Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Forrige indlæg:

Længes efter lykken

Småtanker om længsel og lykke i en coronatid.

Af admin. leder af CTIP, Michael Agerbo Mørch

Længsel og lykke. Udover at dele forbogstav angiver de også to størrelser, der fylder en del i mit liv. Begge dele rummer dog tvetydigheder. Længsel kræver et objekt, man længes efter noget eller nogen. Man kan ikke bare have længsel i sig selv. Man kan længes efter gode eller dårlige ting, efter noget der bygger én op eller bryder én ned. Jeg længes efter mange gode ting, som jeg tror, vil forøge min livskvalitet, hvis jeg fik dem. Men jeg længes også efter mange ting, som jeg med min forstand og livssyn tror nedbryder mig, men som jeg alligevel på en eller anden måde jager efter. Længsel har vi alle sammen, men hvad længes vi efter?

Lykken har i første omgang ikke noget objekt, men beskriver en tilstand. Man er lykkelig. Lykken er det store X i moderne tid, en tilstand vi jager efter, selvom den nok er utopisk. Fordi lykken egentlig betegner en gnidningsfri tilstand er lykken ikke noget vi kan eje, højst opleve. Livet rummer for mange modhager, for megen besvær, til at lykken kan fastholdes.

I Salmernes Bog bringes disse to størrelser sammen. Vi åbnes for det perspektiv, at lykken kommer, når vi opnår fællesskab med den Gud, vi længes efter. At længes efter Herren er et stærkt udtryk for en sjæl, der ved, hvor der er fred at få. “Jeg længes efter dig, Herre” (Sl 25,1), “det længes jeg efter: At bo i Herrens hus” (27,4), “Jeg længes efter din frelse, Herre” (119,174). Det er så godt hos Gud, men hvorfor egentlig? Hvorfor længes vi efter noget, der rækker ud over vores umiddelbare liv?

Vi længes efter forløsning. Forløsning – et gammelt ord for befrielse – fra syndens, dødens og djævelens magt. Vi står nedsunket i et mørke, vi ikke selv kan løse os fra. Men Herren er det lys, der kan skinne i mit mørke. Jeg længes efter at bo i Herrens hus, for dér – og kun der – er der frelse.

Derfor er den dybe lykke hos Gud. For her kan vi søge tilflugt (Sl 2,12), her er vores overtrædelser skjulte (32,1), her har vi Herren til Gud (33,12); derfor er det lykken at bo i Herrens hus (84,5).

Jeg har tænkt en del over dette i coronatiden. Jeg længes efter det “normale” liv, og nu begynder tanken at melde sig, at lykken nok ville indtrække, hvis vi kunne få præ-corona-tilstande. Men egentlig er det bare min hukommelse, der snyder mig. Den forsøger at pege mig væk fra det, mit hjerte egentlig længes efter: At bo i Herrens hus, for det dér min sande lykke er at finde. Kun der.