Af admin. leder af CTIP, Michael Agerbo Mørch
Det er spøjst. Som jeg skrev i sidste uge, så har jeg netop læst en bog af Dolly Alderton, som helt banalt handler om hendes (kærligheds)liv. Men siden bogen blev lukket, har særligt én tanke fyldt i mine refleksioner: hvordan er det muligt at vide så meget om menneskesindets kringelkroge, som hun gør, og så være så komplet inkompetent til at forstå sit eget liv? Hvordan kan det lade sig gøre?
Klogskab versus visdom
Det er slående, synes jeg. Det der med forskellen mellem klogskab og visdom. Hvordan er det muligt at være en lærd teolog og stadig famle rundt i troens hverdagsliv? Nogle mennesker er lærde akademier, omvandrende biblioteker, et leksikon på to ben. Men de er underligt uvidende om selv de mest banale mellemmenneskelige forhold. Omvendt er der andre, der aldrig får en osteslice i Trivial Pursuit, ikke følger med i aktuelt nyhedsstof, ikke rummer nogen nævneværdig mængde paratviden, men som alligevel virker til at se lige igennem een. Man er transparent for deres sylespidse blikke. Hvordan er det overhovedet muligt?
Jojo, ofte er der da rimeligt overlap mellem klogskab og visdom, det er ikke det. Men spørgsmålet dingler jo stadig: hvordan er det muligt, at der ikke altid er overlap?
Novice i troens liv
Når jeg har tænkt over det, har det slået mig, at det minder uhyggeligt meget om mit eget liv som teolog. Efterhånden har jeg fået læst mig til en del viden om teologiske forhold. Men igen og igen må jeg bare sande, at selvom jeg fagligt ved meget om troen, så er jeg ofte en komplet novice i at leve troen ud! Her famler jeg ofte rundt i blinde med hjemmebragte gudsbilleder, snøvlende afguder, klam synd og egoistiske tanker. Jeg henter ligeså ofte indsigt, trøst og hjælp fra den ufaglærte, som fra mine teologiske kolleger. Ja, nogle gange er det faktisk som om, min tro knæler og takker, når man blot får overbragt et simpelt budskab fyldt af taknemmelighed til Gud.
Der er ikke nogen gennemtænkt pointe med denne blog – jeg fandt det bare rørende og tankevækkende.