Af Peter Olsen, førsteamanuensis i systematisk teologi
Joh 10,22-30 – Anden søndag efter påske, anden tekstrække
Festen for genindvielsen af templet i Jerusalem blev afholdt sidst i december måned til minde om rensningen af templet i 165 f.Kr. Den syriske kong Antiokus Epifanes (175-163 f.Kr.) havde vanhelliget templet ved at opstille en Zeus-statue derinde. Men under ledelse af Makkabæerne slap jøderne af med Antiokus. Tempelindvielsesfesten var derfor en udpræget glædesfest. Den kaldes også Hannuka, eller med et kristent udtryk ’jødernes julefest’.
Tre kapitler før vores tekst hører vi om Løvhyttefesten (Joh 7), der foregår i sept.-okt. Der er altså gået en rum tid mellem kap.7 og kap.10. Hele dette afsnit ligner ellers én lang diskussion mellem Jesus og de ledende jøder i Jerusalem. Men Johannes har lavet en tematisk sammenstilling af begivenheder, der er adskilt i tid.
Det overordnede tema for denne sammenstilling er: Hvem siger Jesus selv, at Han er?
Vores tekst har tre pointer:
- Jesus er Kristus og ét med Faderen.
- Kun den, der tror på Ham, fatter, hvad Han taler om.
- Den, der følger Ham, skal aldrig gå fortabt.
Jesus er Kristus og ét med faderen
De jødiske ledere spørger Jesus: ”Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud” (10,24). Jesus påstår, at det har Han skam svaret på, men at de jo alligevel ikke vil tro på, hvad Han siger. Men hvor og hvornår har Jesus sagt, at Han er Kristus?
Han tilføjer: ”De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig” (10,25). Jesus har altså talt ved hjælp af sine gerninger. Men det må man jo kalde indirekte tale.
Allerede i kap.5 har Jesus sagt, at der er tre forskellige instanser, der har vidnet for jøderne om, hvem Han er: 1. Johannes Døber vidnede om Jesus (5,33), 2. Jesu egne gerninger ”vidner om mig,” siger Han, ”at Faderen har udsendt mig” (5,36) og 3. De hellige Skrifter, ”netop de vidner om mig” (5,39), siger Jesus.
Men man kan så indvende, at dermed har Jesus ikke selv sagt… og i hvert fald ikke sagt ligeud, at Han er Kristus. Når Jesus peger på disse tre vidner, siger Han indirekte, hvem Han er.
Man kan sige det samme om en del af det, som Jesus siger direkte. Dét taler også indirekte om, hvem Han er.
- I kap.8,12 siger Han: ”Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørke, men have livets lys.”
- I 8,24 siger Han: ”Hvis I ikke tror, at jeg er den, jeg er, skal I dø i jeres synder.”
- I 8,58 siger Han: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Jeg er, før Abraham blev født.”
Det er et meget voldsomt selvvidnesbyrd. Der står da også: ”De tog sten op for at kaste dem på ham; men Jesus forsvandt” (8,59).
Sidst i kap.10 er den gal igen. Der står: ”Atter samlede jøderne sten op for at stene ham” (10,31). Problemet er, siger de, at Han gør sig selv til Gud (10,33). Det er fuldstændig korrekt. De har forstået det. Jesus siger om sig selv, at Han er Gud! De tror bare ikke på det.
Men jødernes spørgsmål lød jo egentlig: Er du Kristus? Det mener Jesus altså, at Han har svaret på. Når Jesus siger: Jeg er verdens lys, og jeg er den, jeg er, så besvarer Han deres spørgsmål. Pointen er, at den lovede Messias skulle være Herren selv! Gud ville selv komme til jorden og opfylde profetierne fra GT.
Men en sådan opfyldelse forventede de jødiske teologer ikke. De regnede med, at Kristus skulle være et menneske… og altså kun et menneske! Han skulle ikke være Gud.
