Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Forrige indlæg:

Forventningsfattigdom

Vi må ikke udæske Herren, men hvad nu, hvis vores problem er omvendt: Vi forventer for lidt?

Af admin. leder af CTIP, Michael Agerbo Mørch 

Jesus sagde de berømte ord til Satan: “Du må ikke udæske Herren din Gud.” (Matt 4,7) Vi må ikke sætte Gud på prøve, som om han var en Flaskens Ånd, vi kan tvinge til at lystre.

Jeg kom til at tænke på dette forbud, da jeg læste Silas F. Harrebyes lille bog, Sæt strøm til demokratiet. Når koma kræver chokterapi (Gyldendal 2019). Bogen handler om demokratiets krise, og hvordan vi kan få gang i demokratisk deltagelse og udvikling i Danmark og Vesten. Harrebye analyser mange forhold, der er interessante, men jeg snublede særligt over to begreber, der angav nogle poler:

Ungdommen i Danmark er delt i to. Den ene part lever med et enormt forventningspres fra sig selv og sine omgivelser. De kan næsten ikke følge med. Den gruppe får megen opmærksomhed fra medierne. Den anden part lever omvendt med en tung forventningsfattigdom. De forventer ikke noget af sig selv, og deres omgivelserne har ingen drømme på deres vegne. De kæmper med meningsløshed, udsigt til ensformige og hårde jobs og lav mulighed for selvudvikling.

Det er godt set, men i denne sammenhæng er det interessant at overveje, om de samme poler kan gøre sig gældende i vores forventninger til Gud.

På den ene side kan vi have et forventningspres: Gud skal manifestere sig på en bestemt og tydelig måde. Han skal gøre sig håndgribelig og genkendelig. Signs and wonders. Det er herlighedsteologiens grøft.

På den anden side kan vi have en forventningsfattigdom: Vi har opgivet troen på, at Gud handler aktivt i verden, i hvert fald med mig. Bibelens levende Gud er blevet til en passiv og fjern Gud, hvilket er det samme som en død Gud. Det er elendighedsteologiens grøft.

Nogle gange skal man køre i begge grøfter samtidig, når man forsøger at håndtere et teologisk problem. Andre gange skal man hurtigst muligt hoppe op og gå i midten. Det skal man her. Vi må have konkrete forventninger til Guds aktive handlen i verden, men det sker, hvor og når Gud vil det. Det er teologisk forventningsafstemning, som giver bønnen og erfaringen konkret plads på Guds mandat.