Af admin. leder for CTIP, Michael Agerbo Mørch
Jeg læste for nylig en bog af den amerikanske astrofysiker, Sean Carroll. Bogen hedder The Big Picture og her forsøger Carroll at svare på de største spørgsmål i livet og dermed tegne det store billede. Carroll er ateist. Han mener, fysikkens opdagelser har umuliggjort Guds eksistens, og han antager derfor, at viden om universet automatisk må føre til et opgør med gudstro.
Det er ikke mit anliggende her at kommentere på det. Jeg er mere optaget af Carrolls påstand om, at han kan svare på spørgsmålet om “livets mening”. Jeg synes selv, det er vanskeligt at finde mening med livet og hvad det overhovedet betyder. Og selvom jeg ikke forventer, at Carroll kan hjælpe mig, så lytter jeg gerne for at få vinkler med.
Kommer meningen med livet fra mig selv?
Carrolls påstand er egentlig banal. Fordi der ikke er noget ydre væsen – som fx Gud – til at give mening i tilværelsen, må meningen komme indefra. Meningen er dog ikke universel men helt personligt, dvs. meningen med livet varierer fra person til person. Livets mening er, hvad der er mening for mig.
Det lyder egentlig meget tillokkende og behageligt. Carroll giver både videnskabelige og filosofiske argumenter for sin position, og det er spændende læsning. Min største anke er nok, at det mangler overbevisningskraft, når vi ser på, hvordan folk rent faktisk lever. For psykologer og sociologer siger jo, at det moderne, vestlige menneske allerede lever efter eget hjerte i en “ekspressiv individualisme” (som sociologien Robert Bellah berømt sagde). Hvorfor er der så så mange depressioner, så meget mismod, så megen mangel på mening?
Er det måske bare et spørgsmål om, at Nietzsche havde ret, når han sagde, at det kun var overmennesket, der kunne skabe sine egne værdier og derfor kunne tage nihilismen – intetheden/tomheden – ved hornene? Carroll har succes, han er berømt, er rig og anerkendt for sin forskning. Det er måske lidt for let for ham at sige, at hans liv har en klar mening. Men hvad med resten, der skal følge ham? Er det ikke en etik for de stærke?
Elsk Gud og elsk din næste
Jeg ved ikke, om Bibelen klart fortæller, hvad meningen med livet er. Et bud er det dobbelte kærlighedsbud: Elsk Gud og elsk din næste. Lad dine valg og livsform præge af denne dobbelte akse. Et andet bud er spændingen mellem efterfølgelse og tryghed: “Følg mig”, siger Jesus, og samtidig: “Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.”
Det handler om relationen
Livets mening er måske hverken objektiv eller subjektiv, men relationel. Det er i relationen til den treenige Gud og til mit medmenneske, at jeg ser, hvorfor jeg er her. Det er her, jeg ser, at jeg er villet, elsket og anerkendt. Det er her, jeg ser, at livet her og nu allerede er en del af evigheden, når jeg tror på Jesus Kristus.
I en tid plaget af usikkerhed, frygt og dødsangst er det godt at pege hen på et fællesskab, hvor vi ikke er sammen på afstand. Kristus bor ved troen i mit hjerte, og i Helligånden kan jeg sukke “Abba, Fader!”. Det er livgivende og i sidste ende meningen med mit liv.
