Del 3 af 3 af Michael Agerbo Mørchs oplæg ved åbningsreceptionen for CTIP.
Forkyndelse
A. Bibelsk analfabetisme – fornyet nysgerrighed
Vores post-kristne samfund er klart markeret ved en omfattende bibel-analfabetisme. Mange, mange mennesker ved stort set ingenting om Bibelen, og den ”viden” de går rundt med, er ofte så fragmentarisk (løsrevne begivenheder, personer ol.), at den ikke er meget bevendt.
I sig selv er der intet vundet ved at vide meget om Bibelen – heller ikke kulturelt set – men det giver en anderledes lytterskare for kirkerne. Du kan som forkynder i den brede folkekirke ikke antage, at folk ved noget som helst. Og slet ikke, at det, de tror, de ved, også er det, som du tror, at de ved. Måske er det rigtigt, at den ældre del af befolkningen stadig besidder en grund af viden gennem bibelfortællinger, men jeg tvivler efterhånden – det gælder i hvert fald ikke for pensionisterne på min egen boligvej!
Også i bibeltro miljøer fornemmes en stigende uvidenhed om Bibelens indhold, som gør, at undervisning er et stigende behov. Ikke for videns skyld, men fordi tro også er tilslutning til et læreindhold. Det skyldes måske en stigende lede ved at læse i det hele taget. Studier viser, at flertallet af voksne læser én bog om året. Læserflokken er sikkert større blandt højrefløjskristne, men næppe meget.
Bibel-analfabetismen har dog flere steder også resulteret i en mulighed: nysgerrighed. Ved en tidliger konference på Dansk Bibel-Institut har Lars Dahle netop peget på dette. ”De nysgerrige” udgør ikke en stor gruppe, men de er der: folk der har lyst til at deltage i ÅBS, Bibelmarathons, læsergrupper osv. med det specifikke formål at lære Bibelens indhold at kende.
Selvom apologetisk forkyndelse bestemt har sin berettigelse i Danmark i dag, og ganske givet fortjener en central og genkommen plads, så har forkynderen også et ansvar for at indføre lytterne i Bibelens indhold. Der gives simpelthen en mulighed for at åbne og udlægge mange vigtige bibelfortællinger for første gang. Det er en særlig glæde som underviser, og noget som med fordel kan dyrkes i alle kirkesamfund i Danmark.
B. Perfektionskultur – enestående ressourcer til rådighed
Dette punkt handler ikke om lytterne men om forkynderen selv.
Vores kultur hylder perfektion på en meget skamløs og omsiggribende måde. Folk skal excellere i alt, hvad de foretager sig og kun den optimale præstation kan godkendes. X-Factor og 12-talskultur er udtryk, der udpeger denne tendens.
For en forkynder er det dødbringende gift. Det kvæler totalt frimodigheden, hvis du skal bringe et budskab, der er dårskab for verden med et krav om succes. Hvis din løn som forkynder ikke er en skat i Himlen, men bifald og popularitet i dette mørke, så ender du som en fattig mand. Det er en eklatant udfordring for os yngre prædikanter, at vi vokser op i en tid, hvor kun det bedste accepteres, samtidig med at vi forsøger at bevare ydmyghed og integritet i forkyndelsen af evangeliet. Måske ligger den væsentligste årsag til manglen på unge prædikanter her: angsten for at fejle!?
Omvendt har teknologien sikret os en helt enestående række af hjælpemidler til vores forkynderarbejde. Enhver passage kan findes kommenteret på nettet, der er didaktiske virkemidler få klik væk, der er fora, som støtter og udfordrer til arbejdet osv. Samlet set har vi vel aldrig haft så gode muligheder for at gøre vores del af forkynderarbejdet så godt som nu. Det betyder, at vi dels må fly og afsky perfektionskulturens dræbende pres, men samtidig frimodigt anvende alle forhåndenværende hjælpemidler til at producere så god og perspektivrig en forkyndelse som muligt.
