Jens Bruun Kofoeds foredrag i anledning af åbningen af DBIs Center for teologi i praksis onsdag den 4. april 2018.
»Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere« (Mark 1,17). Sådan beskrev Jesus sin mission, da han kaldte sine disciple og gjorde dem til showcases for alle andre efterfølgere. Og igen og igen lyder det fra Jesus, i hans mange møder med mennesker, “Følg mig!”
Der kan siges meget om Jesu opfordring til tro og efterfølgelse. Om hvem, det er, der kommer med opfordringen. Om hvad, der opfordres til. De græskkyndige kan udbrede sig om hvad det betyder, at Jesus ifølge Markus sagde δεῦτε ὀπίσω μου, da han opfordrede Simon og Andreas til at blive disciple (Mark 1,17) mens han brugte udtrykket ἀκολούθει μοι, da han gav samme opfordring til tolderen Levi (Mark 2,14). Gammeltestamentlerne kan udbrede sig om hvordan Gud tilbage i dommertiden oprejste den kejthåndede Ehud som frelser for sit folk, og at Jesu opfordring “Følg mig!” selvfølgelig har sin forløber eller prototype i Ehuds opfordring til israelitterne: »Følg mig […] for Herren har givet jeres fjender moabitterne i jeres hånd« (Dom 3,28). Men sagen er jo, at vi – uanset hvor meget, vi kan kloge os på teksten – har misforstået den, hvis ikke den omsættes til handling. “Hvad nytter det, mine brødre,” skriver Jakob, “hvis et menneske siger, han har tro, men ikke har gerninger? Kan den tro måske frelse ham?” (Jak 2,14).
Sådan er det med troen, fortsætter Jakob på sin karakteristiske, spidsformulerende måde, “i sig selv, uden gerninger, er den død” (Jak 2,17). Eller endnu mere sat på spidsen af den engelske puritaner William Perkins (1558-1602), der levede i ortodoksiens tidsalder, og som viede sit eget liv til at forfægte den reformerte rettroenhed overfor den protestantiske, men som ikke desto mindre havde samme forståelse som Jakob for hvor gold og død rettroenheden er, hvis den udelukkende består i viden om Jesus, om troen. I så fald, skriver han, er den intet andet end “a fiction of the brain” – en fiktion, der udelukkende eksisterer i vores hjerne!
Troen kan ikke være levende, hvis ikke den har forbindelse til, får konsekvenser for og kan iagttages i det levede liv! Det ville svare til, hvis vi skal opdatere William Perkins’ formulering fra det 16. århundrede, at vi gjorde som i cyberspace, hvor man kan simulere situationer fra det virkelige liv for at træne, analysere eller forudsige, hvad der sker, hvis man foretager en bestemt handling, men hvor man altid kan gøre simuleringen om, hvis den ikke forløber som ønsket eller planlagt. Hvor nyttigt det end kan være for vores handlinger i virkeligheden, så er og bliver simulationen væsensforskellig fra virkeligheden, hvor vores valg altid har konsekvenser; valg, der som regel ikke kan gøres om; konsekvenser, som ofte ikke kan ændres, og som vi derfor bliver nødt til at leve med.
Somme tider kunne man godt ønske sig simulationens mulighed for at omgøre sine valg. Hvem kender ikke til det? Alligevel er det befriende, at den kristne tro ikke er en simulator eller et tankeeksperiment men en livsretning; at Jesus ikke er en abstraktion, en filosofisk tanke, et universelt princip – men et menneske af kød og blod; at Jesu opfordring “Følg mig!” ikke bare henvender sig til vores hjerne eller sjæl, men til vores hjerte og krop. Og faktisk er det jo noget af det mest værdifulde ved at være menneske, at vi er ansvarlige; at vores liv ikke bare er en simulation, der kan gøres om, men at vores valg – alt dét, der gør os til dem, vi er – har den allerstørste betydning for vores liv, for hvem, vi er. Guds mission – som vi tydeligst ser den og forstår i Jesus Kristus – består altså i bund og grund i at skabe liv og give livsretning.
