Af Michael Agerbo Mørch, admin. leder af CTIP
Valgkampen er i gang. 5. juni skal krydses sættes, og næste blad i dansk regeringshistorie skal til at skrives.
Siden påske har Rasmus Paludan (P) været intenst omtalt i medierne, særligt pga. af andres reaktioner på hans demonstrationer. Lige nu står Stram Kurs til at få en fast plads på Slotsholmen, men uanset om de kommer ind eller ej, vil de præge valgkampens debat tungt, fordi den nuværende regering bliver udfordret til hele tiden at forholde sig til dem.
For første gang siden 2001 er der synspunkter til højre for DF, som V og K skal forholde sig til. Det gælder Stram Kurs, men også Nye Borgerlige. Èn konsekvens: R bliver ved med at punke LLR for, om han vil basere et parlamentarisk grundlag på P’s stemmer – og han bliver ved med at henvise til den negative parlamentarisme, som vi har i DK. R har desuden presset S med et ultimativt krav om at lempe udlændingepolitikken, og S svarer som bekendt, at det bliver der ikke tale om. Men hvordan skal Frederiksen så få kabalen til at gå op?
Paludans lille, nye parti – og Nye Borgerlige – bliver altså afgørende for debattens emner og fronter, uanset deres eget valgs resultat.
Udfordringerne for kristne
Paludan er dog ikke kun kontroversiel pga. sine synspunkter, som jeg selv finder frastødende, men også pga. sin stil. Han anklages, fx af Lars Løkke, for at provokere for provokationens skyld, og hans metoder er så kradse, at Pia Kjærsgaard har kaldt ham “utålelig”. Hvordan skal man som kristen forholde sig til en politiker som Paludan og dennes stil? Her er par refleksioner:
- Det er kristnes særlige pligt at bede for politikere. Fordi det er godt for kristne, når der er ro i samfundet. Vi skal bede om indsigt, visdom, ydmyghed og gudsfrygt. Også for Paludan.
- Enhver regering har sin myndighed givet af Gud. Nogle gange opleves det som en indlysende sandhed (læs: hvis ens eget politiske synspunkt sidder på magten), andre gange som sandhed med modifikationer. Det er kristnes særlige opgave at turde tro på, at en aktuel regering også er et kald fra Gud til tro, anger og omvendelse. Hvis P kommer på tinge, så må vi overveje, hvad det særligt kalder kristne til.
- Paludans politik er en sælsom blanding af etnokulturalisme og racisme. Det første er i mine øjne et legitimt synspunkt, hvor man argumenterer for, at kulturer ikke bør sammenblandes. Jeg tror ikke selv på ideen, men den kan godt begrundes, også af kristne. Det andet er ikke legitimt, for her slår P og andre på tromme for, at den menneskelige art kan inddeles i nogle bestemte biologiske racer, der kan hierarkiseres i forhold til hinanden. Og det kan vi ikke acceptere som kristne, da ethvert menneske er skabt i Guds billede. Paludan blander altså legitime med illegitime holdninger på en måde, så det kræver lidt arbejde at sortere i sagerne.
- Kristne må være imod provokationer for provokationens skyld (jf. pkt. 1). Paludan gør ikke noget ulovligt med sine demonstrationer, og jeg mener ikke selv, hans aktioner skal kriminaliseres. Men moralsk bør man tage afstand som kristen. (dermed også sagt, at optøjerne i København i påsken ikke er Paludans juridiske ansvar, mens hans moralske ansvar kan debatteres!)
- Jeg mener, at vi som kristne er kaldet til ikke at forstå verden i sort/hvid. Vi må fastholde nuancerne, og når Paludan klart generaliserer alle muslimer til at være på en bestemt måde, så må vi tage afstand. Ligesom det sårer os, når man kører alle kristne over een kam, så sårer det muslimer, at man taler usandt om dem. Og for en kristen skal et “ja” være et “ja”.
Kan du bidrage med nogle bud, så kom gerne med dem i kommentarfeltet.
Et lille visdomsord
Jeg vil gerne slutte med et lille visdomsord, som to filosoffer har skrevet:
“When citizens in a democratic society disagree about moral, political, or social issues, they should engage in honest, open, fair, well-informed and reflective debates and give publicly defensible reasons for their views.”
(“Når indbyggere i et demokratisk samfund er uenige om moralske, politiske eller sociale spørgsmål, bør de tage del i en ærlig, åben, fair, velinformeret og reflekteret debat og give offentligt forsvarlige grunde for deres synspunkter.”)
God valgkamp!
