Lyt til tre foredrag om skam i forkyndelsen
Af admin. leder af CTIP, Michael Agerbo Mørch
I går havde CTIP inviteret tre oplægsholdere på besøg for at adressere temaet “Skam i forkyndelsen”. Det var en interessant eftermiddag med mange emner i spil og stor spørgelyst fra tilhørerne. På vej hjem i toget reflekterede jeg over, hvad jeg havde hørt. Skam er en central del af vores kultur, men den er også svær at afgrænse og svær at håndtere. Skam er nemlig før-sproglig og ofte kropslig. Den er en følelse, og den er subjektiv.
Her vil jeg give to små eftertanker ud fra nogle interessante citater, jeg er stødt på i pressen.
Skal vi sætte ord på alting?
»Jeg tror meget på undertrykkelse,« udbryder Cilius fra Radio 24/7 og lyder næsten som Kirsten Birgit:
»Jeg kan for eksempel ikke tage et mikroskopisk gram af et bevidsthedsudvidende stof, for så åbner der sig en portal ned til min underbevidsthed, som jeg ikke kan overskue. I dag vil man nok sige, at det er noget, som der skal arbejdes med, men det gider jeg ikke. Det må blive dernede, og det går jo meget godt. Vedrørende børnesoldater er den nyeste teori jo også, at man slet ikke skal tage dem i terapi, for det kommer der intet godt ud af. De skal bare fortrænge det hurtigst muligt og glemme, at de har skudt nogen. Sådan burde man forholde sig med mange ting.«
Radio 24syv er nu lukket og med det Den korte radioavis. Manden inde i Kirsten Birgit, Frederik Cilius, er derfor blevet interviewet i en lind strøm, fordi pressen nu vil have hans status på de mange timers radio. Citatet er fra Weekendavisen og peger på noget interessant i forhold til skam. I en terapeutisk kultur kan der være et overdrevent fokus på, at alt skal italesættes, alt skal diskuteres og genfortælles, alt skal gøres synligt og ses i øjnene. Cilius hævder, at det ofte er bedre bare at smække låget på gryden og lade den koge i fred.
Jeg ved om en del mænd, der er trætte af, at kirken er en slags terapeutisk rundkreds. Alle de følelser, der hele tiden skal diskuteres! Og det kan man endda også skamme sig over; altså, at man ikke vil deltage i følelsespornoet. Nogle ønsker måske at få skam, fordi det åbenbart virker så allestedsnærværende og dermed rigtigt!
Er man for sentimental, dvs. lader sig styre af sine følelser, så kan småting blæse situationer ud af proportioner. Der er i hvert fald også brug for, at vi har mere nøgterne folk på kirkebænkene.
Skal vi måske løfte blikket?
I sommers læste jeg en interessant kronik i Kristeligt Dagblad, hvor en nyreligiøs reflekterede over sin jagt på fylde i livet:
“Meget af min tid bruger jeg på at tænke over, hvad jeg kan gøre for at udvikle mig, være gladere og leve et mere spændende liv. Der er bare noget paradoksalt ved, at det ofte er, når jeg slet ikke går op i mig selv, at jeg er mest glad og tilværelsen mest spændende.”
Når jeg holder foredrag om tidens strømninger, og jeg så diskuterer dette emne med tilhørerne, så er alle enige om, at vi står med en betændt udfordring her. Også mange kristne kæmper med at løfte blikket og se væk fra sig selv. Elli Kappelgaard fortalte under sit oplæg, at hun oplever skam som en mere tilbagevendende udfordring efter hun er startet som psykolog i Agape (med primært kirkevante klienter) efter nogle år i almen praksis.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på Tim Kellers bog Glem dig selv og Carsten Hjorth Pedersens bog Skift fokus. To nyere bøger, der begge peger på, at det er godt for mennesker og for kristne at løfte blikket og stoppe med at rode rundt i egen navle. At lade Gud dømme ens liv og ham alene; at huske at der er en Gud over os og en næste ved vores side.
Ovenstående er ikke konklusioner eller korrektioner. Det er eftertanker i kølvandet på tre kompetente oplæg, der behandlede et vanskeligt emne både nænsomt og udfordrende.