Johannes introducerer i begyndelsen af sit evangelium Jesus som Ordet. “I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud […] Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed” (Joh 1,1;14). Et af budskaberne i Johannes’ beskrivelse af Jesus som “Ordet” er (hvis vi nu tager den baglæns), at hvis Jesus inkarnerer “Ordet,” så må det betyde, at “inkarnationen” – gudsmennesket Jesus – viser os, at vi skal forstå “gudsordet” – i dets bogstavelige betydning – som noget, der skal “inkarneres,” og at enhver lytten til eller læsning af Guds ord derfor må være livsforvandlende, hvis det skal virke efter intentionen. På samme måde, som Kristus inkarnerede Gud, må vi “inkarnere” Guds ord! Derfor kan Paulus også kalde de kristne i Korinth for “et Kristus-brev, der er blevet til ved vores tjeneste, ikke skrevet med blæk, men med den levende Guds ånd, ikke på tavler af sten, men i hjerter, på tavler af kød og blod” (2 Kor 3:3).
“Performativer” er indenfor sprogvidenskaben en betegnelse for udsagn, der ved at blive sagt udfører den handling, udsagnsordet angiver. Og det er faktisk en fantastisk beskrivelse af dét, som forfatteren til Hebræerbrevet udtrykker, når han skriver, at “Guds ord er levende og virksomt” (Heb 4,12). Eller som apostlen Peter udtrykker det, når han om Guds “levende og blivende ord” skriver at det er et ord, der genføder os (1 Pet 1:23)! En læsning af Guds ord må, hvis den skal være tro mod intentionen og virke efter hensigten, være en “performativ” læsning, hvor ordene “skaber, hvad de nævner,” fordi der er en “organisk” eller “inkarneret” forbindelse mellem ordene og Ordet! Af samme grund er det derfor helt i tråd med intentionen, som den kan udledes af indledningen til Johannesevangeliet, når vi ikke bare læser f.eks. Johannes’ beretning i Joh 8,1-11 om kvinden, der af de skriftkloge og farisæerne blev grebet i hor og fremstillet strafskyldig for Jesus, som en beretning om kvinden og om Jesus, men læser den som ord, der griber os i hor og skaber den samme strafskyldighed i vores samvittighed, så vi kan høre Jesu ord til kvinden, “heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere,” som ord, der forkynder det samme for os!
Denne forbindelse mellem ordene og Ordet slutter så også ringen tilbage fra livet til læren, fra hjertet til hjernen, fra kroppen til sjælen. For uden ordene, Guds ord, ville vi, der lever efter Kristi himmelfart, ikke kende Ordet, men være overladt til vores egne ord; vores egne spekulationer. Ordet, Jesus, kender vi fordi Gud har talt; fordi Gud har åbenbaret, hvem Ordet er. Og derfor er det også intentionen i ordene, i Guds ord, at vi gennem dem – ved at fordybe os i dem; ved at studere dem – skal nå frem til erkendelse af hvem inkarnationen af Ordet, Jesus er.
I brevet til de kristne i Kollosæ skriver Paulus: “Jeg vil nemlig have, at I skal vide, hvor svær en kamp jeg må kæmpe for jer og for dem i Laodikea og for alle andre, der ikke har truffet mig, for at de skal trøstes i deres hjerte og knyttes sammen i kærlighed og nå til den fulde rigdom på vished og indsigt, nå til erkendelse af Guds hemmelighed, Kristus, i hvem alle visdommens og kundskabens skatte er skjult” (Kol 2,1-3). Og “det siger jeg,” fortsætter Paulus, “for at ingen skal besnære jer med forførerisk tale. For selv om jeg ikke er personligt til stede, så er jeg dog i ånden hos jer, og jeg glæder mig over den orden, jeg ser hos jer, og over fastheden i jeres tro på Kristus” (Kol 2,4-5).
