Del 2 af 3 af Michael Agerbo Mørchs oplæg til åbningsreceptionen for CTIP.
Lederskab
A. Individualistisk autonomi – higen efter stærke autoriteter
I år markeres – jeg siger bevidst ikke ”fejres” – 50-året for studenteroprøret. Det var en omfattende revolution af vores samfund med implikationer på ethvert tænkeligt niveau af samfundet fra familie til stat. Individet kom i centrum, og selvom det store ideologiopgør først kom i 1989 med kommunismens sammenbrud, så markerede den vordende egocentrisme nok klarere overgangen mellem dengang og nu for folk flest i Vesten. Frihed som nøgleterm skiftede karakter og gik fra at være en frihed fra tyranniserende statsmagter og samfundsindstanser til at være frihed til snart sagt hvad-som-helst. Fri pornografi (herunder børnepornografi) og fri abort realiserede nogle af kulturradikalismens drømme, men fra et kristent perspektiv var det et samfund, der eroderede ud i promiskuitet og overlagte mord på ufødte børn.
I alt dette mistede lederskabet sin status. Man så skævt til folk med magt og indflydelse og bad sig fri fra herredømmet. Den individualistiske autonomi var nu norm og mål.
De seneste tyve år har der så været en begyndende modbølge, hvor vi ser en stærkere og stærkere higen efter autoriteter. En hjælp til at få vist vejen frem. Problematisk ser vi det i populismen, hvor sort-hvide svar søges på komplicerede spørgsmål.
Set fra kirkens side er det en udfordring, at vi står i en tid, hvor autoriteter stadig betragtes med skepsis, men det er en mulighed, at vi nu samtidig har en fremvækst af tiltro til autoriteter. Eller i hvert fald et mere markeret behov for dem.
Et eksempel fra mit eget liv: I 2010-2013 var jeg ansat i LMU, og jeg husker tydeligt, da vi på en generalforsamling skulle diskutere muligheden for en fusion af LMU og LM-Kids. Flere LMU-formænd var frustrerede over, at Landsstyrelsen ikke var tilstede. Mens Landsstyrelsen blev forbløffede over denne frustration i deres egen 68’er-logik.
B. Tribalisme – Bevægelse
Opløsningen af ideologierne har selvsagt ikke frataget behovet for fællesskaber. Vi er skabt som sociale væsener. Men der ser ud til at være en stigende tendens til tribalisme, hvor individerne finder sammen i små stammefællesskaber med dem, de er mest enige med og ligner mest. Klubberne bliver smallere og smallere i profil. Gudstjenesterne målrettes til smallere og smallere grupper. Ekkokamrene på SoMe samler folk i marginale grupper osv. Tribalismen udgør en stor udfordring for en kirke, der ikke kender den slags grænser (Gal 3,27: ”Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus.”).
Men den rummer måske også en mulighed. En mulighed, som kun forstærkes af vores post-kristne samfundsudfordring. For når vi er tvunget ud i en situation, hvor kirken ikke længere automatisk kan identificeres med det danske folk, så går kirken tilbage i en præ-konstantisk position, hvor kirken bliver en bevægelse. En bevægelse ledes mest optimalt ved at sikre et stærkt centrum – her med Bibelen og Bekendelserne som fundament – hvorfra man kan tillade en mere løs periferi. En klub eller en forening har mere klare rammer (inde/ude), men en bevægelse er nødt til at acceptere en mere smidig struktur. Ledelsen skal besidde integritet, og de valgte skal stå klippefast på indholdet. Men der skal samtidig sikres en åbenhed, så de, der ikke øjeblikkeligt kan tilslutte sig hele indholdet, ikke skubbes væk.
Tribalismen sætter skotter imellem grupper, mens en bevægelse markerer et klart centrum, men åbner op for, at alle kan blive en del af bevægelsen. Ideelt set centripetalt ved at folk langsomt drages mod centrum og kerne.
C. Anerkendelsesbegær – anerkendelsesbehov
De sociale medier har på ca. ti år totalt erobret verdensherredømmet. Med foruroligende hast omlægger vi vores liv, så de tilpasses indholdsdesignet på diverse platforme. Da Axel Honneth i 1992 udgav Kampen om anerkendelse, var internettet ikke engang udbredt (i 1996 brugte 88% af danskerne ikke internet!). Alligevel påpegede han, at mennesket grundlæggende er et anerkendelsessøgende væsen.
Så vidt jeg kan se, har vores informationsteknologier trykket denne pedal helt i bund. Vi udsætter nu hinanden for et anerkendelsesbegær, som konstant skal fodres. Fx er Facebooks algoritmer jo ikke primært designet til at trække data ud, som kan sælges til lyssky selskaber, men netop for at kortlægge vores begærsmønstre, så vi kan udsættes for mere detailstyrede påvirkninger. Hele infrastrukturen på Facebook er lavet til, at vi skal få maksimal anerkendelse instantly og af så mange som muligt. Og den tilfredsstillelse, det giver, afføder kun nye behov.
Det begær kan ikke opfyldes. For begær er jo en stærk trang til at have noget, og anerkendelse er ikke noget man har, men noget man momentant tildeles, og derfor kan den ikke ejes for good. Det er vores mellemmenneskelige vilkår.
Set fra en kirkelig vinkel må vi anfægte begæret efter anerkendelse. Det er en afgud, der ikke giver, hvad den lover. Men det ændrer jo ikke ved, at vi stadig er anerkendelsessøgende. Også det er et menneskeligt vilkår. Som ledere står vi dermed med en god mulighed for dels af udfordre et meget usundt element ved vores tidsånd, dels at erstatte det med en mere sund og naturlig anerkendelse, som den, der naturligt bør forefindes i rigt mål i kirken.