Margrethe Bang Rye Kofod er bachelor i teologi ved DBI og jordemoder på Rigshospitalet. Derudover er hun ny, frivillig undervisningsassistent i CTIP. Margrethe har allerede erfaring som undervisningsassistent efter at have været assistent for professor Nicolai Winther-Nielsen i DBI’s store satsning Din Bibelundervisning Online, læst korrektur på bog og artikler samt hjulpet med sidemandsoplæring og modulbygning på online Hebraisk.
Margrethe er 40 år, mor til en søn på 9 år, og hun brænder for arbejdet på Din Bibelundervisning Online:
”Det netop er sådan et tilbud, jeg drømte om, da jeg efter en lang årrække borte fra Gud igen blev kristen og gerne ville genopfriske alt det jeg havde lært som barn og ung på et godt fagligt niveau.”
Det håber hun nu kan blive til virkelighed for alle – både nye og erfarne kristne – der ønsker at sætte tid af til at øge deres viden om Bibelen og centrale emner, men som af forskellige grunde ikke har mulighed for at tage et år på højskole eller læse en bachelor på DBI.
Margrethe ser en sammenhæng imellem sit arbejde på kurset og de andre opgaver hun er involveret i som undervisningsassistent, og den type arbejde hun ønsker at udføre for Guds riges sag, når hun engang bliver færdig som teolog. Hun er derfor glad for at få en masse praktisk erfaring undervejs, samtidig med at hun glæder hun sig over at kunne bidrage til DBI’s arbejde.
Hos CTIP er vi glade for at kunne tilknytte Margrethe i en mere formel stilling og kunne drage nytte af hendes store kompetencer og arbejdsiver.