For mange prædikanter er Joh 3,30 (”Han skal blive større, jeg skal blive mindre.”) en central bøn – og det er den bedste medicin i nutidens kultur. Men videre giver Paulus også Timotheus den opmuntring, at hans fritagelse fra omverdens pres ikke må føre til slendrian (1 Tim 4,11-16: ”Det skal du påbyde og lære. Lad ingen ringeagte dig, fordi du er ung, men vær et forbillede for de troende i tale, i adfærd, i kærlighed, i troskab, i renhed. Indtil jeg kommer, skal du tage vare på skriftlæsningen, formaningen og undervisningen. Forsøm ikke den nådegave, som du fik i kraft af profetier og under håndspålæggelse af ældsterådet. Tag dig af alt dette, lev i det, så alle kan se, at du gør fremskridt. Giv agt på dig selv og på den undervisning, du giver, hold fast ved det; for når du gør det, bliver du til frelse både for dig selv og for dem, der hører på dig.”). Gud i centrum er teologens ståsted, trofasthed i nådegaver og kald er teologens arbejdsopgave.
C. Forkyndelse på nettet (minus kirke) – evangelisationens front
Internettets dominans i vores liv har også betydet, at vi har adgang til uanede mængder forkyndelse fra nogle af verdens dygtigste prædikanter. Særligt amerikanske reformerte er blevet populære i Danmark. Jeg kender endnu kun til få eksempler på folk, som helt er stoppet med at komme i kirke, fordi de foretrækker online-forkyndere, men de findes, og jeg tror, vi skal forvente, at det bliver en stigende udfordring i de kommende år. Det er selvfølgelig også en udfordring, som vi må tage på os: at gøre vores arbejde så godt som overhovedet muligt. Men her vil vi alligevel dvæle lidt ved online-udfordringen.
Måske er det primært et spørgsmål om retorik. Måske er det et spørgsmål om, at de taler et andet sprog end vores eget, som både åbner vores ører for budskabet på ny og skaber en lille – i mine øjne ikke så heldig – distance i forhold til tiltalen. Måske er det et spørgsmål om at ville slippe for det provinsielle Danmark og føle sig som en del af noget større. Måske … Dygtige forkyndere skal man jo takke for, men samtidig må vi overveje, om vi er tjent med at outsource netop denne tjeneste og ydelse. Jeg tror det næppe. Kirke er måske nok noget man er, og ikke noget man går til eller i, men det er altså ikke noget, man er alene. Forkyndelse hører til i menigheden, dvs. i det forpligtende fællesskab, der samles til tilbedelse og lovprisning til ære for Jesus, vores frelser. Forkyndelse kan og bør eksistere uden for gudstjenestens rum, men den har sit primat i søndagsfejringen.
Muligheden består så i, at også vi må opfordres til at være tilstede online. At gøre ressourcer tilgængelige og gøre dem værd at se og høre. Alle undersøgelser viser, at folk tilfredsstiller deres religiøse nysgerrighed online, og derfor skal vi virkelig lægge os i selen her. Både men hensyn til mission, men også med hensyn til at styrke og bevare vores egne. At bruge både tid og penge på at være tilstede online er ikke længere et valg, men et kald. Det kan ske på mange måder, men det er afgørende, at det sker nu. Succesraten for hjemmesider som Adam&Eva, Film&Tro, Jesusnet, kristendom.dk osv. er meget høj, og det er med at overveje, hvordan genuin bibelsk teologi kan komme endnu mere i spil på nettet.
Afslutning
CTIP vil være en akademisk håndsrækning til det kristne Danmark, så vi bedre kan stå imod tidens udfordringer og gribe tidens muligheder. Der er nok at tage fat på, for der er nok at blive bekymret over. Og skal vi bekymre os om netop denne dags plage, så må vi også være bevidste om de muligheder, som dagen rummer. Da alt er muligt for Gud, er der ingen tendens i tidsånden, som – udover at være en udfordring eller måske direkte en fjende – ikke også er en mulighed.