Af ph.d.-studerende og adm. leder af CTIP Michael Agerbo Mørch
For nogle uger siden skrev jeg en blog, hvor jeg oplistede en lang række spørgsmål, som jeg mener, det er nødvendigt at reflektere over, hvis man gerne vil skabe en teologisk forståelse af “arbejde”. Siden da har særligt én tanke rumsteret i baghovedet: skal kristne stræbe efter at måle sig med de bedste?
Slip dine små ambitioner
Indtil 2.g. interesserede skolen mig ikke det mindste, men nærmest som dag afløser nat begyndte jeg at fatte interesse for bøgernes verden. Min nu afdøde far var en nysgerrig mand, der havde et fint, lille hjemmebibliotek, og efterhånden fik jeg gennemset hans hylder så mange gange, at jeg vidste hvor hver enkel bog stod. Så da vi en dag talte om udfordringen ved at finde den rette balance mellem arbejde og hvile, vidste jeg spontant, hvilken bog han snuppede en central pointe fra …
Min far var en både dygtig og arbejdsom mand. Han arbejdede meget og var god til det, han lavede. Jeg tror nok, at han udefra set kunne forstås som et karrieremenneske. Men da vi en dag stod og havde ovennævnte snak, sagde han pludselig: “Nogle gange må man slippe sine små ambitioner, fordi man tjener en sag, der er større end en selv!”
Min far havde slippet titlen på Michael Griffiths‘ bog fra 1978 ind i samtalen (Slip dine små ambitioner, Credo Forlag 1978). Hermed afslørede han, at karrieren ikke var det vigtigste, for arbejdet i Guds rige er altid vigtigere.
Men hvad med excellencen?
Men der kan jo også være et fromt ønske om at dygtiggøre sig, så man får indflydelse og dermed mulighed for at påvirke samfund og kultur. Sådan lærte jeg i hvert fald i min gymnasietid i KFS, hvor vi løbende blev opfordret til at gøre os gældende på alle mulige platforme, så kristendommen ikke bliver et isoleret artefakt i dagens DK.
Og så er vi fremme ved pointen, som nås ved at kombinere de to: kan vi både stræbe efter at måle os med de bedste og leve et liv med de rette prioriteringer i kald og stand?
Udfordringen er, at de bedste blandt denne verdens børn både er virkelig dygtige og bruger enorme mængder tid på det, de er dygtige til. Tag min egen branche: teologisk ph.d.-studerende. Flere af mine kolleger bruger 50, 60, 70 og enkelte 80 timer om ugen på deres fag. Selvom jeg – i en kombination af arv og miljø – nyder at arbejde meget, så er det umuliggjort for mig, når jeg først og fremmest skal være ægtemand og far, men også hverdagsmissionær, ven og almindeligt livsdueligt menneske.
Det samme gør sig gældende i andre brancher. Jeg har nogle venner, som tog uddannelse på CBS, og de oplevede den ekstreme konkurrence fra dag et: arbejd eller dø! I den anden ende af stigen hørte jeg engang Ban Ki-Moon sige i et foredrag, at han som FNs generalsekretær maksimalt sov fire timer hver nat – som regel i et fly (Helle Thorning-Schmidt fortalte noget lignende, da hun var statsminister). Der var ganske enkelt ikke tid til mere. David Budtz Pedersen, der er forskerspire med kometkarriere, fortalte engang, at han arbejdede 80 timer om ugen i Videnskabsministeriet – og forskede lidt ved siden af. Glenn Riddersholm (tidl. superligatræner for FCM og AGF) sagde engang til mig, at man som fodboldspiler kun kunne få fri, hvis man skulle til begravelse – vel at mærke sin egen!
Og listen kunne fortsætte og fortsætte og fortsætte. Branche for branche, fag for fag, liv for liv …
Hvordan balancere?
Hvis det virkelig er rigtigt, at vi skal stræbe efter excellence, kan vi så gøre det på “verdens præmisser”? Eller må vi bare acceptere, at vi ikke kan følge med, fordi vi slipper vores egne ambitioner og arbejder for en større sag, hvor det alligevel i sidste ende handler om Guds kraft og magt og ikke mine evner? Og at mit afsæt her på jorden i form af opnåede resultater kun er en sidegevinst overfor det langt større at kende Gud og gøre ham kendt?
Endnu engang må jeg melde, at jeg ikke er i mål med refleksionerne, men har du indspil, så byd gerne ind.
