Af admin. leder af CTIP, Michael Agerbo Mørch
Jeg har lyst til at benytte dagens blogpost til at give et par dryp fra Carsten Hjort Pedersens bog Respekt – om åndsfrihed i dag (LogosMedia 2013). Faktisk ikke fordi bogen er rigtig, hvilket den er, eller fordi jeg selv er ivrig fortaler for åndsfrihed, hvad jeg er, eller fordi jeg har (med)stiftet en forening for åndsfrihed, hvad jeg har (aandsfrihed.dk), men fordi der er nogle sætninger rundt omkring i bogen, som mere generaliseret kan handle om at være kristen i verden.
Duk nakken!
Måske skyldes det bare galopperende sekularisme, hvor vi i efterhånden mange år har fået at vide, at vi skal holde vores tro og overbevisninger i privatlivets lønkammer. Måske skyldes det, at vi har mistet noget af tilliden til, at Helligånden går med og virker, når vi sætter ord på vores tro over for vores mennesker. Måske skyldes det almindelig frygt for andre respons.
Uanset, så virker det som om, at jeg ikke er ene om alt for ofte at dukke nakken, når jeg erfarer modstand mod kristendommen. Men det er ikke kun reaktivt. Også proaktivt kan det være svært: de mangler jo ikke Gud i deres liv, kan vi fejlagtigt tænke. Og så undviger vi “at bringe Gud på banen”.
Det er her, Pedersens kommentarer gør godt. Selvom de udfordrer. Tillad mig at opkaste tre perler:
Citat-potpouirri
“Det alvorlige er, at vi svigter vores medmennesker, hvis vi ikke tør konfrontere dem. Ingen af os kan nemlig udvikle sig sandt eller sundt uden indimellem at blive konfronteret med en god formaning, en advarsel, en iagttagelse eller en modsigelse” (s. 41)
“Vi må lære at bære krænkelser uden at jamre unødigt. Vi må lære at leve med, at nogen mener, jeg er dum, intolerant, uvidende eller bedrevidende. Sådan er livet!” (s. 94)
“Hvis nogle så hævder, at de bliver krænket, fordi deres religion krænkes, må de have at vide, at de så skal blive lidt mere hårdhudede.” (s. 97)
Det er okay
Jeg synes, citaterne rammer plet med en balance mellem indsigt og udfordring. Menneskelivet er komplekst, og vi kan altså ikke udvikle os som mennesker, hvis vi kun stryges med hårene. Vi skal ikke “intimisere” hinanden (for nu at bruge et af Pedersens yndlingsudtryk), men vi skal omvendt bestemt heller ikke desertere – trække os tilbage.
Vi må selv turde at lade folk udfordre os. Og vi skal selv turde at udfordre. Nogen vil finde os dumme og trælse. Fred med det. Sådan er livet. Alvoren er, at hvis vi dropper konfrontationen, så svigter vi.
Bonus:
I dag skrev Timothy Keller følgende på twitter, som underbygger Pedersens pointer rigtig godt. No way around guys!:
All criticism cuts. So is all criticism abuse? Of course not. There is constructive and destructive criticism, and true friends cut to heal. To say it’s abuse is at best naïve, and at worst encouraging a life without correction.
