Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Hvorfor er mennesker taknemmelige?

Mange mennesker oplever en spontan taknemmelighed, når gode ting hænder i deres liv. Hvorfor?

Af admin. leder af CTIP, Michael Agerbo Mørch

Jeg har netop læst min først chick-lit (“pigelitteratur”). Det er den berømte journalist Dolly Aldertons memoirer, Alt hvad jeg ved om kærlighed, der netop er udkommet på dansk. Alderton har levet et crazy liv med masser af sprut, sex, selvhad og selvskade, og bogen er et langt roadtrip gennem hendes flossede sind og aparte oplevelser. Jeg kan ikke huske, hvis jeg før har læst en bog, hvor jeg kan genkende så lidt af mig selv! Men det er ikke, fordi bogen er dårlig – faktisk er den formiddabelt godt skrevet, i en ekspressiv stil og med en sej evne til at tænke gennem metaforer. Man siger, at visdom er at kunne forvandle oplevelser til erfaringer, og hvis det er rigtigt, så er Alderton et meget vist menneske. Selvom hun konstant excellerer i kontraproduktive udskejelser.

Hvorfor taknemlig?

Men efter læsningen er der særligt én ting, som har rumsteret: hvorfor bliver hun ved med at skrive om sin taknemmelighed? Hvem er den taknemmelighed rettet mod? Alderton er ikke troende; ikke i nogen klassisk forstand i hvert fald. Men hun er taknemmelig, for hun ved, at mange af de gode, små ting, som løbende ligger på hendes vej, ikke skyldes hende selv.

Det kan skyldes heldet. Nogle er heldige og har megen medgang, og de takker et abstrakt held, som åbenbart tilsmiler dem. Det kan skyldes skæbnen, som nok er lunefuld, men som også lader gode ting hænde i mit liv. Begge dele er muligt.

Alle takker Gud

Men min refleksion gik alligevel i en anden retning. For jeg har netop arbejdet lidt med Salme 104 og 145, hvor der i hvert fald går én ting igen i begge salmer: at alle mennesker – gudelige som ugudelige – takker Gud, fordi han i sin skaberkraft lader gode ting komme i vores liv:

Alle har det håb til dig, at du giver dem føde i rette tid; du giver dem, og de samler op, du åbner din hånd, og de mættes med gode gaver; (Sl 104,27-28)

Alle dine skabninger, Herre, takker dig, dine fromme priser dig. […] Du åbner din hånd og mætter alle skabninger med det, de ønsker. (Sl 145,10.16)

Jeg tror, Alderton takker den eneste, levende Gud for det gode, der er i hendes liv. Men hun ved det ikke selv. Hvis jeg en dag møder hende og får mulighed for at fortælle hende om Jesus, så vil jeg starte dér: Dolly, du er taknemmelig for så mange ting, nu vil jeg fortælle dig, hvem der giver dig alle gode gaver (jf. Jak 1,17).