Refleksioner over prædiketeksten til 1. søndag efter påske: Joh 20,19-31
Børge Haahr Andersen
Judas holdt sig borte fra Jesus
Judas tilhørte den inderkreds af apostle, som på en særlig måde blev udvalgt og udrustet af Jesus. Men han bliver et tragisk og advarende eksempel på frafald, forræderi, forførelse og forhærdelse. Judas’ messiasforventninger gik i en anden retning end Jesu vej til lidelse og død i Jerusalem. Han forføres af Satan til at forråde Jesus og gennem et discipelkys afslører han for vagtmandskabet, hvem det er, de skal tage til fange.
Da Jesus lider og dør, blev Judas dybt ulykkelig. Han vil ikke bruge de penge, han har tjent på forræderiet, han hænger sig selv og bliver et eksempel på forbandelsen i skriftens ord om, at en hængt er en Guds forbandelse. Han vil sone sin skyld ved at give sit eget liv, men forbliver ifølge evangelierne et eksempel på, at hvis ikke man vender sig til Jesus og kommer til ham med sin skyld, så er man fortabt.
Peter fik talt ud med Jesus
Peter er den, som på alles vegne og i fuld offentlighed lover at kæmpe og dø sammen med Jesus. Men da det brænder på, sviger han på fejeste vis Jesus i fuld offentlighed, og et hanegal og et blik fra Jesus afslører ham.
Peter fik nogle mørke og fortvivlede dage frem til påskedag. Var opstandelsen en god nyhed for Peter, eller ville den opstandne møde ham med dom? Dette fik Jesus og Peter talt ud om påskedags eftermiddag, hvor Peter bliver en af de første opstandelsesvidner. Senere bliver han i de andre apostles nærvær genindsat som apostel.
Det vidnesbyrd, han aflægger i sit første brev om, at Jesu død er en offerdød, og at der er soning og tilgivelse forbundet med Jesu blod – det vidnesbyrd er født ud af den mørke nat, Peter oplevede mellem torsdag og søndag i påskeugen.
Thomas bekendte Jesus som Herre og Gud
Sjælens mørke nat blev en uge længere for Thomas. Han har hørt Maria Magdalenes vidnesbyrd om, at hun mødte den opstandne. Senere, at Jesus var set af kvinderne, af Peter, af hele apostelgruppen, af de to Emmausvandrere. Det strømmede ind med begestrede vidnesbyrd om, hvordan disciplene gik fra den dybeste sorg til den største glæde.
Men Thomas forbliver i sorgen. Han kan ret og slet ikke tro og rumme, at de forfærdelige billeder af Jesus, der lider og dør ved en offentlig henrettelse, bliver efterfulgt af andet end død og sorg og uendelig smerte. Han sætter ord på det umulige: Med mindre den opstandne viser sig så håndgribeligt for mig, at jeg kan se og røre ved sårene efter torturen, så vil jeg ikke tro. Tydeligvis ligger det uden for Thomas’ fantasi, at noget sådant kan ske, og denne kategoriske bemærkning kan måske lukke munden på de emsige venner, der vil bilde ham ind, at den døde er lyslevende.
Men så kommer den opstandne i kød og blod og viser ham sårmærkerne. Thomas er overvældet: En jøde vil aldrig kalde en mand med naglemærker for ”Herre og Gud”, men Thomas kommer med denne unikke bekendelse. Tvivleren og skeptikeren bliver den, som i Johannesevangeliets kontekst kommer med den dybeste og klareste bekendelse af Jesus som Herre og Gud.
I sammenhængen binder Jesus Thomas og alle vi andre til en anden vej end overbevisning. Den opstandne kunne i perioden mellem påskedag og himmelfartsdagen finde på at vise sig i synlig skikkelse, når og hvor han ville. Han lavede en senere undtagelse med Paulus, som på den måde blev en del af opstandelsesvidnerne. Men hans normale måde at overvinde vores tvivl på sker gennem apostlenes vidnesbyrd og det ord, der indeholder opstandelsens kræfter.
Tre vigtige pointer
- Særbehandling: Jesus var villig til at give en skeptiker og tvivler som Thomas specialbehandling. Han tager sig på en særlig måde af ham, som han tog sig af Peter, af Maria Magdalene – og som han på særlig vis tager sig af os.
- Gennem Guds ord: Den normale måde at overvinde tvivlen i os på er ikke ved åbenbaringer og syner, men gennem Jesu ord, sådan som det er gengivet af apostlene. Den samme styrke, som Gud brugte til at opvække Kristus af graven, bruger Gud til at levendegøre troen i os.
- Tro og tvivl side om side: Denne proces fra tvivl til tro kan ske i et nu, eller den kan ske som en livslang kamp. Matt 28,16 viser, at der var flere af apostlene, som tvivlede. Ligesom synden er en virkelighed, så længe vi lever, er tvivlen det. Tro og tvivl er sideordnede faktorer i en discipels liv.