Af admin. leder af CTIP, Michael Agerbo Mørch
Interviewserie
I en lille serie her på CTIP-bloggen interviewer jeg en række forfattere om deres nyligt udkomne bøger. De får 10 spørgsmål, som de skal svare kort på. Spørgsmålene omhandler bogens baggrund og indhold, og målet er at skabe lidt appetit på de spændende titler.
Forfatter
Det er amerikanske Andy Crouch, der har skrevet bogen Den teknologibevidste familie. Han er musiker, forfatter og foredragsholder. Men her har jeg fået Mikael Arendt Laursen, generalsekretær i KLF Kirke & Medier til at svare på 10 spørgsmål, fordi der er lidt forskel i amerikansk og dansk kultur.
Bogen
Bogen ønsker at skabe kritisk bevidsthed om vores brug af medier i familien. Gennem 10 pointer udfolder Crouch en analyse af teknologiens rolle i samfund og familie og kommer så med indspil til, hvordan man kan skabe bedre medieforbrug. Det er bevidst høje idealer, men hvert afsnit afsluttes med et virkelighedstjek, hvor Crouch ærligt beskriver, hvordan det så udleves i hans familie.
Bogen kan købes hos Forlagsgruppen Lohse til 199,95 kr.
1. Hvad er dit umiddelbare indtryk af bogen og dens aktualitet?
Bogen lægger sig i slipstrømmen på mere videnskabelige udgivelser om digitaliseringens udfordringer og er på alle måder topaktuel. Efter at vi i Danmark gennem årtier har været nogle af verdens mest teknologibegejstrede samfund, er tendensen ved at vende. Vi er blevet opmærksom på, at digitalisering og brugen af skærme – særligt blandt børn – ikke er helt uproblematisk, og vi har fået et langt mere nuanceret syn på teknologien end tidligere. Bogen her knytter fint til ved denne udvikling og giver os nogle helt konkrete råd til, hvordan vi kan leve i bedre harmoni som familier, hvor skærmene jo fortsat er en del af hverdagen.
Crouch fokuserer på, at familien skal være et sted, der fremmer ”visdom og mod”.
2. Hvad mener han med det?
Jeg kan faktisk ret godt lide disse to begreber, da de meget fint beskriver, hvad vi mennesker har brug for i en moderne verden. Crouch understreger, at vi som familier har brug for visdom til at træffe de rigtige valg i livet. Det gælder alle former for valg, men det gælder ikke mindst de valg, vi bliver nødt til at træffe, når vi skal sætte rammer om familiens brug af skærme. Og visdommens vigtige følgesvend er modet. Modet til at turde træffe valg, som måske ikke er mainstream i vores moderne samfund. Ja, nogle af vores valg vil af andre blive set som urimelige begrænsninger af fx børnenes udfoldelsesmuligheder. Så det handler om at træffe gode og modige valg baseret på visdom. Og kærlighed.
3. Hvilket af de 10 råd anser du for det bedste? Og rammer nogen ved siden af skiven?
Jeg er i særdeleshed glad for det andet af de 10 råd: Vi skal skabe rum. For mig at se er det nøglen til at ændre familiens vaner, så skærmene fylder mindre og andre aktiviteter fremmes. Det handler om at gøre andre aktiviteter lige så let tilgængelige som de digitale. Jeg havde en hel vinter samlesæt stående fremme på et bord i kælderen, og det gjorde, at min teenagesøn og jeg hver dag sad og byggede modelfly og fik snakket om alt muligt i stedet for, at han satte sig op til computeren og forsvandt ind i en digital verden. Afsnittet Samkørsel og samtale er mindre relevant i min verden, da vi valgte at opmuntre vores børn til at cykle til flest mulige aftaler. Her tager forfatteren nok også udgangspunkt i en typisk amerikansk virkelighed, hvor bilen spiller en markant større rolle. Men rådet er ikke dårligt af den grund.
4. Hvad er hans idé med at fylde hjemmets centrale rum med ting, der fremmer aktivt engagement?
Den store udfordring med skærme er, at de kræver vores opmærksomhed døgnet rundt og er så forbistret let tilgængelige. Et swipe, og du er på! Det er næsten umuligt for det, man kan kalde klassiske eller gammeldags aktiviteter, at hamle op med. Men det er ikke umuligt. Så det handler om, at man giver plads i hjemmet til de aktiviteter, man gerne vil fremme. Hvis børnene skal bruge mere tid på at lave perleplader, så nytter det ikke noget, at materialerne absolut skal pakkes væk og stilles ind i et skab inden aftensmaden. Der skal være plads til, at aktiviteten kan blive liggende fremme, så den er klar, når børnene kommer hjem fra skolen også dagen efter. Det giver rigtig god mening, tænker jeg.
Crouch nævner, at børnene kan betale en social pris for forældrenes idealisme (fx at børn ikke vil have en legeaftale med én, der ikke må spille computer).
