Af admin. leder af CTIP, Michael Agerbo Mørch
I disse dage og uger finder en debat sted i Kristeligt Dagblad. Ved vi noget om den historiske Jesus? Eller kender vi ham kun som “forkyndelsens Kristus”, dvs. i en udsmykket form, beskrevet af mennesker, der troede, han var Guds søn?
Det er en lidt mærkelig debat. Naturligvis er evangelierne skrevet med et bestemt sigte: de vil forkynde om Jesus. Det ligger ligesom i selve genren. Desuden: De siger det jo selv! “Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.” (Joh 20,31).
Profetierne i GT handler heller ikke om, at der engang vil komme en mand, der sover længe, elsker fisk, har skævt pandehår eller kæmper med luft i maven. De forkynder, at Messias kommer. Og det er langt det vigtigste (fx Es 9,5-6).
Men alligevel er det interessant, at “den jordiske Jesus og den forkyndte Kristus” flettes intimt sammen i evangelierne. De kan jo ikke adskilles. Lad os tage Johannesevangeliet som eksempel: Jesus taler i en synagoge i Kapernaum, en historisk bygning i en historisk by (Joh 6,59). Det forarger folk, men disciplene bekender, at Jesus er “Guds hellige” (Joh 6,68). Derefter drager Jesus videre rundt i Galilæa (en historisk egn), i den tid hvor løvhyttefesten stod for døren (en historisk fest). Eller prøv at læse beretningen om opvækkelse af Lazarus i Joh 11 og se, hvor mange historiske småoplysninger, der er i en tekst, der klart vil pege på “forkyndelsens Kristus”, som den, der har al magt. Det er et umuligt projekt at ville adskille de to ting ad.
Hvad betyder det så?
Er du endt på CTIPs hjemmeside, så er du næppe totalt uenig med det ovenstående. Men spørgsmålet er jo så: hvilken konsekvens får det for os, at Jesus af Nazaret er Guds søn? For mig betyder det, at han er min frelser; at han er min Herre; at han bestemmer over mit liv, og jeg ønsker, han skal gøre det, for han vil mig kun godt. Hvad betyder det for dig?
Alligevel må jeg indrømme, at der er ord fra Jesus, der udfordrer. Ikke altid så meget for tanken, som for hjertet. Ét af de ord findes i Apostlenes Gerninger. For her finder vi et ord, som tilskrives “Herren Jesus” (igen, de flettes jo totalt sammen). Paulus taler til de ældste i Efesos siger, at de skal “huske på de ord, Herren Jesus selv sagde: ‘Det er saligere at give end at få.’ (ApG 20,35b).
Tror du, han har ret?
Jeg ved, jeg selv tvivler. Jeg tror, han har ret, når jeg giver mine børn en god julegave, som i mindst fem minutter gør dem lykkelige i hjertet. Men tror jeg dem også, når vigtige organisationer skriger efter penge i december måned, fordi deres eksistensberettigelse er presset? Giver jeg, fordi jeg ved, det gør mig salig?
Eller tror jeg ham, når det er min tid, der spørges efter? Når mennesker, der ikke umiddelbart giver mig nogen social gevinst, spørger efter mit fællesskab? Er det stadig saligt at give? Er det saligt, når jeg må overlade rampelyset til en anden? Når jeg må rose andre for noget, de gør bedre end mig, selvom jeg definerer mig selv som een, der er god til netop dette?
Jeg tror, Jesus taler sandt. Men jeg tror det, for det strider mod megen intuition i mit bedrageriske hjerte. Så jeg må gå i tro, hvis jeg vil opleve saligheden. Jeg får den ikke foræret på forhånd. Går du med?