Af admin. leder af CTIP, Michael Agerbo Mørch
Også julen har sine skygger. Skygger kan være venlige eller skræmmende. Når en skygge danser bagved een i høj sommersol, og børn optimistisk jagter den mærkelige udstrækning af dem selv, så er skygger hjertelige og varme. Når gadelampen kaster skyggen op langs smøgens væg, og den sorte kat kryber hvæsende langs væggen, så er skygger skræmmende og kolde.
Julens skygger er de minder, vi bringer ind i julen. Jul er en skør blanding af fortid og nutid. Jul er indbegrebet af hygge og nærvær, og de gives kun i nutid. Men jul er på grund af sin mættede stemning også et erindringsbillede, hvor brudte relationer og smertelige tab uundgåeligt fylder en del af billedet.
Eller modsat. Julens nærvær kan være frustrerende, fordi man skal bruge tid med mennesker, man helst vil undgå. Slipset føles som en galge, og man kæmper med at synke risalamanden med en passende grimasse. Og julens fortid kan også være nostalgisk og hjertevarm, fordi man mindes de stunder, hvor livet rummede en særlig fortættet glæde og velsignelse. Et klimaks, som man stadig leder efter en gentagelse af.
Uanset om din juls skygger bærer gode eller dårlige toner med sig, så ønsker jeg dig en glædelig jul. Jeg ønsker konsekvent folk en glædelig jul og ikke en god jul. For jeg synes at have lært, at julen ikke nødvendigvis er god, men den er altid glædelig. Glædelig, fordi Jesus kom – og fordi han kommer!
Livstræet forbinder
Min egen jul er skyggefuld. Gode og dårlige minder (fortid), lykke, håb og stress (nutid) skaber en sælsom blanding af følelser, som synes at leve sit eget liv. Vi må se, hvordan dagene bliver …
Men i mit liv er der en særlig skygge, som kaster et ambivalent lys over julen. Min far døde for to år siden i en ung alder, og jeg savner ham stadig meget. Det gør hele min familie. Men vi mindes ham med glæde, og længes efter gensyn, og det er stærke følelser, der ofte afviser mismod og sorg ved porten. Det er godt at være sammen i savnet, også når det er jul.
1. søndag i advent satte vi bl.a. et lillebitte juletræ på fars grav. Han skal jo være med i julefejringen. Det var for hyggens skyld og for erindringens skyld. Vi har ikke glemt ham, og vi ønsker at bære ham med i vores fællesskab. Siden har jeg dog tænkt på, at netop juletræet i år bærer en særlig betydning med sig for mig. Men hvorfor har vi egentlig det der mærkelige nåletræ stående i stuen med pynt og lys? En ret spøjs tradition, sku’ man mene.
Juletræet repræsenterer Livets træ. Det træ, som stod i Edens have, og som Adam og Eva ikke måtte spise af, efter de havde syndet. De måtte ikke leve evigt som syndige, for så var relationen til Gud endegyldigt ødelagt. Nu er vi i den lange periode mellem paradis 1 og paradis 2. I paradis 2 (den nye jord) skal Livets træ igen være i vores midte, og vi skal spise af det, så vi lever evigt hos Gud.
Det er, hvad juletræet symboliserer. Jesus kom til jorden for at frelse mennesket. Og derfor kan vi have håb om, at vi endda skal spise af Livets træ.
1. søndag i advent sang vi “Vær Velkommen, Herrens år”. I vers to hedder det: “Påskemorgen, da Herren opstod, da livstræet fæsted i graven rod.” Det suser i mit hjerte, når jeg læser det! Da Jesus stod op af graven, plantede han endegyldigt sit Livets træ midt i graven, så enhver, der tror på ham, ikke skal blive i graven, men opstå til Liv. Juletræet på fars grav er en hån mod døden. Som om den har vundet; no way! Døden har tabt, og dødens Herre går sin egen undergang i møde. For Livstræet har fæsted sin rod i graven, og her i julen får vi lov til at gå syngende og dansende rundt om Træet, fordi sejren allerede endegyldig er vundet.
Det giver julens skygger deres mange nuancer: savn og håb, sorg og glæde. Sådan vandrer vi gennem livet, også i julen, men vi ved, hvor det ender: lykkelige og salige, retfærdige og frikøbte, tilgivne og lovsyngende ved Livets træ i evighedernes evigheder i fællesskab med den Gud, der kom til vores jord for at vinde os tilbage.
