Facebook er alt det, jeg ikke ønsker, skal fylde noget i mit liv. Derfor har jeg droppet det. Men alligevel længes jeg ofte efter det ...
Margrethe Bang Rye Kofod,
Af adm. leder af CTIP, Michael Agerbo Mørch
Facebook er et socialt medie. Det er en platform, hvor ca. alle og enhver kan oprette en profil og derigennem være i kontakt med venner og bekendte. Flere milliarder menneske over hele verden har en profil på Facebook, og tallet ville sandsynligvis være højere, hvis ikke lande som Rusland og Kina aktivt forhindrede befolkningens brug af mediet på forskellig vis.
I hele mit netværk, som tæller en større portion gode mennesker, er der næsten ingen, som ikke er på. På stående fod kender jeg vel en lille håndfuld, som er sluppet ud af buret, men det er forsvindende få.
Jeg fik en profil i slutningen af gym-tiden, ca. 2008. De efterfølgende år vekslede mit engagement på Facebook betragteligt. I nogle perioder var jeg ret aktiv med opdateringer og deltagelse i debatter, men i længere perioder havde jeg trykket un-follow på alle venner, så jeg ingen opdateringer fik overhovedet. Facebook fungerede i den periode som en udvidet kalender og eventplanlægger, samt en god chatmulighed via Messenger.
På et tidspunkt satte jeg mig ned og overvejede, hvorfor jeg egentlig ikke var så meget på som andre. Jeg kunne opliste en række gode grunde og en række mindre smigrende grunde. Her er en mixet liste:
Men mens måneder går, og jeg lever i min Facebook-løse tilværelse, så konstaterer jeg ikke sjældent, at jeg faktisk længes efter at vende tilbage af mange af de samme årsager, som jeg forlod det!!! Jeg vil da gerne ses, hyldes, likes, tilbedes, omfavnes, tiljubles, rygklappes, inviteres og hædres. Jeg vil da gerne, at folk snakker om mine opslag, mit liv, mine valg, mine rejser, mine karakterer, mine projekter, mine billeder osv. Jeg ved ikke hvorfor, for jeg ved jo fra tidligere, at jeg oplever det som et rottehul, når jeg er der. Men der er en længsel …
Hvis du stadig læser med, så undrer du dig måske over, hvad CTIP-vinklen lige er. Men den er jo glasklar: jeg søger stadig min anerkendelse andre steder end hos Gud! Jeg er stadig ikke tilfreds med, hvad jeg har hos ham, så derfor søger jeg stadig hen imod bekræftelsen online. Jeg ved, det er tomme kalorier, men jeg længes efter at blive fyldt.
Selvom jeg ganske givet er den eneste i kristendanmark, der kæmper med disse spørgsmål, så vil det i hvert fald for mig være godt, hvis behovet var noget, vi talte om. Hvis vi turde være ærlige om vores længsel efter anerkendelse og kunne hjælpe hinanden til at fylde vores liv med mere varig mening og fællesskab. Kirkens evangelium er rummeligt, for enhver synder er inviteret ind – på trods af hvem vi er. Facebook er ikke et nådigt fællesskab, det er krævende. Derfor skal kirken være en modpol, for jeg tror, vi har et skrigende, stigende behov.
URL: https://ctip.dk/facebook-og-mig/