Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

3 ting vi skal lære af Johannes Døber

Johannes Døber kan lære os, at vi ikke selv er hovedpersonen. Det fik jeg levende illustreret til min efterbryllupsfest for 40 år siden ...

3 ting vi skal lære af Johannes Døber

Refleksioner over 4. søndag i advent Joh 3,25-36. Af Børge Haahr Andersen

Johannes Døber fylder meget her i adventstiden. Det ved man, hvis man har læst Flemming Baatz Kristensens nyeste bog På pilgrimsrejse i kirkeåret. Adventstiden er præget af tekster, der beskriver Messiastiden, og det vil i nytestamentligt lys sige både Jesu første komme, Jesu komme gennem nådemidlerne og Jesu genkomst i herlighed. Disse begivenheder sammentænkes og beskrives under et i profetierne om Messias,

Johannes Døber er herolden

Han er den, der baner vej. Han er røsten i ørkenen, som profeten taler om. Han er den, der er kommet i Elias ånd og kraft, som en ny Elias, der skal kalde til omvendelse og tro på Messias.

Som den, der baner vej, og som peger på en anden, er Johannes et lysende eksempel for den tjeneste, der skal øves efter pinse. Vi skal også døbe, vi skal også kalde til bod og omvendelse, vi skal også pege på Guds lam, og endelig – vi er ikke selv hovedpersoner, men skal bane vej for ham, som er hovedperson.

Jakkesæt eller sømandstrøje

Det med at acceptere sin rolle som biperson, sådan som Johannes gør, det er et klart kald og en klar udfordring til os.

Lad mig illustrere det med et eksempel, som jeg selv synes, er lidt underholdende. Da min kone og jeg for 40 års siden blev gift, havde min svigerfar ikke så mange penge. Det var 4. datter, der skulle giftes bort, så vi holdt en lille eksklusiv fest i deres stue på Fur. Jeg var også en fattig studerende, som havde fået en lille lejelejlighed på Christianshavn uden varme og varmt vand. Jeg havde til anledningen lejet alt mit tøj, inklusive sko, sådan at jeg fremtrådte præsentabelt ved brylluppet, selv om jeg personligt syntes, det var en udfordring med slips og jakkesæt i den senkapitalistiske periode …

Efter brylluppet holdt vi fri en uges tid, og da arrangerede mine forældre et efterbryllup på Hotel Skjern. Problemet var bare, at jeg havde afleveret mit bryllupstøj til nogle af vores venner fra København. Jeg havde nogle lidt slidte cowboybukser og en nydelig sømandstrøje. Min bror, som er 15 måneder ældre end mig, havde lige investeret i et nyt jakkesæt. Han var åbenbart ikke klar over, at jakke og slips var et symbol på storkapitalen -! Aftenen igennem med mine forældres familie og venner blev min kone jo gratuleret … og så min bror, som man antog for at være brudgommen. Så han fik den ufrivillige opgave, at han skulle vise bort fra sig selv og sige: Jeg er ikke brudgommen, jeg er kun brudgommens bror.

Der er 3 ting, vi skal lære af Johannes Døber:

1. Vi er bipersoner

Det var let nok for Johannes at være biperson, mens han var centrum for hele Israels opmærksomhed. Men udfordringen kom, da Jesus begyndte at stjæle billedet. Og da Johannes blev fængslet og sad ensom og forladt ved Makærusborgen, da var det ikke så enkelt at sige: Han bør vokse, og jeg blive mindre. Sådan er det også for os. Det er Gud, som skal have al æren. Vores arbejdsliv vil måske være præget af hæder og ros – du gør det godt. Du er flittig. Men også af tider, hvor du kan føle dig glemt og overset. Det er alt sammen ligegyldigt.

Pointen er, at du og jeg er blot bipersoner. Vi er blot pegefingre, der skal gøre opmærksom på en anden. Og måske vælger Gud i perioder, at vores tjeneste i menigheden ikke skal være særlig synlig og ikke særlig velset. Da skal vi hvile i, at vi ikke er hovedpersonen. Vi er til for at gøre opmærksom på en anden.

2. Jesus bryder dødens magt

Det andet, jeg vil fremhæve, det er, at Jesus er ovenfra i den forstand, at han kommer fra Guds verden for at give mennesker evigt liv. Det er selve det at bryde dødens magt, som er Jesu ærinde i verden. Vi får en del julekort fra mennesker, som har mistet en ægtefælle eller nær ven. Det kan fylde meget i julefejringen, fordi den tomme plads bliver mere tydelig og skrigende i julen. Men julens budskab er en solopgang fra det høje for at lyse for dem, som sidder i mørke og dødens skygge. Som Brorson skriver: Knuste hjerter føler bedst, hvad denne store frydefest, for glæde har at bringe.

3. Vi skal sætte Jesus i centrum

Det tredje, jeg vil fremhæve, det er, at Johannes gør sig umage for at bringe Jesus i centrum: Nej, jeg er ikke misundelig, selv om Jesus samler flere mennesker end jeg. Det går jo, som det skal. Jesus skal i centrum, for han er Guds lam, han er ovenfra, han er den, som kan give evigt liv. I julen kan forbrugsræset komme i centrum, eller de menneskelige relationer. Det er godt med menneskelige relationer, men det vigtigste er, at Jesus, Messias, kommer i centrum. Det sker gennem Guds ord, gennem salmer og tekster knyttet til julen. Stilheden, eftertanken, kan gøre os og vores hjerter til et bolig for hans nærvær.

Opsummering

Der er altså 3 ting, vi skal lære af Johannes Døber:

1)     At acceptere, at vi selv er bipersoner i forhold til ham, som er hovedpersonen, brudgommen.

2)     At Guds søn kom til os fra Guds evige verden for at bryde dødens magt og give evigt liv. Derfor skriver Brorson, at knuste hjerter føler bedst.

3)     At vores julefejring skal have hovedpersonen og ikke alle andre biting i centrum.