“[I]ngen anden end Guds ånd [ved], hvad der bor i Gud,” skriver Paulus til de kristne i Korinth (1 Kor 2:11). Og den erkendelse af “Guds hemmelighed i Kristus, som Paulus taler om,” forudsætter derfor, at Gud har talt; den forudsætter Guds ord. Ellers bliver den netop et tankeeksperiment – og et “forførerisk” af slagsen. Men den forudsætter ikke, at dén, der har lagt pen til Guds ord – i dette tilfælde Paulus – er fysisk til stede. For på samme måde, som Paulus kunne være tilstede i Kollosæ “i ånden,” er han det også hos os, der læser hans ord i dag. Men endnu vigtigere, så gælder det jo ikke bare, at den inspirerede, menneskelige forfatter, Paulus, kan være tilstede i ånden, men at også Inspiratoren, Gud, som inspirerede Paulus, er tilstede i Ånden!
Jesus forberedte eksplicit sine følgere på den situation, hvor han ikke længere fysisk kunne være tilstede: “[j]eg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid […] Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer (Joh 14:16; 26). Dét gør Helligånden, lærer vi af Paulus i hans andet brev til Timoteus, ved at gøre “ethvert skrift” θεόπνευστος, “åndet” eller “indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed, så at det menneske, som hører Gud til, kan blive fuldvoksent, udrustet til al god gerning” (2 Tim 3:16–17). Og fordi “ethvert skrift” har denne livsforvandlende karakter, er det en logisk konsekvens for Paulus, at det er “ethvert skrift,” at det er Guds ord, som må stå i centrum, hvis et menneskes livsretning skal forandres, hvis et menneskes liv skal forvandles: “Jeg indskærper dig [Timoteus] for Guds ansigt og for Kristus Jesus, der skal dømme levende og døde, så sandt som han kommer synligt og opretter sit rige: Prædik ordet, stå frem i tide og utide, overbevis, irettesæt, forman, tålmodigt og med stadig undervisning! (2 Tim 4:1-2).
Jeg nævnte før, at denne forbindelse mellem ordene og Ordet slutter ringen tilbage fra livet til læren. Og i en vis forstand er og bliver kristenlivet en ringslutning, hvor gudsordet skaber, hvad det nævner i den kristnes liv, og hvor den kristnes liv lader sig informere og korrigere af gudsordet. Men ligesom vi indenfor fortolkningslæren taler om, at en forståelse aldrig er en cirkel, hvor vi altid vender tilbage til udgangspunkt, men en spiral, hvor vi gennem fortolkningen udvikler vores forståelse af teksten og får en ny forståelse, som så giver mulighed for en ny fortolkning, der giver sig udslag i en ny forståelse osv., sådan er arbejdet med gudsordet også en spiral, der ikke fører os tilbage til udgangspunktet, men til ny erkendelse og til nyt liv. Når “ethvert skrift” er nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse, så er det jo med henblik på at øge vores kundskab, forståelse, overbevisning og trosforsvar, så vi bliver fuldvoksne og rustet til al god gerning. Når det gælder, hvad Gud har gjort for os i Kristus, så kan vi med rette tale om noget objektivt og statisk, som eksisterer uafhængigt af os, og som ikke forandrer sig, men når det gælder den betydning, det har for os, og den virkning det har i os, må vi i høj grad tale om noget subjektivt og dynamisk. Når troen griber om, hvad Gud har gjort for os i Kristus, gør Helligånden den gerning i os, som Jesus beskrev for sine disciple, og som Paulus netop knytter til “ethvert skrift,” til gudsordet. Det får os til, som Jesus selv formulerer det forud for sine ord om Talsmanden, at elske ham og holde hans bud. Ikke som et tankeeksperiment, men som noget, der forvandler vores liv. Og som gennem vores liv også forandrer andres liv.
Det er dét, vi gerne vil med Center for Teologi i Praksis! Give kristne forsamlinger og menigheder hverdagsnær og bibeltro teologisk hjælp og sparring til at elske Jesus og holde hans bud. Derfor er det en stor glæde og med stor forventning, at jeg hermed – altså med løfterne om livsforvandlende bibellæsning – kan erklære Center for Teologi i Praksis for åbent!