De spørger: Er du Kristus? Og Han svarer: Ja, jeg er Gud! Derfor føler de ledende jøder, dels at Han spotter Gud, og dels at Han svarer i vest, når de spørger i øst.
I øvrigt har Jesus også svaret direkte på spørgsmålet, men kun for en begrænset kreds af tilhørere. Den samaritanske kvinde sagde til Jesus: ”’Jeg ved, at Messias skal komme’ … Jesus sagde til hende: ’Det er mig, den der taler til dig’” (4,25f).
Men denne samtale havde de jødiske teologer jo ikke hørt. De holdt sig nemlig langt væk fra Samaria.
Men det var nu heller ikke nødvendigt at høre denne samtale for at konkludere, at Jesus er Kristus. Man kunne bare lytte med åbent sind til, hvad Han i øvrigt sagde, og se på, hvad Han gjorde. Alt det vidnede tilstrækkeligt klart om Ham. Men de troede ikke på Ham.
Der er nemlig en nøje sammenhæng mellem tro og forståelse. Og det er tekstens 2. pointe. Den 1. var, at Jesus er Kristus og ét med Faderen.
Kun den, der tror på Jesus
… fatter, hvad Han taler om. Eller sagt paradoksalt: Du kan ikke tro på Jesus, før du tror på Ham! De jødiske ledere tror ikke på Jesus. Derfor kan de ikke tro på Ham.
Dette paradoks har at gøre med, at en rent intellektuel overbevisning ikke er den tro, som Jesus taler om. Tro er der først tale om, når vi er får, der kender Hyrdens røst og følger efter Ham i en erfaret tillid.
Jesus siger det sådan: ”I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får” (10,26). Bemærk dette! Det er den samme paradoksale formulering. At tro på Jesus er jo at være et af Hans får. Jesus siger altså: Man kan ikke være et af mine får, før man er det. Du kan ikke tro, før du gør det.
Det afslører, at vi må møde Ham, og det er i dette møde, at troen kan blive til. Han skaber nemlig vores tro. Det var tekstens 2. pointe. Nu ser vi på den 3. pointe:
Det får, der følger Hyrdens røst
… skal aldrig i evighed gå fortabt. Jesus lover i 10,28: ”Jeg giver dem evigt liv.” Det er et herligt løfte! Og så siger det igen noget om, hvem Jesus er, for et almindeligt menneske kan umuligt love at give andre mennesker evigt liv. Kun Gud kan love sådan noget.
Altså: Jesus er Gud! Og Han er kommet for at kalde os ind til det evige liv. Hvis vi hører Hans røst og følger efter Ham, så lover Han os, at vi aldrig i evighed vil gå fortabt.
Men dermed siger Han også, at der faktisk er nogle, der går evigt fortabt; nemlig dem, der ikke tror på Jesus og ikke følger efter Ham. Denne alvor findes også i dagens tekst. Eller sagt med Jesu ord i Joh 8,24: ”Hvis I ikke tror, at jeg er den, jeg er, skal I dø i jeres synder.”
Alligevel er tekstens hovedpointe ikke fortabelsen, men frelsen og det evige liv. Det kunne man evt. understrege ved at inddrage GT-læsningen, som er Sl 23: ”Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød (v.1)… Godhed og troskab følger mig, så længe jeg lever, og jeg skal bo i Herrens hus alle mine dage” (v.6).
Om den, der har Herren som hyrde, gælder det, at han skal bo i Herrens hus ikke bare alle sine dage, men også efter sine dage. Eller med Jesu ord: ”Jeg giver dem evigt liv.” Om det får, der følger hyrdens røst, gælder det: ”Ingen kan rive det ud af min faders hånd” (10,29).
- Ved en prædiken over søndagens tekst kan man godt gøre mere ud af dette evighedshåb. Jesus vil være den gode hyrde for os ikke bare i dag, men alle dage og endda i evigheden!