5. Hvad tænker du om det?
Jeg hørte engang en klog mand sige, at forældre ikke har krav på at være populære! Det synes jeg er godt sagt. Som forældre skal vi træffe de valg på egne og familiens vegne, som vi mener er de rigtige. Det kan sagtens betyde, at børnene ikke får det helt, som de helst ville have det, og at de måske også betaler en pris for disse prioriteringer. Personligt er jeg af den opfattelse, at sådan må det være. Vi valgte skyde- og krigsspil fra i vores hjem, og det var vores søn da træt af til at begynde med. Men jeg spillede så til gengæld bilspil med ham, og det havde vi det sjovt med. Og vi forklarede ham i øvrigt også, hvorfor vi traf det valg. Han har sikkert spillet skydepil sammen med vennerne andre steder, men han kendte vores begrundelse for fravalget og respekterede det i et eller andet omfang. Det er for let at bruge andre som undskyldning for at træffe dårlige valg.
6. Hvordan sætter Crouch sit projekt i forhold til troen på Gud?
Crouch har en meget klar prioritering af, at Gud er vigtigst i vores liv. Det betyder også, at vi altid skal spejle vores valg og aktiviteter ind i Guds ønske for os mennesker. Hvis vi bruger vores tid på ting, som ikke er gode for os, skal vi finde visdom og mod til at ændre vores vaner. Selvom familien Crouch ifølge bogen er meget bevidste om dette og måske også tegner billedet af et ideal, som mange af os nok vil have svært ved helt at leve op til, så glæder jeg mig over, at han igen og igen viser os, at Gud skal være nummer et i vores liv. Det har været godt for mig at blive mindet om. Der er ingen tvivl om, at brugen af skærme er blevet en ny udfordring i forhold til at sætte Gud på førstepladsen, da der jo er så meget andet, der fylder mest i den digitale verden.
7. Hvad er det bedste, vi kan tage med fra fx sociale medier, som ellers får drøje hug i bogen?
Da jeg for fire år siden blev markant mere bevidst om, hvad brugen af skærme gør ved os mennesker, traf jeg selv nogle meget bevidste valg. På sociale medier (Facebook) valgte jeg omkring syv hundrede venner fra og kom ned på de halvtreds, der faktisk betyder mest for mig. Jeg unlikede stort set alt og minimerede min profil i en grad, så jeg jævnligt bliver bedt om at færdiggøre den! Men det har givet langt mindre flimmer i min hverdag. Jeg har stadig stor glæde af at være på Facebook, men mediet fylder markant mindre, end det gjorde tidligere. Så brug de sociale medier til at være social med dem, du virkelig gerne vil dele liv med – og sortér alt det andet fra! Så tænker jeg, at sociale medier giver mening.
Hvad tænker du om hans forståelse af hviledagen, hvor han fx anfægter, at man ser fodbold eller går til koncert eller på restaurant, fordi man så udnytter andres arbejde? Han skelner også mellem arbejde og hvile vs. slid og fritid.
8. Er hans fritidsbegreb for kritisk?
Ja, det synes jeg, at det er. Men jeg vil også gerne give plads til, at andre tænker anderledes, end jeg selv gør. For mig er det vigtigt med hviledage, men både min kone og jeg arbejder af og til i weekenderne og kan derfor ikke tænke helt så firkantet. For mig er det vigtige budskab her, at vi skal huske at koble af og lade op. Så jeg handler fx ikke om søndagen og tænker også meget over, hvad jeg bruger min tid på derhjemme. Idéen om at have en skærmfri time hver dag, en skærmfri dag hver uge og en skærmfri uge hvert år tiltaler mig rigtig meget, så den tanke vil jeg gerne arbejde videre med.
Crouch har interessante pointer ang. børnefjernsyn, der er skabt til at fængsle opmærksomheden med hurtige billeder og pangfarver.
9. Hvis man gerne vil lære børn at have et kritisk, men aktivt forhold til medier, hvordan skal man så bruge den slags indsigter konstruktivt (og dermed ikke blot slukke)?
Der er for mig ingen tvivl om, at både tv, computerspil og sociale medier arbejder benhårdt på at fange mest muligt af vores opmærksomhed hver eneste dag! Det er jo det, de lever af: At vi bruger dem! Og her skal vi passe rigtig godt på særligt de mindste børn. Min opfordring er, at man holder skærmene væk fra børnene i deres første 3-4 leveår og så langsomt introducerer dem til den verden, ved at man ser lidt ad gangen og gør det sammen med børnene. De skal da lære at bruge skærme, men de skal ikke gøres afhængige, og det kræver meget bevidste forældre, der virkelig tør sætte gode rammer. Det er det, vi i KLF, Kirke & Medier kalder mediemod. Så ligesom med så meget andet må vi som forældre engagere os og være gode rollemodeller.
Crouch’ bog er et opråb, så vi ikke bevidstløs driver med tidens udvikling.
10. Har kirken en kollektiv og kulturel opgave her, og bliver den pt. forsømt?
Det er først og fremmest forældrene, der har en opgave her, men jeg kunne godt tænke mig, at kirken tog et større ansvar og hjalp forældrene til at træffe de gode valg og sætte de gode rammer særligt omkring brugen af skærme. Det kan kirken jo gøre ved at oplyse og vejlede fx ved at afholde foredragsaftner og undervisning for forældrene, hvor mediebrugen sættes ind i en kristen kontekst. Det er jo faktisk ikke let at være rollemodeller og skabe optimale rammer omkring et familieliv, så jeg kan kun opmuntre kirker af enhver art til at træde i karakter og give familierne al den støtte og hjælp, de kan!
