Af admin. leder af CTIP, Michael Agerbo Mørch 

I sidste uge skulle jeg foreberede en prædiken om adventstiden. Da jeg læste lidt op på emnet, gik det op for mig, at jeg faktisk havde misset en helt essentiel pointe, som er common sense i kirkehistorien: Jesu komme forstås ikke kun som julenat for to tusind år siden, eller den endnu ukendte dag, hvor han kommer igen i herlighed. Nej, der er også en “kommen til hjertet” på den troende, som vi åbenbart bruger adventstiden til at trygle om.

Som sagt er det common sense, når man læser salmer eller tekster om advent, men jeg havde ikke fanget den pointe. Den er ellers glasklar, når man læser en salme som “Tak og ære være Gud”. De første to vers handler om det første komme, om det glædelige i, at Guds løfter nu opfyldes, og at håbet endeligt bryder frem på jord. De næste to vers handler så om Guds komme til os; vi beder om, at Gud må gøre vores hjerte til sin ejendom. De sidste to vers handler om genkomsten, om at vi må få lov til at stå retfærdige for Guds ansigt, når Jesus skal krones med herlighed og ære.

Jeg synes, denne treklang mætter adventstiden med en intensitet, som jeg virkelig finder frugtbar. Adventstiden bliver en kombination af taknemmelighed, bod og håb.

Midt i al ræset kan det måske være svært at dvæle ved boden og håbet, for julen er i dansk kultur primært forbundet med taknemmelighed. Derfor har jeg besluttet, at jeg dagligt i denne adventstid beder Sl 139,23-24. Du kan jo overveje at gøre det samme.

“Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte, prøv mig, og kend mine tanker, se efter, om jeg følger afgudsvej! Led mig ad evighedsvej.”

Relateret

• 14. dec. 2018 - Livstræets rod i graven

Find flere