Af admin. leder af CTIP, Michael Agerbo Mørch
Jeg læser som en mejetærsker. Hurtigt, meget og bredt. Jeg grovsorterer indtrykkene, uden megen dybde og refleksion. Andre må forarbejde og omsætte til produkter. Jeg glemmer det meste af det, jeg læser. Så hvorfor? Fordi jeg elsker at være i samtale med folk om livets store spørgsmål, og læsning er først og fremmest samtale.
Der er en gammel kliché om, at akademikere skal komme ned fra elfenbenstårnet og ud i det virkelige liv, hvor konkrete mennesker er. Det er vistnok noget med, at akademikere kan blive verdensfjerne i deres refleksioner eller sådan noget. Personligt finder jeg billedet spøjst. Akademikere, også teologer, bruger meget tid på at læse bøger, og bøger er ikke andre end menneskers tanker og ideer. Konkrete menneskers tanker og ideer. Det er magisk at tænke sammen, og selvom langt, laaaangt de fleste af os foretrækker face-to-face, så er bøgerne en skøn og gribende anledning til at tænke sammen med andre. Til at lytte. Til at grunde. Til at bede.
Jeg vil i den kommende tid forsøge at give nogle glimt fra mine egne “læsesamtaler”, men det bliver ikke anmeldelser, litterær kritik eller forkromede løsninger. Jeg giver blot få, simple pointer, som jeg har kørt igennem min ctip-maskine. Det er bittesmå refleksionstilbud, en lille pille til dagen og vejen.
Knud Romer: Den som blinker er bange for døden
I lang tid har jeg haft lyst til at læse Knud Romers debut, Den som blinker er bange for døden fra 2006. Bogen fik dengang en del opmærksomhed, og jeg synes, det er fortjent. Det er et stykke autofiktion, hvor Romers eget liv fortælles i romanform.
Jeg har hørt Romer live et par gange, og det er altid underholdende: Gode anekdoter, skarpe pointer, billige grin og kværnende fabuleren. Men jeg synes, det tjener ham særligt godt at skrive langt og koncentreret. Det sorterer i de mange ord og gør fortællingen konsekvent.
Romanen handler særligt om Romers liv i Nykøbing på Falster, hvor han som halvtysker i tiden efter 2. Verdenskrig har svært ved at passe ind. Befrielsen kom aldrig til Nykøbing, kan han sige. Og “selvom jeg flyttede fra Nykøbing, kom jeg aldrig væk”, eller “Så længe jeg kan huske, har jeg ledt efter en vej ud af Nykøbing og ud af huset, hvor jeg voksede op.” Romer er splittet i sin identitet. Han foragter egentlig sit ophav, sit miljø, sine medmennesker og kæmper for at finde en plads i livet. Kristendommen har han kun foragt tilover for. Se fx følgende erindringsglimt:
“Hendes søn var en kæmpe og duknakket og tynget af tro, han sad i den lavloftede stue med sin tynde kone, døtrene havde flæsekjoler på, og af og til kiggede de ud ad øjenkrogene, og blikkene smuttede rundt som spurve, der pikkede krummer op fra dugen. Vi satte os til kaffebordet og foldede hænderne og bad bordbøn i takt med uret: “Vater, segne diese Speise. Uns zur Kraft und dir zum Preise!” – og det religiøse vanvid slog ud. Det slyngede sig i vedbend og stedsegrønne planter, Jesus hang på væggen og græd, og der var korsstingsbroderier med bibelcitater i gotisk skrift og krucifixer over det hele. Far rykkede på stolen og forsøgte at få plads til benene og gjorde sit bedste for at passe ind, og jeg så over på mor og tænkte på alt det, hun havde gået igennem, og hviskede ‘satan’ i stedet for ‘amen.'” (46)
Den afstandstagen til kristendommen skyldes mere personerne, der bekender, end selve indholdet. Men det minder os jo om, at vi er de ikke-kristnes åbne bibel. De læser måske ikke selv, men de “læser” os. Og her har Romer mødt en ærgerlig indelukket og ufri kristendom.
Igennem fortællingen får Romer løbende nogle granatsplinter af sin onkel Helmut. Helmut siger, at han har trækker dem ud af sin krop, og en dag vil have have en hel granat, som skal være Romers eget krigsminde. I bogens sidste scene forbindes granaten, ensomheden, rodløsheden og jagten på frihed i et flot afsnit:
“Jeg gik ind på mit værelse og åbnede skuffen. Det hele lå der endnu – konkylier og søpindsvin og gamle skinkemadder og tordensten og glaskugler, jeg ledte efter granatsplinterne, som jeg havde fået af onkel Helmut. Stykke for stykke satte jeg dem sammen, indtil jeg sad med en russisk håndgranat – nøjagtigt som han havde sagt. Jeg fyldte den med alt, hvad jeg havde i mig, sorgen og fortvivlelsen og raseriet – og satte tændsatsen i og gik op på Højbroen og kiggede ud over Nykøbing for sidste gang. Så trak jeg splitten ud og kylede den så langt, jeg overhovedet kunne og lukkede øjnene og stak en finger i hvert øre.” (177)
Den som blinker er bange for døden er en heftig refleksion over, hvordan fremmedgørelse og forladthed springer frem indefra, når vi møder afvisninger i det nære miljø. Når vi ikke anerkendes for vores historie, vores evner og vores længsler. At Romer mangler at sætte sit anker fast i noget udenfor ham selv, står ham nok ikke klart, men på dén måde bliver bogen faktisk en påmindelse om, hvor rig man er, hvis man kender Historiens Herre.
