Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Lige ind i sjælen

I Zakarias' lovsang får vi lov til at se lige ind i sjælen hos den gamle præst. Det samme gælder for Moses, Hannas, Davids og Marias lovsange.

Lige ind i sjælen

Om søndagens tekst af Peter Olsen, førsteamanuensis i systematisk teologi

Zakarias’ lovsang

Luk 1,67-80. Den gamle præst, Zakarias, havde været stum i ni måneder. Da han endelig kunne tale igen, brød han ud i lovsang. Der står, at han blev fyldt med Helligånden. Det var Guds Ånd, der virkede på ham, at han sang denne lovsang. Det er noget, som vi møder flere gange i Bibelen. Jøderne var kendt med fænomenet, selv om det vel ikke skete hver dag. Hvis der indtraf noget særligt glædeligt, kunne man bryde ud i spontan lovsang. De komponerede en sang, der passede til anledningen.

Moses’ og Miriams lovsang

Efter udvandringen fra Egypten bryder Moses ud i lovsang: ”Jeg vil synge for Herren, for han er højt ophøjet, heste og ryttere styrtede han i havet” (2 Mos 15,1). Lidt senere synger hans søster, Mirjam, en lignende sang: ”Syng for Herren, han er højt ophøjet, heste og ryttere styrtede han i havet” (v.21). Det virker som om, hun er inspireret ikke bare af Helligånden, men også af sin lillebror, Moses. Det svarer i øvrigt til de fleste tilfælde af inspiration i Bibelen: Helligånden og mennesker går hånd i hånd. Det er ikke enten Helligånden eller mennesker, der er ophav til disse tekster. Guds Ånd virker normalt sådan på de bibelske forfattere, at de spontant, af egen vilje komponerer den sang eller den tekst, som Guds Ånd vil, at de skal komponere.

Hannas lovsang

I 1 Sam 2 er det profetens Samuels mor, Hanna, der spontant, men drevet af Guds Ånd, giver sig til at synge: ”Mit hjerte fryder sig over Herren, Herren har løftet mit horn … for jeg glæder mig over din frelse” (2,1). Anledningen er, at Hanna efter mange barnløse år endelig har fået Samuel.

Davids lovsang

Davids salmer blev til på en lignende måde: Han var glad, eller han var nedtrykt, og så virkede Helligånden sådan på ham, at han af egen vilje og ud af egne oplevelser skrev en sang, der indeholdt lige netop det, som Helligånden ville. Var det så David eller Helligånden, der forfattede den? Nej, det var både David og Helligånden, og de leverede ikke 50% hver. De udtryk, som David frit og spontant valgte, og som passede til hans egen sindsstemning, var præcis de udtryk, som Helligånden ville, at David spontant skulle vælge.

Dette er Bibelens primære forståelse af inspiration. Den kommer særligt tydeligt til udtryk i bibelsk poesi.

Marias lovsang

Endnu et eksempel på dette har vi i Marias lovsang. Hun havde ganske vist ikke været barnløs i mange år som Hanna og som Zakarias, men hun var blevet gravid på en overraskende måde, og så sang hun: ”Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde” (Luk 1,46-48).

Lige ind i sjælen

Efter middelalderlig tradition kalder vi disse lovsange med indledningsordet fra deres latinske udgave i Vulgata. Hannas lovsang hedder Exultavit, ’det hopper el. fryder sig’; nemlig mit hjerte fryder sig. Marias lovsang hedder Magnificat, ’den ophøjer’; nemlig min sjæl ophøjer Herren. Og Zakarias’ lovsang, som er prædiketeksten på søndag, hedder Benedictus, ’lovet være Herren.’

Vi ser den stolte far lige ind i sjælen. Vi mærker hans følelser. Men samtidig er det Helligånden, der taler til os i denne sang. Han siger: Nu bliver løfterne opfyldt! ”Nu kom han, patriarkers håb”, som Martin Luther synger i ”Det kimer nu til julefest” (DDS 94,8). Det svarer til, hvad Zakarias og Helligånden siger i Luk 1,70: ”sådan som han fra gammel tid har forkyndt ved sine hellige profeters mund.” Alt det med Jesus skete ”ifølge Skrifterne” (NC).

I salmeverset lige før synger Luther: ”Og ret som midnatshanen gol, blev Jakobs stjerne til en sol” (DDS 94,7). Indrømmet: Salmen er mere Grundtvig end Luther! Der er tale om en meget fri gengivelse af Luthers ”Vom Himel hoch da kom ich her.” Men derfor er det nu sandt nok alligevel: Da det så mørkest ud i Israels historie, da kun få troede på det, da kom han. Zakarias og Helligånden formulerer det sådan: ”solopgangen fra det høje vil besøge os og lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge” (Luk 1,78f).

For de syge, trætte og døende

Julen er evangelium for de syge og trætte og for dem, der skal dø. Gud kommer selv til dem og forkynder frelsens to aspekter. For nu igen at citere Zakarias og Helligånden:

Han kommer til os, for at vi skal lære at kende frelsen i vore synders forladelse (1,77). Det er frelsens første aspekt. Vore synder står mellem os og Gud, de skjuler hans ansigt for os, så han ikke kan høre os (Es 59,2). Frelsen består deri, at Gud selv tager vore synder væk, så de ikke længere skiller os fra ham. Som en konsekvens af dette kommer frelsens andet aspekt. Med Zakarias’ og Helligåndens ord: Han skal ”frelse os fra vore fjender” (Luk 1,71). Hvem er vore fjender? Det er synden, døden og Djævelen. Vore fjender kan også være mennesker, men de værste fjender er nu synden, døden og Djævelen. Dem besejrer Jesus for os.

1. Frelsens første aspekt er, at han fjerner syndens skyld.

2. Frelsens andet aspekt er, at han fjerner syndens magt og dermed også den magt, som døden og Djævelen har. Ved sit andet komme fjerner han syndens magt.

I adventstiden ser vi både tilbage og frem. Vi ser tilbage på Jesu første komme, hvor han fjernede den synd, der stod mellem Gud og os. Derfor kan vi nu træde frimodigt frem for Jesu Far og vores Far. Vi ser frem mod Jesu snarlige genkomst, hvor han for altid vil fjerne den magt, som synden, døden og Djævelen har i vores verden.

Det er den julefest, som det nu kimer til …