Af admin. leder i CTIP, Michael Agerbo Mørch
En ferie er et afbræk fra rutinen, dagligdagen, med muligheden for at gøre andet – enten mere eller mindre – end man plejer. Feriens konstruktive slutprodukt, særligt hvis den har indeholdt en rejse ud af landet, er hjemveen, som fordrer en fornyet glæde over hverdagen.
I en ferie kan man også tage sig tid til at tænke, måske ansporer afbrækket ligefrem tanker, fordi hverdagen sættes i et nyt lys. I år oplevede jeg selv en fornyet trang til at gå mig selv efter i sømmene og lige lave en gennemskanning af prioriteringer, værdier, drømme, fejl og mangler. Udtømmende? Næppe, men nok alligevel sundt og givende. Særligt fordi vi mennesker har en skør trang til at retfærdiggøre os selv, så vi forsvarer ukonstruktive mønstre i vores eget liv.
De næste uger vil jeg dele tre refleksioner fra min egen selvkritik. Udfaldet kan enten anvendes til at more sig over, hvor mange mine shortcommings er eller man kan bruge det som et spejl eller en affyringsrampe til at tænke over mønstre i sit eget liv, som måske trænger til et eftertjek.
I lyset af ordet
Selvkritik har sin rod i selvet, der kritisk ransager sig selv. Det er jo fint, men som kristne ved man også, at det bedste ransagende blik kommer fra Skaberen. Fx “Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte, prøv mig, og kend mine tanker, se efter, om jeg følger afgudsvej! Led mig ad evighedsvej” (Sl 139,23-24). Guds ransagelse er god, fordi hans mål er godt: frelsen. Det er også godt, fordi Gud kender hjertet, og derfor bliver han ikke overrasket over, hvad der findes derinde. I stedet kalder han til omvendelse og forsoning. Så “selvkritik” her er egentlig en “refleksiv kritik”, hvor jeg dels ønsker at tænke over mit eget liv og dels ønsker at gøre det i lyset af Guds ord.
1: Hold ikke det gode i skjul
Jeg har altid haft det svært med mission. Jeg synes, det er udfordrende at skulle tale med andre om noget, de ikke efterspørger. I lang tid har jeg tænkt, at jeg holder min tro for mig selv, og hvis så folk tilfældigt skulle bringe Gud på banen – hvad der jo er en kæmpe sandsynlighed for (…) – så vil jeg svare. Den opfattelse fik et hug, da jeg læste Sl 40,11: “Jeg holder ikke din retfærdighed skjult inde i mit hjerte, jeg taler om din trofasthed og frelse; jeg tier ikke stille med din godhed og troskab i den store forsamling.”
Stilhed.
David, der har skrevet salmen, var ikke nogen perfekt mand. Hans tro var nok stærk, men hans karakter var også svag på visse punkter. Hans salmer vidner om en mand, der både er succesrig og marginaliseret. Ofte føler han sig forfulgt og truet. Men David kender Guds tilgivelse. Han kender Guds nådige blik. Og han kan ikke holde det for sig selv.
En kristen, der har smagt Guds nåde og set sin synd sonet på korset, han ønsker at dele sit vidnesbyrd med andre. Andre må bare møde den Gud, jeg tror på! Korset kan give frimodighed, men gør det ikke nødvendigvis. Men korset skaber en trang, en urolighed, til at ville dele ud.
Første ferielektie
Min første ferielektie blev, at det ikke er korrekt at holde Guds retfærdighed skjult i sit hjerte, som en lille fetich man kan tage frem, når man vil trøstes eller styrkes. Guds retfærdighed, kærlighed og nåde vil råbes fra tagene, og jeg – og enhver troende – er blevet kaldet til det.
