Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

At se verden med friske øjne

En lille opfordring til at lade sin nysgerrighed lede sig.

Af admin. leder af CTIP, Michael Agerbo Mørch

I flere af Karl Ove Knausgårds bøger reflekterer han over, hvordan det mon er at se verden med friske øjne. Hvordan så verden ud for Adam og Eva, der ikke havde andre mennesker til at fortolke, forklare eller oplære? Hvad med Noah, der efter nulstillingen skulle træde ud og forstå alt på ny?

Knausgård nævner ofte også Leonardo Da Vincis notesbøger, hvor han skriver om ca. alt, fordi hans nysgerrighed var ustoppelig (tip: Walter Isacssons Da Vinci-biografi har nogle meget smukke refleksioner over dette tema – og en opskrift på at følge i mesterens fodspor). For ham var verden ny. Han skar dyrekroppe op, han målte, vejede, indsamlede, tænkte; alt skulle gennemlyses.

Nysgerrighed har i kirkens historie ofte mødt kritik, fordi det vidner om manglende ydmyghed. Man vil vide mere, end hvad der tilkommer én. Sådan tænker få i dag. De videnskabelige gennembrud har gjort, at vi tænker stik modsat: At vide noget om verden er at ære Gud. Nysgerrighed er en dyd. Sådan skifter tiderne.

En af de smukkeste tekster, jeg har læst om nysgerrighed, står i den polske forfatter Witold Gombrowicz’ Dagbog 1953-1954. Gombrowicz var en af efterkrigstidens største polske forfattere, som levede mange år som immigrant i Argentina. En onsdag noterer han:

I den sidste tid (måske på grund af det monotone ved min tilværelse her) er jeg blevet besat af en nysgerrighed jeg aldrig før har haft med så destilleret en intensitet – en nysgerrighed efter at vide hvad der sker i næste øjeblik. For næsen af mig – en mørkets mur, hvorfra det mest selvfølgelige med eet dukker op som en truende åbenbaring. Bag hjørnet dér … hvad kan der være dér? Et menneske? En hund? Hvis det er en hund hvilken form har den så, hvad er det for en race? Jeg sidder ved bordet og om et øjeblik bliver suppen serveret, men … hvilken suppe? Denne så grundlæggende erkendelse er endnu ikke blevet ordentlig gennemarbejdet i kunsten; mennesket som et instrument der skaber Ukendt om til Kendt, figurerer ikke i mangfoldigheden af hovedpersoner.
(Forlaget Arena, 1979, s. 25)

Hvad venter om næste hjørne? I næste øjeblik? Hvilke undere har Gud til os, ting vi ikke kan tage af os selv, men som er blevet os givet?

Gud er skaber og opretholder af alt. Han ses i det store og i det små. Men det kræver øjne, der vil se. Som er nysgerrige, som længes.