. Deri ligger forbilledet. Gud har tilgivet mig totalt, selvom jeg ikke har fortjent det. Det er målestokken for, hvordan jeg skal omgås andre.

Mange vil nok her tilføje ord om, at det ikke må blive naivt, at man ikke skal lade sig udnytte, at der er tekster, der nuancerer og supplerer osv. Sikkert! Men her vil jeg lade udfordringen stå til mig selv: stræber jeg efter at praktisere en så skødesløs og omfattende tilgivelse, som den jeg selv har modtaget?

Må det ord få magt over mit hjerte!

Relateret

• 01. aug. 2018 - En kritik af mig selv (del 1)

Find flere

Af admin. leder i CTIP, Michael Agerbo Mørch

En ferie er et afbræk fra rutinen, dagligdagen, med muligheden for at gøre andet – enten mere eller mindre – end man plejer. Feriens konstruktive slutprodukt, særligt hvis den har indeholdt en rejse ud af landet, er hjemveen, som fordrer en fornyet glæde over hverdagen.

I en ferie kan man også tage sig tid til at tænke, måske ansporer afbrækket ligefrem tanker, fordi hverdagen sættes i et nyt lys. I år oplevede jeg selv en fornyet trang til at gå mig selv efter i sømmene og lige lave en gennemskanning af prioriteringer, værdier, drømme, fejl og mangler. Udtømmende? Næppe, men nok alligevel sundt og givende. Særligt fordi vi mennesker har en skør trang til at retfærdiggøre os selv, så vi forsvarer ukonstruktive mønstre i vores eget liv.

De næste uger vil jeg dele tre refleksioner fra min egen selvkritik. Udfaldet kan enten anvendes til at more sig over, hvor mange mine shortcommings er eller man kan bruge det som et spejl eller en affyringsrampe til at tænke over mønstre i sit eget liv, som måske trænger til et eftertjek.

I lyset af ordet

Selvkritik har sin rod i selvet, der kritisk ransager sig selv. Det er jo fint, men som kristne ved man også, at det bedste ransagende blik kommer fra Skaberen. Fx “Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte, prøv mig, og kend mine tanker, se efter, om jeg følger afgudsvej! Led mig ad evighedsvej” (Sl 139,23-24). Guds ransagelse er god, fordi hans mål er godt: frelsen. Det er også godt, fordi Gud kender hjertet, og derfor bliver han ikke overrasket over, hvad der findes derinde. I stedet kalder han til omvendelse og forsoning. Så “selvkritik” her er egentlig en “refleksiv kritik”, hvor jeg dels ønsker at tænke over mit eget liv og dels ønsker at gøre det i lyset af Guds ord.

1: Hold ikke det gode i skjul

Jeg har altid haft det svært med mission. Jeg synes, det er udfordrende at skulle tale med andre om noget, de ikke efterspørger. I lang tid har jeg tænkt, at jeg holder min tro for mig selv, og hvis så folk tilfældigt skulle bringe Gud på banen – hvad der jo er en kæmpe sandsynlighed for (…) – så vil jeg svare. Den opfattelse fik et hug, da jeg læste Sl 40,11: “Jeg holder ikke din retfærdighed skjult inde i mit hjerte, jeg taler om din trofasthed og frelse; jeg tier ikke stille med din godhed og troskab i den store forsamling.”

Stilhed.

David, der har skrevet salmen, var ikke nogen perfekt mand. Hans tro var nok stærk, men hans karakter var også svag på visse punkter. Hans salmer vidner om en mand, der både er succesrig og marginaliseret. Ofte føler han sig forfulgt og truet. Men David kender Guds tilgivelse. Han kender Guds nådige blik. Og han kan ikke holde det for sig selv.

En kristen, der har smagt Guds nåde og set sin synd sonet på korset, han ønsker at dele sit vidnesbyrd med andre. Andre må bare møde den Gud, jeg tror på! Korset kan give frimodighed, men gør det ikke nødvendigvis. Men korset skaber en trang, en urolighed, til at ville dele ud.

Første ferielektie

Min første ferielektie blev, at det ikke er korrekt at holde Guds retfærdighed skjult i sit hjerte, som en lille fetich man kan tage frem, når man vil trøstes eller styrkes. Guds retfærdighed, kærlighed og nåde vil råbes fra tagene, og jeg – og enhver troende – er blevet kaldet til det.

Relateret

• 20. sep. 2018 - Andre må gerne tænke jeg er dum
• 29. aug. 2018 - Måske sku’ jeg bli’ mormon?
• 16. aug. 2018 - En kritik af mig selv (del 3)
• 08. aug. 2018 - En kritik af mig selv (del 2)
• 06. jun. 2018 - Kristne er religionsforskrækkede!

Find flere