Af admin. leder af CTIP, Michael Agerbo Mørch
TV-reklamer er en guilty pleasure for mig. TV-reklamer er det perfekte vindue ind til tidsånden, hvor firmaer nødtvunget afslører deres forståelse af vores begær og længsler, så de kan stimulere os og lokke os til at købe deres produkter.
Derfor er det også sjovt at se, hvordan reklamebranchen løbende er i udvikling. Gennem de sidste 100 år har der været fire store klumper af tendenser inden for reklamemarkedet, som spejler samfundets udvikling.
I 20’erne var en reklame en forbrugeroplysning. Man forsøgte at sælge sit program ved at oplyse om alle produktets fremtrædende effekter, og hvorfor netop denne dims kunne lige det man manglede.
I 50’erne bliver associationen med en kendis det nye. Produkter sælges som en adgangsbillet til at ligne en bestemt person og få del i denne persons succes. Identitet som kulturelt begreb er i fremgang.
I slutningen af 60’erne og starten af 70’erne kommer seksuelle reklamer til at betyde meget. Et produkt sælges på sin sex appeal, og ideen er jo, at hvis du køber produktet bliver du attraktiv, ja, næsten uimodståelig. Særligt sanseprodukter som fx parfume, der jo er svært at sælge visuelt, lever stærkt på denne appel.
De seneste årtier har særligt to temaer været centrale: humor og hygge. Humoren er en stærk kraft, der appellerer umiddelbart til os. Mange af de mest elskede og mindeværdige reklameserier er bygget op omkring humor: Toms chokolade, Harry og Bahnsen, Kaj og Bøje osv. osv. Hygge som stemning er også en magnet. Særligt alkohol, mad og interiør sælger på stemninger, hvor hygge er i højsædet. Tag fx alkohol, hvor enten festen eller nærværet er afgørende. Grunden er naturligvis, at vi ikke kan teste produktet (ved at smage), men vi kan misunde den kontekst, som alkoholen skaber: venskabeligt nærvær eller intens fest.
Det er ikke sådan, at den enkelte type reklame afløser den anden, for i dag eksisterer alle fire ‘måder’ samtidigt, men nogle tilgange er mere i medvind end andre.
Kirkens reklamestation
Måske er kirkens selvforståelse som TV-reklamernes omskiften. I forskellige historiske epoker og kontekster spiller vi på forskellige elementer ved vores fællesskab, som vi finder særligt appellerende: interessante gudstjenester, nærværende fællesskab, rummelighed, missional identitet, ro og hellighed osv.
Kirken skal jo ikke sælge sig selv, men uundgåeligt vil vi fokusere på delelementer af kirkens egenart. Det er klogt at være bevist om, så man ved, hvad man signalerer som fællesskab, og hvad der måske skal justeres.
