Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Griner Gud?

Hvorfor er det egentlig, at vi har brug for andre relationer end Gud?

Griner Gud?

Af admin. leder af CTIP, Michael Agerbo Mørch

For nylig så fruen og jeg The Two Popes (2019) om pave Benedikt og pave Frans. Det er en virkelig skøn film, fuld af humor og dybe tanker. Så vidt jeg kan se fra en hurtig research, er filmen en ret fri fortolkning af de to pavers venskab og arbejdsmøder. Det er altså mere fiktion, end det er dokumentar. Alligevel får man en fin fornemmelse af de to retninger – konservatisme og progression – som altid kæmper indbyrdes i den katolske kirke. Benedikt er det kloge hoved, der blev pave i 2005 og som ville trække kirken tilbage til dens rummer, som elskede latin og klassisk liturgi, men som også fumlede i sin håndtering af de mange skandaler i den katolske kirke (pædofili, bankskandalen, etc.) Han valgte selv at abdicere i 2013 som den første pave siden middelalderen. Frans derimod er den ydmyge sydamerikaner, der virkede som præst og kirkeleder i Argentina blandt fattige og udstødte. Selvom hans profil er mere broget i hjemlandet, har hans fokus på omsorg og barmhjertighed vundet genklang i verden og hans syn på udvikling er hyldet af mange.

Filmen folder deres fælles historie ud på en fin måde med fokus på overgangen mellem de to paveregenter. Særligt deres møde og samtaler i Castel Gandalfo (pavens sommerresidens) fylder godt op.

Og så har filmen jo den episke udveksling:

Pave Benedikt: In 1978, we had three popes. (Vi havde tre paver i 1978)

Pave Frans: Yeah, but they weren’t at the same time. (Ja, men ikke på samme tid)

Pave Benedikt: I was making a little joke. (Jeg lavede en lille joke)

Pave Frans: A joke? (En joke?)

Pave Benedikt: A German joke. It doesn’t have to be funny. (En tysk joke. Den behøver ikke være sjov)

Griner Gud?

I en mere seriøs samtale får vi et indblik i pave Benedikts plagede sjæl. Han står som Jesu stedfortræder på jord, men han oplever Gud som fjern og uengageret. Benedikt – der var sprænglærd professor i Tyskland før sin indsættelse – kan ikke finde kontakten til Gud. Og så er han ensom. Som siddende på Peters trone har han ingen – eller meget få – naturlige relationer til andre mennesker, og han er også stiv og utilgængelig af natur. Det er besværligt (og mesterligt spillet af Anthony Hopkins). Pave Frans (ligeså suverænt spillet af Jonathan Pryce) gør, hvad han kan for at muntre paven op. Han citerer fra Sl 145,18: “Herren er nær ved alle, der råber til ham, alle der råber til ham i oprigtighed.” Men Benedikt må bare konstatere, at Guds nærhed er noget andet end menneskers. Han længes både efter at erfare Gud og at erfare mennesker, men hvad han savner allermest er måske en ven. Som respons på Frans’ velmenende sjælesorg svarer Benedikt: “Måske er Gud her, men han griner ikke”.

Gud har skabt mennesket til fællesskab med sig selv. Frelsen består netop i, at vores relation til Gud genoprettes, når vi forsones med Ham i Jesus Kristus. Troens mål er det evige liv i Guds nærhed, hvor vi skal se den Hellige i øjnene uden at dø. Men hvorfor er det fællesskab så ikke nok?

Gud siger det selv: “Det er ikke godt, at mennesket er alene” (1 Mos 2,18). Men Adam var jo ikke alene! Han havde Gud. Men det var ifølge Gud selv ikke nok. Der måtte en “hjælper” til, som kunne fuldende Adam. Eller måske måtte der en ven til, som kunne grine med Adam? Bibelen rummer mange slags litteratur, men satire er svær at finde. Gode jokes er der langt imellem. Det sømmer sig også dårligt til gudfrygtighed, andægtighed osv. Men mennesket har jo en iboende trang til at grine, skraldgrine og klaske sig på lårene. Få ting er bedre end at latterbrøle i gode venners lag. Så måske har Benedikt fat i det, der gør, at vi her brug for mere end Gudsrelationen: Vi har simpelthen brug for nogle at grine med.